Formanden for KU skriver om en konservativ omvæltning af samfundet. Jeg er ikke enig i særlig meget, og jeg synes han bliver lidt ukonkret på de mest spændende/ kontroversielle steder (hvilke dele af velfærdsstaten skal afvikles? Hvordan skal vi stoppe den galoperende individualisme – er det sådan noget med at udskamme folk der vil leve livet anderledes?), men som debatoplæg er der da noget at gå igang med.
Jeg er sådan set enig med meget af det han siger, jeg mener bare ikke at det at sænke skatterne vil give os et lykkeligere samfund. Den del fik mig til at tænke at hele snakken om fællesskab blot var et forsøg på at få skattelettelser til at lyde mere attraktivt. Man kan jo kigge på usa som ikke rigtig prioriterer deres velfærdssamfund overhovedet og netop har kirker og lokal samfund til at sidde med ansvaret for at nogle folk overhovedet får mad på bordet. Usa er individualisternes højborg. Enhver snak om et velfærdssamfund hvor alle kan komme til lægen eller sende deres børn på college bliver slået ned fordi amerikanerne har sat lighedstegn mellem betaling af skat og mindre personlig frihed. Deres kultur er fundamentalt egoistisk og de har ikke nydt godt af at betale mindre i skat end vi gør. Jeg tror sgu godt man kan vende en kulturattitude uden at tage penge væk fra dem der har brug for dem.
Rigtig fin og korrekt observering af den unge herre, men fuldstændig forkert konklussion i mine øjne.
Det er alligevel imponerende at han kun kan se det positive, forløsende og fællesskabsstyrkende i at være økonomisk afhængig af sit lokalsamfunds velvilje og overskud, . Han lyder som en af disse vandkæmmede konservative konfirmationsdrenge, der aldrig har været i nærheden af at være på røven. Dengang fattigforsorgen var overladt kirkens fattigkasser og privat velgørenhed, der vrimlede det med tiggere.
Jeg kalder den lige: “Konservatismen” har ikke haft fremgang i Danmark, ihvertfald ikke hvis det han tænker på er Konservatives fremgang. Folk stemmer Konservative, fordi resten af blå stue er i nedsmeltning.
>Kardinalpunktet for al konservativ politik skal være fællesskab. Vi skal have et opgør med det enorme individfokus, som præger vores moderne samfund, og i stedet fokusere på at skabe de bedst mulige rammer for de nære og mellemmenneskelige fællesskaber. Alt for mange mennesker i Danmark føler sig fremmedgjorte og fortabte som følge af den enormt individualistiske kultur, som kulturradikalismen har fremelsket de seneste mange årtier.
Som altid har kulturkonservative halvt ret. Ja, folk føler sig fremmedgjorte og fortabte. Det handler ikke om kulturradikalisme (et synspunkt der i det store og hele er dødt her til lands), men om kapitalismens evne til at fremmedgøre os for os selv.
>På trods af en historisk høj levestandard, høj social mobilitet og lav arbejdsløshed, er der flere og flere unge i Danmark, der har det dårligt, føler sig ensomme, og som diagnosticeres med mentale og psykiske lidelser. Siden denne tendens ikke kan tilskrives socioøkonomiske faktorer, må årsagen snarere findes i kulturen og de samfundsnormer, som danske børn og unge påvirkes af.
Den kan tildeles socioøkonomiske faktorer i det omfang, at vores høje levestandard i vidt omfang er en konsekvens af, at vi arbejder os selv halvt ihjel og er under konstant præstationspres.
>Der er med andre ord noget galt med tidsånden, og den livsfilosofi, som danske unge opfostres med. En livsfilosofi, hvis grundlæggende budskab er, at individet bør tilstræbe at blive så frigjort og uafhængigt af andre mennesker som muligt.
>Denne frigørelsesideologi tilsiger, at meningen med livet er at ’følge sit hjerte’ og igennem et livslangt selvrealiseringsprojekt at ’finde og og udfolde sig selv’ – og står familielivet eller andre forpligtende fællesskaber i vejen for dette, bør de nedprioriteres.
Delvis korrekt – det har bare ikke noget med kulturradikalisme at gøre. Det handler snarere om coaching, mindset-tilgange, FitnessWorld-reklamer og Nike-sloganer om “just do it”. Individualismen er i den forstand indbygget i kapitalismen, fordi det fordrer forbrug. Du har ikke en identitet, men du kan købe dig til den.
>Vi mennesker bliver nemlig ikke lykkelige af at dyrke os selv og vores eget ego. Lykken er at finde i fællesskab med andre mennesker.
Det er i og for sig korrekt. Fællesskab er bare ikke noget, man kan pådutte andre politisk – fællesskaber er først og fremmest sociale. Det, der gør dig lykkelig er at indgå i egentlige og gensidige sociale relationer med respekt og en indbygget sund identitet. Landskampe gør os glade, fordi der er nogle ritualer og relationer forbundet med dem, så vi kan hygge os med venner og familie – evt. stolthed over at være danskere er for langt de fleste en sekundær ting.
En helt anden ting er så, at de fællesskaber konservative gerne vil dyrke er åbenlyst inautentiske for mange af os: Jeg er dansk, men det er ikke en særligt stor del af min identitet. Ikke i forhold til mine politiske overbevisninger, eller for den sags skyld det faktum at jeg er jyde. Og jeg er da slet ikke kristen i nogen som helst forstand, andet end at jeg gerne synger en salme eller to juleaften på vej rundt om juletræet. Og der er da noget smukt i de danske julesange, det er bare ikke autentisk for mig – i det omfang jeg føler noget i den forbindelse, er det lidt som at prøve et nyt sæt tøj i et kort øjeblik. Det er da meget fint med jakkesæt, men i morgen tager jeg sneakers på igen, det er bare mere mig.
Hvis vi skal skabe nye fællesskaber, skal det være nogle, der bygger på sunde værdier, og dyrkes for de værdier, og ikke fællesskabet i sig selv. Og det er dér konservatismen fejler – de er så forhippede på at bevare danskheden, kristendommen, “vestlig kultur”, at de ikke formår at forholde sig rationelt til kritik af danmark, kristendommen eller “vestlig kultur”.
Et eller andet sted finder jeg den slags kulturkonservatisme sympatisk – det er vigtigt at blive dannet, at forstå sin egen rolle i historien og fællesskabet. For det meste ender det bare med, at folk går med skyklapper, og nægter at se nogle hårde virkeligheder i øjnene. Gode eksempler er Pia K herhjemme, eller Jordan Peterson i en international kontekst. Eller Mads Holger, hvis vi skal over i hvor tragisk det kan ende.
Jeg ville ønske der var en mere udførlig beskrivelse af hvordan det at man fjerner arveafgiften skal skabe mere “fællesskab” og løse “unges problemer som kommer fra “kulturradikalisering”.
Hvordan en mindre skattebyrde og større familialt ansvar skal spille ind med en opprioritering af psykiatrien.
5 comments
Formanden for KU skriver om en konservativ omvæltning af samfundet. Jeg er ikke enig i særlig meget, og jeg synes han bliver lidt ukonkret på de mest spændende/ kontroversielle steder (hvilke dele af velfærdsstaten skal afvikles? Hvordan skal vi stoppe den galoperende individualisme – er det sådan noget med at udskamme folk der vil leve livet anderledes?), men som debatoplæg er der da noget at gå igang med.
Jeg er sådan set enig med meget af det han siger, jeg mener bare ikke at det at sænke skatterne vil give os et lykkeligere samfund. Den del fik mig til at tænke at hele snakken om fællesskab blot var et forsøg på at få skattelettelser til at lyde mere attraktivt. Man kan jo kigge på usa som ikke rigtig prioriterer deres velfærdssamfund overhovedet og netop har kirker og lokal samfund til at sidde med ansvaret for at nogle folk overhovedet får mad på bordet. Usa er individualisternes højborg. Enhver snak om et velfærdssamfund hvor alle kan komme til lægen eller sende deres børn på college bliver slået ned fordi amerikanerne har sat lighedstegn mellem betaling af skat og mindre personlig frihed. Deres kultur er fundamentalt egoistisk og de har ikke nydt godt af at betale mindre i skat end vi gør. Jeg tror sgu godt man kan vende en kulturattitude uden at tage penge væk fra dem der har brug for dem.
Rigtig fin og korrekt observering af den unge herre, men fuldstændig forkert konklussion i mine øjne.
Det er alligevel imponerende at han kun kan se det positive, forløsende og fællesskabsstyrkende i at være økonomisk afhængig af sit lokalsamfunds velvilje og overskud, . Han lyder som en af disse vandkæmmede konservative konfirmationsdrenge, der aldrig har været i nærheden af at være på røven. Dengang fattigforsorgen var overladt kirkens fattigkasser og privat velgørenhed, der vrimlede det med tiggere.
Jeg kalder den lige: “Konservatismen” har ikke haft fremgang i Danmark, ihvertfald ikke hvis det han tænker på er Konservatives fremgang. Folk stemmer Konservative, fordi resten af blå stue er i nedsmeltning.
>Kardinalpunktet for al konservativ politik skal være fællesskab. Vi skal have et opgør med det enorme individfokus, som præger vores moderne samfund, og i stedet fokusere på at skabe de bedst mulige rammer for de nære og mellemmenneskelige fællesskaber. Alt for mange mennesker i Danmark føler sig fremmedgjorte og fortabte som følge af den enormt individualistiske kultur, som kulturradikalismen har fremelsket de seneste mange årtier.
Som altid har kulturkonservative halvt ret. Ja, folk føler sig fremmedgjorte og fortabte. Det handler ikke om kulturradikalisme (et synspunkt der i det store og hele er dødt her til lands), men om kapitalismens evne til at fremmedgøre os for os selv.
>På trods af en historisk høj levestandard, høj social mobilitet og lav arbejdsløshed, er der flere og flere unge i Danmark, der har det dårligt, føler sig ensomme, og som diagnosticeres med mentale og psykiske lidelser. Siden denne tendens ikke kan tilskrives socioøkonomiske faktorer, må årsagen snarere findes i kulturen og de samfundsnormer, som danske børn og unge påvirkes af.
Den kan tildeles socioøkonomiske faktorer i det omfang, at vores høje levestandard i vidt omfang er en konsekvens af, at vi arbejder os selv halvt ihjel og er under konstant præstationspres.
>Der er med andre ord noget galt med tidsånden, og den livsfilosofi, som danske unge opfostres med. En livsfilosofi, hvis grundlæggende budskab er, at individet bør tilstræbe at blive så frigjort og uafhængigt af andre mennesker som muligt.
>Denne frigørelsesideologi tilsiger, at meningen med livet er at ’følge sit hjerte’ og igennem et livslangt selvrealiseringsprojekt at ’finde og og udfolde sig selv’ – og står familielivet eller andre forpligtende fællesskaber i vejen for dette, bør de nedprioriteres.
Delvis korrekt – det har bare ikke noget med kulturradikalisme at gøre. Det handler snarere om coaching, mindset-tilgange, FitnessWorld-reklamer og Nike-sloganer om “just do it”. Individualismen er i den forstand indbygget i kapitalismen, fordi det fordrer forbrug. Du har ikke en identitet, men du kan købe dig til den.
>Vi mennesker bliver nemlig ikke lykkelige af at dyrke os selv og vores eget ego. Lykken er at finde i fællesskab med andre mennesker.
Det er i og for sig korrekt. Fællesskab er bare ikke noget, man kan pådutte andre politisk – fællesskaber er først og fremmest sociale. Det, der gør dig lykkelig er at indgå i egentlige og gensidige sociale relationer med respekt og en indbygget sund identitet. Landskampe gør os glade, fordi der er nogle ritualer og relationer forbundet med dem, så vi kan hygge os med venner og familie – evt. stolthed over at være danskere er for langt de fleste en sekundær ting.
En helt anden ting er så, at de fællesskaber konservative gerne vil dyrke er åbenlyst inautentiske for mange af os: Jeg er dansk, men det er ikke en særligt stor del af min identitet. Ikke i forhold til mine politiske overbevisninger, eller for den sags skyld det faktum at jeg er jyde. Og jeg er da slet ikke kristen i nogen som helst forstand, andet end at jeg gerne synger en salme eller to juleaften på vej rundt om juletræet. Og der er da noget smukt i de danske julesange, det er bare ikke autentisk for mig – i det omfang jeg føler noget i den forbindelse, er det lidt som at prøve et nyt sæt tøj i et kort øjeblik. Det er da meget fint med jakkesæt, men i morgen tager jeg sneakers på igen, det er bare mere mig.
Hvis vi skal skabe nye fællesskaber, skal det være nogle, der bygger på sunde værdier, og dyrkes for de værdier, og ikke fællesskabet i sig selv. Og det er dér konservatismen fejler – de er så forhippede på at bevare danskheden, kristendommen, “vestlig kultur”, at de ikke formår at forholde sig rationelt til kritik af danmark, kristendommen eller “vestlig kultur”.
Et eller andet sted finder jeg den slags kulturkonservatisme sympatisk – det er vigtigt at blive dannet, at forstå sin egen rolle i historien og fællesskabet. For det meste ender det bare med, at folk går med skyklapper, og nægter at se nogle hårde virkeligheder i øjnene. Gode eksempler er Pia K herhjemme, eller Jordan Peterson i en international kontekst. Eller Mads Holger, hvis vi skal over i hvor tragisk det kan ende.
Jeg ville ønske der var en mere udførlig beskrivelse af hvordan det at man fjerner arveafgiften skal skabe mere “fællesskab” og løse “unges problemer som kommer fra “kulturradikalisering”.
Hvordan en mindre skattebyrde og større familialt ansvar skal spille ind med en opprioritering af psykiatrien.