Hvis vi skal psykiske lidelser til livs, er det ikke nok med bedre behandlingstilbud. Vi skal bekæmpe svære livsbetingelser, for det er modgang i livet, fattigdom, problemer i familien og så videre, der øger risikoen for at udvikle psykiske lidelser, skriver Svend Brinkmann.
by No-Register3495
7 comments
“I’ve always believed that what doesn’t kill you, makes you very very weak.” – Norm Macdonald
En ren og skær førstebevæger.
Med de lidelser og problemer Nietzsche levede med kan jeg godt tilgive ham for det. Udover at han sådan set fik en del hjælp til at komme igennem livet.
For nogle passer det. For nogle ikke. Måske vi bare skulle droppe at beskrive det i sort/hvid.
r/iam12andthisisdeep
Er der da ingen nedre grænse for hvad den mand vil udtale sig om.
Det handler jo mest af alt om hvorvidt ‘det der ikke slår dig ihjel’ har været en passende udfordring, som du selv har tilvalgt. Det er nemlig udviklende. En for stor udfordring, som man får tvunget på sig, derimod, gør én mindre. Det bør Brinkmann også vide – det er grundlæggende udviklingspsykologi (skåret ud i pap, selvfølgelig).
Så ja, traumer, svigt og sult i barndommen gør ikke én stærkere, men derfor har Nietzsche stadig fat i noget, når vi snakker psykologisk trivsel.
God artikel. Vi er generelt på vej i den rigtige retning når det kommer til at håndtere psykisk sundhed.
Jeg tror fx ikke at antallet af psykisk syge børn og unge er vokset. Jeg tror bare vi er blevet bedre til st tage det seriøst nu om dage.
Kan da huske da jeg var ung, hvor mantraen var “tag dig sammen og lad være med at være så sart” og så snakkede man aldrig om følelser.
Det var sgu lidt fucky at sidde på badeværelset som 21 årige og teste om slangen til bruseren kunne bære ens vægt og det eneste man kunne høre inde i hovedet var “lad dog være med at skabe dig”
Synes det er godt at der er kommet mere fokus på det. Næsten alle jeg kendte da jeg var ung i 00erne havde psykiske problemer som de enten ikke snakkede om eller også var de udret og rodede rundt i kontanthjælpssystemet mens kommunen ikke rigtig vidste hvad de skulle gøre med dem.
Jeg er sikker på at forrige generationer har haft lignende demografier af ustabile børn og unge, men det blev tiet ihjel for det meste fordi det var pinligt at blive stemplet som åndssvag eller at ens barn blev stemplet med det.
Så det er jo bare godt at vi endelig får syn for sagen nu hvor det efterhånden er blevet mere okay at sige det når man har det skidt og man ikke bare får at vide at man er et forkælet curlingbarn der vil have opmærksomhed.
Den slags anklager findes skam stadig, men jeg tror det bliver bedre med tiden når folk langsomt fatter at psykiske lidelser skal tages alvorligt.
Ik mig