Så kan de jo passende indføre krav om behandling til mænd også
/s men alligevel ikke
Hvis man har tilbragt bare lidt tid i psykiatrien eller har kontakt med nogen der har været i kontakt med psykiatrien i Danmark, så ville man vide, at det sejler, og at det er virkelig svært at få hjælp. Jeg er samtidig også klar over, at kommentarer som denne, vil afskrække folk fra at søge hjælp, og er derfor ambivalent over, om jeg burde snakke højt om det.
Så jeg vil derfor starte med at sige, at hvis du har brug for hjælp, hvis livet virker gråt, så tag alligevel til din læge, og insister på at du skal have hjælp, men du skal være forberedt på ventetid, lang ventetid.
Ventetiden til en psykolog er omkring 30 uger (afhænger selvfølgelig af hvor du bor), dette er med en henvisning fra lægen, hvis du selv kan betale for en psykolog, så vil jeg anbefale at gå uden om henvisningen fra din læge, men din regning stiger dermed med 250%, hvilket er utrolig ærgerligt, da mange personer med psykiske problemer er uden arbejde, og derfor ikke har råd til at betale.
Hvis du er en mand, så er det endnu sværere at få hjælp, læger og psykologer tager dig bare mindre seriøst, det kan du ligeså godt vænne dig til, her taler jeg desværre af personlig erfaring. Generelt ser du også færre mandlige patienter i psykiatrien, både fordi mænd har sværere ved at søge hjælp, da vi desværre lever i en verden, hvor det er et tabu for mænd, at vise følelser, men det skyldes også, at læger og psykologer tager mænd mindre seriøst, og jeg har derfor en fornemmelse af, at mænd oftere opgiver at få hjælp, efter at blive afvist de første par gange.
Den nyhed er som en klokke, hvor jeg allerede nu er skuffet. Når den samme nyhed kommer igen i 2025 er den betingede refleks sandsynligvis kun blevet stærkere. Hvis jeg stadig hørte stemmer ville de græde af grin over hvor lidt der er sket, hver gang nogen har sagt at psykiatrien har brug for løft.
Det er nok den mest ejendomsmægler-agtige vending man kunne give den danske psykiatri.
Det ville svare til at slå en annonce op med et nedbrændt hus og skrive “patriciervilla med massere af muligheder sælges.”
Hvordan man bliver behandlet, afhænger desværre i meget høj grad af, hvor er bosat.
Jeg har inden for de sidste 3-4 år kun haft positive oplevelser med psykiatrien, men desværre blev jeg udredt ca 10 år “for sent”, fordi man, hvor jeg boede tidligere, totalt overså nogle symptomer på min sygdom.
Det har ført til flere sammenbrud der måske kunne have været afværget.
Nu kan jeg så se, at sådan noget som OPUS, som jeg selv har brugt, dækker enormt forskellige fra landsdel til landsdel. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man skal være heldig at bo det rigtige sted, for at få hjælp.
Desværre er det ikke kun inden for psykiatrien, hvor man skal være heldig og være bosat det rigtige sted, samt have et stærkt bagland, for at få hjælp.
Er der _nogen_ med personlige erfaringer der har det som om psykiatrien går strygende?
Jeg har en søster som er indlagt lige pt. pga. voldsomme søvnproblemer, og fy for satan en øjenåbner det har været.
Ja, jo, jeg har måske altid haft en ide om, at det ikke stod helt fantastisk til i den offentlige psykiatri, men efter min søster blev syg, har jeg da bare fået banket mine bange anelser endnu længere ind i hovedet.
Et ud af utallige problemer er, at man har en eller anden ønsketænkning om, at et sygt hoved skal fixes med piller – **for det er en billigere løsning end en indlæggelse**.
“*Nå, du sover dårligt, siger du? Jo, jo, vi prøver lige med de her piller, og så kan du komme igen i morgen og så kigger vi lige på dig igen. På gensyn!* “.
Patienten kommer sjovt nok igen næste dag, fordi pillerne virkede ikke. De ordinere lidt flere piller, patienten bliver sendt hjem igen, men vender sjovt nok tilbage igen næste dag. Og sådan bliver det ved i en lang smøre, indtil patienten selv eller en pårørende banker hårdt i bordet og siger, “*Jeg har brug for noget hjælp, tak!* “.
Når eller hvis patienten så endelig bliver indlagt, går der månedsvis før den egentlige behandling går i gang. Og selvom patienten skulle holde ventetiden ud, skal vedkommende lige igennem et virvar af overspringshandlinger og pynte-diagnoser.
I stedet for at dykke til bunds og finde frem til årsagen til patientens sindslidelse gennem fx samtaler og terapi, som man nok havde forventet behandlingen ville bestå af, så fylder man i stedet yderligere en masse medicin på patienten og krydser fingrer for at det virker.
Pynte-diagnoserne har også det formål, at psykiaterne nu kan få adgang til noget andet og stærkere medicin, hvis nu de første piller slog fejl. Og sådan bliver det ved ud i en lang smøre, indtil patienten enten bliver så fucked up af medicin, at psykiaterne ikke længere kan konkludere, om patientens symptomer på sindslidelse skyldes medicinen eller den reelle psykiske sygdom bagved.
Dette er selvfølgelig taget ud fra min egen oplevelse af den nordjyske psykiatri, hvor min søster har været gennem smøren, og jeg skal heller ikke kunne afvise, at det er bedre andre steder i landet, men…. nu sidder hun så her efter 4-5 måneders indlæggelse, er blevet afhængig af sovemedicin (og hun sover stadig ikke godt nok), har fuldstændig skiftet personlighed og kan knap nok holde til 1 times meget let skolegang (hun er 14 år).
Min familie og jeg har dog imellemtiden på egen hånd kunne spore os ind på, hvad årsagen til hendes tilstand er, men det ligger bag et grufuldt og tabubelagt traume fra hendes barndom. Psykiaterne ville ikke lytte til vores bekymringer, enten fordi de var for travlt optaget af deres egen agenda om, at “*Piller løser problemerne!* ” eller fordi de simpelthen ikke tør røre ved emnet – måske fordi det bliver for dyrt at behandle gennem den offentlige sundhedssektor?
Før min søster blev syg var hun et meget fysisk aktivt menneske, som havde dyrket crossfit på højt niveau siden hun var 4-5 år gammel. Hun var altid smilende og glad, havde mod på livet, var super kreativ (hun malede og tegnede som var hun beslægtet med Monet) og super dygtig i skolen (topkarakterer i stort set alle fag). Hendes fremtid så lys ud.
Nu fordriver hun det meste af sin dag med selvmordstanker, selvskade og som tidligere nævnt voldsom søvnbesvær.
Behandlingen fra psykiatriens side har slået fuldstændig fejl i min søsters tilfælde, og mine forældre er nu i gang med at søge hjælp ad private veje, og det ender desværre ofte med at være den realistiske løsning for de fleste psykisk sårbare.
Derfor – skulle du ende med at blive psykisk syg i Danmark, og vil du fandens gerne blive rask igen, kan du lige så godt vænne dig til tanken om, at enten dig selv eller dine pårørende skal punge ud økonomisk, fordi den offentlige psykiatri skal du ikke regne med nogen som helst effektiv behandling fra.
Nu håber jeg vitterligt disse tiltag, ikke bare bliver til endnu en omgang varm luft, men at der rent faktisk kommer et løft. For jeg ønsker på ingen måde, at flere patienter for fremtiden skal kastes igennem samme helvede som min søster er blevet – nogensinde. Det er hverken besværet eller ventetiden værd.
Jeg har også lige valgt at sige nej tak til at fortsætte behandling fordi at den ikke indebar andet end medicin. Desuden havde de hang til at indlægge mig imod min vilje hvorefter jeg lå spærret inde i op til et halvt år på en lille afdeling med en masse andre der også havde det dårligt. Ikke noget der gjorde underværker for min mentale tilstand eller mit liv generelt.
8 comments
Så kan de jo passende indføre krav om behandling til mænd også
/s men alligevel ikke
Hvis man har tilbragt bare lidt tid i psykiatrien eller har kontakt med nogen der har været i kontakt med psykiatrien i Danmark, så ville man vide, at det sejler, og at det er virkelig svært at få hjælp. Jeg er samtidig også klar over, at kommentarer som denne, vil afskrække folk fra at søge hjælp, og er derfor ambivalent over, om jeg burde snakke højt om det.
Så jeg vil derfor starte med at sige, at hvis du har brug for hjælp, hvis livet virker gråt, så tag alligevel til din læge, og insister på at du skal have hjælp, men du skal være forberedt på ventetid, lang ventetid.
Ventetiden til en psykolog er omkring 30 uger (afhænger selvfølgelig af hvor du bor), dette er med en henvisning fra lægen, hvis du selv kan betale for en psykolog, så vil jeg anbefale at gå uden om henvisningen fra din læge, men din regning stiger dermed med 250%, hvilket er utrolig ærgerligt, da mange personer med psykiske problemer er uden arbejde, og derfor ikke har råd til at betale.
Hvis du er en mand, så er det endnu sværere at få hjælp, læger og psykologer tager dig bare mindre seriøst, det kan du ligeså godt vænne dig til, her taler jeg desværre af personlig erfaring. Generelt ser du også færre mandlige patienter i psykiatrien, både fordi mænd har sværere ved at søge hjælp, da vi desværre lever i en verden, hvor det er et tabu for mænd, at vise følelser, men det skyldes også, at læger og psykologer tager mænd mindre seriøst, og jeg har derfor en fornemmelse af, at mænd oftere opgiver at få hjælp, efter at blive afvist de første par gange.
Den nyhed er som en klokke, hvor jeg allerede nu er skuffet. Når den samme nyhed kommer igen i 2025 er den betingede refleks sandsynligvis kun blevet stærkere. Hvis jeg stadig hørte stemmer ville de græde af grin over hvor lidt der er sket, hver gang nogen har sagt at psykiatrien har brug for løft.
Det er nok den mest ejendomsmægler-agtige vending man kunne give den danske psykiatri.
Det ville svare til at slå en annonce op med et nedbrændt hus og skrive “patriciervilla med massere af muligheder sælges.”
Hvordan man bliver behandlet, afhænger desværre i meget høj grad af, hvor er bosat.
Jeg har inden for de sidste 3-4 år kun haft positive oplevelser med psykiatrien, men desværre blev jeg udredt ca 10 år “for sent”, fordi man, hvor jeg boede tidligere, totalt overså nogle symptomer på min sygdom.
Det har ført til flere sammenbrud der måske kunne have været afværget.
Nu kan jeg så se, at sådan noget som OPUS, som jeg selv har brugt, dækker enormt forskellige fra landsdel til landsdel. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man skal være heldig at bo det rigtige sted, for at få hjælp.
Desværre er det ikke kun inden for psykiatrien, hvor man skal være heldig og være bosat det rigtige sted, samt have et stærkt bagland, for at få hjælp.
Er der _nogen_ med personlige erfaringer der har det som om psykiatrien går strygende?
Jeg har en søster som er indlagt lige pt. pga. voldsomme søvnproblemer, og fy for satan en øjenåbner det har været.
Ja, jo, jeg har måske altid haft en ide om, at det ikke stod helt fantastisk til i den offentlige psykiatri, men efter min søster blev syg, har jeg da bare fået banket mine bange anelser endnu længere ind i hovedet.
Et ud af utallige problemer er, at man har en eller anden ønsketænkning om, at et sygt hoved skal fixes med piller – **for det er en billigere løsning end en indlæggelse**.
“*Nå, du sover dårligt, siger du? Jo, jo, vi prøver lige med de her piller, og så kan du komme igen i morgen og så kigger vi lige på dig igen. På gensyn!* “.
Patienten kommer sjovt nok igen næste dag, fordi pillerne virkede ikke. De ordinere lidt flere piller, patienten bliver sendt hjem igen, men vender sjovt nok tilbage igen næste dag. Og sådan bliver det ved i en lang smøre, indtil patienten selv eller en pårørende banker hårdt i bordet og siger, “*Jeg har brug for noget hjælp, tak!* “.
Når eller hvis patienten så endelig bliver indlagt, går der månedsvis før den egentlige behandling går i gang. Og selvom patienten skulle holde ventetiden ud, skal vedkommende lige igennem et virvar af overspringshandlinger og pynte-diagnoser.
I stedet for at dykke til bunds og finde frem til årsagen til patientens sindslidelse gennem fx samtaler og terapi, som man nok havde forventet behandlingen ville bestå af, så fylder man i stedet yderligere en masse medicin på patienten og krydser fingrer for at det virker.
Pynte-diagnoserne har også det formål, at psykiaterne nu kan få adgang til noget andet og stærkere medicin, hvis nu de første piller slog fejl. Og sådan bliver det ved ud i en lang smøre, indtil patienten enten bliver så fucked up af medicin, at psykiaterne ikke længere kan konkludere, om patientens symptomer på sindslidelse skyldes medicinen eller den reelle psykiske sygdom bagved.
Dette er selvfølgelig taget ud fra min egen oplevelse af den nordjyske psykiatri, hvor min søster har været gennem smøren, og jeg skal heller ikke kunne afvise, at det er bedre andre steder i landet, men…. nu sidder hun så her efter 4-5 måneders indlæggelse, er blevet afhængig af sovemedicin (og hun sover stadig ikke godt nok), har fuldstændig skiftet personlighed og kan knap nok holde til 1 times meget let skolegang (hun er 14 år).
Min familie og jeg har dog imellemtiden på egen hånd kunne spore os ind på, hvad årsagen til hendes tilstand er, men det ligger bag et grufuldt og tabubelagt traume fra hendes barndom. Psykiaterne ville ikke lytte til vores bekymringer, enten fordi de var for travlt optaget af deres egen agenda om, at “*Piller løser problemerne!* ” eller fordi de simpelthen ikke tør røre ved emnet – måske fordi det bliver for dyrt at behandle gennem den offentlige sundhedssektor?
Før min søster blev syg var hun et meget fysisk aktivt menneske, som havde dyrket crossfit på højt niveau siden hun var 4-5 år gammel. Hun var altid smilende og glad, havde mod på livet, var super kreativ (hun malede og tegnede som var hun beslægtet med Monet) og super dygtig i skolen (topkarakterer i stort set alle fag). Hendes fremtid så lys ud.
Nu fordriver hun det meste af sin dag med selvmordstanker, selvskade og som tidligere nævnt voldsom søvnbesvær.
Behandlingen fra psykiatriens side har slået fuldstændig fejl i min søsters tilfælde, og mine forældre er nu i gang med at søge hjælp ad private veje, og det ender desværre ofte med at være den realistiske løsning for de fleste psykisk sårbare.
Derfor – skulle du ende med at blive psykisk syg i Danmark, og vil du fandens gerne blive rask igen, kan du lige så godt vænne dig til tanken om, at enten dig selv eller dine pårørende skal punge ud økonomisk, fordi den offentlige psykiatri skal du ikke regne med nogen som helst effektiv behandling fra.
Nu håber jeg vitterligt disse tiltag, ikke bare bliver til endnu en omgang varm luft, men at der rent faktisk kommer et løft. For jeg ønsker på ingen måde, at flere patienter for fremtiden skal kastes igennem samme helvede som min søster er blevet – nogensinde. Det er hverken besværet eller ventetiden værd.
Jeg har også lige valgt at sige nej tak til at fortsætte behandling fordi at den ikke indebar andet end medicin. Desuden havde de hang til at indlægge mig imod min vilje hvorefter jeg lå spærret inde i op til et halvt år på en lille afdeling med en masse andre der også havde det dårligt. Ikke noget der gjorde underværker for min mentale tilstand eller mit liv generelt.