Hør nu her: **Pøblen elsker bønder og fiskere** – så bønder og fiskere får hvad de peger på fordi *enhver begrænsning af bønder og fiskeres aktiviteter er politisk selvmord*.
Så er den ikke længere.
Og det er i øvrigt skatternes og reguleringens skyld at der ikke længere kan fanges fisk i de indre farvande!!!
…
Dernæst: Det er tåbeligt af marinbiologen at blande “økologi” ind i det her.
Økologi er sådan en hippieagtig landbrugssalgsfidus* *der som udgangspunkt ikke har med havet at gøre* i og med at man sagtens kan udlede voldsomme mængder **økologisk kvælstof** til fjordene hvis det er det man vil. Og det vil man som bonde, fordi “mere gødning = mere produkt”.
* Selv om jeg er enig i at mindre gift i produktionen er en supergod ting, så kan vi ikke komme væk fra det faktum at økologi er overvurderet som andet end et argument for at sælge en vare dyrere til forbrugeren..
Der er jo case studies i Indonesien hvor et større beskyttet område kunne genoprette & forhøje fiskebestanden i de omkringliggende havområder.
Så fra fiskernes perspektiv vil det i det lange løb sandsynligvis være fordelagtigt at frede større sammenhængende områder end at forsætte med at ødelægge havbundsmiljøet og fiskebestande og ødelægge deres egen erhverv.
Der bliver snakket om green washing i mange andre sammenhænge, sågar uddelt bøder til de firmaer, der fremstiller sig selv som mere bæredygtige, end de er. Så jeg kan godt undre mig over, at staten og politikerne slipper så nemt om ved at gøre præcis det samme.
For det batter jo ikke noget at forbyde fiskeri i en håndfuld havzoner, når der alligevel intet liv er i dem pga. iltsvind qua *massiv* kvælstofsudledning fra landbruget. Det er ikke andet end at stikke os alle blår i øjnene og forlede os med symbolpolitik (igen-igen), så folket tror, der bliver gjort noget.
Jeg husker mange gode minder fra da jeg var barn, hvor bedsteforældrene tog os med for at fiske på molen i Thyborøn. Hvor vi altid kom hjem med mindst en spand fisk, hvis ikke flere. Men allerede som teenager var der ikke rigtig noget at fange længere og vi stoppede med at tage afsted. Og det er kun blevet værre. Det gør mig trist, jeg ikke kan give mine børnebørn den samme oplevelse, for der er efterhånden ikke meget liv tilbage ved kysten.
3 comments
Hør nu her: **Pøblen elsker bønder og fiskere** – så bønder og fiskere får hvad de peger på fordi *enhver begrænsning af bønder og fiskeres aktiviteter er politisk selvmord*.
Så er den ikke længere.
Og det er i øvrigt skatternes og reguleringens skyld at der ikke længere kan fanges fisk i de indre farvande!!!
…
Dernæst: Det er tåbeligt af marinbiologen at blande “økologi” ind i det her.
Økologi er sådan en hippieagtig landbrugssalgsfidus* *der som udgangspunkt ikke har med havet at gøre* i og med at man sagtens kan udlede voldsomme mængder **økologisk kvælstof** til fjordene hvis det er det man vil. Og det vil man som bonde, fordi “mere gødning = mere produkt”.
* Selv om jeg er enig i at mindre gift i produktionen er en supergod ting, så kan vi ikke komme væk fra det faktum at økologi er overvurderet som andet end et argument for at sælge en vare dyrere til forbrugeren..
Der er jo case studies i Indonesien hvor et større beskyttet område kunne genoprette & forhøje fiskebestanden i de omkringliggende havområder.
Så fra fiskernes perspektiv vil det i det lange løb sandsynligvis være fordelagtigt at frede større sammenhængende områder end at forsætte med at ødelægge havbundsmiljøet og fiskebestande og ødelægge deres egen erhverv.
Der bliver snakket om green washing i mange andre sammenhænge, sågar uddelt bøder til de firmaer, der fremstiller sig selv som mere bæredygtige, end de er. Så jeg kan godt undre mig over, at staten og politikerne slipper så nemt om ved at gøre præcis det samme.
For det batter jo ikke noget at forbyde fiskeri i en håndfuld havzoner, når der alligevel intet liv er i dem pga. iltsvind qua *massiv* kvælstofsudledning fra landbruget. Det er ikke andet end at stikke os alle blår i øjnene og forlede os med symbolpolitik (igen-igen), så folket tror, der bliver gjort noget.
Jeg husker mange gode minder fra da jeg var barn, hvor bedsteforældrene tog os med for at fiske på molen i Thyborøn. Hvor vi altid kom hjem med mindst en spand fisk, hvis ikke flere. Men allerede som teenager var der ikke rigtig noget at fange længere og vi stoppede med at tage afsted. Og det er kun blevet værre. Det gør mig trist, jeg ikke kan give mine børnebørn den samme oplevelse, for der er efterhånden ikke meget liv tilbage ved kysten.