Psykolog Svend Brinkmann om tonen i den offentlige debat vedr. udskamningen af personer i kontroverser

6 comments

1. Jeg synes Brinkmann rammer hovedet på sømmet med stort set alt han skriver. Skal vi en dag bruger en kejser for alt stemmer jeg på ham.

2. Jeg synes nu at det ville være fint, hvis politik og jura byggede på etik og moral. Kan ikke se problemet i det.

3. Er sådan set enig med meget af det han siger.

   Synes feks at det burde være ulovligt at være sammen med nogle under 18, når man er over 23. Det er sygt at Mike Fonseca kan forsætte sin karriere og ikke sidder i fængsel i mine øjne.

4. Jeg er enig med Brinkmann i, at, som Johanne Schmidt Nielsen sagde for mange år siden, at det er et problem hvis vi gør det umuligt at være en offentlig person, ved at stille nogle perfekthedsidealer op. Men det skal ikke betyde en forfaldenhed til ikke at måtte ønske, at vores folkevalgte opfører sig som _primus inter pares_. Det er derfor det er et problem hvis man kritiserer Torben Østergaard Nielsen _uden også_ at kritisere de logikker som Torben Østergaard Nielsen personificerer (som er kapitalens logikker.) Det er derfor at kritikken klinger mere hult når den kommer fra borgerlige, men mindre hult, når den kommer fra socialister, _sorry to say_. Jeg er enig med Brinkmann i, at mange af de her diskussioner har medført, at fokus er blevet fjernet fra de sociale omstændigheder som har skabt, og fortsat genskaber, problerme de handler om. Og jeg er ellers sjældent enig med Brinkmann, og synes generelt han selv er et udtryk for den psykologisering han selv her kritiserer.

   Hvis ikke vi er villige til at relatere vores problemer, vores konkrete omstændigheder, til det samfund de indgår i, og er et produkt af. Hvis ikke vi vil lave den kobling mellem del og helhed, relatere tingene til totaliteten, så er jeg enig med Brinkmann i, at det bliver en psykologisering og en reduktion af politik til den blotte diskussion, så bliver det til et spørgsmål om ret og vrang, en lansedyst i en middelalderturnering: blot skuekonflikt, ikke en substantiel kritik der muliggør handling og forandring.

5. For det første synes det er en lidt falsk dikotomi at opstille, at påstå at vi gør noget “i stedet” for noget andet. I sagen om Nordic Waste og Torben Østergaard-Nielsen diskuteres alt fra hans personlige etik (at han vælger at løbe fra ansvaret) til lovgivningen (at det er for nemt at melde en virksomhed konkurs og flygte fra ansvaret) til det samfundsmæssige (hvordan det kan være, at de tidlige advarsler ikke blev hørt, og hvordan vi kunne nå så langt til at starte med). Det ene udelukker ikke det andet, og det synes jeg heller ikke er hvad der sker i praksis.

   For det andet mener jeg det er lidt principielt forkert, at etik og moral er totalfrakoblet jura og politik. Jura og politik er bare en formalisering af en kollektiv samfundsmoral og etik. Nogle gange er det faktisk korrekt at gribe fat i det etiske grundspørgsmål i stedet for det juridiske, fordi det måske kan forklare hvorfor vi bør gentænke juraen.

   Forstå mig ret: Jeg er personligt stærkt opponeret mod den type ‘cancel culture’ hvor folks privatliv og karriere skal totalødelægges, på grund af en eller anden mindre moralsk brist for 10 år siden. Den type ‘pøbelpsykologi’ er ganske rigtigt meget problematisk. Men man må samtidig anerkende, at der findes et spænd i den type sager – og i nogle tilfælde er det altså også korrekt, at en person kan lave noget dybt amoralsk men teknisk lovligt, som BØR udstilles og kritiseres. At noget er lovligt eller politisk praksis gør det ikke automatisk ‘okay’. Og at snakke om at det skulle være ‘menneskeligt at fejle’ som et forsvar af (eksempelvis) Nordic Waste synes jeg er latterligt.

   Vi kan, kort sagt, godt både problematisere amoralsk adfærd og ‘højne debatten’ og gentænke vores lovgivning. Vi skal bare gøre det uden at der går heksejagt og øget polarisering i det.

6. Det sjove er at alle lader som om vi rent faktisk har en offentlig debat der betyder noget.

   Men det har vi ikke, og politikerne gør lige det de har lyst til, uden at debatten har nogen indflydelse på det.

   Så vidt jeg kan se er vi lige dét sted Noam Chomsky taler om i dette citat

   *”The smart way to keep people passive and obedient is to strictly limit the spectrum of acceptable opinion, but allow very lively debate within that spectrum – even encourage the more critical and dissident views.”*

   Kort og godt – den offentlige debat er en **pseudodebat** der skjuler at der ikke finder en reel debat sted – i og med at det der må debatteres er emner *uden væsentlig betydning for samfundet*.