Det ér nemlig paradoksalt. Og det er paradoksalt på et højere niveau, end Nina Koefoed udlægger her.
I forbindelse med en meget lignende problematik om nedlægningen af undervisning i norrønt ved AU, blev der skrevet en artikel i [*Baggrund*](https://baggrund.com/2023/03/09/katastrofetanker/)*,* hvor historiker Richard Cole kommer med en enormt rammende pointe for tendensen. Jeg beklager det lange citat, men det skal citeres i sin helhed:
>Det, de frygter, er ikke, at fortiden forsvinder af syne, men at vores syn på den bliver forvrænget og fragmenteret og risikerer at blive spændt for alskens vogne. Hvor fortiden af Arngrímur og Eggert blev set som en ressource, sproget kunne forløse, bliver den i dag forbundet med en risiko, som sproget skal holde i skak ved at kontekstualisere den og holde vores forestillinger om vikingerne op på det, de selv har sagt. Og hvor Snorri forsøgte at genoplive det norrøne billedsprog for at redde en erindringspraksis, der gjorde fortiden nærværende i samtiden, synes debattørerne i dag snarere at frygte tabet af sproget som noget, der holder den på behørig afstand ved at situere vikingerne i deres egen tid.
>På den måde illustrerer den nærværende norrøndebat meget godt, hvad den tyske litteraturkritiker og filosof Hans Ulrich Gumbrecht (1948-) mener, at der er sket med vores historieforståelse i de seneste år. For selvom mange begræder tabet af fortiden, skriver han i *Unsere breite Gegenwart* (2010), er den virkelige udfordring, ”at vi ikke længere formår at lægge fortiden bag os. Fremfor at miste forbindelsen med fortiden som noget, vi kan orientere os efter, bliver nutiden oversvømmet med fortider.” For at blive i dette billede kan man sige, at skrækscenariet i dag er, at Aarhus Universitet nedlægger et af de sidste diger, der holder vikingeflåder fra at skylle ind over os på kaotiske vandmasser, som vi hverken kan finde hoved, hale eller os selv i.
En potentiel lukning af danmarkshistorien.dk vil på samme måde ikke betyde, at danmarkshistorien går i glemmebogen. Tværtimod vil danmarkshistorien fortsætte med at blive brugt og misbrugt, fantaseret omkring, dyrket, ignoreret, mytologiseret osv., men vi vil til gengæld mistet én af stopklodserne for, at danmarkshistorien så at sige ‘løber løbsk’.
Tager man de pessimistiske briller på, kan man jo sige, at det på en måde også er en fordel for nogen, at vi som historikere ikke længere nemt kan formidle forskningsbaseret historie til den brede befolkning. Så slipper man netop for rent faktisk at skulle forholde sig kritisk til historien. For hvem bedre end historikerne til at ødelægge den gode historie.
Dét er om noget paradoksalt.
Som underviser i gymnasiet må jeg sige at det ville være en katastrofe hvis det lukkede. En fantastisk hjemmeside at basere sin undervisning ud fra.
jeg har godt nok brugt den side meget, også til studier, håber sku den overlever for den er yderst brugbar.
Virker som en af de sidste af alle public service tingene vi har der burde skæres. Jeg tror sku at den hjemmeside er mange udsendelser på dr eller radioen værd.
4 comments
Det ér nemlig paradoksalt. Og det er paradoksalt på et højere niveau, end Nina Koefoed udlægger her.
I forbindelse med en meget lignende problematik om nedlægningen af undervisning i norrønt ved AU, blev der skrevet en artikel i [*Baggrund*](https://baggrund.com/2023/03/09/katastrofetanker/)*,* hvor historiker Richard Cole kommer med en enormt rammende pointe for tendensen. Jeg beklager det lange citat, men det skal citeres i sin helhed:
>”Med romaner, tv-serier og film, der tager udgangspunkt i vikingernes verden, er den populære interesse stor. Men den kan ikke stå alene”, bemærker Informations Bodil Skovgaard Nielsen i [sin ](https://www.information.dk/kultur/leder/2022/10/paa-danske-universiteter-risikerer-kulturarven-saga-blot)[leder ](https://www.information.dk/kultur/leder/2022/10/paa-danske-universiteter-risikerer-kulturarven-saga-blot)[den 13. oktober sidste år.](https://www.information.dk/kultur/leder/2022/10/paa-danske-universiteter-risikerer-kulturarven-saga-blot) Og for lektor i historie ved Aarhus Universitet, Richard Cole, hersker der ingen tvivl om, at mange danskere vil ”fortsætte med at få runetatoveringer og bekende deres kærlighed til vikingearven”. Det skriver han i et [indlæg ](https://www.lingoblog.dk/vikingerne-skal-tie-i-danmark-bureaukrati-og-undergangen-af-oldnordisk-ved-aarhus-universitet/)[på ](https://www.lingoblog.dk/vikingerne-skal-tie-i-danmark-bureaukrati-og-undergangen-af-oldnordisk-ved-aarhus-universitet/) og tilføjer: ”men ingen vil faktisk kunne læse runer eller sagaer eller mytologiske tekster. Hvem ved, måske bliver de lykkeligere på denne måde? Med oldnordisk væk fra universiteterne vil folk være frie til at nyde deres personlige fantasier om, hvad det vil sige at være viking uden at blive bekymret over, hvad kilderne til vikingetiden faktisk siger.”
>Det, de frygter, er ikke, at fortiden forsvinder af syne, men at vores syn på den bliver forvrænget og fragmenteret og risikerer at blive spændt for alskens vogne. Hvor fortiden af Arngrímur og Eggert blev set som en ressource, sproget kunne forløse, bliver den i dag forbundet med en risiko, som sproget skal holde i skak ved at kontekstualisere den og holde vores forestillinger om vikingerne op på det, de selv har sagt. Og hvor Snorri forsøgte at genoplive det norrøne billedsprog for at redde en erindringspraksis, der gjorde fortiden nærværende i samtiden, synes debattørerne i dag snarere at frygte tabet af sproget som noget, der holder den på behørig afstand ved at situere vikingerne i deres egen tid.
>På den måde illustrerer den nærværende norrøndebat meget godt, hvad den tyske litteraturkritiker og filosof Hans Ulrich Gumbrecht (1948-) mener, at der er sket med vores historieforståelse i de seneste år. For selvom mange begræder tabet af fortiden, skriver han i *Unsere breite Gegenwart* (2010), er den virkelige udfordring, ”at vi ikke længere formår at lægge fortiden bag os. Fremfor at miste forbindelsen med fortiden som noget, vi kan orientere os efter, bliver nutiden oversvømmet med fortider.” For at blive i dette billede kan man sige, at skrækscenariet i dag er, at Aarhus Universitet nedlægger et af de sidste diger, der holder vikingeflåder fra at skylle ind over os på kaotiske vandmasser, som vi hverken kan finde hoved, hale eller os selv i.
En potentiel lukning af danmarkshistorien.dk vil på samme måde ikke betyde, at danmarkshistorien går i glemmebogen. Tværtimod vil danmarkshistorien fortsætte med at blive brugt og misbrugt, fantaseret omkring, dyrket, ignoreret, mytologiseret osv., men vi vil til gengæld mistet én af stopklodserne for, at danmarkshistorien så at sige ‘løber løbsk’.
Tager man de pessimistiske briller på, kan man jo sige, at det på en måde også er en fordel for nogen, at vi som historikere ikke længere nemt kan formidle forskningsbaseret historie til den brede befolkning. Så slipper man netop for rent faktisk at skulle forholde sig kritisk til historien. For hvem bedre end historikerne til at ødelægge den gode historie.
Dét er om noget paradoksalt.
Som underviser i gymnasiet må jeg sige at det ville være en katastrofe hvis det lukkede. En fantastisk hjemmeside at basere sin undervisning ud fra.
jeg har godt nok brugt den side meget, også til studier, håber sku den overlever for den er yderst brugbar.
Virker som en af de sidste af alle public service tingene vi har der burde skæres. Jeg tror sku at den hjemmeside er mange udsendelser på dr eller radioen værd.