Jeg finder det meget interessant, at en skole faktisk blander sig i elevernes påklædning; det er ikke noget jeg er stødt på i min skolegang. Det var ganske vist også i slut-90’erne og 00’erne, men ikke desto mindre var der ingen regler (og hvis den her skoleleder ikke bryder sig om hængerøve nutildags, så er det komisk at forestille sig deres ansigt i 00’erne hvor hængerøven havde sin storhedstid!) der prøvede at diktere elevers påklædning.

I mine øjne er der for meget amerikansk puritanisme over dét; især fordi jeg rent faktisk har oplevet USA’s “dress codes” og de altid har virket fuldkommen arbitrære i deres effekt og virkning. Jeg forstår simpelthen ikke skolens påstand her, om at børn skal være “profesionelle” og ikke have lov til at udtrykke sig. Det er jo heller ikke særlig “professionelt” at trappe op i fuld goth-mundering (siger jeg som tidligere goth), men det er åbenbart okay hvis det dækker nok af huden? Jeg forstår situationer som småbørn der skal have nok tøj på til at gå tur osv. men ikke når de først engang er voksne nok til at udtrykke sig selv igennem deres stil.

Hvad synes I andre om det? Skal det være skolernes ansvar at regulere børns tøj? Har det været normalt for skoler at gøre og jeg har bare aldrig oplevet det? Er croptops noget fanden har skabt? Glæder mig til at høre andres holdninger!

by myspiritisvantablack

19 comments
  1. Jeg er som udgangspunkt tilhænger af, at den slags bestemmes lokalt på den enkelte skole eller enkelte årgang.

    Jeg kan godt forestille mig situationer, hvor skoler af ganske legitime hensyn beslutter sig for at indføre regler for påklædningen, men hvor det kunne være svært at formidle behovet for det, når det blev blæst op i en national nyhedsdækning.

  2. Ville nogle gange ønske vi bare valgte at køre med uniformer i DK. Kald mig konservativ, men jeg synes ikke man bør vise så meget hud i offentligheden, især ikke på skolen / arbejdsplads.

  3. Min skole bandlyste bluser der var så korte at man viste navle, det er efterhånden 20 år siden. Jeg synes det er en god beslutning, også selv om mit 13 årige jeg synes det var nederen dengang.

  4. Kan huske, at det var det samme, der blev diskuteret i croptop-debatten for nogle år siden. Der havde jeg den holdning, at jeg egentlig synes det er fint, at skolen vurderer, at bestemt påklædning (f.eks. croptops) ikke hører hjemme på en skole. Jeg syntes dog argumentet med, at det var fordi drengene ikke kunne koncentrere sig eller at andre lidt kraftigere piger fik det dårligt med sig selv, når de slanke piger i klassen havde croptops på, var åndssvagt. Det kan da ikke være de slanke pigers problem. Skoleledelsen skulle bare have sagt, at det var fordi, de ikke synes, at croptops hører hjemme på en skole, og så behøvede de efter min mening egentlig ikke sige mere. Det er jo det samme, der gør sig gældende på de fleste arbejdspladser – der tropper folk heller ikke op i lavtaljede bukser og croptops, men bærer derimod enten en uniform eller har noget rimelig “anstændigt” påklædning på. Ikke dermed sagt, at børn ikke som udgangspunkt skal have lov til at udtrykke sig og klæde sig, som de vil, men synes ikke der er noget forkert i, at der er nogle undtagelser.

  5. Når den slags indføres er målet at kvæle individualitet, da den slags ikke kan bruges når man skal have lydige arbejdere. Og det er ikke engang sølvpapirshat teorier.

    Jeg håber at sådanne ting ikke bliver indført, specielt ikke med unge mennesker der er i gang med at udforske og udvikle deres identitet.

  6. Da jeg gik i skole i 90’erne, gik vi altså rundt i lavtaljede jeans, blingbling-mavekæde, croptop og Buffalo.

    Måske moden er vendt tilbage her i 2024?

  7. Jeg synes det er ærgerligt.

    Det er ikke deres arbejdsplads.

    Med undtagelse af budskaber og symboler med hadefulde baggrunde synes jeg umiddelbart dresscoden skal være ‘påklædt’.

  8. Upassende af en voksen mand at snakke om “signaler” fra piger i folkeskole alderen.

    Troede den her debat var afsluttet?

    En folkeskole er ikke en arbejdsplads for eleverne.

    Alt i alt er skolelederen upassende, og lad nu for helvede folk klæde sig og udtrykke sig som de vil inden for loven.

  9. Det er en privatskole. Selvfølgelig er det okay, at de har regler for hvordan elever må gå klædt.
    Hvis det var en almindelig folkeskole, ville det være en anden sag

  10. Jeg husker klart, at der var flere som blev sendt hjem for at tage andet tøj på, da jeg gik i skole. Blandt andet en dreng, som havde en vildt klam tshirt på med to nøgne damer og en pige som troppede op i en nederdel som bedst kunne beskrives som “bælte”.

    Nu bor jeg i et land, som har skoleuniform. Det giver også problemer (bl.a. at de små poder let fryser om vinteren) men jeg synes, at skoleuniform udvisker let hvem der har penge til modetøj og hvem der ikke har. Og så udelukker de naturligvis uheldige tøjvalg. Men måske har jeg bare boet i UK længe.

  11. Jeg gik også i almindelig folkeskole i slut 90’erne og start 00’erne. – Den havde regler omkring påklædning. Vi måtte ikke bære mavetrøjer eller have synligt undertøj (bh under den populære gennemsigtige D&G-trøje, g-streng trukket op over de lavtaljede bukser og synlige boxershorts). Vi måtte heller ikke bære hat eller hætte i timerne. 
    Jeg var selv mega goth, og måtte ikke bruge alle mine halsbånd og armbånd med pigge i skolen. Jeg kunne komme til at stikke øjnene ud på en, ifølge læreren. 😉

    Altså jeg synes sådan nogle regler er ondsvage. Samtidig var det altså ikke noget der gik os på, da jeg gik i skole. Vi viste bare maven og g-strengen når vi havde fri. 😚 Jeg følte ikke, at det hæmmede min måde at udtrykke mig på. 
    I sidste end må det vel være op til den enkelte skole. 

  12. Jeg var ung teenager i midt 00’erne og vi havde også regler på den folkeskole jeg gik på. Er selv sendt hjem for at skifte flere gange. Når det var jakke-vejr, kunne man nøjes med at sidde og svede i den over sin croptop, men hvis man ikke havde noget man kunne have udover, så var det en tur hjem. Det samme hvis ens miss 60 var så lavtaljede at ens Nuser g-streng var mere synlig end gemt bag jeans. Drenge med bukserne om knæene, fik også besked på hvor de skulle sidde.

    Jeg synes det er helt fair at der er regler og grænser for hvordan man agerer i fællesskabet. Jeg synes også det lidt er teenageres job at være grænsesøgende og teste ting og dem selv af.

  13. Det er 100% nogle mandlige lærere der ikke kan styre deres tanker og kigger lidt for meget på de unge piger.

  14. For bar påklædning var heller ikke tilladt på min skole i 90’er og 00erne 🤷‍♂️
    Og så må du huske at der er forskel på privat og folkeskole. Privatskolerne har faktisk ret vide rammer for hvad de må bestemme, så længe undervisningskravene overholdes.

  15. Jeg synes det er interessant at hver anden gang vi skal debattere skolepigers påklædning, så er det hvorvidt de skal have lov til at vise deres maver frem og hver anden gang er det om de skal have lov til at dække deres hår til.

    Jeg har ikke noget godt svar på hvad der er det rigtige niveau af kontrol af teenagepigers påklædning, men jeg synes bestemt det værd at være opmærksom på hvor meget det skal fylde i debatten at så mange grupper med forskellige ideologier i hvert fald gerne vil forbyde en del af pigernes påklædning.

  16. Jeg er for skoleuniformer. Ville ønske det var en ting her i Danmark. Der foregår så meget mobning og uvenskab på grund af det tøj, børnene går i, og det ville en ens uniform sætte en stopper for. Jeg er med på, at børn altid kan finde noget at drille med, men hvorfor ikke eliminere en af dem, hvis man kan? Da jeg var barn, blev flere af pigerne i klassen sure, hvis man kom til at købe den samme bluse som dem. Så måtte man aldrig mere gå med den, fordi det bestemte de, fordi de havde den først. Say what? Og så var der de stakler, hvid forældre ikke havde råd til D&G bluser og Miss Sixty bukser eller Papfars Pige hættetrøjer. De var slet ikke en del af fællesskabet, fordi deres påklædning ikke var “sej” nok. Ja, jeg er altså FOR skoleuniformer 🙌

  17. Det er forældrenes ansvar ikke skolens. Tag den med de pågældende forældre, til omtalte unge, de skal ikke lovgive med hensyn til påklædning, så længe den ikke er religiøs. Bare min mening.

  18. Skoleuniformen skal tilbage, og den skal være landsdækkende indkøbt, så børn kan få en helt uges skoletøj for et lille beløb. 

  19. Det er en lidt spøjs overskrift og i det hele taget en lidt spøjs diskussion, for der er jo ikke noget nybrud i at der både er regler og normer for hvad man kan have på og ikke have på så længe man befinder sig på f.eks. en skole. Ingen har jo noget problem med at det selvfølgelig ikke er tilladt at man tropper op nøgen eller i bikini eller undertøj eller hvad ved jeg. Så er det jo så bare et spørgsmål om hvor grænsen går og hvad der vurderes som værende acceptabelt og ikke acceptabelt. Men at det er noget der reguleres og at det ikke er anything goes kan da vel ikke komme som noget chok for nogen.

Leave a Reply