>For det er dét, den såkaldte ”mental load” handler om: Kvinder, der er ved at gå i krampe af selvoptagethed, ligger under for den sygelige perfekthedskultur og er tynget af mentale to do-lister
>
>..
>
>Alene dét, at et familieliv kan betegnes som et projekt, og kvinden helt uden anfægtelser kan omtale sig selv som familiens projektleder, vidner om, at noget er gået ravruskende galt i vores forståelse af familien. Familiens liv, der skulle være samfundets mindste enhed og vigtigste byggesten – og det enkelte menneskes anker i livet og verden – er blevet et selvrealiseringsprojekt, hvor manden nu bugseres ud på et sidespor, fordi han ikke forstår, at livet med småbørn, indkøb og gulvvask skal leves perfekt.
>
>..
>
>De kvinder, der klager over mental load, er sjovt nok ikke den gennemsnitlige hårdtarbejdende lønmodtager fra arbejderklassen eller den enlige mor, der hver dag knokler rundt både ude og i hjemmet for at få enderne til at nå sammen. Nej, mental load er et fænomen for de kvinder, der går og dimser rundt, har tid og overskud til at blive ramt af det – ganske enkelt fordi det handler om selvrealisering i allerhøjeste potens.
TLDR: Marie Høgh misforstår et koncept og er sur over det.
>En anden dame fra influencerindustrien, Christina Sander, beretter, hvordan hun sad i sengen og ammede, mens hun på telefonen googlede sig til svar på alt fra konsistensen på babyafføring til bekymringen for, hvordan barnet får en tryg tilknytning til mor. Ja, en begyndelse kunne da være at skylle telefonen ud i lokummet, fjerne skærmen mellem mor og barn, sænke skuldrene, brænde ekspertbøgerne (jeg har aldrig læst én eneste, og det går endda) og bruge sin sunde fornuft. Og endelig underholder Christina Sander med den børnefødselsdag, hvor hun ikke ville overlade indkøb til hjemmelavede hotdogs til sin mand, for der skulle serveres luksushotdogs med hjemmesyltede rødløg, kvalitetspølser og ærteskud. Næppe for ungernes skyld, men for hendes egen selvforståelses skyld
Uden at kende til hende, så lyder det som om at Christina Sander tager sine børns sundhed alvorligt (deres fysiske såvel som psykiske) – hvilket kræver ekstremt meget arbejde, da der skal gøres op med mange års “sund fornuft” – læs her: blandt andet pumper børn med fødevare der er ligedele nitrit, PFAS, sukker og mad, samtidig med, at man underspiller vigtigheden i at børn lærer at forstå og regulere deres følelser.
Selvfølgelig er det let at udvælge eksempler der får det til at lyde som om Christina vælger nogle ligegyldige bjerge at dø på (luksushotdogs) – Men taget i betragtning, hvor mange ting, størstedelen af befolkningen førhen har troet var helt sikre (med untagelse af en mindre håndfuld eksperter som har råbt vagt i gevær i årevis), nu viser sig at være super giftige, enten for os eller miljøet (f.eks. PFAS stoffer), og vi kan se, at børns trivsel bliver værre og værre – Så er der mange emner forældre selv “skal” blive eksperter på, i forsøget på at give deres børn en god og hensigtsmæssig barndom.
Og så hjælper det ikke at vi lever i en tid, hvor alle har adgang til vanvittigt store mængder information, hvor fortællingen om, at der ikke er nogen undskyldning for uvidenhed, er på fremmarch.
3 comments
>For det er dét, den såkaldte ”mental load” handler om: Kvinder, der er ved at gå i krampe af selvoptagethed, ligger under for den sygelige perfekthedskultur og er tynget af mentale to do-lister
>
>..
>
>Alene dét, at et familieliv kan betegnes som et projekt, og kvinden helt uden anfægtelser kan omtale sig selv som familiens projektleder, vidner om, at noget er gået ravruskende galt i vores forståelse af familien. Familiens liv, der skulle være samfundets mindste enhed og vigtigste byggesten – og det enkelte menneskes anker i livet og verden – er blevet et selvrealiseringsprojekt, hvor manden nu bugseres ud på et sidespor, fordi han ikke forstår, at livet med småbørn, indkøb og gulvvask skal leves perfekt.
>
>..
>
>De kvinder, der klager over mental load, er sjovt nok ikke den gennemsnitlige hårdtarbejdende lønmodtager fra arbejderklassen eller den enlige mor, der hver dag knokler rundt både ude og i hjemmet for at få enderne til at nå sammen. Nej, mental load er et fænomen for de kvinder, der går og dimser rundt, har tid og overskud til at blive ramt af det – ganske enkelt fordi det handler om selvrealisering i allerhøjeste potens.
TLDR: Marie Høgh misforstår et koncept og er sur over det.
EDIT: Dagens modsvar: https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE16996620/godt-nok-er-arbejdet-usynligt-men-saa-blind-kan-ingen-vaere/
>En anden dame fra influencerindustrien, Christina Sander, beretter, hvordan hun sad i sengen og ammede, mens hun på telefonen googlede sig til svar på alt fra konsistensen på babyafføring til bekymringen for, hvordan barnet får en tryg tilknytning til mor. Ja, en begyndelse kunne da være at skylle telefonen ud i lokummet, fjerne skærmen mellem mor og barn, sænke skuldrene, brænde ekspertbøgerne (jeg har aldrig læst én eneste, og det går endda) og bruge sin sunde fornuft. Og endelig underholder Christina Sander med den børnefødselsdag, hvor hun ikke ville overlade indkøb til hjemmelavede hotdogs til sin mand, for der skulle serveres luksushotdogs med hjemmesyltede rødløg, kvalitetspølser og ærteskud. Næppe for ungernes skyld, men for hendes egen selvforståelses skyld
Uden at kende til hende, så lyder det som om at Christina Sander tager sine børns sundhed alvorligt (deres fysiske såvel som psykiske) – hvilket kræver ekstremt meget arbejde, da der skal gøres op med mange års “sund fornuft” – læs her: blandt andet pumper børn med fødevare der er ligedele nitrit, PFAS, sukker og mad, samtidig med, at man underspiller vigtigheden i at børn lærer at forstå og regulere deres følelser.
Selvfølgelig er det let at udvælge eksempler der får det til at lyde som om Christina vælger nogle ligegyldige bjerge at dø på (luksushotdogs) – Men taget i betragtning, hvor mange ting, størstedelen af befolkningen førhen har troet var helt sikre (med untagelse af en mindre håndfuld eksperter som har råbt vagt i gevær i årevis), nu viser sig at være super giftige, enten for os eller miljøet (f.eks. PFAS stoffer), og vi kan se, at børns trivsel bliver værre og værre – Så er der mange emner forældre selv “skal” blive eksperter på, i forsøget på at give deres børn en god og hensigtsmæssig barndom.
Og så hjælper det ikke at vi lever i en tid, hvor alle har adgang til vanvittigt store mængder information, hvor fortællingen om, at der ikke er nogen undskyldning for uvidenhed, er på fremmarch.