We collected baseball cards as kids. I don’t gamble.
…og voksne 🙂
Hvad er gamblingelementet i pokemon?
Alle det der skrald som følger samme koncept, med billigst mulig produktion, målrettet mod børn, involverer samler-elementer, og udstilles i butikker i nærheden af kassen, er det rene fucking børne-crack, designet til at få dem til at plage penge ud af forældre.
Pokemon er evt. *lidt* anderledes, da det også er et spil, men det startede ligesom alt det andet med en stor fed omgang “Gotta catch ’em all”, som så tilfældigvis blev vanvittigt populært.
I mellemtiden er 1000 forskellige pap og plastik koncepter blusset op og døet ned igen, allesammen målrettet børns samler-mentalitet, og desperate ønske om at høre til i gruppen af jævnaldrende.
Kassedame: *”Vil du ha’ samlekort med?”*
Mig: *”Nej for satan, er du sindsyg. Det næste bliver at jeg skal købe jeres 50kr samlemappe, og høre mine unger tude bag i bilen, fordi jeg kørte til Rema og ikke Føtex, for at handle. Jaaamen faaaar, alle de andre har mange flere Øvlebøvle Dyrekort end mig. Jeg har ikke engang nogen med glimmer!!!!!”*
​
Nu da jeg er færdig med at brække mig over det så….
Min pensionsplan som latterligt lavtlønnet pædagog, er at udnytte min faglighed og erfaring, til at udvikle samle-dimsen to rule them all. Det bliver fucking børnesamler-maniens fentanyl!
Det er den eneste måde jeg kan undgå, at stå som 70årig ved poolbordet i en ungdomsklub, og lave mimrende rystende fingerpistoler til ungdomsårgang 2035.
Min kammerat har vist mig hans *imponerende* samling, ligsom han viser til nærmest alle der kommer forbi.
Manden har dem jo ikke engang låst inde.
Jeg tænker det kun er et spørgsmål om tid før han mister sine 4 gyldne 1gen charizard i mint condition, og de 2-300 andre spændende kort der ligger imellem.
Jeg elsker folk, der hader lootboxes, og vil have dem bandlyst, men nægter at acceptere den logiske konsekvens når det kommer til fysisk merchandise. Du ved, fordi de godt kan lide Pokémon eller noget i den stil.
Jeg er selv en kæmpe fan af Yu-Gi-Oh! kort. Eller, det var jeg. Det er efterhånden mere end et årti siden at jeg har haft penge på lommen jeg kunne bruge på dyre papstykker. Men der er jo ingen vej udenom; har man sagt A, så må man jo givetvis også sige B, og jeg synes egentligt ikke, at den her slags burde være tilgængeligt for børn. Jeg kender da i hvert fald mange fra min egen barndom, mig selv delvist inkluderet, der blev super hooked på at samle de her kort, og brugte alle de penge de kunne komme i nærheden af på at jagte det næste glitrende dopaminfix. Hvor direkte omsætteligt det er, i forhold til senere gambling-problemer og reel ludomani, det ved jeg ikke helt nøjagtigt, men det ville da være et interessant studie.
Men spørgsmålet er jo nok mest af alt, hvor langt man tager et forbud mod denne form for tilfældighed som en forretningsmodel. Om vi ender derude, hvor en Haribo-pose skal kunne garantere et vist antal vingummibamser kontra labre larver, eller hvad vi er ude i. Det er selvfølgelig et lidt overdrevet eksempel, for at sætte det lidt på en spids, men jeg antager, at folk forstår pointen. Vi ved, hvor vi vil starte; ikke mere enarmet tyveknægt i populære videospil målrettet børn og unge. Men hvor skal vi ende henne? Det er den komplekse dimension, de færreste sætter sig ind i, når det kommer til et reelt bud på hvordan en potentiel lov kunne se ud.
Men at dømme på mængden af gambling-sider, der vokser frem som svampe på en dugfrisk græseng, mener jeg bestemt at vi ser ind i en bekymrende trend der snart må tages hånd om.
Ved ikke hvordan det er i dag, men da jeg var barn var der vidst ikke så mange kort.
Dette er 204 kort. Man fik 12 i hver booster. Der var også glimtende men altså who cares. Det var min holdning. Mange af dem var trivielle at få fat på fordi de var med i starter packs derindeholdte 60 kort – 30 til hver spiller (selvom et deck normalt har 60 kort), og de fleste decks havde 1-2 types i sig.
Så vi byttede så vi fik de deck vi ville have.
Men underliggende det hele er der et pissesjovt kortspil. Jeg tror vidst nok det er blevet helt overkompliceret i dag, men den gang var det sjovt og simpelt, og alle havde nem mulighed for at få gode kort med bare en lille tusindmand af kort.
Så… jeg synes ikke det var så slemt. Ved ikke hvordan det er i dag gentager jeg.
Barnet ønskede lige en for mange pakker, ikk’?
Sku da ikke når du er afklaret med du kun får lorte kort.
Idiot pakker…. 🙁
Og Magic-kort er crack forklædt som pap til voksne.
Det meme går lige i nostalgien
sandt
den usunde sandhed
Sandt. I min folkeskoletid havde vi et “sort marked” i skolens kælder hvor folk sad to og to på rækker over overfor hinanden og byttede alt fra Pokemonkort til diddlepapir.
Andre som stod af efter generation 1-Pokemon?
Eller ligesom stoffer. De koster kassen, man bliver afhængig, man bytter i skolegården og det er kun dem der TROR de er smarte der har dem
Jeg kommer til at være en kedelig far, fordi jeg ville nægte at lade mine børn købe sådan nogle pakker.
Jeg køber dem gerne andet legetøj, bare ikke legetøj forklædt som gambling.
Wait til you hear about loot crates!
Men modsat fodboldkort, og kort som bare er screenshots klistret på pap, så er Pokemon kort faktisk noget værd.
1. Børn har ikke en privat økonomi, det styres af deres forældre så de kan ikke lige så nemt overdspendere.
2. Børn spiller/samler ikke på pokemonkort for at få økonomisk overskud.
3. Pokemonkort købes med ægte penge, du går ned i en butik og bruger dine lommepenge; digitale lootboxes købes som den af et spil og ofte med en gameficeret valuta (gems/bucks osv.)
Derfor syntes jeg pokemon og den slags er ok, og at lootboxes ikke er.
Er Pokémon-kort stadig en ting?
Gambling er en mulig indsats hvor et af udfalds rummene er at man ikke får noget for pengene.
I Pokémon får man altid kort. Du køber altså en vare og det er derfor ikke gambling.
Du kan sige at de er et idiotisk køb, men gambling er det ikke.
Det er det samme som at fx samle på kuglepenne eller et eller andet tosset.
Så køb af Pokémon er ikke gambling, men du er da velkommen til at tro du har ret.
21 comments
We collected baseball cards as kids. I don’t gamble.
…og voksne 🙂
Hvad er gamblingelementet i pokemon?
Alle det der skrald som følger samme koncept, med billigst mulig produktion, målrettet mod børn, involverer samler-elementer, og udstilles i butikker i nærheden af kassen, er det rene fucking børne-crack, designet til at få dem til at plage penge ud af forældre.
Pokemon er evt. *lidt* anderledes, da det også er et spil, men det startede ligesom alt det andet med en stor fed omgang “Gotta catch ’em all”, som så tilfældigvis blev vanvittigt populært.
I mellemtiden er 1000 forskellige pap og plastik koncepter blusset op og døet ned igen, allesammen målrettet børns samler-mentalitet, og desperate ønske om at høre til i gruppen af jævnaldrende.
Kassedame: *”Vil du ha’ samlekort med?”*
Mig: *”Nej for satan, er du sindsyg. Det næste bliver at jeg skal købe jeres 50kr samlemappe, og høre mine unger tude bag i bilen, fordi jeg kørte til Rema og ikke Føtex, for at handle. Jaaamen faaaar, alle de andre har mange flere Øvlebøvle Dyrekort end mig. Jeg har ikke engang nogen med glimmer!!!!!”*
​
Nu da jeg er færdig med at brække mig over det så….
Min pensionsplan som latterligt lavtlønnet pædagog, er at udnytte min faglighed og erfaring, til at udvikle samle-dimsen to rule them all. Det bliver fucking børnesamler-maniens fentanyl!
Det er den eneste måde jeg kan undgå, at stå som 70årig ved poolbordet i en ungdomsklub, og lave mimrende rystende fingerpistoler til ungdomsårgang 2035.
Min kammerat har vist mig hans *imponerende* samling, ligsom han viser til nærmest alle der kommer forbi.
Manden har dem jo ikke engang låst inde.
Jeg tænker det kun er et spørgsmål om tid før han mister sine 4 gyldne 1gen charizard i mint condition, og de 2-300 andre spændende kort der ligger imellem.
Jeg elsker folk, der hader lootboxes, og vil have dem bandlyst, men nægter at acceptere den logiske konsekvens når det kommer til fysisk merchandise. Du ved, fordi de godt kan lide Pokémon eller noget i den stil.
Jeg er selv en kæmpe fan af Yu-Gi-Oh! kort. Eller, det var jeg. Det er efterhånden mere end et årti siden at jeg har haft penge på lommen jeg kunne bruge på dyre papstykker. Men der er jo ingen vej udenom; har man sagt A, så må man jo givetvis også sige B, og jeg synes egentligt ikke, at den her slags burde være tilgængeligt for børn. Jeg kender da i hvert fald mange fra min egen barndom, mig selv delvist inkluderet, der blev super hooked på at samle de her kort, og brugte alle de penge de kunne komme i nærheden af på at jagte det næste glitrende dopaminfix. Hvor direkte omsætteligt det er, i forhold til senere gambling-problemer og reel ludomani, det ved jeg ikke helt nøjagtigt, men det ville da være et interessant studie.
Men spørgsmålet er jo nok mest af alt, hvor langt man tager et forbud mod denne form for tilfældighed som en forretningsmodel. Om vi ender derude, hvor en Haribo-pose skal kunne garantere et vist antal vingummibamser kontra labre larver, eller hvad vi er ude i. Det er selvfølgelig et lidt overdrevet eksempel, for at sætte det lidt på en spids, men jeg antager, at folk forstår pointen. Vi ved, hvor vi vil starte; ikke mere enarmet tyveknægt i populære videospil målrettet børn og unge. Men hvor skal vi ende henne? Det er den komplekse dimension, de færreste sætter sig ind i, når det kommer til et reelt bud på hvordan en potentiel lov kunne se ud.
Men at dømme på mængden af gambling-sider, der vokser frem som svampe på en dugfrisk græseng, mener jeg bestemt at vi ser ind i en bekymrende trend der snart må tages hånd om.
Ved ikke hvordan det er i dag, men da jeg var barn var der vidst ikke så mange kort.
[https://bulbapedia.bulbagarden.net/wiki/Base_Set_(TCG)](https://bulbapedia.bulbagarden.net/wiki/Base_Set_(TCG))
Dette er 204 kort. Man fik 12 i hver booster. Der var også glimtende men altså who cares. Det var min holdning. Mange af dem var trivielle at få fat på fordi de var med i starter packs derindeholdte 60 kort – 30 til hver spiller (selvom et deck normalt har 60 kort), og de fleste decks havde 1-2 types i sig.
Så vi byttede så vi fik de deck vi ville have.
Men underliggende det hele er der et pissesjovt kortspil. Jeg tror vidst nok det er blevet helt overkompliceret i dag, men den gang var det sjovt og simpelt, og alle havde nem mulighed for at få gode kort med bare en lille tusindmand af kort.
Så… jeg synes ikke det var så slemt. Ved ikke hvordan det er i dag gentager jeg.
Barnet ønskede lige en for mange pakker, ikk’?
Sku da ikke når du er afklaret med du kun får lorte kort.
Idiot pakker…. 🙁
Og Magic-kort er crack forklædt som pap til voksne.
Det meme går lige i nostalgien
sandt
den usunde sandhed
Sandt. I min folkeskoletid havde vi et “sort marked” i skolens kælder hvor folk sad to og to på rækker over overfor hinanden og byttede alt fra Pokemonkort til diddlepapir.
Andre som stod af efter generation 1-Pokemon?
Eller ligesom stoffer. De koster kassen, man bliver afhængig, man bytter i skolegården og det er kun dem der TROR de er smarte der har dem
Jeg kommer til at være en kedelig far, fordi jeg ville nægte at lade mine børn købe sådan nogle pakker.
Jeg køber dem gerne andet legetøj, bare ikke legetøj forklædt som gambling.
Wait til you hear about loot crates!
Men modsat fodboldkort, og kort som bare er screenshots klistret på pap, så er Pokemon kort faktisk noget værd.
Mange af de sjældne er super flotte.
Full Art kort for eksempel. – [Charizard](https://assets.dicebreaker.com/pokemon-tcg-charizard-rainbow-rare.png/BROK/resize/1920×1920%3E/format/jpg/quality/80/pokemon-tcg-charizard-rainbow-rare.png), [Mewtwo og Mew](https://assets.dicebreaker.com/pokemon-tcg-mewtwo-mew.png/BROK/resize/1920×1920%3E/format/jpg/quality/80/pokemon-tcg-mewtwo-mew.png), [Shaymin](https://assets.dicebreaker.com/pokemon-tcg-shaymin-ex.png/BROK/resize/1920×1920%3E/format/jpg/quality/80/pokemon-tcg-shaymin-ex.png)
[Ikke at forglemme det fine kort man fik hvis man tog i biografen og så den første film -](https://assets.dicebreaker.com/pokemon-tcg-ancient-mew.jpg/BROK/resize/1920×1920%3E/format/jpg/quality/80/pokemon-tcg-ancient-mew.jpg)
1. Børn har ikke en privat økonomi, det styres af deres forældre så de kan ikke lige så nemt overdspendere.
2. Børn spiller/samler ikke på pokemonkort for at få økonomisk overskud.
3. Pokemonkort købes med ægte penge, du går ned i en butik og bruger dine lommepenge; digitale lootboxes købes som den af et spil og ofte med en gameficeret valuta (gems/bucks osv.)
Derfor syntes jeg pokemon og den slags er ok, og at lootboxes ikke er.
Er Pokémon-kort stadig en ting?
Gambling er en mulig indsats hvor et af udfalds rummene er at man ikke får noget for pengene.
I Pokémon får man altid kort. Du køber altså en vare og det er derfor ikke gambling.
Du kan sige at de er et idiotisk køb, men gambling er det ikke.
Det er det samme som at fx samle på kuglepenne eller et eller andet tosset.
Så køb af Pokémon er ikke gambling, men du er da velkommen til at tro du har ret.