Psykolog: Kvinders mental load er et rigtigt problem. Men mænds ufrivillige cølibat i lange parforhold bliver heller ikke anerkendt [Ingen betalingsmur 07:42]

11 comments

1. I mit hjem laver jeg flest pligter, og alligevel er jeg ufrivillig cølibat. Det er ikke fordi, at min kone ikke har lyst, men fordi hun er grim.

2. > Mange mænd orker ikke at forsøge, fordi det alligevel aldrig bliver godt nok. Samtidig er det sin sag for hende at skrue forventningerne ned, fordi det er hende (og ikke ham), som må udstå den største sociale straf (fordømmelse), hvis bollerne ikke er hjemmebagte eller hjemmet kun er halvt rengjort. For som Christina Sander videre bliver citeret for: »Det er mig som mor, der ligger i de ærteskud«. Hun har altså mere på spil.

   Jeg synes det er enormt ærgerligt, hvis dette er tilfældet. Nu har jeg kun været i et forhold i relativt kort tid, og da vi ikke bor sammen, tror jeg der er mange konflikter vi endnu ikke har haft. Jeg håber dog, at den dag vi, forhåbentlig, flytter sammen, at hun vil være åben omkring de forventninger hun har, da mine forventninger uden tvivl vil være anderledes. Det er vel derfor man forventningsafstemmer?

   Skribenten drager paralleller til det ufrivillige cølibat fire manden, ved at skrive at kvinden ikke føler hun kan leve op til mandens forventninger.

   > Her er vi slet ikke så forskellige. Hendes seksuelle afvisning af ham handler ofte om præcis det samme: Frygten for at være utilstrækkelig. Ofte vil hun gerne noget seksuelt, men hun har brug for at finde sin egen vej og blive betrygget i, at den er god nok. Men hun forestiller sig måske, at det kun kan blive godt nok for ham, hvis de ender med fuldbyrdet samleje. Derfor giver hun op på forhånd af frygt for, at det, hun har lyst til, forpligter hende på mere senere. Præcis som hun har brug for at være tryg i, at et par dybe kys også kan være en succes, har han brug for at vide, at han ikke behøver at lave gourmet hotdogs til fødselsdagen for at lykkes.

3. Hvad fanden er nu mental load, har set over det hele på det sidste, første gang i tråden om OPs kone som var en bitch og sagde det var “mental loads skyld” 😆 endnu en anglicisme og diagnose vi har importeret fra Amerika..

4. >Men mænds ufrivillige cølibat i lange parforhold bliver heller ikke anerkendt

   Jeg synes generelt der mangler en form for prisuddeling hvor vi bliver præmieret for vores cølibalistiske udholdenhed. Men der er selvfølgelig også nemt for mig at sige når jeg ved at jeg ville rende med statuetterne i flere kategorier.

5. Min kone har klart det største mentale load ang vores 3 børn, tilgængæld har hun ikke arbejdet de sidste 5 år.

   Derudover er alle tekniske problemer min hovedpine, hvis hendes bil driller skal jeg få det fikset ellers vanker der skæld ud, jeg skal rense afløb for hendes hår, osv

   Derudover forventes det at jeg tjener nok til at forsørge os alle 5.

   Jeg syntes det er meget min kone holder styr på men hun er altså ikke alene

6. Jeg synes det måske er lidt let, at gå direkte sex. Ikke, at det sikkert kan være et problem, men jeg tror nok nærmere, det bare er lettere at fokusere på i parforhold. For det er noget konkret og fysisk.

   Forfatteren er selv meget kort inde over det, men min egen erfaring med samtaler med mandlige venner er, at det er det emotionelle, som er problemet. At man ikke kan græde. Ikke må vise følelser. Altså, i bund og grund være en standhaftig mand, der kan klare alle problemer. Det er der, jeg ser mænds “mental load”, hvor man ofte skal holde det emotionelle i skak og ikke lade omverden påvirke en.

   Og nu starter jeg på noget kontroversielt herinde, for det er selvfølgelig her, at feminismen og dens analyse af patriarket kan fortælle os noget om det. For det er jo i partriarket, at vi finder grunden for kvinders typiske mentale load, nemlig stereotypen om, at kvinder skal tage sig af det huslige, omsorgen, og planlægningen af familien. Samt standarden om det “perfekte hjem og forhold”.

   Men det er også her, vi finder mænds emotionelle mental load. For vi skal huske, at patriarkatet ikke nødvendigvis er til mens fordel. Den skaber også stereotyper om mænd og deres placering i samfundet, som mange ufrivilligt stræber efter. Det er macho manden, som kan forsøge hele familien alene. En stoisk mand, som ikke lader sig berøre af problemer og kan klare alt selv uden den mindste smule brok. Det er den stereotype, som gør, at mænd er bange for at græde eller udtrykke deres følelser på anden vis.

   Jeg tror ikke vi kommer meget videre i debatten om mænds følelser, hvis vi ikke selv tager debatten op, og informere partnere og andre om hvordan vi har det. Og indtil vi gør det, så vil der altid være forskellige forventninger i den her slags forhold, hvor man kan tænke, at det er uretfærdigt, at en part brokker sig over den mentale load uden at anerkende ens egen.

7. Random artikel fra 2017. Der er mere eller mindre, så vidt jeg ved, intet der har ændret sig siden

   https://www.berlingske.dk/samfund/maendene-dominerer-paa-bunden-manden-er-et-ekstremt-usolidarisk-koen

   “Mænd fylder statistikkerne på bunden af samfundet. Det er dem, der i stor stil er hjemløse, narkomaner, alkoholikere, kriminelle og selvmordstruede”

   Konklusion?

   “Manden er et ekstremt usolidarisk køn. De privilegerede mænd er både politisk og holdningsmæssigt kolde i røven og mener, at enhver er sin egen lykkes smed, og hvis det går galt, er det ens egen skyld”

   Det er manden der er problemet og som jeg vurdere det er der heller ikke sket meget holdningsændring hvad det angår fra 17 til i 2024

   Sådan ser jeg det ofte skildret i medierne når vi taler feminisme, ligestilling, “mental load”, patriarkatet:

   Hvis kvinderne har et problem, er det først og fremmest samfundets skyld, mændene og patriarkatets skyld. Og der må lige pludseligt gerne indføres fx institutionel diskriminering ala kønskvoter i bestyrelseslokalerne

   Omvendt for mænd der har problemer, er forklaringen ofte skildret som værende noget de selv bærer skylden for, fordi XYZ

8. Jeg frygtede det værste ud fra den overskrift, men det var egentlig et fornuftigt og nuanceret indspark i debatten, den kronik. Aspektet med at det ikke er nogen kamp om at have det hårdest (mellem mænd og kvinder) synes også at være gået tabt på mange, på begge sider af den tilbagevendende skyttegravsfront.

9. Jamen hvis en psykolog siger det må det jo være godt nok – i Politiken med det. 
   Langt ude

10. Det lige meget hvad vi gør lige nu så er det os der har gjort nået forkert🙃

11. Hold kæft hvor er folk skrøbelige.

    Og at jeg sikkert bliver haglet ned over den her kommentar er netop problemet. Lær at sige fra, og sige “hold nu kæft” til dem, der ser ned på dig, fordi dine boller ikke er hjemmebagte. 

    Til gengæld er dannelse og uddannelse ikke noget folk tillægger værdi. Hold kæft hvor er der mange uduelige mennesker, der ikke kan udføre et stykke reelt arbejde. Men nej – det er deres hjemmebagte boller vi har fokus på. 

    Slet jeres sociale medier folkens. Det gør jer skøre.