Dansk dreng kaldte sig ‘Hitlers soldat’: Nu er han dømt for terrorisme [Østre Landsret skærper dom fra byretten]

by StressedEnvironment

10 comments

  1. Og bare lige vigtig kontekst: terrorgruppen Feuerkrieg Division/Atomwaffe Division **har** udført terrorangreb og dræbt mennesker. Det er en gruppe hvor det ikke kan påstås at være en joke når de snakker om at udføre terrorangreb eller at dræbe mennesker.

    Tænker heller ikke de fleste mennesker ville købe den hvis et medlem af ISIS i Danmark blev dømt for at ønske at udføre et terrorangreb og forsvaret var ‘det var jo bare for sjov, jeg var ikke medlem af ISIS for *faktisk* at udføre et terrorangreb, jeg forsøgte bare at hverve andre ind i gruppen for sjov!’

    Edit: For præcision har jeg tilføjet Atomwaffen i ovenstående da FKD af rent held endnu ikke har liv på samvittigheden, men har forsøgt sig med terrorangreb der er fejlet eller blevet stoppet.

  2. Hmm… Absolut et lorteforetagende men er sku lidt splittet om man skal anholde folk på disse vilkår.

  3. Right to jail.

    Edit: 7 års fængsel. Det er mærkeligt at vi ikke kan straffe lige så godt når det handler om voldtægt, vold og lign.

  7. > Det har aldrig været politiet eller anklagemyndighedens opfattelse, at drengen planlagde et konkret terrorangreb.

    Jeg har læst hele artiklen og jeg forstår stadig ikke hvad han er dømt for. Er der nogen der ved det?

  8. > Læs også: Kammerat til tiltalt i terrorsag: ‘Det virkede som et fedt fællesskab’

    Jeg tænker nogle gange over, hvad der driver, særligt unge mænd, til højrefløjen. Særligt dem, der bliver så radikaliserede som de, der melder sig ind i terrororganisationer.

    Én af de analyser, som har gjort indtryk på mig, er den italienske teoretiker Franco ‘Bifo’ Berardis, og jeg nævner den stort set hver gang vi diskuterer det her emne. I *Heroes – Mass Murder and Suicide* (2015) diskuterer Bifo James Holmes (Batman-morderen fra 2012,) Pekka-Erik Auvinen (skoleskyderen fra Tuusula, Finland, 2007,) Columbine morderne (1999,) Seung-Hoi Cho (massemordet på Virginia Tech 2007,) og Anders Bering Breivik (massemordet på Utøya, 2011.) Fælles for dem alle var en klart højreorienteret ideologisk bevidsthed, misantropi, og en følelse af, at være overset i samfundet; ikke at være givet det, de har opfattet sig selv som værende berettiget til (og som de måske har haft indtrykket af, at samfundet har lovet dem.) Man kunne til Bifos liste tilføje Elliot Rodgers, og alle andre incels, og man kunne tilføje alle de højreradikale angreb, fra Christchurch til Texas til Slovenien, og for den sags skyld, også udvide analysen til at gælde de muslimer, der også radikaliseres (en decideret højreorienteret bevægelse også.)

    Bifo argumenterer for, at denne bevægelse sker, ligesom Larsen og Hamann nævner, fordi der er tale om unge mænd i samfundet, der vil afvise deres opfattede offerrolle, eller ser sig selv som forbigået. Det er en nem vej ud af mistrivslen, at omfavne menneskefjendskhed, misogyni og misantropi, for at på andres bekostning, opløfte sig selv.

    Men både Bifo og jeg er jo materialister. De her ting, er ikke sprunget ind i de radikaliseredes hjerner oppefra, de er ikke vokset ud af og ind i de radikaliserede hjerner af sig selv. Roden må findes, i den verden og de omstændigheder vi befinder os under. Som det ofte er med højreorienterede, så er de til tider i stand til at se problemerne, men rammer helt ved siden af, i årsagsanalyse og i løsningsforslag.

    Når de eksempelvis taler om kernefamiliens sammenbrud, så taler de om en tabt traditionel familieform, en idealiseret version af forestillingen om den borgerlige kernefamilie, der skal genoprettes; i de mest radikale forslag, ved tvang. De ser roden til familiens sammenbrud i den seksuelle frigørelse, i kvinders rettigheder, og så videre og så videre; de finder altså ideelle årsager til at deres ideal—der _aldrig_ har været en udbredt historisk realitet, *aldrig* har været normalt—er brudt sammen, hvorimod at man på venstrefløjen nok ville sige, at familiefællesskaber derimod er pressede af hvordan begge familier er tvunget af økonomiske omstændigheders stumme tvang, til at begge arbejde, hvordan at omstændighederne for det reproduktive arbejde udført i hjemmet og i velfærdsstaten er presset på tid og ressourcer, og så videre. Når vi taler om fertilitet her i fællesskabet, ser vi den familiediskussionen fra en anden vinkel, og der er det tydeligt, at det er de omkringliggende økonomiske årsager, der presser os væk fra at børn. Er løsningen på familiens krise ikke at udvide familiebegrebet og at poste flere ressourcer i, at give familier muligheder til frit at indrette deres liv?

  10. Morsomt at se leftoids som normalt agerer apologeter for antifa og fantaserer om socialistisk revolution lade som om de principielt er imod politisk motiveret vold.

Leave a Reply