De rigeste danske storbønder får millioner fra EU: SF kræver et loft (S og Venstre imod et loft)

4 comments

1. Ak ja. Som jeg har skrevet før, så er den interessekonflikt, klassekonflikt, i landbruget som vi så for 100 år siden mellem storbønder og husmænd, dukket op igen. Den lille landbruger og den store landbruger, har ikke samme interesse. Vi har et mindretal af enorme jordejere, der bliver stadigt størere og rigere, mens et flertal af mindre landbrugere bliver stadigt færre. Ude på Djursland hvor jeg er fra, ved vi alle hvad de familierne med de største gårde, herunder Kejsergården, hedder. Ja, Kejsergården har jo endda givet fødsel til en ny godsejer, den såkaldte Bitcoin-pirat. En godsejer der er draget i skatteskjul, og er arg modstander af den velfærdsstat, som de borgerlige (og sosserne) har travlt med at skyde i sænk.

   De største jordejere i Danmark har flere tusinde hektar jord, mens nogle tusinde landbrugere har bedrifter på under 5 hektar. Og de førstnævnte opkøber, sluger, æder, de små (som landbrugsmolokker,) og er den største trussel imod den Jens Hansens bondegård, vi ellers så vulgært forbinder med det idealiserede billede af dansk landbrug. Læg til dette hvordan at op imod en tredjedel af ansatte i landbruget og de mange tusinde “praktikanter,” begge grupper ofte fra udlandet, som lever under kår, der minder i høj grad om den slags forarmede forhold, som fik Jeppe Aakjær op af stolen.

   De store animalske landbrug har tydeligvis andre interesser end de små planteavlere. De store konventionelle jordejere indkasserer størstedelen af den arealbaserede landbrugsstøtte end de små og økologiske bedrifter, som ville drage fordel af en bevidst landbrugsstøtte, som tager udgangspunkt i bæredygtighed. Den arealbaserede landbrugsstøtte er en model, der klart kommer de store konventionelle landbrug til gode, det skal der laves om på. I stedet bør vi have en landbrugsstøtte med det formål at fremme økologisk og regenerativt landbrug, små gårde, osv. Altså, at vi skal udligne stordriftsfordelene, så hvis man har meget jord, modtager man mindre støtte, eller ingen, mens hvis man har lidt jord, og dyrker den forsvarligt, får man meget støtte.

   De selvskabsejede landbrug med eksterne investorer, landbrugsfirmaerne, som har jordspekulation for øje, har klart andre interesser, end familielandbruget og andelsgårdene. Små landbrug trues af nye regler for beskatningen på landejendomme, mens store landbrug høster fordele. Pionerer med regenerativt eller økologisk landbrug kan have storsprøjtende og kunstgødende naboer som direkte fjender, endda trusler mod deres bedrifter.

   I Danmark er vores landbrug kapitalistisk. Dybt, dybt kapitalistisk. I teoriterminologi taler vi om “subsumering,” altså underordning, under kapitalen, når en måde at producere på, indrettes efter kapitallogikker, kapitalinteresser, osv. osv. Og landbruget er det vi kalder “fuldt subsumeret.” Fra det mindste frø til den største landbrugsmaskine, er alting i landbruget, indrettet efter kapitallogikker. Såsæd er genmodificeret til at give mindre afkast hvis dets fold genplantes, traktorer og landbrugsmaskiner har indbygget forældelse, som vi kender fra telefoner og vaskemaskiner. Jorden er blevet investeringsobjekter på en måde, som landbruget ikke selv kunne have forudset for 100 år siden. Og den individuelle, selvejende, landbruger bliver der stadigt færre af, mens at jorden under vores fødder, samles på stadigt færre hænder. Flere og flere landbrug er dybt, dybt forgældede, og flere og flere landbrugere bliver gjort til lønarbejdere, de proletariseres.

2. Hvor liberalt af Venstre…../s

3. Fra artiklen:
   > Således modtager de 10 procent landmænd med størst indtjening 23 procent af EU’s landbrugsstøtte til heltidslandbrug.

   Jeg er overrasket over, at de ikke får mere. Det virker ikke super ubalanceret for mig.

   > Hos de samme 10 procent udgør EU-støtten kun 18 procent af overskuddet, mens det for landbruget som helhed i gennemsnit udgør 52 procent af overskuddet.

   Det kunne tyde på, at de største landbrug er markant mere effektive end de mindre. At man så særligt er efter dem virker en kende mærkeligt. Vi ønsker vel, at landbrugets skal være så effektivt som muligt, så vi ikke skal betale ekstra for deres varer?

   Er det virkelig prisen værd? At flere kan få lov til at lege landmænd mod, at jeg skal betale mere, når jeg handler?

4. Dette er et “åh nej, de får for mange penge, det kan vi ikke have”