Jeg er normalt ikke typen der deler den her slags ting, men i anledning af valget, syntes jeg især den her del giver god anledning til debat:
>Han ser det også som udtryk for, at mange vælgere på venstrefløjen måske ikke har kunnet finde et hjem til deres EU-kritiske stemme
Her er jeg nemlig meget enig. Jeg er meget venstreorienteret, men venstreorienteret føles i stigende grad som en utrolig snæver gruppe, som jeg ikke kan se mig selv værende del af, og der er ingen verden hvor jeg bevæger mig imod de højreorienterede partier, hvilket virkelig har gjort mig hjemløs ved de sidste par valg. Ikke kun hvad angår EU, men generelt, så føles venstrefløjen i Danmark som et spektrum af de samme meninger, bare i stigende ekstrem grad. De lader alle til at være enige om næsten alle politiske emner som egentlig ikke burde være et spørgsmål om højre og venstre. Atomkraft er bare et godt eksempel, men også EU som det påpeges i artiklen her, lader til at være blevet synonym med venstreorienteret politik, på en eller anden måde.
Hvor mange af jer mangler også et hjem på venstrefløjen, og hvor står i lige nu?
Det er som altid tilladt at stemme på dem, som kommer tættest på ens egne holdninger uden at være helt enig med dem. Ellers overlader man bare magten til dem man ved man er uenig med.
Hvis der fandtes et politisk parti der var rød på fordelingspolitiken og blå på indvandringspolitikken så havde de fået min stemme hver gang , resten af mit liv.
Du er ikke eneste der føler sig politisk hjemløs.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke forstår folk der stemmer blankt, eller ikke stemmer overhovedet for den sags skyld. Det ligger mig utroligt fjernt.
Jeg kan godt forstå elementet ift. EP-valg hvor man simpelthen ikke føler sig kvalificeret til at stemme. Eller ordentligt klædt på til det. Hvem er kandidaterne, hvad står de for, hvordan kan jeg som almindelig vælger “holde øje med” hvad de render og laver nede i Bruxelles og Strasbourg når man nærmest intet hører om hvad der foregår til daglig. Det giver mening for mig, nu mediedækningen af EU udenfor perioderne op til valg er så sporadisk som den er.
Det ændrer bare ikke på, at man hjælper dem man er allermest uenig med ved ikke at stemme. Det er umuligt at finde nogen man er 100% enig med, men så stem dog på den person eller det parti der kommer tættest på. Alt andet er jo bare en gave til det diametralt modsatte.
Så må jeg altså også bare sige, og det er givetvis en upopulær holdning, men man har altså også selv et ansvar for at sætte sig ind i tingene, og ikke bare forvente at få serveret den nødvendige viden på et sølvfad, dalende ned fra himlen. Det gælder i den brede befolkning, og det gælder også herinde.
Al information om hvordan partierne og personerne har stemt i EP er offentligt tilgængelig, og alle kandidaterne gør hvad de kan for at poste indlæg og læserbreve og hvad ved jeg for at synliggøre hvad de står for og hvad de vil kæmpe for, der er kandidattests hvor man kan få det i lettilgængeligt og lettere forsimplet format, der er vælgermøder og tv-debatter og det ene og det andet. Det har man jo også selv et ansvar for at opsøge og udnytte, i stedet for bare fra start af at sige “øv bøv, de er sikkert også bare allesammen megadumme”.
Partiet, der mangler for mig, skulle kunne lukke EU’s ydre grænser og åbne de indre. De skulle kunne føre en økonomisk erhvervspolitik, som muliggør tech-giganter i EU enten indenfor GDPR eller ved afskaffelse af GDPR. I hvert fald ikke tillade virksomheder som Tesla, Amazon, TikTok, Tencent, Alibaba osv. at føre forretning baseret på underbetalt arbejdskraft og uetisk datahåndtering, som ikke er mulig i EU. Hvis vi stiller konkurrenceforvridende krav til virksomheder i EU, skal vi ikke tillade virksomheder, der ikke lever op til disse krav, at drive forretning i EU.
De åbne grænser indenfor EU bør også give forbrugerne mulighed for meget nemmere at kunne lave forretning over grænserne, så hvis en tysk bank vil tilbyde danskerne bedre forhold end danske banker, bør det være et alternativ. Virksomhederne bør ikke være begrænset af grænser. For eksempel, hvis Nordlys kan se forretning i at lave fiber eller elnet i Nordtyskland, og de er den bedste virksomhed til det, bør nationalstater ikke være det, som begrænser dygtige virksomheders konkurrenceevne i EU. Det vil forbrugerne vinde på.
Jeg tror at en del af forklaringen også skal findes i en yderligere atomisering af vores forhold til hinanden, og en individualitets- og “selvrealiserings”-ideologi, hvor at nogle handlinger skubbes til side i identitetsskabelsen (arbejdet, eksempelvis) mens andre ophøjes, i det her eksempel politik, til at skulle være mere identitetsskabende.
Vi ser det i de krav der stilles til partier, før man vil stemme på dem, ja, i nogle tilfælde, endda før man vil anerkende dem som værende, eksempelvis, “liberale.” Jeg har oplevet at der er brugere her i fællesskabet, og endda et par stykker væk fra skærmen, der ikke vil anse Liberal Alliance og Venstre for at være “liberale” partier, fordi de har holdninger der bryder lidt med den selverklærede liberales idé om, hvad det vil sige, at være liberal. Der er en voldsom sekterisk, mere sekterisk end på venstrefløjen i halvfjerdserne, tilgang til politik, hvor man i højere grad skal identificere sig dybt med partierne. Og partierne er selv med til at fremme den identitets-snak, se eksempelvis hvordan at Liberal Alliance har slået sig op på, at de er partiet for dem der er de “ægte” borgerlige, osv. osv. Når det bliver tilfældet bliver det på en gang nemmere at identificere sig med partier, men også samtidigt sværere. Der er en dobbelthed i situationen, hvor man samtidigt åbner sig op for dem, der *har* identitet*en*, men også lukker sig af fra de, der har en bredere eller mere snæver, identitet.
På venstrefløjen kaldte vi engang hinanden “kammerater.” Det gør vi til tider stadigt. Men indforstået i titlen var, at man delte et fælles politisk projekt om frigørelse og opgør med udbytning og undertrykkelse. Det fælles politiske projekt var mere end den enkeltes holdninger til det enkelte programpunkt i minimumsprogrammet. Der er vi ikke i dag. I dag handler politik i højere grad om det enkelte programpunkt og om at man skal kunne være enig med alle aspekter af det politiske program. Og det gør, at det er nemmere at blive politisk hjemløs. For pludselig begynder man at veje ikke programmet som helhed, med programmet som dele, og i stedet for at snakke om overordnede politiske projekter, så snakker man om politikområder, og hvor at nogle vægtes højere end andre, på en måde der mest af alt minder om et vægtet afkrydsningsskema. Det er derfor, at de store partier siger alt og intet, for så kan alle identificere sig med dem. Men samtidigt kan ingen.
Dem der stemmer blankt, stemmer på alle. Det er den eneste måde at fordele sin stemme på mere end én kandidat.
Istället för att skapa ny tråd: vad har debatten handlat om i DK det här valet och vilka blev vinnarna/förlorarna?
8 comments
Jeg er normalt ikke typen der deler den her slags ting, men i anledning af valget, syntes jeg især den her del giver god anledning til debat:
>Han ser det også som udtryk for, at mange vælgere på venstrefløjen måske ikke har kunnet finde et hjem til deres EU-kritiske stemme
Her er jeg nemlig meget enig. Jeg er meget venstreorienteret, men venstreorienteret føles i stigende grad som en utrolig snæver gruppe, som jeg ikke kan se mig selv værende del af, og der er ingen verden hvor jeg bevæger mig imod de højreorienterede partier, hvilket virkelig har gjort mig hjemløs ved de sidste par valg. Ikke kun hvad angår EU, men generelt, så føles venstrefløjen i Danmark som et spektrum af de samme meninger, bare i stigende ekstrem grad. De lader alle til at være enige om næsten alle politiske emner som egentlig ikke burde være et spørgsmål om højre og venstre. Atomkraft er bare et godt eksempel, men også EU som det påpeges i artiklen her, lader til at være blevet synonym med venstreorienteret politik, på en eller anden måde.
Hvor mange af jer mangler også et hjem på venstrefløjen, og hvor står i lige nu?
Det er som altid tilladt at stemme på dem, som kommer tættest på ens egne holdninger uden at være helt enig med dem. Ellers overlader man bare magten til dem man ved man er uenig med.
Hvis der fandtes et politisk parti der var rød på fordelingspolitiken og blå på indvandringspolitikken så havde de fået min stemme hver gang , resten af mit liv.
Du er ikke eneste der føler sig politisk hjemløs.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke forstår folk der stemmer blankt, eller ikke stemmer overhovedet for den sags skyld. Det ligger mig utroligt fjernt.
Jeg kan godt forstå elementet ift. EP-valg hvor man simpelthen ikke føler sig kvalificeret til at stemme. Eller ordentligt klædt på til det. Hvem er kandidaterne, hvad står de for, hvordan kan jeg som almindelig vælger “holde øje med” hvad de render og laver nede i Bruxelles og Strasbourg når man nærmest intet hører om hvad der foregår til daglig. Det giver mening for mig, nu mediedækningen af EU udenfor perioderne op til valg er så sporadisk som den er.
Det ændrer bare ikke på, at man hjælper dem man er allermest uenig med ved ikke at stemme. Det er umuligt at finde nogen man er 100% enig med, men så stem dog på den person eller det parti der kommer tættest på. Alt andet er jo bare en gave til det diametralt modsatte.
Så må jeg altså også bare sige, og det er givetvis en upopulær holdning, men man har altså også selv et ansvar for at sætte sig ind i tingene, og ikke bare forvente at få serveret den nødvendige viden på et sølvfad, dalende ned fra himlen. Det gælder i den brede befolkning, og det gælder også herinde.
Al information om hvordan partierne og personerne har stemt i EP er offentligt tilgængelig, og alle kandidaterne gør hvad de kan for at poste indlæg og læserbreve og hvad ved jeg for at synliggøre hvad de står for og hvad de vil kæmpe for, der er kandidattests hvor man kan få det i lettilgængeligt og lettere forsimplet format, der er vælgermøder og tv-debatter og det ene og det andet. Det har man jo også selv et ansvar for at opsøge og udnytte, i stedet for bare fra start af at sige “øv bøv, de er sikkert også bare allesammen megadumme”.
Partiet, der mangler for mig, skulle kunne lukke EU’s ydre grænser og åbne de indre. De skulle kunne føre en økonomisk erhvervspolitik, som muliggør tech-giganter i EU enten indenfor GDPR eller ved afskaffelse af GDPR. I hvert fald ikke tillade virksomheder som Tesla, Amazon, TikTok, Tencent, Alibaba osv. at føre forretning baseret på underbetalt arbejdskraft og uetisk datahåndtering, som ikke er mulig i EU. Hvis vi stiller konkurrenceforvridende krav til virksomheder i EU, skal vi ikke tillade virksomheder, der ikke lever op til disse krav, at drive forretning i EU.
De åbne grænser indenfor EU bør også give forbrugerne mulighed for meget nemmere at kunne lave forretning over grænserne, så hvis en tysk bank vil tilbyde danskerne bedre forhold end danske banker, bør det være et alternativ. Virksomhederne bør ikke være begrænset af grænser. For eksempel, hvis Nordlys kan se forretning i at lave fiber eller elnet i Nordtyskland, og de er den bedste virksomhed til det, bør nationalstater ikke være det, som begrænser dygtige virksomheders konkurrenceevne i EU. Det vil forbrugerne vinde på.
Jeg tror at en del af forklaringen også skal findes i en yderligere atomisering af vores forhold til hinanden, og en individualitets- og “selvrealiserings”-ideologi, hvor at nogle handlinger skubbes til side i identitetsskabelsen (arbejdet, eksempelvis) mens andre ophøjes, i det her eksempel politik, til at skulle være mere identitetsskabende.
Vi ser det i de krav der stilles til partier, før man vil stemme på dem, ja, i nogle tilfælde, endda før man vil anerkende dem som værende, eksempelvis, “liberale.” Jeg har oplevet at der er brugere her i fællesskabet, og endda et par stykker væk fra skærmen, der ikke vil anse Liberal Alliance og Venstre for at være “liberale” partier, fordi de har holdninger der bryder lidt med den selverklærede liberales idé om, hvad det vil sige, at være liberal. Der er en voldsom sekterisk, mere sekterisk end på venstrefløjen i halvfjerdserne, tilgang til politik, hvor man i højere grad skal identificere sig dybt med partierne. Og partierne er selv med til at fremme den identitets-snak, se eksempelvis hvordan at Liberal Alliance har slået sig op på, at de er partiet for dem der er de “ægte” borgerlige, osv. osv. Når det bliver tilfældet bliver det på en gang nemmere at identificere sig med partier, men også samtidigt sværere. Der er en dobbelthed i situationen, hvor man samtidigt åbner sig op for dem, der *har* identitet*en*, men også lukker sig af fra de, der har en bredere eller mere snæver, identitet.
På venstrefløjen kaldte vi engang hinanden “kammerater.” Det gør vi til tider stadigt. Men indforstået i titlen var, at man delte et fælles politisk projekt om frigørelse og opgør med udbytning og undertrykkelse. Det fælles politiske projekt var mere end den enkeltes holdninger til det enkelte programpunkt i minimumsprogrammet. Der er vi ikke i dag. I dag handler politik i højere grad om det enkelte programpunkt og om at man skal kunne være enig med alle aspekter af det politiske program. Og det gør, at det er nemmere at blive politisk hjemløs. For pludselig begynder man at veje ikke programmet som helhed, med programmet som dele, og i stedet for at snakke om overordnede politiske projekter, så snakker man om politikområder, og hvor at nogle vægtes højere end andre, på en måde der mest af alt minder om et vægtet afkrydsningsskema. Det er derfor, at de store partier siger alt og intet, for så kan alle identificere sig med dem. Men samtidigt kan ingen.
Dem der stemmer blankt, stemmer på alle. Det er den eneste måde at fordele sin stemme på mere end én kandidat.
Istället för att skapa ny tråd: vad har debatten handlat om i DK det här valet och vilka blev vinnarna/förlorarna?