Jeg er da ligeglad med om det er en kvinde eller en mand der laver musik.
Skarp kommentar. Jeg havde selv lidt svært ved at se, hvad umiddelbart søde beskeder, og en efterfølgende undskyldning for at have sendt selvsamme beskeder, havde med snigputteri og ubehagelig sexistisk snak at gøre.
Har dog intet problem med at der findes øvelokaler, som er gratis for kvinder. Det vil måske i fremtiden gøre det så dejligt nemt for en af “de gamle drenge” at stikke mig en bestyrelsespost.
Glimragende artikel. Weekendavisen er langsom og bloated med kultur. For mig er den for meget kultur og for langsom men de guldkorn der er er virkelig gode. Jeg er helt enig i artiklen. Jeg væmmes ved den sindssyge diskurs ligestillingsbegrebet har fået. Og den her gren af min kvalmende opfattelse af ligestilling er DR fremragende til at fremlægge. Mon DR er klar over at folk ørler til deres lort? Eller tror de selv de bygger nye hellige paradiser?
Netop Rosendahls nonsens gjorde så ondt at høre på. Det havde absolut intet med problemstillingen at gøre, men markedsføring.
Om noget så er kvoter da netop med til at reducere kvinder til nogen der er underlegne og har behov for at styltes op med positiv særbehandling.
Præcis min anke med de “løsningsforslag” der fremkom både i dokumentaren og efterfølgende.
Krænkelserne er klokkeklare, både amoralske og potentielt ulovlige, altså forkerte og bør bekæmpes. Mænd skal lade være med at opføre sig på den måde, det kan der næppe være uenighed om. Vi skal som samfund og enkeltpersoner blive bedre til ikke stiltiende at acceptere den slags.
Men derfra laves der en kobling hvor ligestilling igen-igen bliver sidestillet med resultatlighed, og en statistisk lige kønsfordeling igen-igen søges trukket ned over en bestemt branche, uagtet om det vil være statistisk retvisende.
Krænkelser og magtmisbrug hænger sammen med kvindernes påståede svære vej til toppen i branchen, for så vidt at beskyldningerne om gatekeeping hvis man ikke følger spillets regler (læs: går med på at agere sexobjekt til gengæld for muligheder), er korrekte. Det kan man ikke, som udenforstående, rimeligt argumentere for ikke skulle være sandt.
Problemet er, at det selv i værste fald er en relativt lille gruppe af mænd der er skyld i dette. Hvis så “løsningen” bliver at indføre forskellige afarter af kønskvoter og positiv diskrimination/forfordeling vidt og bredt, sker det unægtelig på bekostning af en langt større gruppe af mænd som intet forkert har gjort. Som eksemplet med gratis øvelokaler til kvinder. Jeg er med på at der findes argumenter for at dette er en lille pris at betale for en større samfundsmæssig gevinst i ligestillingens navn – jeg har bare endnu til gode at høre argumenter der faktisk er overbevisende.
For mig handler det om rådden ledelses- og arbejdsmiljøkultur som man ikke kan komme af med, da det enten er lederen/ejeren selv eller nogle virkelig dygtige medarbejder som tjener kassen til virksomheden og det vil koste alt for mange penge at smide dem ud. Indtil det som nu koster endnu flere penge at have dem ansat.
Jeg ved godt der er fokus på kvinderne og deres horrible oplevelser men måske vi skulle fokusere på en bedre mulighed for, at få fjernet problemet, så det ikke får konsekvenser for ofret?
Jeg har været igennem flere virkelig dårlige ansættelser, hvor der herskede en syg kultur men der kunne ikke gøres noget fordi det kom fra toppen. Hvis lederne bare sidder og dækker over hinanden og eller over medarbejderne – hvad fanden stiller man op? Så hjælper det ikke med kvoter fordi så bliver de enten selv en del af kulturen eller løber bort. Vi er heller ikke kommunistiske og staten kan ikke bare tage affære men vi mangler ligesom et eller andet højere instans som kan med magt fjerne problemerne eller i hvert fald pålægge virksomhederne at fjerne dem. Måske tvungen ansættelsesstop, funktionstop eller at de ledere skal have et kursus eller “kørekort” som kan blive frataget dem, hvis de ikke handler korrekt så de ikke kan have med mennesker førend det blev generhvervet.
Jeg synes der alt for få handlemuligheder når det gælder arbejde – om det er musik, skuespil eller andet. Der er alt for mange historier om ledere som bare bliver ansat et andet sted og fortsætter, det samme med ansatte.
Personligt synes jeg, at kvoter er forsimplet tilgang og der skal tænkes mere i, at tingene skal have virkelige konsekvenser men som man kan kæmpe sig ud af igen, og på den måde blive benådet, så man kan komme på fode igen. (Alt efter hvor syg man har været selvfølgelig)
Prøv at forestille dig at klummen var skrevet af en mand.
Nej, vel?
Altså, om de konkrete forslag er gode/vil virke eller ej, skal jeg ikke komme ind på.
Men for dem der slet ikke kan se nogensomhelst kobling mellem krænkelser og repræsentation i branchen, lad mig prøve at komme med nogle argumenter hvorfor der er en sammenhæng:
I nogle brancher er der mange flere, der ønsker at indgå, end der er “pladser” til, og derfor er “networking” essentielt for at få en chance for at deltage (Som eksempler kan nævnes musik- og tv-brancherne). Derfor vil alle der deltager have et ønske om ikke at blive stemplet som en “troublemaker” som ingen vil arbejde sammen med – dette er én af forklaringerne på hvorfor krænkelser ofte ikke påtales.
I ekstreme tilfælde kan visse personer endda have så meget “netværks-magt” at de kan “make or break” en persons chance for at deltage i branchen – vi så hvor grelt det kan gå at have sådanne “gatekeepers” med et eksempel som Weinstein.
Men selv i tilfælde hvor det ikke er en “predator” som Weinstein der eksplicit kommer med trusler og kræver sex helt transaktionelt, så kan en magtubalance alligevel let få kvinder til at føle sig nødsaget til at acceptere tilnærmelser som de slet ikke har lyst til (som jeg har indtryk af det nogle gange var tilfældet med Brygmann).
Hvis der var mere ligelig repræsentation, så ville det ikke blot være færre mænd der sad i positioner hvor de havde en magt der kan skabe usunde dynamikker. Det ville også være langt sværere at “blokere” nogen fra at deltage i branchen, da der ville være en langt større del af magten til at åbne eller lukke dørene som lå hos kvinder. Der ville være flere “indgangsveje” til branchen som ikke førte forbi en mand, og som dermed ikke afhang af om man holdt ham glad ved at imødekomme hans tilnærmelser eller ej. Det ville virke mindre skræmmende at sige fra over for de mænd man måtte rende på som kom med uønskede tilnærmelser, fordi man vidste at det ikke var den eneste mulighed man havde. Og der ville være flere kvinder til at “call bullshit” og sikre at det er en anden tone der holdes.
Kort sagt: Hvis magten i branchen var mere ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder, så ville der ikke være nær så mange usunde magtdynamikker til at skabe grundlag for krænkelser.
Det er nogle vigtige historier der kommer frem, men det ER en mærkelig sidestilling af “kvinder modtager kun x procent af KODA udbetalinger” og “klam producer befamler sovende kvinde”. Man bedes acceptere den kobling uden protester.
Værst er Pernille Rosendahls deltagelse. Kan nogen gengive hvad hun har at fortælle af substans? Hvad er det hun har oplevet? Det er noget med en forventning om at være “fuckable”. Okay. Hvem er skurken med det krav? Kan man blive noget stort i pop og rock uden at tilbyde et eller andet udtryk eller attitude? Bare komme som man er og være sig selv. Det er nok de færreste.
10 comments
Jeg er da ligeglad med om det er en kvinde eller en mand der laver musik.
Skarp kommentar. Jeg havde selv lidt svært ved at se, hvad umiddelbart søde beskeder, og en efterfølgende undskyldning for at have sendt selvsamme beskeder, havde med snigputteri og ubehagelig sexistisk snak at gøre.
Har dog intet problem med at der findes øvelokaler, som er gratis for kvinder. Det vil måske i fremtiden gøre det så dejligt nemt for en af “de gamle drenge” at stikke mig en bestyrelsespost.
Glimragende artikel. Weekendavisen er langsom og bloated med kultur. For mig er den for meget kultur og for langsom men de guldkorn der er er virkelig gode. Jeg er helt enig i artiklen. Jeg væmmes ved den sindssyge diskurs ligestillingsbegrebet har fået. Og den her gren af min kvalmende opfattelse af ligestilling er DR fremragende til at fremlægge. Mon DR er klar over at folk ørler til deres lort? Eller tror de selv de bygger nye hellige paradiser?
Netop Rosendahls nonsens gjorde så ondt at høre på. Det havde absolut intet med problemstillingen at gøre, men markedsføring.
Om noget så er kvoter da netop med til at reducere kvinder til nogen der er underlegne og har behov for at styltes op med positiv særbehandling.
Præcis min anke med de “løsningsforslag” der fremkom både i dokumentaren og efterfølgende.
Krænkelserne er klokkeklare, både amoralske og potentielt ulovlige, altså forkerte og bør bekæmpes. Mænd skal lade være med at opføre sig på den måde, det kan der næppe være uenighed om. Vi skal som samfund og enkeltpersoner blive bedre til ikke stiltiende at acceptere den slags.
Men derfra laves der en kobling hvor ligestilling igen-igen bliver sidestillet med resultatlighed, og en statistisk lige kønsfordeling igen-igen søges trukket ned over en bestemt branche, uagtet om det vil være statistisk retvisende.
Krænkelser og magtmisbrug hænger sammen med kvindernes påståede svære vej til toppen i branchen, for så vidt at beskyldningerne om gatekeeping hvis man ikke følger spillets regler (læs: går med på at agere sexobjekt til gengæld for muligheder), er korrekte. Det kan man ikke, som udenforstående, rimeligt argumentere for ikke skulle være sandt.
Problemet er, at det selv i værste fald er en relativt lille gruppe af mænd der er skyld i dette. Hvis så “løsningen” bliver at indføre forskellige afarter af kønskvoter og positiv diskrimination/forfordeling vidt og bredt, sker det unægtelig på bekostning af en langt større gruppe af mænd som intet forkert har gjort. Som eksemplet med gratis øvelokaler til kvinder. Jeg er med på at der findes argumenter for at dette er en lille pris at betale for en større samfundsmæssig gevinst i ligestillingens navn – jeg har bare endnu til gode at høre argumenter der faktisk er overbevisende.
For mig handler det om rådden ledelses- og arbejdsmiljøkultur som man ikke kan komme af med, da det enten er lederen/ejeren selv eller nogle virkelig dygtige medarbejder som tjener kassen til virksomheden og det vil koste alt for mange penge at smide dem ud. Indtil det som nu koster endnu flere penge at have dem ansat.
Jeg ved godt der er fokus på kvinderne og deres horrible oplevelser men måske vi skulle fokusere på en bedre mulighed for, at få fjernet problemet, så det ikke får konsekvenser for ofret?
Jeg har været igennem flere virkelig dårlige ansættelser, hvor der herskede en syg kultur men der kunne ikke gøres noget fordi det kom fra toppen. Hvis lederne bare sidder og dækker over hinanden og eller over medarbejderne – hvad fanden stiller man op? Så hjælper det ikke med kvoter fordi så bliver de enten selv en del af kulturen eller løber bort. Vi er heller ikke kommunistiske og staten kan ikke bare tage affære men vi mangler ligesom et eller andet højere instans som kan med magt fjerne problemerne eller i hvert fald pålægge virksomhederne at fjerne dem. Måske tvungen ansættelsesstop, funktionstop eller at de ledere skal have et kursus eller “kørekort” som kan blive frataget dem, hvis de ikke handler korrekt så de ikke kan have med mennesker førend det blev generhvervet.
Jeg synes der alt for få handlemuligheder når det gælder arbejde – om det er musik, skuespil eller andet. Der er alt for mange historier om ledere som bare bliver ansat et andet sted og fortsætter, det samme med ansatte.
Personligt synes jeg, at kvoter er forsimplet tilgang og der skal tænkes mere i, at tingene skal have virkelige konsekvenser men som man kan kæmpe sig ud af igen, og på den måde blive benådet, så man kan komme på fode igen. (Alt efter hvor syg man har været selvfølgelig)
Prøv at forestille dig at klummen var skrevet af en mand.
Nej, vel?
Altså, om de konkrete forslag er gode/vil virke eller ej, skal jeg ikke komme ind på.
Men for dem der slet ikke kan se nogensomhelst kobling mellem krænkelser og repræsentation i branchen, lad mig prøve at komme med nogle argumenter hvorfor der er en sammenhæng:
I nogle brancher er der mange flere, der ønsker at indgå, end der er “pladser” til, og derfor er “networking” essentielt for at få en chance for at deltage (Som eksempler kan nævnes musik- og tv-brancherne). Derfor vil alle der deltager have et ønske om ikke at blive stemplet som en “troublemaker” som ingen vil arbejde sammen med – dette er én af forklaringerne på hvorfor krænkelser ofte ikke påtales.
I ekstreme tilfælde kan visse personer endda have så meget “netværks-magt” at de kan “make or break” en persons chance for at deltage i branchen – vi så hvor grelt det kan gå at have sådanne “gatekeepers” med et eksempel som Weinstein.
Men selv i tilfælde hvor det ikke er en “predator” som Weinstein der eksplicit kommer med trusler og kræver sex helt transaktionelt, så kan en magtubalance alligevel let få kvinder til at føle sig nødsaget til at acceptere tilnærmelser som de slet ikke har lyst til (som jeg har indtryk af det nogle gange var tilfældet med Brygmann).
Hvis der var mere ligelig repræsentation, så ville det ikke blot være færre mænd der sad i positioner hvor de havde en magt der kan skabe usunde dynamikker. Det ville også være langt sværere at “blokere” nogen fra at deltage i branchen, da der ville være en langt større del af magten til at åbne eller lukke dørene som lå hos kvinder. Der ville være flere “indgangsveje” til branchen som ikke førte forbi en mand, og som dermed ikke afhang af om man holdt ham glad ved at imødekomme hans tilnærmelser eller ej. Det ville virke mindre skræmmende at sige fra over for de mænd man måtte rende på som kom med uønskede tilnærmelser, fordi man vidste at det ikke var den eneste mulighed man havde. Og der ville være flere kvinder til at “call bullshit” og sikre at det er en anden tone der holdes.
Kort sagt: Hvis magten i branchen var mere ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder, så ville der ikke være nær så mange usunde magtdynamikker til at skabe grundlag for krænkelser.
Det er nogle vigtige historier der kommer frem, men det ER en mærkelig sidestilling af “kvinder modtager kun x procent af KODA udbetalinger” og “klam producer befamler sovende kvinde”. Man bedes acceptere den kobling uden protester.
Værst er Pernille Rosendahls deltagelse. Kan nogen gengive hvad hun har at fortælle af substans? Hvad er det hun har oplevet? Det er noget med en forventning om at være “fuckable”. Okay. Hvem er skurken med det krav? Kan man blive noget stort i pop og rock uden at tilbyde et eller andet udtryk eller attitude? Bare komme som man er og være sig selv. Det er nok de færreste.