Islamforsker: Antropologer bruger racismekortet mod Frederik Vad. Men det, man siger, er man selv

by Drahy

5 comments
  1. Antropologerne svarer igen på islamforskers artikel med ordet “spejl”, fulgt op af en hurtig “min far er stærkere end din far”.

  2. Fuck hvor lyder det bare som en vigtig og saglig debat. Mange tak Frede og sosserne for at fylde aviserne med det her. 

  3. Fin kommentar fra Hoffmann, man kan få indtrykket af at antropologerne ikke kan læse og forstå så godt eller nok mere sandsynligt prøver at aktualisere sig selv.
    Man får en vammel, ækel smag i munden når man læser deres skriv, det virker som om de bevist fordrejer det læste. Trist.

  4. Frederik Vad svare hårdt igen på X med udtalelsen “Den som fisen lugte kan, det er fisens ejermand”. Det er endnu uklart hvme der føre debatten men nivauet er drøn højt.

  5. Jeg har en væsentlig respekt for Hoffmanns arbejde generelt, men jeg synes, at det er flere problemer med hans udlægning og analyse af Vads udtalelser, og reaktionen derpå. Og ja, jeg har selv været lignende kritisk overfor Vad, så hvis man allerede fra start af ser kritik af Vads udtalelser som grundlag for at erklære sig uenig, så behøver man selvfølgelig ikke at læse videre.

    For det første, så synes jeg, at det er en søgt anklage, at man “fifler med citatet” når man tolker islam og muslimer som værende den mest relevante gruppe, Vad indirekte peger på. Jeg mener, at man godt kan tillade sig at identificere dem som målet for den anklage, vad fremstiller. Der er ingen generel folkelig debat om, at hinduer undergraver samfundet eller skaber væsentlige problemer i forhold til den sociale sammenhængskraft generelt. Det samme gælder katolikker, jøder eller andre grupper. Men islam er hurtigt vokset til at være den næststørste religiøse gruppe i Danmark, og Vads udtalelser kan ikke bare uden videre tages ud af kontekst, som om han ikke var en repræsentant for et regeringsbærende parti, der ikke har sparet på anklagerne eller deltaget i debatten om muslimer. Det er for mig at se også at fifle med *konteksten* for Vads udtalelser, at flytte dem ud af den politiske ramme, som om Vad bare er en hvermand, der taler for sig selv. Det er ikke uretfærdigt at mene, at Vads udtalelser først og fremmest er rettet mod muslimer, og maler et billede af, at der findes en eller anden form for femte kolonne af veluddannede, på overfladen velintegrerede islamister, der “undergraver samfundet indefra”; en dolkestødsmyte, a la den, der blev fortalt om jøderne i Tyskland efter første verdenskrig. Og selv hvis en sådan dolkestødsmyte ikke er *specifikt og ordret* rettet mod muslimer, så vil jeg alligevel mene, at det er problematisk, at en politiker benytter sig af den slags, og dermed puster til xenofobien og paranoiaen i samfundet; jeg ser det ikke som en *redning* af Vads budskab, at man måske *”bare”* opfordrer til, at man skal se *enhver* der ikke ligner en selv, i hvert fald kulturelt, som en potentiel subversiv trussel mod samfundet og *”vores”* værdier.

    Og nu vi er det; segmentet om “nazikort” og Vads samarbejde med danske jøder, det forvirrer mig; har nogen anklaget Vad for at være en decideret nazist, eller at være antisemitisk? Mig bekendt kan man godt pointere, at man med dolkestødsretorikken kommer tæt på den retorik, der lå til grund for den spirende fascisme i Tyskland, uden at man nødvendigvis anklager Vad selv for *at være nazist*.

    Det flugter jo netop med Christensen og Herviks pointe, at sådanne fortællinger gradvist naturliggøres og indlejres i et større politisk/kulturelt system, og altså ikke *med det samme* omdanner et samfund til en fascistisk enhed. Det kommer lidt henad vejen, i takt med, at man gør sådan en retorik mere og mere acceptabel og *mainstream*. Når først det er acceptabelt at tale om veluddannede og *tilsyneladende* velintegrerede “fremmede”, der infiltrerer magtcentre, enten i det offentlige eller i erhvervslivet, så bliver det stille og roligt også mere acceptabelt at se på dem med skepsis, når man møder dem. Man gør det acceptabelt at mistænke socialrådgiveren med tørklæde, eller regnskabschefen med prik i panden, for er de mon *en af dem*?

    Og dertil kommer det næste spørgsmål, som opstår fordi Vad ikke uddyber, og som her videreføres, fordi Hoffmann ikke adresserer det; hvad vil det sige, at “undergrave”, og hvad er det, der “undergraves”? Skræmmekampagnen bød i første omgang på anekdoter om muslimske elever på uddannelser, der skulle have påstået, at de hverken ville gøre til eller fra i sociale sager om muslimske familier, fordi det ikke flugtede med islamiske værdier fx at tvangsfjerne børn. Det er værd at notere sig, at her ender Vads støtter her med at bakke om den grundtanke, at der først og fremmest er tale om muslimer (hvad Hoffmann jo givetvis også selv gør, når han som islamekspert tager ham i forsvar), men lad nu det ligge. Men hvad er det egentligt for nogle konkrete værdier, man frygter, at de veluddannede *andre* – der altså ikke nødvendigvis er muslimer, men kan være hvemsomhelst, hvorfor vi må antage, at indsatsen i så fald næppe er koordineret – prøver at erstatte “vores” værdier med, hvis ikke der er taler om en meget specifik frygt for islamificering?

    Det har i årtier været helt normalt, at den borgerlige højrefløj anklager universiteter, pressen og det offentlige generelt for at være “infiltreret” af folk fra venstrefløjen, der misbruger deres adgang til at fremme en bestemt politisk position; nogle på venstrefløjen ville måske fristes til at beskrive det mere som retmæssig brug af demokratiske privilegier og rettigheder til at agere indenfor de politiske rammer, vi er blevet udstukket, men det er åbenbart kun aktivisme, når det folk på venstrefløjen, der gør det; kaster borgerlige erhvervsfolk penge eller andre ressourcer efter højrefløjen, så bliver det i hvert fald sjældent iscenesat som aktivisme. Men er dette, hvad der skal forstås ved undergravende virksomhed? Er det en enhver kritik af status quo internt i systemet? Er “vores værdier”, at man fx some veluddannet muslim i en relativ magtposition *ikke* bruger sin position til at komme med alternativer til den typisk danske tilgang til et kulturelt eller socialt anliggende? Eller er det noget langt mere subtilt? Er det en forestilling om, at der sidder ekstremister rundt omkring, og vitterligt forsøger at omkalfatre demokratiet til noget fundamentalt andet?

    Det er mit indtryk, at Hoffmanns forsvar af Vad ender med at være, at Vad faktisk ingenting siger. At hans udtalelser kan reduceres til blot at være en opfordring til, at vi skal holde øje, om der sidder nogle rundt omkring, der ikke har de bedste intentioner for demokratiet eller samfundet. Men det bliver ekstremt vagt. Jeg mener godt, at man kan tillade sig at sige, at Vad rent faktisk *siger noget*, når han taler. Jeg synes også, at man godt kan tillade sig, at tolke det han siger, ud fra den politiske kontekst, han siger det i. Og jeg tænker i den sammenhæng *ikke*, at Vads intention er at advare os mod hindunationalister eller durkdrevne katolske fundamentalister. Jeg tænker, at Vad har et klart mål for øje, og at det ikke kun er hans kritikere, der har identificeret dette mål som muslimer, men at hans støtter tilsyneladende også er bekendt med dette.

    Hoffmann er glad for at tale om selvopfyldende profetier. Derfor vil jeg gøre det samme. For Hoffmann har fuldstændig ret i, at det som udgangspunkt er islamisk dogma, at andre religioner vil gå dem imod (hvilket i øvrigt også er tilfældet for de fleste andre religioner; det er ikke et unikt muslimsk trosfænomen); jeg vil til det blot tilføje, at det i så fald er op til os, om vi vælger at gøre det til en selvopfyldende profeti, ved at acceptere og normalisere en fundamental mistillid til dem.

Leave a Reply