Ulrik Dahlins analyse er bag en betalingsvæg, så her et kort resumé:
Folketingets Transportudvalg nedsatte i april en parlamentarisk arbejdsgruppe med det formål at finde nye og bedre måder at inddrage borgere og lokalsamfund på, forud for beslutninger om infrastrukturprojekter og vedvarende energianlæg, og at strømline og smidiggøre beslutningsgange, så ressourcerne til de dyre forberedelser *ikke* bliver spildt. Den folkelige modstand mod store projekter har været stigende de seneste år, og er ikke længere bare NIMBY’ismer, men er derimod oftere funderet i bekymringer om den grønne omstilling eller biodiversitetskrisen.
Borgerinddragelse er en grundpille i et demokrati, og giver større projekter legitimitet, men, påpeger Dahlin, klinger sådanne formuleringer hult, når ”trafikministeren fik bemyndigelse til at se bort fra normale klageinstanser i otte love, heriblandt lovene om naturbeskyttelse, miljøbeskyttelse og beskyttelsen af havmiljøet, da Folketinget i 2021 vedtog lovforslaget om Lynetteholmen. Tilsvarende blev borgernes klageadgang til Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet helt afskaffet i anlægsloven for den tredje limfjordsforbindelse.”
Dahlin peger på et ”behov for at grave dybere,” og se på flere af årsagerne til protesterne, og på den manglende demokratiske inddragelse, der kan føde ind i den mere arge modstand. Når politikere taler om biodiversitet, men beder vandsalamanderen finde et nyt vandhul at bo i, end lige der hvor de skal bygge på Lærkesletten; eller når politikere taler om hvor vigtigt det er, at vi får vores udledninger ned, men så skjuler at den tredje limfjordsforbindelse fører til meget større CO₂-udledning end oprindelig antaget i beregningerne. Resumé slut.
*æ*: Indsat manglende “ikke.”
***
Jeg synes, at analysen på mange måder rammer plet. En ting er at de fleste protester mod større infrastrukturprojekter ikke længere er småborgerlig NIMBY’isme. Det er ikke bekymringer for udsigten, der skaber modstand mod havneudvidelsen her i Århus. En anden er, som mange også udtrykke frustration over her i fællesskabet, at folket simpelthen ikke høres, eller ikke tages alvorligt, og at politikerne siger et, men handler imod det i næste åndedrag. Høringssvar og borgermøder ender mere som en form for indpakning, end det bliver det egentlige indhold i beslutningsprocesser der, som Dahlin påpeger, oftere finder sted bag lukkede døre, og så kommer undersøgelser og borgerinddragelsen *efter* at man har besluttet sig for at gøre noget.
Løsningen er, for mig at se, et stærkere lokaldemokrati, og en åbenhed i politiske processer. Aftaler bag lukkede døre er en hæmsko for demokratiet, og gør, at forhandlinger bliver obskure for den enkelte borger. Hvis vi i stedet havde flere åbne forhandlinger, hvor interessegrupper og organisationer var repræsenteret, inde i forhandlingslokalerne, sammen med pressen, ville flere af de store infrastrukturprojekter ske, med den egentlige demokratiske legitimitet, der er et demokrati værdigt. Derudover skal den politiske kultur ændres, så det bliver sværere at give forhandlinger og kompromisser skylden, for at indgå aftaler, der går direkte imod den overbevisning man har udtrykt, og som man er valgt på.
Det er selvfølgelig ingen sølvkugle, men det vil hjælpe til, at vi ikke ser enorme projekter blive udbasuneret fra Borgen og diverse rådhuse.
det er ikke særlig svært. det er bare at ignorere alle nimby-typerne og så bygge tingene
2 comments
Ulrik Dahlins analyse er bag en betalingsvæg, så her et kort resumé:
Folketingets Transportudvalg nedsatte i april en parlamentarisk arbejdsgruppe med det formål at finde nye og bedre måder at inddrage borgere og lokalsamfund på, forud for beslutninger om infrastrukturprojekter og vedvarende energianlæg, og at strømline og smidiggøre beslutningsgange, så ressourcerne til de dyre forberedelser *ikke* bliver spildt. Den folkelige modstand mod store projekter har været stigende de seneste år, og er ikke længere bare NIMBY’ismer, men er derimod oftere funderet i bekymringer om den grønne omstilling eller biodiversitetskrisen.
Borgerinddragelse er en grundpille i et demokrati, og giver større projekter legitimitet, men, påpeger Dahlin, klinger sådanne formuleringer hult, når ”trafikministeren fik bemyndigelse til at se bort fra normale klageinstanser i otte love, heriblandt lovene om naturbeskyttelse, miljøbeskyttelse og beskyttelsen af havmiljøet, da Folketinget i 2021 vedtog lovforslaget om Lynetteholmen. Tilsvarende blev borgernes klageadgang til Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet helt afskaffet i anlægsloven for den tredje limfjordsforbindelse.”
Dahlin peger på et ”behov for at grave dybere,” og se på flere af årsagerne til protesterne, og på den manglende demokratiske inddragelse, der kan føde ind i den mere arge modstand. Når politikere taler om biodiversitet, men beder vandsalamanderen finde et nyt vandhul at bo i, end lige der hvor de skal bygge på Lærkesletten; eller når politikere taler om hvor vigtigt det er, at vi får vores udledninger ned, men så skjuler at den tredje limfjordsforbindelse fører til meget større CO₂-udledning end oprindelig antaget i beregningerne. Resumé slut.
*æ*: Indsat manglende “ikke.”
***
Jeg synes, at analysen på mange måder rammer plet. En ting er at de fleste protester mod større infrastrukturprojekter ikke længere er småborgerlig NIMBY’isme. Det er ikke bekymringer for udsigten, der skaber modstand mod havneudvidelsen her i Århus. En anden er, som mange også udtrykke frustration over her i fællesskabet, at folket simpelthen ikke høres, eller ikke tages alvorligt, og at politikerne siger et, men handler imod det i næste åndedrag. Høringssvar og borgermøder ender mere som en form for indpakning, end det bliver det egentlige indhold i beslutningsprocesser der, som Dahlin påpeger, oftere finder sted bag lukkede døre, og så kommer undersøgelser og borgerinddragelsen *efter* at man har besluttet sig for at gøre noget.
Løsningen er, for mig at se, et stærkere lokaldemokrati, og en åbenhed i politiske processer. Aftaler bag lukkede døre er en hæmsko for demokratiet, og gør, at forhandlinger bliver obskure for den enkelte borger. Hvis vi i stedet havde flere åbne forhandlinger, hvor interessegrupper og organisationer var repræsenteret, inde i forhandlingslokalerne, sammen med pressen, ville flere af de store infrastrukturprojekter ske, med den egentlige demokratiske legitimitet, der er et demokrati værdigt. Derudover skal den politiske kultur ændres, så det bliver sværere at give forhandlinger og kompromisser skylden, for at indgå aftaler, der går direkte imod den overbevisning man har udtrykt, og som man er valgt på.
Det er selvfølgelig ingen sølvkugle, men det vil hjælpe til, at vi ikke ser enorme projekter blive udbasuneret fra Borgen og diverse rådhuse.
det er ikke særlig svært. det er bare at ignorere alle nimby-typerne og så bygge tingene