Det er en totalt forfejlet holdning at kalde 7-trinsskalaen et svigt. Det viser bare en mangel på forståelse for skalaens formål og brug.
> “Den nuværende karakterskala har i flere år fået kritik for at være både unuanceret og med til at skabe en usund præstationskultur blandt de studerende.”
Hvorfor skulle en mere detaljeret skala gøre nogen forskel? Mener de virkelig, at skalaen i sig selv skaber præstationskulturen? Er det ikke mere sandsynligt, at det handler om hele uddannelsessystemet og de krav, der stilles fra samfundet og arbejdsmarkedet?
> “For det første er der alt for langt mellem især de midterste karakterer 4, 7 og 10.”
Virkelig? Tror de ikke, at lærere og censorer er i stand til at vurdere elevernes præstationer præcist nok? Hvorfor skulle mindre spring mellem karaktererne ændre noget? Det er jo stadig en subjektiv vurdering.
> “For det andet mener de ikke, at karakteren -3 bør eksistere, da den er unødvendig barsk og demotiverende.”
Det er simpelthen en holdningssag. Er det ikke bare en undskyldning for at undgå at tage ansvar for dårlige præstationer? Skal vi virkelig beskytte folk mod konsekvenserne af deres egne handlinger?
> “Og for det tredje får skalaen kritik for at fokusere for meget på fejl og mangler, når der gives karakterer.”
Karakterer handler om at måle præstationer, ikke om at give ros for middelmådighed. Skal vi virkelig belønne elever for deres styrker, selvom de har væsentlige mangler? Hvordan forbereder det dem på virkeligheden?
> “En ny skala bør være med jævne spring mellem karaktererne og så skal vi have set på trinbeskrivelserne af de enkelte karakterer, og bør lægge mere vægt på styrker, læring, nysgerrighed og fordybelse, end tilfældet er i dag.”
Tror de virkelig, at det vil ændre noget fundamentalt? Hvis elever og lærere allerede er fokuseret på karakterer som mål, hvordan vil ændring af skalaen ændre deres tilgang?
Lars Ulriksen påpeger korrekt, at vi ikke løser trivselsproblemerne ved at ændre karakterskalaen. Det handler om, hvordan vi bruger karakterer og feedback i undervisningen. Så hvorfor spilde tid på at ændre skalaen, når vi burde fokusere på at forbedre undervisningsmetoderne og skabe et sundere læringsmiljø?
At skyde skylden på skalaen er en letkøbt undskyldning. Det reelle problem er, hvordan vi som samfund værdsætter uddannelse og præstationer. Hvis vi ikke ændrer vores grundlæggende tilgang, vil en ny skala ikke gøre nogen forskel.
Som Rudolph Steiner en gang sagde: Karakter er ikke noget vi giver, det er noget vi har.
Var hele ideen ikke, at 7-trins systemet er ECTS systemet, og defor lettere at forstå udenfor landets grænser? Hvis ECTS-skalaen er så defekt, er det da underligt, at de andre europæiske lande ikke har det problem?
Nu er det jo snart 20 år siden, den blev indført. Jeg har været ‘udsat’ for begge og synes ikke der er den store forskel.
I begge tilfælde handlede det om at blive bedømt for en præstation, og det synes jeg, jeg blev, uanset om den gik til 12 eller 13.
Jeg har selv kun prøvet 7-trins skalaen. Mine egne største problemer med den er, at karakteren -3 findes, og at der ikke er lige store spring mellem karaktererne. Man får mere ud af at fokusere på at løfte et 7-tal til et 10-tal end et 02 til et 4-tal.
Til gengæld er det rart, at man nemt kan oversætte karakterne til ECTS systemet.
Kunne man ikke bare lave en skala fra 1-7? Det fungere i mange andre lande.
En skala med 7 trin er fin nok. Her er der bare for store spring mellem karaktererne. Dette har en stor påvirkning på gennemsnittet. Specielt når der skal søges ind på drømmeuddannelsen.
Jeg fik engang -3 pil ned i 2g skriftlig dansk termin prøve. Det var en såkaldt pædagogisk karakter for at understrege at jeg kunne have gjort det meeeeget bedre. Men havde det selv ret grineren over at jeg ville have fået en højere karakter ved at aflevere blankt papir.
Min pointe er at, stupid is what stupid does – at uanset tallet vil folk der føler 7 trins karakter skalaen er får hård ved dem, vil også føle det ved alle andre karakter skalaer.
Hvis man vil ændre noget systemisk må man kigge på børneskolen og hvordan de håndterer karakterer, da det er der de fleste børn vil skabe deres første holdninger til det. Efter min mening bør der føles et Press på gymnasiet og fremad når det kommer til de gyldne tal, selvfølgelig ikke så meget at folk knækker under det og ikke kan fungere til eksamen. Men man burde være gammel nok til at forstå forskellen og nødvendigheden bag det ‘øjebliks-billede’ karakteren rummer.
Stryg -3 og split 7-tallet op. 0,2,4,6,8,10,12. Problem solved
Mange elever i folkeskolen tror at hvis man bare skriver 1 sætning eller sit navn på en opgave, så får man 02
De tror også at fordi de kommer til timerne så får de 02.
Sig goddag til dit -3
Jeg har meget svært ved at forstå, hvordan en ny karakterskala skulle løse præstations-kulturen. Det er vel et symptom på samfundet, mere end noget andet. Havde vi beholdt 13-skalaen, så var målet bare 13 i stedet for 12.
Lidt ærgerligt, at man ikke hører om alternativer i artiklen. Er der nogen god grund til, at vi ikke bare kan få en 1,0-10,0 eller 0-100 skala? Bruger man ikke alligevel en form for procent-skala til at bedømme folk med her i Danmark og store dele af udlandet?
Skalaen burde være 6,7,8,9 og 10. De lave karakterer vi har i vores system gør at der kommer et for stort spænd i gennemsnittet og dermed også et for stort visuelt spænd mellem elevernes færdigheder.
Jeg kan huske at jeg en overgang blev ved med at høre, både fra lærere og lektorer, men også fra andre elever, at man “startede på 12, og så trak man nedad.” Hvor rammende det nødvendigvis har været for den enkelte bedømmelsessituation, skal jeg ikke kunne sige, men jeg *håber* inderligt, at det tæt på aldrig har været den tankegang som undervisere og censorer er gået til bedømmelsesarbejdet med. Som det påpeges i artiklen fører det til en mærkelig situation hvor både det ikke at deltage trækker ned, men også at deltage og så gøre noget “forkert” også trækker nedad.
Selvfølgelig, hvis man ikke kan svare på hvem der væltede Jerikos mure, så skal man ikke have topkarakter i religion (“Men det var i hvert fald ikke mig,” svarede drengen,) men hvis vi nu ser lidt ud over Grundtvigs dannelsestanker om referencerammer og ser på Humboldt og Hegels dannelsesidealer, så er dannelse en proces, hvor man evigt overkommer ens egen forudeksisterende viden og “naturlige bevidsthed”(der jo slet ikke er “naturlig,” men social,) for at finde ny, højere, viden, højere bevidsthed. Og den form for læring *modvirker* den fejlorienterede karaktergivelse, fordi man straffes for at forsøge (og fejle) den umiddelbare overkommelse af ens eksisterende viden.
Den “subtraktive karakterskala,” som vi kan kalde den, fungerer fint med den vulgærgrundtvigianske dannelsestradition der er udbredt i dagens Danmark, hvor uddannelse ikke fordrer dannelse, men derimod handler udelukkende om at tillære sig pensumviden og at bestå, gennemføre, for at komme ud på arbejdsmarkedet. Det er en vulgær tankegang der har gjort indtog vidt og bredt, så det ikke er unormalt at selv universitets og akademiuddannelser mødes med spørgsmålene: “Hvad kan det bruges til; hvad kan du så blive?” Det går stik modsat var eksempelvis Humboldt mente om dannelse, at man kun blev en god håndværker, købmand, osv. hvis man *også* havde en bred forankret bevidsthed, der ikke nødvendigvis var fagrelevant: Der er ting der er højere end den enkeltes erhverv, og i moderne dansk kontekst kan man sige, at også brolæggeren skal kende Broby-Johansen.
Jeg tilslutter mig fuldstændigt også den praktiske kritik af 7-trinsskalaen, men vil gerne tilføje en dannelsesorienteret kritik. Man kunne også tilføje en kritik af karaktersystemer som sorterings- og bedømmelsesmekanismer *som sådan*.
Tja, altså, det eneste formål med karaktererne, og dermed karakter-skalaen, er at kunne give gymnasieelever et gennemsnit, så de kan blive sorteret fra ved de uddannelser der har mange ansøgere, men for få pladser …
Og det er ikke bare rå kynisme, det var faktisk en af hovedårsagerne til at man ikke kunne overtage A,B,C,D,E,F skalaen direkte – for man kan jo ikke sige at der kræves B,8 for at komme ind på jordmoderuddannelsen!
Det er også derfor at springene er så store – hvis man kunne give 5, 6, 8 og 9 i eksamenskarakterer, ville gennemsnittene generelt blive højere (i stedet for at trække helt ned på 4, ville man måske give 6 i stedet for 7), og derfor gøre adgangskvotienterne endnu højere, så alt for mange uddannelser krævede 11,8 for at komme ind.
Karakteren (og dermed skalaen) har intet at gøre med motivation, styrker, læring, nysgerrighed, fordybelse eller noget af al den slags, som ganske rigtigt burde være en del af livet som studerende. Karakteren er udelukkende en måling af hvor stor en andel af “pensum” man har demonstreret kendskab til. Kan man næsten det hele får man 12, er der nogle få mangler får man 10, er der en del mangler får man 7, er det mindre godt får man 4, og er det absolut minimalt får man 02 – er det ikke godt nok er der underligt nok to forskellige karakterer …
Det var samtidig meningen at karakterskalaen skulle gøre op med den gamle 13-skala, hvor man normalfordelte karaktererne omkring 8, så man bare skulle være dygtigere end de andre for at få mere – nu skal man rent faktisk kunne det der forventes af undervisningen.
Jeg kan da godt forstå at lærere (og elever) gerne vil belønne indsatser og nysgerrighed og fordybelse, men kan man ikke gøre det alligevel, uden at det behøver udmønte sig i et tal til eksamen?
Og endelig – det er jo ikke skalaen der skaber præstationsræs, det er hele ideen om at man skal have en så høj karakter som muligt (præcis hvor høj ved man dog først når det er for sent) for at komme ind på den uddannelse man gerne vil læse videre på. Så længe vi har det system, kan vi bruge hvilken som helst skala – det var præcis ligeså slemt for 30 år siden da vi brugte 13-skalaen, dengang var medierne også fulde af historier om gymnasieelever der lige præcis ikke fik højt nok snit til at komme ind på deres drømmeuddannelse, om elever der ikke sagde noget i timerne, for ikke at ryge ned i årskarakter, etc. Ja, i bogen “Det forsømte forår”, der foregår for 100 år siden, og de kører efter Ørsted-skalaen, er der præcis samme ræs, præcis samme utryghed, præcis samme uretfærdighed … Så måske er det ikke skalaens skyld!
Jeg mangler 6 og 8, når jeg vurderer mine elever. 7 spænder for bredt og der gives derfor store og små 7-taller. 7-tallerne er korrekte i sig selv, men hvis en elev får mange store 7-taller eller mange små 7-taller, så reflekteres det ikke i karaktergennemsnittet. Derfor bør skalaen have samme afstand mellem karaktererne.
15 comments
Det er en totalt forfejlet holdning at kalde 7-trinsskalaen et svigt. Det viser bare en mangel på forståelse for skalaens formål og brug.
> “Den nuværende karakterskala har i flere år fået kritik for at være både unuanceret og med til at skabe en usund præstationskultur blandt de studerende.”
Hvorfor skulle en mere detaljeret skala gøre nogen forskel? Mener de virkelig, at skalaen i sig selv skaber præstationskulturen? Er det ikke mere sandsynligt, at det handler om hele uddannelsessystemet og de krav, der stilles fra samfundet og arbejdsmarkedet?
> “For det første er der alt for langt mellem især de midterste karakterer 4, 7 og 10.”
Virkelig? Tror de ikke, at lærere og censorer er i stand til at vurdere elevernes præstationer præcist nok? Hvorfor skulle mindre spring mellem karaktererne ændre noget? Det er jo stadig en subjektiv vurdering.
> “For det andet mener de ikke, at karakteren -3 bør eksistere, da den er unødvendig barsk og demotiverende.”
Det er simpelthen en holdningssag. Er det ikke bare en undskyldning for at undgå at tage ansvar for dårlige præstationer? Skal vi virkelig beskytte folk mod konsekvenserne af deres egne handlinger?
> “Og for det tredje får skalaen kritik for at fokusere for meget på fejl og mangler, når der gives karakterer.”
Karakterer handler om at måle præstationer, ikke om at give ros for middelmådighed. Skal vi virkelig belønne elever for deres styrker, selvom de har væsentlige mangler? Hvordan forbereder det dem på virkeligheden?
> “En ny skala bør være med jævne spring mellem karaktererne og så skal vi have set på trinbeskrivelserne af de enkelte karakterer, og bør lægge mere vægt på styrker, læring, nysgerrighed og fordybelse, end tilfældet er i dag.”
Tror de virkelig, at det vil ændre noget fundamentalt? Hvis elever og lærere allerede er fokuseret på karakterer som mål, hvordan vil ændring af skalaen ændre deres tilgang?
Lars Ulriksen påpeger korrekt, at vi ikke løser trivselsproblemerne ved at ændre karakterskalaen. Det handler om, hvordan vi bruger karakterer og feedback i undervisningen. Så hvorfor spilde tid på at ændre skalaen, når vi burde fokusere på at forbedre undervisningsmetoderne og skabe et sundere læringsmiljø?
At skyde skylden på skalaen er en letkøbt undskyldning. Det reelle problem er, hvordan vi som samfund værdsætter uddannelse og præstationer. Hvis vi ikke ændrer vores grundlæggende tilgang, vil en ny skala ikke gøre nogen forskel.
Som Rudolph Steiner en gang sagde: Karakter er ikke noget vi giver, det er noget vi har.
Var hele ideen ikke, at 7-trins systemet er ECTS systemet, og defor lettere at forstå udenfor landets grænser? Hvis ECTS-skalaen er så defekt, er det da underligt, at de andre europæiske lande ikke har det problem?
Nu er det jo snart 20 år siden, den blev indført. Jeg har været ‘udsat’ for begge og synes ikke der er den store forskel.
I begge tilfælde handlede det om at blive bedømt for en præstation, og det synes jeg, jeg blev, uanset om den gik til 12 eller 13.
Jeg har selv kun prøvet 7-trins skalaen. Mine egne største problemer med den er, at karakteren -3 findes, og at der ikke er lige store spring mellem karaktererne. Man får mere ud af at fokusere på at løfte et 7-tal til et 10-tal end et 02 til et 4-tal.
Til gengæld er det rart, at man nemt kan oversætte karakterne til ECTS systemet.
Kunne man ikke bare lave en skala fra 1-7? Det fungere i mange andre lande.
En skala med 7 trin er fin nok. Her er der bare for store spring mellem karaktererne. Dette har en stor påvirkning på gennemsnittet. Specielt når der skal søges ind på drømmeuddannelsen.
Jeg fik engang -3 pil ned i 2g skriftlig dansk termin prøve. Det var en såkaldt pædagogisk karakter for at understrege at jeg kunne have gjort det meeeeget bedre. Men havde det selv ret grineren over at jeg ville have fået en højere karakter ved at aflevere blankt papir.
Min pointe er at, stupid is what stupid does – at uanset tallet vil folk der føler 7 trins karakter skalaen er får hård ved dem, vil også føle det ved alle andre karakter skalaer.
Hvis man vil ændre noget systemisk må man kigge på børneskolen og hvordan de håndterer karakterer, da det er der de fleste børn vil skabe deres første holdninger til det. Efter min mening bør der føles et Press på gymnasiet og fremad når det kommer til de gyldne tal, selvfølgelig ikke så meget at folk knækker under det og ikke kan fungere til eksamen. Men man burde være gammel nok til at forstå forskellen og nødvendigheden bag det ‘øjebliks-billede’ karakteren rummer.
Stryg -3 og split 7-tallet op. 0,2,4,6,8,10,12. Problem solved
Mange elever i folkeskolen tror at hvis man bare skriver 1 sætning eller sit navn på en opgave, så får man 02
De tror også at fordi de kommer til timerne så får de 02.
Sig goddag til dit -3
Jeg har meget svært ved at forstå, hvordan en ny karakterskala skulle løse præstations-kulturen. Det er vel et symptom på samfundet, mere end noget andet. Havde vi beholdt 13-skalaen, så var målet bare 13 i stedet for 12.
Lidt ærgerligt, at man ikke hører om alternativer i artiklen. Er der nogen god grund til, at vi ikke bare kan få en 1,0-10,0 eller 0-100 skala? Bruger man ikke alligevel en form for procent-skala til at bedømme folk med her i Danmark og store dele af udlandet?
Skalaen burde være 6,7,8,9 og 10. De lave karakterer vi har i vores system gør at der kommer et for stort spænd i gennemsnittet og dermed også et for stort visuelt spænd mellem elevernes færdigheder.
Jeg kan huske at jeg en overgang blev ved med at høre, både fra lærere og lektorer, men også fra andre elever, at man “startede på 12, og så trak man nedad.” Hvor rammende det nødvendigvis har været for den enkelte bedømmelsessituation, skal jeg ikke kunne sige, men jeg *håber* inderligt, at det tæt på aldrig har været den tankegang som undervisere og censorer er gået til bedømmelsesarbejdet med. Som det påpeges i artiklen fører det til en mærkelig situation hvor både det ikke at deltage trækker ned, men også at deltage og så gøre noget “forkert” også trækker nedad.
Selvfølgelig, hvis man ikke kan svare på hvem der væltede Jerikos mure, så skal man ikke have topkarakter i religion (“Men det var i hvert fald ikke mig,” svarede drengen,) men hvis vi nu ser lidt ud over Grundtvigs dannelsestanker om referencerammer og ser på Humboldt og Hegels dannelsesidealer, så er dannelse en proces, hvor man evigt overkommer ens egen forudeksisterende viden og “naturlige bevidsthed”(der jo slet ikke er “naturlig,” men social,) for at finde ny, højere, viden, højere bevidsthed. Og den form for læring *modvirker* den fejlorienterede karaktergivelse, fordi man straffes for at forsøge (og fejle) den umiddelbare overkommelse af ens eksisterende viden.
Den “subtraktive karakterskala,” som vi kan kalde den, fungerer fint med den vulgærgrundtvigianske dannelsestradition der er udbredt i dagens Danmark, hvor uddannelse ikke fordrer dannelse, men derimod handler udelukkende om at tillære sig pensumviden og at bestå, gennemføre, for at komme ud på arbejdsmarkedet. Det er en vulgær tankegang der har gjort indtog vidt og bredt, så det ikke er unormalt at selv universitets og akademiuddannelser mødes med spørgsmålene: “Hvad kan det bruges til; hvad kan du så blive?” Det går stik modsat var eksempelvis Humboldt mente om dannelse, at man kun blev en god håndværker, købmand, osv. hvis man *også* havde en bred forankret bevidsthed, der ikke nødvendigvis var fagrelevant: Der er ting der er højere end den enkeltes erhverv, og i moderne dansk kontekst kan man sige, at også brolæggeren skal kende Broby-Johansen.
Jeg tilslutter mig fuldstændigt også den praktiske kritik af 7-trinsskalaen, men vil gerne tilføje en dannelsesorienteret kritik. Man kunne også tilføje en kritik af karaktersystemer som sorterings- og bedømmelsesmekanismer *som sådan*.
Tja, altså, det eneste formål med karaktererne, og dermed karakter-skalaen, er at kunne give gymnasieelever et gennemsnit, så de kan blive sorteret fra ved de uddannelser der har mange ansøgere, men for få pladser …
Og det er ikke bare rå kynisme, det var faktisk en af hovedårsagerne til at man ikke kunne overtage A,B,C,D,E,F skalaen direkte – for man kan jo ikke sige at der kræves B,8 for at komme ind på jordmoderuddannelsen!
Det er også derfor at springene er så store – hvis man kunne give 5, 6, 8 og 9 i eksamenskarakterer, ville gennemsnittene generelt blive højere (i stedet for at trække helt ned på 4, ville man måske give 6 i stedet for 7), og derfor gøre adgangskvotienterne endnu højere, så alt for mange uddannelser krævede 11,8 for at komme ind.
Karakteren (og dermed skalaen) har intet at gøre med motivation, styrker, læring, nysgerrighed, fordybelse eller noget af al den slags, som ganske rigtigt burde være en del af livet som studerende. Karakteren er udelukkende en måling af hvor stor en andel af “pensum” man har demonstreret kendskab til. Kan man næsten det hele får man 12, er der nogle få mangler får man 10, er der en del mangler får man 7, er det mindre godt får man 4, og er det absolut minimalt får man 02 – er det ikke godt nok er der underligt nok to forskellige karakterer …
Det var samtidig meningen at karakterskalaen skulle gøre op med den gamle 13-skala, hvor man normalfordelte karaktererne omkring 8, så man bare skulle være dygtigere end de andre for at få mere – nu skal man rent faktisk kunne det der forventes af undervisningen.
Jeg kan da godt forstå at lærere (og elever) gerne vil belønne indsatser og nysgerrighed og fordybelse, men kan man ikke gøre det alligevel, uden at det behøver udmønte sig i et tal til eksamen?
Og endelig – det er jo ikke skalaen der skaber præstationsræs, det er hele ideen om at man skal have en så høj karakter som muligt (præcis hvor høj ved man dog først når det er for sent) for at komme ind på den uddannelse man gerne vil læse videre på. Så længe vi har det system, kan vi bruge hvilken som helst skala – det var præcis ligeså slemt for 30 år siden da vi brugte 13-skalaen, dengang var medierne også fulde af historier om gymnasieelever der lige præcis ikke fik højt nok snit til at komme ind på deres drømmeuddannelse, om elever der ikke sagde noget i timerne, for ikke at ryge ned i årskarakter, etc. Ja, i bogen “Det forsømte forår”, der foregår for 100 år siden, og de kører efter Ørsted-skalaen, er der præcis samme ræs, præcis samme utryghed, præcis samme uretfærdighed … Så måske er det ikke skalaens skyld!
Jeg mangler 6 og 8, når jeg vurderer mine elever. 7 spænder for bredt og der gives derfor store og små 7-taller. 7-tallerne er korrekte i sig selv, men hvis en elev får mange store 7-taller eller mange små 7-taller, så reflekteres det ikke i karaktergennemsnittet. Derfor bør skalaen have samme afstand mellem karaktererne.