Hvis forældrene brugte bare halvt så meget energi på at komme af med de problemer der gør at kommunen ikke mener det er forsvarligt at de får børn. Som de bruger på at snyde systemet, så var alle (inklusiv barn) nok bedst tjent med det.
Mit indtryk er at man skal være langt ude, før tvangs bortadoption over hovedet kommer på tale.
Børnenes velfærd må komme først.
Der er en del neoeuginik over det her projekt fra Socialdemokraterne – en slags nytidens ~~Sandholm~~ Sprogø (doh).
Jeg er ikke klar over økonomien i bortadoptioner, men udgifterne ved tvangsfjernelse er så store at de kan vælte mindre kommuners økonomi, så det er ikke noget man gør ‘er sjov’. En tvangsfjernelse er typisk helt oppe og vende på topniveau, ofte også politisk, det er ikke noget Jytte lige aftale med hendes psykolog-ven.
Tværtimod er det meget bedre økonomi i at lade barnet blive, hvilket mange sagsbehandlerne ofte føler sig presset til.
Der kan selvfølgelig være sager der ikke skulle være gennemført, men personligt tro jeg der er flere sager hvor der burde være grebet ind end omvendt.
Den er svær – jeg er sygeplejerske og har to nære venner der er børnepsykologer – Jeg har flere gange erfaret “systemets” meget mærkelige dispositioner.
Problemet er at hvis de “rigtige” flag bliver røde, er hr&fru DK, fuldstændigt prisgivet bureaukratiets afsindige inkompetence og bundløse resurser.
Du er sygeplejerske og dit barn har en talefejl og du skal til møde med en talepædagog og sagsbehandler, men må aflyse fordi du bliver kaldt akut på arbejde, og når du endeligt når til næste møde med 2 dages varsel, kl 09 efter en nattevagt, fremstår du usammenhængende? Lige pludseligt har du en OBS i systemet som gør at de kigger på dit barns motorik… så kører bussen og det er næsten umuligt at stoppe den.
Edit det er ikke sket for mig.
Og jeg er samtidigt 100% med på at nogen børn skal fjernes. Stoler bare ikke altid på at den nyuddannede psykolog i et barselsvikariat skal være den der sætter det i gang..
Det er en svær debat. På den ene side er det at få tvangsfjernet sit barn, nok noget af det mest forfærdelige, man kan opleve som forælder. Derfor bør tvangsfjernelser bruges som absolut sidste udvej, når alle former for hjælp og støtte er forsøgt.
På den anden side har alle børn behov for og krav på en tryg og god barndom, og det får de jo ikke hos forældre, der ikke kan / vil varetage deres behov. Samtidig har det været fremme, at jo yngre barnet er, når det bortadopteres, des større er chancen, for at det går barnet godt.
Jeg er ikke sikker på, at der er noget godt svar. Jeg synes også, at det er værd at have in mente, at alle brancher både har fantastiske ansatte men også inkompetente idioter og brodne kar. Hvordan i alverden sikrer man, at det altid er den rigtige beslutning, der træffes, uden at gøre sagsbehandlingen så lang, at barnet risikerer unødig overlast?
5 comments
Hvis forældrene brugte bare halvt så meget energi på at komme af med de problemer der gør at kommunen ikke mener det er forsvarligt at de får børn. Som de bruger på at snyde systemet, så var alle (inklusiv barn) nok bedst tjent med det.
Mit indtryk er at man skal være langt ude, før tvangs bortadoption over hovedet kommer på tale.
Børnenes velfærd må komme først.
Der er en del neoeuginik over det her projekt fra Socialdemokraterne – en slags nytidens ~~Sandholm~~ Sprogø (doh).
Jeg er ikke klar over økonomien i bortadoptioner, men udgifterne ved tvangsfjernelse er så store at de kan vælte mindre kommuners økonomi, så det er ikke noget man gør ‘er sjov’. En tvangsfjernelse er typisk helt oppe og vende på topniveau, ofte også politisk, det er ikke noget Jytte lige aftale med hendes psykolog-ven.
Tværtimod er det meget bedre økonomi i at lade barnet blive, hvilket mange sagsbehandlerne ofte føler sig presset til.
Der kan selvfølgelig være sager der ikke skulle være gennemført, men personligt tro jeg der er flere sager hvor der burde være grebet ind end omvendt.
Den er svær – jeg er sygeplejerske og har to nære venner der er børnepsykologer – Jeg har flere gange erfaret “systemets” meget mærkelige dispositioner.
Problemet er at hvis de “rigtige” flag bliver røde, er hr&fru DK, fuldstændigt prisgivet bureaukratiets afsindige inkompetence og bundløse resurser.
Du er sygeplejerske og dit barn har en talefejl og du skal til møde med en talepædagog og sagsbehandler, men må aflyse fordi du bliver kaldt akut på arbejde, og når du endeligt når til næste møde med 2 dages varsel, kl 09 efter en nattevagt, fremstår du usammenhængende? Lige pludseligt har du en OBS i systemet som gør at de kigger på dit barns motorik… så kører bussen og det er næsten umuligt at stoppe den.
Edit det er ikke sket for mig.
Og jeg er samtidigt 100% med på at nogen børn skal fjernes. Stoler bare ikke altid på at den nyuddannede psykolog i et barselsvikariat skal være den der sætter det i gang..
Det er en svær debat. På den ene side er det at få tvangsfjernet sit barn, nok noget af det mest forfærdelige, man kan opleve som forælder. Derfor bør tvangsfjernelser bruges som absolut sidste udvej, når alle former for hjælp og støtte er forsøgt.
På den anden side har alle børn behov for og krav på en tryg og god barndom, og det får de jo ikke hos forældre, der ikke kan / vil varetage deres behov. Samtidig har det været fremme, at jo yngre barnet er, når det bortadopteres, des større er chancen, for at det går barnet godt.
Jeg er ikke sikker på, at der er noget godt svar. Jeg synes også, at det er værd at have in mente, at alle brancher både har fantastiske ansatte men også inkompetente idioter og brodne kar. Hvordan i alverden sikrer man, at det altid er den rigtige beslutning, der træffes, uden at gøre sagsbehandlingen så lang, at barnet risikerer unødig overlast?