Hvis nogle ikke har set at den er tilgængelig på DR TV. Et sjældent blik ind i livet på en subkultur, med sårbare og ærlige mennesker. Fællespunktet er den betydning Kandis’ musik og Johnny som person har for dem.
Vild produktion som næsten er helt David Lynch / Stanly Kubrich til tider. Mange af de medvirkende passer hvertfald ind i Twin Peaks universet.
Medierne har stådreng over dokumentaren. Flot lavet. Kunstnerisk. Men slet ikke sympatisk eller respektfuld over for de medvirkende. En meget mørk og bizar vinkel på nogle lidt skæve eksistenser og deres nærmest religiøse forhold til Kandis. Først syntes jeg virkelig godt om hele den dystre stemning, der filmisk er sat omkring den ekstreme fankultur, der portrætteres i dokumentaren. Men efter noget tid begyndte jeg at få følelsen af, at de medvirkende blev udstillet på en måde, der udelukkende har til formål at imødekomme instruktørens kreative behov for at være artsy og mystisk (og måske hive en pris hjem), og der værnes på ingen måde om den sårbarhed disse mennesker vælger at vise frem på åben skærm. Jeg indrømmer gerne, at jeg da selv sad og måbede flere gange over de mennesker som er med, men det var med en lille knude i maven over måden de blev fremstillet på. Det vigtigste for disse Kandisfans, er glæden og håbet det giver dem. Desværre så får det meget lidt plads da der næsten kun fokuseres på sorg, tab, ensomhed og weirdness (i mangel på et bedre ord).
Det var en meget mærkelig oplevelse at se den film.
Filmsproget var helt vildt. Det var tydeligt at Jesper Dahlgaard har set film af David Lynch, Stanley Kubrick og Wes Anderson. Brødrene Fup var nogle bizarre bekendtskaber.
Jeg tror jeg kom igennem hele følelsesregistret. Billedsproget og lyden gjorde mig ængstelig. De, på mange måder, tragiske skæbner der blev portrætteret – både de forskellige fans men også Johnny Hansen selv – gjorde mig deprimeret og trist. Men samtidig havde jeg også svært ved ikke at fælde en tåre over Renés historie. Det var der noget livsbekræftende over.
Hende dér Johnny Hansen-stan/Annie Wilkes-typen gav mig fucking myrekryb.
Jeg tænker dokumentaren mest er et artsy filmprojekt og ikke som sådan en udforskning af Kandis’ fanbase.
Jow, der er forskellige “skæbner” som lytter til Kandis’ musik og kommer til deres koncerter. Men de har ikke den succes fordi de er et band for quirky mennesker. Der er langt flere helt almindelige mennesker, som også godt kan lide dem.
Man kunne lave en tilsvarende dokumentar om Rammstein og få dem til at se ud som et band der primært har førtidspensionister som fans.
Jesper Dalgaard har været i Deadline og en række andre kulturformater og redegjort for filmen. Om de medvirkende bliver udleveret er gennemtærsket. Han har alle svarene. Det synes jeg ikke er relevant.
Jeg tror det folk bliver ramt af er, at man ser en verden og nogen mennesker man ikke kan rumme findes. Jeg så fx en person på Twitter som ikke mente filmen havde en berettigelse, fordi den viser hvor DF / det gule Danmark kommer fra. Sådan et statement er simpelthen for skørt.
Prøv at sæt Dahlgårds Tivoli på – så vil i se eller gense at der er dele af DK, hvor tingene bare ikke ændre sig i samme hast som resten af verden.
Ham den unge fyr der havde mistet sin far og bare ville ud og sejle. Hans sorgfulde ansigt har bare sat sig fast i mig. Damn.
Første halvdel: det er nogle spøjse karakterer der lige er blevet introduceret for mig.
Sidste halvdel: hvorfor kommer der ikke i det mindste ET HALVT perspektiv eller vinkel mere på personen, end hvordan de blev introduceret.
(Pånær ham der forsøgte at begå selvmord – det var tilgengæld en rigtig fin fortælling/udvikling. “Strøm” (ham med hunden) havde også en “okay” udvikling i filmen).
Men der var alt for mange emner, der meget hurtigt blev gledet henover, som man skulle have åbnet mere op. Alle Johnnys tanker og følelser omkring at være svaret på folks mange problemer – og hvordan han EGENTLIG håndterer det/hvordan det påvirker ham, fyldte alt for lidt. At vise den ældre mand stå og græde ved Johnnys afdøde kones gravsten, var udelukkende brugt for at Frame den ældre mand; og på ingen måde få nogle meget unikke perspektiver ud af en person som Johnny der i Danmark er en af MEGET FÅ der står i så ekstrem en situation. Johnny blev dog portrætteret som ENORMT ureflekteret – og som om hans relation til hans fans er noget han ikke har tænkt enormt meget over.
De skulle have cuttet brødrene – de var udelukkende med for at få nogle scenografiske ønsker opfyldt, og deres liv “som kandisfans” var absolut og helt ligegyldigt.
Arbejdede på fabrik i begyndelsen af 00erne med en yngre ægtepar der var diehard kandis fans. de tog ud næsten hver weekend og hjalp til med kandis koncerter som en slags gratis roadies.. de var fandme en smule speciele
Ud over alle de andre pointer om filmen i denne tråd, så kom vi også til at diskutere, hvor meget en person som Kandis Johnny rent faktisk skylder de her mennesker.
Han kommer meget hurtigt til at være et lyspunkt, for meget desperate og udsatte personer. Han snakker med dem og virker til at være på fornavn med de mest dedikerede.
Da han modtog brevet fra hende den mørkhårede og lovede at læse det, tænkte jeg, om jeg selv ville have gjort det samme. Han kan sikkert give noget indhold i hendes liv, men man ved ikke rigtig om hun kunne finde på at bryde ind i hans hus og dræbe hans kone og børn. Hun er tydeligvis i akut mangel på psykologhjælp.
Jeg synes faktisk Johnny udleverede sig selv ligeså meget som de medvirkende fans. Kunne ikke lade være med at tænke på, at han havde en eller anden form for “brist” ift. den måde han omtaler sin afdøde kone og deres forhold på.
Er der ikke nogen der kan lave en god meme-template ud af scenen med Strøm der står og kigger på “Latter-Baronen” i sportshallen?
Den scene er fantastisk! – og nok den situation i hele dokumentaren hvor jeg 100% kunne relatere til en af personerne.
Må indrømme at jeg ikke var imponeret. Den bruger alt for meget tid på at være artsy og den fortæller ikke nogen historie. Det er blot som at åbne et vindue ind til nogle mennesker for at pege af dem fremfor at følge deres udvikling. Selv de klip man får med Johnny er klippet ned til det allermest sørgmodige for at sætte så stor kontrast på hans privatliv kontra Kandis.
Efterfølgende føler man sig ikke beriget med noget. Man er blot fyldt med spørgsmål og undren over ikke at have fået svar på noget. Det virker lidt som et afgangsprojekt der strukket ud til en hel film.
Jeg sidder og ser det nu. Og jeg mangler ord overfor nogle af de menneske-typer, som der bliver vist. Jeg er opvokset nede på Sydhavsøerne, hvor det er rimelig provins-agtigt. Døllefjelde Musse Marked har været en fast bestanddel af min ungdom og mit tidlige voksenliv. Og her snakker vi kræmmermarked, komplet med hønseskidnings-konkurrence og damefrokoster.
Men i forhold til miljøet i “Kandis for Livet”, så er Falster og Lolland jo nærmest et metropolis.
13 comments
Hvis nogle ikke har set at den er tilgængelig på DR TV. Et sjældent blik ind i livet på en subkultur, med sårbare og ærlige mennesker. Fællespunktet er den betydning Kandis’ musik og Johnny som person har for dem.
Vild produktion som næsten er helt David Lynch / Stanly Kubrich til tider. Mange af de medvirkende passer hvertfald ind i Twin Peaks universet.
Medierne har stådreng over dokumentaren. Flot lavet. Kunstnerisk. Men slet ikke sympatisk eller respektfuld over for de medvirkende. En meget mørk og bizar vinkel på nogle lidt skæve eksistenser og deres nærmest religiøse forhold til Kandis. Først syntes jeg virkelig godt om hele den dystre stemning, der filmisk er sat omkring den ekstreme fankultur, der portrætteres i dokumentaren. Men efter noget tid begyndte jeg at få følelsen af, at de medvirkende blev udstillet på en måde, der udelukkende har til formål at imødekomme instruktørens kreative behov for at være artsy og mystisk (og måske hive en pris hjem), og der værnes på ingen måde om den sårbarhed disse mennesker vælger at vise frem på åben skærm. Jeg indrømmer gerne, at jeg da selv sad og måbede flere gange over de mennesker som er med, men det var med en lille knude i maven over måden de blev fremstillet på. Det vigtigste for disse Kandisfans, er glæden og håbet det giver dem. Desværre så får det meget lidt plads da der næsten kun fokuseres på sorg, tab, ensomhed og weirdness (i mangel på et bedre ord).
Det var en meget mærkelig oplevelse at se den film.
Filmsproget var helt vildt. Det var tydeligt at Jesper Dahlgaard har set film af David Lynch, Stanley Kubrick og Wes Anderson. Brødrene Fup var nogle bizarre bekendtskaber.
Jeg tror jeg kom igennem hele følelsesregistret. Billedsproget og lyden gjorde mig ængstelig. De, på mange måder, tragiske skæbner der blev portrætteret – både de forskellige fans men også Johnny Hansen selv – gjorde mig deprimeret og trist. Men samtidig havde jeg også svært ved ikke at fælde en tåre over Renés historie. Det var der noget livsbekræftende over.
Hende dér Johnny Hansen-stan/Annie Wilkes-typen gav mig fucking myrekryb.
Jeg tænker dokumentaren mest er et artsy filmprojekt og ikke som sådan en udforskning af Kandis’ fanbase.
Jow, der er forskellige “skæbner” som lytter til Kandis’ musik og kommer til deres koncerter. Men de har ikke den succes fordi de er et band for quirky mennesker. Der er langt flere helt almindelige mennesker, som også godt kan lide dem.
Man kunne lave en tilsvarende dokumentar om Rammstein og få dem til at se ud som et band der primært har førtidspensionister som fans.
Jesper Dalgaard har været i Deadline og en række andre kulturformater og redegjort for filmen. Om de medvirkende bliver udleveret er gennemtærsket. Han har alle svarene. Det synes jeg ikke er relevant.
Jeg tror det folk bliver ramt af er, at man ser en verden og nogen mennesker man ikke kan rumme findes. Jeg så fx en person på Twitter som ikke mente filmen havde en berettigelse, fordi den viser hvor DF / det gule Danmark kommer fra. Sådan et statement er simpelthen for skørt.
Prøv at sæt Dahlgårds Tivoli på – så vil i se eller gense at der er dele af DK, hvor tingene bare ikke ændre sig i samme hast som resten af verden.
Ham den unge fyr der havde mistet sin far og bare ville ud og sejle. Hans sorgfulde ansigt har bare sat sig fast i mig. Damn.
Første halvdel: det er nogle spøjse karakterer der lige er blevet introduceret for mig.
Sidste halvdel: hvorfor kommer der ikke i det mindste ET HALVT perspektiv eller vinkel mere på personen, end hvordan de blev introduceret.
(Pånær ham der forsøgte at begå selvmord – det var tilgengæld en rigtig fin fortælling/udvikling. “Strøm” (ham med hunden) havde også en “okay” udvikling i filmen).
Men der var alt for mange emner, der meget hurtigt blev gledet henover, som man skulle have åbnet mere op. Alle Johnnys tanker og følelser omkring at være svaret på folks mange problemer – og hvordan han EGENTLIG håndterer det/hvordan det påvirker ham, fyldte alt for lidt. At vise den ældre mand stå og græde ved Johnnys afdøde kones gravsten, var udelukkende brugt for at Frame den ældre mand; og på ingen måde få nogle meget unikke perspektiver ud af en person som Johnny der i Danmark er en af MEGET FÅ der står i så ekstrem en situation. Johnny blev dog portrætteret som ENORMT ureflekteret – og som om hans relation til hans fans er noget han ikke har tænkt enormt meget over.
De skulle have cuttet brødrene – de var udelukkende med for at få nogle scenografiske ønsker opfyldt, og deres liv “som kandisfans” var absolut og helt ligegyldigt.
Arbejdede på fabrik i begyndelsen af 00erne med en yngre ægtepar der var diehard kandis fans. de tog ud næsten hver weekend og hjalp til med kandis koncerter som en slags gratis roadies.. de var fandme en smule speciele
Ud over alle de andre pointer om filmen i denne tråd, så kom vi også til at diskutere, hvor meget en person som Kandis Johnny rent faktisk skylder de her mennesker.
Han kommer meget hurtigt til at være et lyspunkt, for meget desperate og udsatte personer. Han snakker med dem og virker til at være på fornavn med de mest dedikerede.
Da han modtog brevet fra hende den mørkhårede og lovede at læse det, tænkte jeg, om jeg selv ville have gjort det samme. Han kan sikkert give noget indhold i hendes liv, men man ved ikke rigtig om hun kunne finde på at bryde ind i hans hus og dræbe hans kone og børn. Hun er tydeligvis i akut mangel på psykologhjælp.
Jeg synes faktisk Johnny udleverede sig selv ligeså meget som de medvirkende fans. Kunne ikke lade være med at tænke på, at han havde en eller anden form for “brist” ift. den måde han omtaler sin afdøde kone og deres forhold på.
Er der ikke nogen der kan lave en god meme-template ud af scenen med Strøm der står og kigger på “Latter-Baronen” i sportshallen?
Den scene er fantastisk! – og nok den situation i hele dokumentaren hvor jeg 100% kunne relatere til en af personerne.
Må indrømme at jeg ikke var imponeret. Den bruger alt for meget tid på at være artsy og den fortæller ikke nogen historie. Det er blot som at åbne et vindue ind til nogle mennesker for at pege af dem fremfor at følge deres udvikling. Selv de klip man får med Johnny er klippet ned til det allermest sørgmodige for at sætte så stor kontrast på hans privatliv kontra Kandis.
Efterfølgende føler man sig ikke beriget med noget. Man er blot fyldt med spørgsmål og undren over ikke at have fået svar på noget. Det virker lidt som et afgangsprojekt der strukket ud til en hel film.
Jeg sidder og ser det nu. Og jeg mangler ord overfor nogle af de menneske-typer, som der bliver vist. Jeg er opvokset nede på Sydhavsøerne, hvor det er rimelig provins-agtigt. Døllefjelde Musse Marked har været en fast bestanddel af min ungdom og mit tidlige voksenliv. Og her snakker vi kræmmermarked, komplet med hønseskidnings-konkurrence og damefrokoster.
Men i forhold til miljøet i “Kandis for Livet”, så er Falster og Lolland jo nærmest et metropolis.