Lektor Jan Maintz giver her udtryk for noget, jeg også ofte har givet udtryk for her i fællesskabet: Problemet med markedsgørelse og instrumentalisering af vores uddannelser. Maintz og jeg deler kritikken af fokusset på skabelse af arbejdskraft og “markedets behov,” der, i vores optik, er ødelæggende for enhver ambition om at skabe en dannende institution. Læg til dette indlæg eksempelvis også gårsdagens [kommentar om udtrykket “det ka’ noget”](https://www.information.dk/debat/2024/08/ka-haesligt-kompliment-stoppe-bruge-lige) af lektor Markus Kloppenborg Vellev, og vi ser på at der er i *Informations* debatspalter opstående en modstand mod instrumentalisering.
Det er bare sådan, at når uddannelsernes fokus bliver, at de skal skabe arbejdskraft til arbejdsmarkedet, og at de skal måle, veje, på alle parametre, osv. osv. så ender de med at gå fra uddannelse til banal reproduktion af forudbestemte former for viden der kun er anvendelig i en konformistisk forstand, kun er anvendelig for markedet. Det almene gymnasium i sig selv burde være det modsatte: et helle fra nutidige arbejdslogikker, og et sted hvor idealer om kritisk tænkning og dannelse var i højsædet, hvor man ikke læser Hermann Bang eller lærer om biosfæren, fordi man skal bruge det til noget, men fordi, at det skaber rundere, fuldere, mere dannede mennesker, der har et bredere og mere kritisk blik på verden omkring sig.
Det er institutioner for erhvervslivets avls program.
Føj nej tak da, tænk nu hvis vi fik selvstændigt tænkende og dannede mennesker ud af gymnasierne. Nej, de skal sgu lære nogle ‘real life’-skills, som hvordan man skifter dæk på cykel og bil, og hvordan man renser tagrender. Og matematik burde erstattes med ‘Sådan udfylder du din selvangivelse’, for hvornår har nogen nogensinde haft brug for integralregning? Nej vel.
Spøg til side. Jeg er enig med skribenten. Der er opstået en bizar idé om, at folkeskolen og gymnasiet skal lære eleverne ‘brugbare ting til hverdagen’. Nej. Ideen med folkeskolen og gymnasiet er, at den fedtklump, man gemmer under kraniekalotten, skal formes og trænes i at optage læring og information.
Så længe at dit gennemsnit er bestemmende for dit optag på videregående uddannelser, så kommer der meget lidt dannelse ud til eleverne
>En tur til Italien
>Alle elever har oldtidskundskab tre timer om ugen. I tre år. Alle elever har latin fire timer om ugen. I tre år.
Det virker også rimeligt nok at lige netop de fag skulle fylde noget mere i Italien.
Hvis jeg lige må komme med en kritik af denne artikel – og mange andre, lignende artikler – så er det, at jeg har svært ved at forstå, hvem den er skrevet til. Sprogbruget er utrolig akademisk – med det mener jeg, at der nærmest virker til at være en bevidst brug af ord, som den gennemsnitlige dansker ville finde udfordrende, og tilsynealdende intet forsøg gjort på at gøre den mere forståelig. Udover sprogbruget, så er det også skrevet på en måde, der minder mig om en New Yorker-artikel, med et øje for at skabe en fortælling, fremfor hvordan man bedst muligt kan formidle sin pointe.
Det er, i sig selv, ikke et problem. Jeg har selv læst mange artikler i den dur, og nydt den formidlingsform. Og hvis man ønskede at skrive en artikel som var henvendt af akademikere, til akademikere, så er det også en fantastisk måde at gøre det på. Men hvis det var intentionen, så virker dette for mig som en gang rygklapperi over, hvor vigtig og god dannelse er, med artiklen selv som eksempel. “Se bare, hvor klog du kan blive, du kan lære at skrive lige så godt som mig!” Men det tror jeg ikke, var intentionen. Jeg tror at intentionen var, at overbevise andre, som ikke nødvendigvis allerede deler skribentens synspunkt, om en pointe.
Og i den forstand, er denne artikel et absolut makværk. Sprogbrug og formidling som det, jeg beskrev ovenfor, vil i bedste fald få den gennemsnitlige dansker til at rulle øjnene bagom i hovedet, og i værste fald få dem til at klikke videre til noget andet, fordi at de simpelthen ikke gider læse gennem det.
Når man ønsker at overbevise folk, så er man nødt til at møde dem, hvor de er, og det synes jeg ikke at denne artikel lykkes med. Den virker mest af alt som en prædike for de frelste. Noget, som folk der allerede er overbeviste om dens pointe vil linke til og sige “Nej, hvor er det godt skrevet”, og ikke forstå, hvorfor dem de sender det til, ikke engang gider at læse den færdig.
6 comments
Ingen betalingsvæg kl. 08:23, 29. aug.
Lektor Jan Maintz giver her udtryk for noget, jeg også ofte har givet udtryk for her i fællesskabet: Problemet med markedsgørelse og instrumentalisering af vores uddannelser. Maintz og jeg deler kritikken af fokusset på skabelse af arbejdskraft og “markedets behov,” der, i vores optik, er ødelæggende for enhver ambition om at skabe en dannende institution. Læg til dette indlæg eksempelvis også gårsdagens [kommentar om udtrykket “det ka’ noget”](https://www.information.dk/debat/2024/08/ka-haesligt-kompliment-stoppe-bruge-lige) af lektor Markus Kloppenborg Vellev, og vi ser på at der er i *Informations* debatspalter opstående en modstand mod instrumentalisering.
Det er bare sådan, at når uddannelsernes fokus bliver, at de skal skabe arbejdskraft til arbejdsmarkedet, og at de skal måle, veje, på alle parametre, osv. osv. så ender de med at gå fra uddannelse til banal reproduktion af forudbestemte former for viden der kun er anvendelig i en konformistisk forstand, kun er anvendelig for markedet. Det almene gymnasium i sig selv burde være det modsatte: et helle fra nutidige arbejdslogikker, og et sted hvor idealer om kritisk tænkning og dannelse var i højsædet, hvor man ikke læser Hermann Bang eller lærer om biosfæren, fordi man skal bruge det til noget, men fordi, at det skaber rundere, fuldere, mere dannede mennesker, der har et bredere og mere kritisk blik på verden omkring sig.
Det er institutioner for erhvervslivets avls program.
Føj nej tak da, tænk nu hvis vi fik selvstændigt tænkende og dannede mennesker ud af gymnasierne. Nej, de skal sgu lære nogle ‘real life’-skills, som hvordan man skifter dæk på cykel og bil, og hvordan man renser tagrender. Og matematik burde erstattes med ‘Sådan udfylder du din selvangivelse’, for hvornår har nogen nogensinde haft brug for integralregning? Nej vel.
Spøg til side. Jeg er enig med skribenten. Der er opstået en bizar idé om, at folkeskolen og gymnasiet skal lære eleverne ‘brugbare ting til hverdagen’. Nej. Ideen med folkeskolen og gymnasiet er, at den fedtklump, man gemmer under kraniekalotten, skal formes og trænes i at optage læring og information.
Så længe at dit gennemsnit er bestemmende for dit optag på videregående uddannelser, så kommer der meget lidt dannelse ud til eleverne
>En tur til Italien
>Alle elever har oldtidskundskab tre timer om ugen. I tre år. Alle elever har latin fire timer om ugen. I tre år.
Det virker også rimeligt nok at lige netop de fag skulle fylde noget mere i Italien.
Hvis jeg lige må komme med en kritik af denne artikel – og mange andre, lignende artikler – så er det, at jeg har svært ved at forstå, hvem den er skrevet til. Sprogbruget er utrolig akademisk – med det mener jeg, at der nærmest virker til at være en bevidst brug af ord, som den gennemsnitlige dansker ville finde udfordrende, og tilsynealdende intet forsøg gjort på at gøre den mere forståelig. Udover sprogbruget, så er det også skrevet på en måde, der minder mig om en New Yorker-artikel, med et øje for at skabe en fortælling, fremfor hvordan man bedst muligt kan formidle sin pointe.
Det er, i sig selv, ikke et problem. Jeg har selv læst mange artikler i den dur, og nydt den formidlingsform. Og hvis man ønskede at skrive en artikel som var henvendt af akademikere, til akademikere, så er det også en fantastisk måde at gøre det på. Men hvis det var intentionen, så virker dette for mig som en gang rygklapperi over, hvor vigtig og god dannelse er, med artiklen selv som eksempel. “Se bare, hvor klog du kan blive, du kan lære at skrive lige så godt som mig!” Men det tror jeg ikke, var intentionen. Jeg tror at intentionen var, at overbevise andre, som ikke nødvendigvis allerede deler skribentens synspunkt, om en pointe.
Og i den forstand, er denne artikel et absolut makværk. Sprogbrug og formidling som det, jeg beskrev ovenfor, vil i bedste fald få den gennemsnitlige dansker til at rulle øjnene bagom i hovedet, og i værste fald få dem til at klikke videre til noget andet, fordi at de simpelthen ikke gider læse gennem det.
Når man ønsker at overbevise folk, så er man nødt til at møde dem, hvor de er, og det synes jeg ikke at denne artikel lykkes med. Den virker mest af alt som en prædike for de frelste. Noget, som folk der allerede er overbeviste om dens pointe vil linke til og sige “Nej, hvor er det godt skrevet”, og ikke forstå, hvorfor dem de sender det til, ikke engang gider at læse den færdig.