
Jeg er chokeret over, at Østre Landsret har en berammelsestid på et år og fire måneder fra der faldt dom i sagen mod Philip Westh for blandt andet drabet på Emilie Meng til ankesagen går i gang i landsretten. Der faldt dom i byretten 28. juli 2024 og ankesagen i landsretten er fastsat til at begynde 28. oktober 2025.
For alle parter er det fuldstændig uacceptabel med så lange ventetider. Og også i byretten er der utrolig lange ventetider, det er bare sværere at måle i forhold til ankesager.
For familien til de forurettede må det være deprimerende, at sager trækker så langt ud. For politi og anklagemyndighed er det demotiverende og præcisionen af vidneudsagn svinder. For tiltalte er det heller ikke rimeligt, for det sker jo desværre af og til, at der dømmes skyldig i byretten og frifindes i landsretten, fordi tiltalte rent faktisk er uskyldig.
Hvis politikerne vil gøre noget for retssikkerheden retsfølelsen og styrke borgernes tillid til retssystemet, så får de gjort noget ved de sindssygt lange ventetider. Og fremover, når der vedtages bandepakker, hårdere straffe, og afsættes penge til et effektivere politi, så bør der følge penge og personale med til domstole og fængsler. Ellers vil der konstant være propper i systemet.
by andresen1976