Min fagforening virker til aktivt at arbejde imod dets medlemmers interesse i alt de foretager sig.
Jeg, og mange af mine kollegaer, er derfor ikke længere medlem af foreningen, hvilket måske bare forstærker den retning de kører i, da deres tilbageværende medlemmer måske bakker op om retningen.
Det sagt, så er det en fagforening bestående af både arbejdstagere men også arbejdsgivere. Hvilket i min optik er helt hul i hovedet.
En masse blablabla der kræver at alt er kortvarige projektansættelser ?
Der er intet der stopper de unge i at arbejde mindre.
De skal så også bare lære at acceptere, at de skal gå på kompromis på nogle andre områder.
Og i syvende og sidste ende, så bliver arbejde kun udført, når der er nogen til at udføre det – så hvis alle arbejder mindre, så kommer der mindre ud.
Og kommer der mindre ud, så er der mindre til at konkurrere med og til sidst, så vil en konkurrent overtage – og det kan betyde arbejdspladser.
Og det ved fagbevægelsen også.
Den venstreorienterede kritik af fagbevægelsen er ikke ny. En nylig dansk bog er eksempelvis Eskil Halbergs *Roden til alt ondt*(Nemo, 2017), men selv før nu, var der ikke langt mellem kritikerne; og historien er lang, går tilbage til i hvert fald 1910’erne i Danmark, plus det ekstra, med en splittelse mellem socialdemokratiske og syndikalistiske forbund, osv. osv.
I dag kan kritikken bedst opsummeres i, at fagbevægelsen ikke længere er arbejderorganisationer, men er en arbejdsmarkedsinstitution. Der er i dag ikke meget tilbage af den kritik, hvor man kunne kalde sosser og LO for “reformister” og “gradualister,” og hvad ved jeg. I dag er den brede fagbevægelse og sosserne (og SF, i stadigt højere grad,) alle organisationer som har købt ind på, støtter op om, og ønsker at reproducere, den eksisterende arbejdsdeling, den eksisterende arbejdsdag; de stiller ikke spørgsmålstegn ved borgerlig økonomisk ideologi, og higer i deres mest radikale udfald maksimalt efter en omfordeling af goderne *under* og *inden for* det eksisterende, men ikke et opgør med det eksisterende som sådan. Der er langt til de revolutionære krav.
Og den forkortede arbejdsdag, -uge, -liv *er* et radikalt krav. Et revolutionært krav, endda, som sætter begrænsninger på de omstændigheder vi, som arbejdere, udbyttes under. Der er en grund til at Marx allerede for 160 år siden, kunne identificere kampen om arbejdsdagens længde, som en af centrale kamppladser i klassekampen. Den kortere arbejdsdag er et spørgsmål om frihed, frihed fra udbytning, frihed fra arbejdsdelingens tvang, arbejdets fremmedgørende omstændigheder, osv. osv.
4 comments
Min fagforening virker til aktivt at arbejde imod dets medlemmers interesse i alt de foretager sig.
Jeg, og mange af mine kollegaer, er derfor ikke længere medlem af foreningen, hvilket måske bare forstærker den retning de kører i, da deres tilbageværende medlemmer måske bakker op om retningen.
Det sagt, så er det en fagforening bestående af både arbejdstagere men også arbejdsgivere. Hvilket i min optik er helt hul i hovedet.
En masse blablabla der kræver at alt er kortvarige projektansættelser ?
Der er intet der stopper de unge i at arbejde mindre.
De skal så også bare lære at acceptere, at de skal gå på kompromis på nogle andre områder.
Og i syvende og sidste ende, så bliver arbejde kun udført, når der er nogen til at udføre det – så hvis alle arbejder mindre, så kommer der mindre ud.
Og kommer der mindre ud, så er der mindre til at konkurrere med og til sidst, så vil en konkurrent overtage – og det kan betyde arbejdspladser.
Og det ved fagbevægelsen også.
Den venstreorienterede kritik af fagbevægelsen er ikke ny. En nylig dansk bog er eksempelvis Eskil Halbergs *Roden til alt ondt*(Nemo, 2017), men selv før nu, var der ikke langt mellem kritikerne; og historien er lang, går tilbage til i hvert fald 1910’erne i Danmark, plus det ekstra, med en splittelse mellem socialdemokratiske og syndikalistiske forbund, osv. osv.
I dag kan kritikken bedst opsummeres i, at fagbevægelsen ikke længere er arbejderorganisationer, men er en arbejdsmarkedsinstitution. Der er i dag ikke meget tilbage af den kritik, hvor man kunne kalde sosser og LO for “reformister” og “gradualister,” og hvad ved jeg. I dag er den brede fagbevægelse og sosserne (og SF, i stadigt højere grad,) alle organisationer som har købt ind på, støtter op om, og ønsker at reproducere, den eksisterende arbejdsdeling, den eksisterende arbejdsdag; de stiller ikke spørgsmålstegn ved borgerlig økonomisk ideologi, og higer i deres mest radikale udfald maksimalt efter en omfordeling af goderne *under* og *inden for* det eksisterende, men ikke et opgør med det eksisterende som sådan. Der er langt til de revolutionære krav.
Og den forkortede arbejdsdag, -uge, -liv *er* et radikalt krav. Et revolutionært krav, endda, som sætter begrænsninger på de omstændigheder vi, som arbejdere, udbyttes under. Der er en grund til at Marx allerede for 160 år siden, kunne identificere kampen om arbejdsdagens længde, som en af centrale kamppladser i klassekampen. Den kortere arbejdsdag er et spørgsmål om frihed, frihed fra udbytning, frihed fra arbejdsdelingens tvang, arbejdets fremmedgørende omstændigheder, osv. osv.