Jeg støder virkeligt tit på folk der kritiserer magthaverne ud fra misforståede økonomiske principper.

Jeg er kæmpe fortalter for kritik af magthaverne, men det bør foregå på et oplyst grundlag. Eksempelvis er der en ret god grund til at have en stram finanspolitik (og at der dermed er overskud i statskassen).

Det er (indrømmet) ikke helt nemt at finde hoved og hale i det hele. Heldigvis sidder der en række politisk uafhængige økonomer, hvis eneste job er at lave aktuelle analyser af dansk økonomi. Og det er dem jeg gerne vil slå et slag for!

De økonomiske råd er offentligt finansierede, men politisk uafhængige. Der sidder altså ikke en eller anden politiker og blander sig i hvad der skal skrives. Rapporterne er altså et fagligt skøn, baserer på empiriske analyser af dansk økonomi.

Rådene består af en række vismænd og et sekretariat der udgiver rapporter 2 gange om året. Rapporterne er offentligt tilgængelige, og skrevet i et sprog så lægmænd kan forstå det (selvom det er lidt tung læsning).

Jeg kan virkeligt anbefale at skimme rapporterne, hvis man er interesseret i Danmarks Økonomi. I forhold til spørgsmålet om overskud på offentlige finanser, kan jeg anbefale kapitel 2 i forårs rapporten fra 2024, eller det tilhørende baggrunds notat. Begge dele kan findes her:

https://dors.dk/vismandsrapporter/dansk-oekonomi-foraar-2024/kapitel-ii-konjunktur-offentlige-finanser

by Embarrassed_Lime4354

8 comments
  1. For at snakke om økonomiske misforståelser:

    Statskassen er ikke en virksomhed med overskud/underskud. Det giver ikke mening at snakke om overskud for en entitet, der kan trykke sine egne penge og ved magt fratage folk dem igen.

    Statskassen er heller ikke en nulsum. Det er ikke sådan at hvis staten bruger færre penge så har staten den. Hvis staten fyrer nogle folk for at nedsætte lønudgifter, nedsætter staten samtidig sine egne indtægter i form af skatter fra de samme lønninger, som ikke eksisterer mere, samtidig med at staten skal svare arbejdsløshedsunderstøttelse,

    I stedet har statskassen den primære funktion at kontrollere mængden af penge i samfundet ved enten at tilføje flere (trykke penge og bruge dem) eller at tage nogle ud (opkræve skatter). Derigennem sikres at folk føler de har penge nok til at bruge nogle så samfundet kører rundt og andre holdes i arbejde uden at folk føler de har for mange penge og vi får inflation.

  2. Enig.

    Der bliver jævnligt grint af finansministre der finder nogle milliarder et eller andet sted, når realiteten er at finansministeriet har opdateret deres bud på hvor stort overskuddet vil være i 2030 eller længere fremme. Det er ikke sjusk med bogføringen, det er hvad der sker når man styrer efter estimater om hvad der vil ske flere år frem i tiden.

  3. Helt og aldeles enig. Det samme gør sig gældende når lægmand og diverse journalister (også mange erhvervsjournalister) kloger sig på virksomheders regnskaber og konkludere, at overskuddet er x, så derfor tjener virksomheden mange penge.

    Meget af årsagen til, at folk gør dette bunder nok i, at en del (særligt her på Reddit) ikke ser økonomisk rettede uddannelser som værende en rigtig uddannelse som f.eks. STEM er det.

    Og så er økonomi noget der berør os alle, så derfor er der mange mandagstrænere der byder ind med deres holdning.

  4. Der er ikke noget der hedder offentligt financieret og politisk uafhængigt. Alt sålænge regeringen laver finansloven.

  5. Mit problem med økonomisk styring af politik i almindelighed og FMs magt i dansk politik i særdeleshed er, at der i embedsværket har udviklet sig en immunitet overfor ikke-umiddelbart-målbare effekter. Der er rigtig mange tiltag, som sikkert økonomisk ville give rigtig god mening, især fordi staten i højere grad end virksomheder har mulighed for at tænke “på den lange bane”, men som ikke bliver gennemført, fordi up-front prisen er tydelig, hvorimod gevinsten, som sandsynligvis er væsentlig større, er svær at kvantificere og måle.

    Vi ender derfor tit med at vælge de løsninger, som er nemmest at måle, snarere end de, der reelt giver det største overskud. Og økonomi-faget har desværre en tendens til at blive betragtet som en eksakt videnskab (se bare kritikken af Emma Holtens bog, som for de flestes vedkommende reelt missede pointen med bogen), selvom økonomi på statsniveau jo nødvendigvis indeholder et væsentligt niveau af informeret gætværk.

    Tag fx skolemad: Jeg er fuldstændig overbevist om, at det ville være en gedigen overskudsforretning på langt sigt at indføre sund, gratis skolemad på alle danske folkeskoler. Ville det være pissedyrt? Ja. Ville det tjene sig selv ind igen mangefoldigt i form af elever, som spiser bedre, er sundere, holder koncentrationen bedre, lærer mere og har et større fællesskab i skoleperiodens længste pause? Ja. Der er også undersøgelser, som peger i den retning fra bl.a. Sverige. Men der er ikke sort-hvide tal, som siger præcis hvor mange kroner og ører, vi tjener om 20 år på at servere sund skolemad i dag. Så i FMs regneark er det en udgift uden umiddelbar indtægt. Og så sker der ikke en skid.

  6. Det er nemt at have overskud på statens budget når skatteyderne bliver flået i skat.

  7. Så er det jo bare ærgerligt at regeringen jævnligt vælger at ignorere disse vismænd (vispersoner?).

    Men ligesom mange af os på reddit så ved de nok bedre.

  8. til dels enig…

    men man føler sig også lidt gjort nar af, når politikere står frem og siger at vi skal lige sløjfe en helligdag, ellers er der ikke råd til velfærd. Lidt senere finder man lige ekstra 30 mia i regnskabet, som man ikke havde forudset, og SÅ er det tid til skattelettelser.

    Der hvor jeg ikke er enig, er i at påstå (det gør du ikke her, men jeg hører det lidt for ofte) at kun stram finanspolitik er “ansvarlig” politik. Jeg er af den klare overbevisning at investering i velfærd og udvidelse af velfærden lige så vel kan ses som ansvarlig politik, til trods for det i det kortsigtede økonomiske regnskab blot ligner en udgift.

    Og der kan økonomer have en tendens til at ignorere de effekter/omkostninger der er mere komplicerede end bare penge/årsværk.

Leave a Reply