>I de otte år, jeg har været tilknyttet pædagoguddannelsen, har jeg mødt pædagogstuderende, der har været bandemedlemmer, svært psykisk syge, hjemløse, kriminelle, mennesker med tanker om selvskade og mennesker med tanker om at slå andre mennesker ihjel. For flere af dem er pædagoguddannelsen ikke et mål i sig selv, men en vej væk fra noget andet.
>Min pointe er ikke, at mennesker med ondt i livet eller psykiske udfordringer ikke kan blive dygtige pædagoger! Min pointe er derimod, at pædagoguddannelsen ikke bør være et sted, man ender, når det, man reelt har brug for, er hjælp.
>Realiteten er, at en del af de pædagogstuderende, jeg har mødt, er blevet placeret på uddannelsen. Flere som en del af uddannelseshjælp, og deres motivation for at gå på uddannelsen er blandt andet at få udbetalt kontanthjælp. Mange studerende er mere implicit blevet placeret på uddannelsen i kraft af et dybt misforstået, men enormt sejlivet narrativ om, at alle kan blive pædagog. Hvis du ikke kan andet, så kan du altid blive pædagog, hedder det.
>Jeg har også mødt mange pædagogstuderende, som har et brændende ønske om at gøre en forskel i verden, og som både har evnerne og resurserne til det. De har valgtpædagoguddannelsen til trodsfor, at de havde muligheden for at vælge noget andet. Så på den måde skriver de sig ind i det samme håbløse narrativ – de kan noget mere, men alligevel har de valgt at blive pædagoger.
>Med den nye epx-uddannelse styrker regeringen det håbløse narrativ om pædagoguddannelsen som en sidste og måske endda eneste mulighed for at få en uddannelse for dem, der har spillet fallit alle andre steder. En uddannelse, der ikke kræver det store. I regeringens udspil kræver det mindre at blive pædagog end at blive både lærer og sygeplejerske. Der er en forventning om, at det vil få flere til at vælge pædagoguddannelsen, og at det dermed vil bidrage til, at der kommer flere pædagoger. Men hvad er det egentlig for nogle pædagoger, regeringen gerne vil have?
1 comment
>[…]
>I de otte år, jeg har været tilknyttet pædagoguddannelsen, har jeg mødt pædagogstuderende, der har været bandemedlemmer, svært psykisk syge, hjemløse, kriminelle, mennesker med tanker om selvskade og mennesker med tanker om at slå andre mennesker ihjel. For flere af dem er pædagoguddannelsen ikke et mål i sig selv, men en vej væk fra noget andet.
>Min pointe er ikke, at mennesker med ondt i livet eller psykiske udfordringer ikke kan blive dygtige pædagoger! Min pointe er derimod, at pædagoguddannelsen ikke bør være et sted, man ender, når det, man reelt har brug for, er hjælp.
>Realiteten er, at en del af de pædagogstuderende, jeg har mødt, er blevet placeret på uddannelsen. Flere som en del af uddannelseshjælp, og deres motivation for at gå på uddannelsen er blandt andet at få udbetalt kontanthjælp. Mange studerende er mere implicit blevet placeret på uddannelsen i kraft af et dybt misforstået, men enormt sejlivet narrativ om, at alle kan blive pædagog. Hvis du ikke kan andet, så kan du altid blive pædagog, hedder det.
>Jeg har også mødt mange pædagogstuderende, som har et brændende ønske om at gøre en forskel i verden, og som både har evnerne og resurserne til det. De har valgtpædagoguddannelsen til trodsfor, at de havde muligheden for at vælge noget andet. Så på den måde skriver de sig ind i det samme håbløse narrativ – de kan noget mere, men alligevel har de valgt at blive pædagoger.
>Med den nye epx-uddannelse styrker regeringen det håbløse narrativ om pædagoguddannelsen som en sidste og måske endda eneste mulighed for at få en uddannelse for dem, der har spillet fallit alle andre steder. En uddannelse, der ikke kræver det store. I regeringens udspil kræver det mindre at blive pædagog end at blive både lærer og sygeplejerske. Der er en forventning om, at det vil få flere til at vælge pædagoguddannelsen, og at det dermed vil bidrage til, at der kommer flere pædagoger. Men hvad er det egentlig for nogle pædagoger, regeringen gerne vil have?
>[…]
Comments are closed.