Det bedste ved Enhedslisten er bla. at der sidder radiolyttere klar og skyder klager afsted til DR, hvis der bliver lavet “sjov” med dem og deres politik – eller hvis lytterne føler politikken bliver fejlagtigt udlagt.
Jeg hørte på et tidspunkt noget debat fra Kontrast med Bent Blüdnikow – hvor han kritiserede at medierne ikke gik kritisk nok til fx liste Ø. De sidste 14 dage viser jo meget godt hvorfor – altså hvad der ville ske hvis man begyndte at kratte lidt voldsommere i partiets fernis.
Dragsteds drøm om at blive minister er definitivt aflivet.
“Dragstednitterne,” hvis man kan kalde dem det, er faldet ved den fane de selv har rejst: et vulgært og snæversynet fokus på realpolitik, uden teoretiske overvejelser og principper lagt som grundlag for den politiske linje. At partidisciplinen i Ehl. så også halter, er ikke en god kombination med en stort set flydende politisk linje. Det bliver ret hurtigt nemt for Ehls. modstandere at angribe et parti, der står, så meget som de gør, med paraderne nede. Der er ingen tvivl om, at det realpolitiske projekt i høj grad er punkteret, endda på flere dæk, men det kan genoprettes, hvis partiet kan forstå at skabe et egentligt parti, hvor teori og praksis går hånd i hånd, og hvor man ikke modererer sig selv, for at fremstå regeringsparate. Der er en tørst på den danske venstrefløj, og der er en stadig bredere forståelse i samfundet for, at radikale politiske projekter—ikke radikale som i liste Bs udvandende borgerlige sentimentalitet—er nødvendige, hvis vi skal have en chance for at takle de enorme problemer verden står overfor. Men ikke hvis man forsøger sig med en fortsat højredrejning og liberalisering, ej heller hvis man fortsat sidder fast i firserne.
Dragstednitternes realpolitiske projekt, og Dragsteds bog _Nordisk Socialisme_ er på sin hvis et udtryk for et skred på den danske venstrefløj, et skred mod højre. Men det er også derfor, at jeg ikke er, uanset hvad Schjørring skriver i hans analyse, bekymret for Ehls. fremtid som parti; så længe der ikke er et gangbart alternativ til venstre for Ehl.—og det vil der ikke være, så længe at store dele af det ekstraparlamentariske venstre er fanget i en koldkrigsmentalitet—kan Ehl. fortsætte med at høste stemmerne fra de der, som undertegnede, allerede er at finde til venstre for Dragsted, Dyhr og Dybvad, samtidig med at partiet kan samle de venstrefløjsstemmer op, der ikke længere kan finde sig selv i Socialdemokratiet eller dennes eksterne kaffeklub, også kendt som SF.
Her er den relevante paragraf fra enhedslistens principprogram:
>Arbejderklassen og undertrykte i Danmark har mere til fælles med de samme grupper i Bangladesh, USA eller Sverige end med storaktionærerne i danske banker og koncerner. Derfor bekæmper vi den pression og de krigseventyr, der har til formål at styrke kapitalismens magt på kloden. Vi bekæmper militarismen og arbejder for dansk udmeldelse af NATO. Vi går ind for at det danske militær nedlægges og erstattes af en langt mindre organisation, der kan stå for eventuelle danske bidrag til fredsbevarende FN-indsatser.
Som venstreorienteret – og selvudnævnt ikke-idiot. Er jeg totalt splittet ift. hvad jeg skal stemme på.
Alle partier til højre for enhedslisten, er for højreorienterede for mig, jeg gider ikke deres neoliberale, nationalistiske, racistiske lort. SF er en joke, de gør bare det S siger. SF er slet ikke et selvstændigt parti i mine øjne. En stemme på SF er en stemme på S.
Høj skat, borgerløn, velfærd, fokus på miljø, masser af arveafgift, lighed – alt det dér er jeg med på.
Men jeg forstår simpelthen ikke hvorfor enhedslisten er imod EU/Nato. Som socialist, ser jeg foreningen af flere lande som noget positivt, jeg synes det er godt, når vi kan laves fælles regler og love for hele europa (måske endda verden), så alle behandles lige og godt.
Jeg forstår ikke hvorfor de nægter at se realiteterne i øjnene, ift. krigen i Ukraine. Ukraine er tydeligvis nødt til at kæmpe imod russerne. De kan ikke bare protestere og holde blomsterdansefest, mod russerne. Det er jo en utopi. Det samme er det, at vi ikke skal hjælpe dem, bl.a. vha. vores allierede (USA, Nato). Hvis ikke vi gør det er vi de næste i rækken – og nej vi kan ikke stoppe Putin ved at protestere og gå rundt med skilte… Der skal hårdt mod hårdt.
Hvem stemmer man så på, når man har den holdning…
måden folk bruger ordet “nationalstat” på forvirrer mig altid lidt. måske er ukraine ikke en nationalstat, forstået som et land bestående af en homogen etnisk gruppe, men det er fint nok at et land ikke er det. det er der intet problem i
Jeg ville gerne vide hvad Villadsen, Skipper mfl. *egentlig* mener om EU, hvis man nu vækkede dem midt om natten og bad om et ærligt svar. Det er selvfølgelig kontrafaktisk, nu hvor de er valgt til at forsvare Enhedslistens officielle politik, men min fornemmelse er nok, at den hårde EU-modstand mere er en historisk arv end noget de dybt og ærligt mener. Det er nemt at se det som en generationskonflikt, men jeg tror der er lidt om det (selvfølgelig med undtagelser) — på den ene side har man en generation, for hvem kampen mod EU var det der vakte dem politisk tilbage i 70’erne og 80’erne, og på den anden side en yngre venstrefløj, hvor EU mere er et grundvilkår, og dermed en kampplads man kan bruge til at påvirke politikken i hele Europa. I hvert fald så længe alternativet er en kaotisk udmeldelse ala Brexit. Den samme konflikt har nok været i SF; her har de EU-positive bare efterhånden vundet eftertrykkeligt. For Listen er det bare et stort problem — på den ene side vil man gerne holde fast i de EU-modstandere, der stadig findes på venstrefløjen, på den anden side tror jeg at ret mange nye potentielle vælgere (som f.eks. mig) har svært ved at se sig selv i et parti der vil ud af EU uden rigtig at præsentere et realistisk alternativ. Det bliver spændende hvor deres store EU-princip-diskussion ender henne.
6 comments
Sober analyse fra Altinget.
Det bedste ved Enhedslisten er bla. at der sidder radiolyttere klar og skyder klager afsted til DR, hvis der bliver lavet “sjov” med dem og deres politik – eller hvis lytterne føler politikken bliver fejlagtigt udlagt.
Jeg hørte på et tidspunkt noget debat fra Kontrast med Bent Blüdnikow – hvor han kritiserede at medierne ikke gik kritisk nok til fx liste Ø. De sidste 14 dage viser jo meget godt hvorfor – altså hvad der ville ske hvis man begyndte at kratte lidt voldsommere i partiets fernis.
Dragsteds drøm om at blive minister er definitivt aflivet.
“Dragstednitterne,” hvis man kan kalde dem det, er faldet ved den fane de selv har rejst: et vulgært og snæversynet fokus på realpolitik, uden teoretiske overvejelser og principper lagt som grundlag for den politiske linje. At partidisciplinen i Ehl. så også halter, er ikke en god kombination med en stort set flydende politisk linje. Det bliver ret hurtigt nemt for Ehls. modstandere at angribe et parti, der står, så meget som de gør, med paraderne nede. Der er ingen tvivl om, at det realpolitiske projekt i høj grad er punkteret, endda på flere dæk, men det kan genoprettes, hvis partiet kan forstå at skabe et egentligt parti, hvor teori og praksis går hånd i hånd, og hvor man ikke modererer sig selv, for at fremstå regeringsparate. Der er en tørst på den danske venstrefløj, og der er en stadig bredere forståelse i samfundet for, at radikale politiske projekter—ikke radikale som i liste Bs udvandende borgerlige sentimentalitet—er nødvendige, hvis vi skal have en chance for at takle de enorme problemer verden står overfor. Men ikke hvis man forsøger sig med en fortsat højredrejning og liberalisering, ej heller hvis man fortsat sidder fast i firserne.
Dragstednitternes realpolitiske projekt, og Dragsteds bog _Nordisk Socialisme_ er på sin hvis et udtryk for et skred på den danske venstrefløj, et skred mod højre. Men det er også derfor, at jeg ikke er, uanset hvad Schjørring skriver i hans analyse, bekymret for Ehls. fremtid som parti; så længe der ikke er et gangbart alternativ til venstre for Ehl.—og det vil der ikke være, så længe at store dele af det ekstraparlamentariske venstre er fanget i en koldkrigsmentalitet—kan Ehl. fortsætte med at høste stemmerne fra de der, som undertegnede, allerede er at finde til venstre for Dragsted, Dyhr og Dybvad, samtidig med at partiet kan samle de venstrefløjsstemmer op, der ikke længere kan finde sig selv i Socialdemokratiet eller dennes eksterne kaffeklub, også kendt som SF.
Her er den relevante paragraf fra enhedslistens principprogram:
>Arbejderklassen og undertrykte i Danmark har mere til fælles med de samme grupper i Bangladesh, USA eller Sverige end med storaktionærerne i danske banker og koncerner. Derfor bekæmper vi den pression og de krigseventyr, der har til formål at styrke kapitalismens magt på kloden. Vi bekæmper militarismen og arbejder for dansk udmeldelse af NATO. Vi går ind for at det danske militær nedlægges og erstattes af en langt mindre organisation, der kan stå for eventuelle danske bidrag til fredsbevarende FN-indsatser.
Som venstreorienteret – og selvudnævnt ikke-idiot. Er jeg totalt splittet ift. hvad jeg skal stemme på.
Alle partier til højre for enhedslisten, er for højreorienterede for mig, jeg gider ikke deres neoliberale, nationalistiske, racistiske lort. SF er en joke, de gør bare det S siger. SF er slet ikke et selvstændigt parti i mine øjne. En stemme på SF er en stemme på S.
Høj skat, borgerløn, velfærd, fokus på miljø, masser af arveafgift, lighed – alt det dér er jeg med på.
Men jeg forstår simpelthen ikke hvorfor enhedslisten er imod EU/Nato. Som socialist, ser jeg foreningen af flere lande som noget positivt, jeg synes det er godt, når vi kan laves fælles regler og love for hele europa (måske endda verden), så alle behandles lige og godt.
Jeg forstår ikke hvorfor de nægter at se realiteterne i øjnene, ift. krigen i Ukraine. Ukraine er tydeligvis nødt til at kæmpe imod russerne. De kan ikke bare protestere og holde blomsterdansefest, mod russerne. Det er jo en utopi. Det samme er det, at vi ikke skal hjælpe dem, bl.a. vha. vores allierede (USA, Nato). Hvis ikke vi gør det er vi de næste i rækken – og nej vi kan ikke stoppe Putin ved at protestere og gå rundt med skilte… Der skal hårdt mod hårdt.
Hvem stemmer man så på, når man har den holdning…
måden folk bruger ordet “nationalstat” på forvirrer mig altid lidt. måske er ukraine ikke en nationalstat, forstået som et land bestående af en homogen etnisk gruppe, men det er fint nok at et land ikke er det. det er der intet problem i
Jeg ville gerne vide hvad Villadsen, Skipper mfl. *egentlig* mener om EU, hvis man nu vækkede dem midt om natten og bad om et ærligt svar. Det er selvfølgelig kontrafaktisk, nu hvor de er valgt til at forsvare Enhedslistens officielle politik, men min fornemmelse er nok, at den hårde EU-modstand mere er en historisk arv end noget de dybt og ærligt mener. Det er nemt at se det som en generationskonflikt, men jeg tror der er lidt om det (selvfølgelig med undtagelser) — på den ene side har man en generation, for hvem kampen mod EU var det der vakte dem politisk tilbage i 70’erne og 80’erne, og på den anden side en yngre venstrefløj, hvor EU mere er et grundvilkår, og dermed en kampplads man kan bruge til at påvirke politikken i hele Europa. I hvert fald så længe alternativet er en kaotisk udmeldelse ala Brexit. Den samme konflikt har nok været i SF; her har de EU-positive bare efterhånden vundet eftertrykkeligt. For Listen er det bare et stort problem — på den ene side vil man gerne holde fast i de EU-modstandere, der stadig findes på venstrefløjen, på den anden side tror jeg at ret mange nye potentielle vælgere (som f.eks. mig) har svært ved at se sig selv i et parti der vil ud af EU uden rigtig at præsentere et realistisk alternativ. Det bliver spændende hvor deres store EU-princip-diskussion ender henne.