Jeg tror vi kommer på “universal grundindkomst” om 20 år, når AI har taget alle vores jobs.
Jeg er selv mega heldig og har et vildt fleksibelt kontorjob, så det ville aldrig give mening for mig at gå ned i tid. Men forstår fandeme godt, at dem der ikke har mulighed for hjemmearbejde eller fleksibilitet, ønsker sig færre timer på arbejdspladsen.
Udover den økonomiske ulighed i vores samfund, tror jeg faktisk vi i stigende grad vil se ulighed blive skabt, på baggrund af hvor fleksibelt et arbejdsliv man har.
Som en ung mand sidst i 20’erne, der langt om længe skal til at afslutte min universitetsuddannelse, og nu ser ud mod “voksenslivet”, så kan jeg kun tilslutte mig tendensen. Behold jeres chefstillinger og bonusser, min store drøm og ambition for mit arbejdsliv, er at arbejde 25-30 timer om ugen, og så bruge så meget tid som muligt på alt det andet der giver tilværelsen mening.
Har så meget respekt for folk der kan få to fuldtidsjobs til at fungere samtidig med at have børn.
Jeg er phd studerende, så er ultra fleksibel med min arbejdstid, og arbejder nok 30 timer om ugen (meget hjemme), mens min hustru er hjemmegående med vores mindste til han bliver 2 år.
Og JEG synes at selvom vi er i en ultrapriveligeret situation, så er det stadig presset at få al logistikken til at gå op hjemme hos os med 3 børn under 6 år.
Kan slet ikke forestille mig hvis begge forældre er på fuld tid og har små børn. Ser det hos nogle af mine venner, og det virker for de fleste virkelig presset, og uharmonisk for både forældre og børn.
Hvis vi skal have folk til at få flere børn, så skal vi gøre det økonomisk muligt at forældrene har råd til faktisk at se de børn de bringer i verden.
Jeg vil vove den påstand, at de 37 timer ikke er problemet, men manglende forståelse for værdien i asynkront arbejde for den individuelle medarbejder.
>- Velfærdsstaten kræver, at vi arbejder, hvis det skal hænge sammen, som det gør i dag. Ellers har vi ikke råd til at have det sundhedsvæsen eller den offentlige folkeskole og børnepasning, som vi kender, siger Nina Smith.
Hvad er det redditbrugerne foreslår vi ikke skal have, hvis en stor del af befolkningen vil til at arbejde 5-7 timer mindre om ugen?
Det er simpelthen ikke nok at sige, at vi bare skal hæve skatten for de rigeste, for det kan ikke betale for det hele. Jeg abonnerer ikke på synspunktet om at vi vil få mindre provenu, ved snart sagt enhver skattestigning eller afgfitsstigning men der er en eller grænse, for hvor høj skatten kan blive før provenuet makser ud.
Til folk der mener, vi kan have færre ydelser finansieret af det offentlige – hvorfor tror I at vi som befolkning kunne bruge færre penge på skoler og hospitaler, af at det blev egen/forsikringsfinansieret i stedet?
Det har aldrig været meningen at forældre skal arbejde røven ud af bukserne og kun have nogle få timer med deres børn hver dag, som det er tilfældet hvis begge arbejder 37 timer om ugen. Sådan lidt sat på spidsen, så gjorde ligestillingen og kvindefrigørelsen at familielivet kom lidt i ubalance, og det er det vi ser konsekvenserne af nu.
Vi kommer ikke udenom at vi skal give forældre mere fleksibilitet, og vi kommer ikke udenom at det for langt de fleste ikke er muligt at holde et fuldtidsarbejde imens deres børn er små. Jeg har voldsomt meget respekt for dem som kan det, men vi må være ærlige og erkende at det ikke er fordrende for at hæve vores fødselstal i landet. Vi skal støtte børnefamilierne i langt højere grad, om det så er nedsat tid med fuld løn i en årrække imens børnene er små, eller om det er længere barsel, og måske kombineret med flere omsorgsdage og sådan. Måske en blanding af det hele?
det er arbejdsgiverne glade for. Så kan der blive kamp om extra vagter, hvis en er syg. Er meget normalt i mange job.
Hvad gør vi med alle immigranter som gerne vil arbejde 60+ timer om ugen?
Skal de have lov til det og skal de belønnes for at gerne ville bidrage mere end os andre?
Hvis man så bare kunne komme til at arbejde deltid i de der år hvor de går i vuggestue og børnehave ( både ud fra et praktisk syn men også pædagogisk i forhold til fx relationen til de primære voksne)
Så skal jeg personligt nok arbejde fuldtid igen når skole/sfo starter hvor børnene kan meget mere selv.
3. Verdens krig starter ikke sig selv. I må blive ved samlebåndet lidt længere fordi Mette har planer for “råderummet”.
Borgerløn tak
I jobs uden mulighed for nogen fleksibilitet/hjemmearbejdsdage, fx mange velfærdsjobs osv, kan jeg sagtens se hvorfor man er nødt til at gå ned i tid for at få det til at hænge sammen. Især hvis begge forældre har jobs i fornævnte kategori
Chefen der hvor jeg er nu, ville vide PRÆCIST hvad jeg lavede hvis jeg arbejdede hjemme og jeg skulle skrive til ham en gang i timen. Virkelig belastende. Arbejder kun hjemme hvis der er noget ude fra der er skyld i det. Så det er sjældent.
I dag bliver jeg nærmest bedt om at arbejde hjemmefra, hvis der er noget der haster og skal laves ordentligt første gang i ro.
Mangler på arbejdskraft er vist kun et problem fordi politikerne ikke evner at prioritere mellem nice- og need-to-have opgaver, for have et fint fungerende samfund. De bliver ved og ved med at opfinde flere regler som kræver en øget mængde af administration både offentligt og hos det private. Antallet af offentligt ansatte er blevet fordoblet siden 70’erne, hvor det offentlige også inkluderede tusindvis af ansatte hos DSB og Posten og hvor man ikke havde computerhjælp til noget. Kunne det mon tænkes at samfundet i dag “spilder” en masse arbejdskraft på at løse opgaver som reelt ikke giver noget mærkbart løft af vores allesammens generelle glæde og tilfredshed med livet? Modsat klager folket vel netop over at det meste opleves at fungere dårligere end nogensinde? Forsvaret, Skat, sundhedsvæsnet, offentligt transport osv.
Når man alligevel ikke har råd til hus på en fuldtidsstilling så kan man jo ligeså godt gå ned i tid og være sammen med sine børn i stedet
Arbejderkampens største sværslag har i mange år handlet primært om kampen om tid. Der er alligevel kun 24 timer i en dag. Men i Danmark har det i mange år været etableret, at en “normal” arbejdsuge hedder 37 timer, og det er blevet udgangspunktet for, hvordan vores liv og samfund skrues sammen. Det er fedt at se hvordan vestlige arbejdere ikke længere lader sig spise af med lønstigninger og købekraft (der dog også presses,) men er begyndt at tage stilling til strukturelle spørgsmål om arbejdstid igen. Det er alligevel snart 100 år siden, at 8•8•8 kampen blev vundet, og siden da, er der kun sket små eller lokale nedskrivninger af arbejdstiden.
Næste skridt er kampen for 5 timers arbejde, 11 timers frihed og 8 timers søvn! Det ser bare ikke lige så godt ud, broderet på bannere: *5•11•8!*
jeg tror det der mange glemmer er også at den største andel af burojobs er blevet meget mere effektivt. folk klarer meget mere på kortere tid. derfor er der selvfølige også folk der er frustreret nå de ikke kan forlad arbejdet efter at have arbejdet konstruktivt i 6 timer. desuden er belastningen stiget med effektiviteten. der er mindre pauser imellem opgaver og en stor press i forhold til for 20 år siden.
Fun fact, den ugentligt arbejdsbyrde faldt med jævne mellemrum år for år, årti for årti.
Det stoppede brat i 1990 og har ikke rykket sig en meter siden. Alt imens er vores teknologiske fremdrift og produktivtet absolut eksploderet.
Havde det ikke været for en globaltomspændende pandemi havde vi ikke engang snakket om WFH i det omfang vi gør i dag. Desværre skal vi også kigge udenlandsk for at se andre gå forrest med koncepter som 4 dages arbejdsugen (og nej, ikke 37 timer presset ind på 4 dage).
Der var engang et progressivt land.
Vores arbejdskultur er et fjollet levn fra industrialiseringen og den protestantiske offer mentalitet.
Jeg har hele mit liv fået skæve blikke når jeg har svaret “så lidt som muligt” da jeg blev spurgt “hvad vil du gerne lave?”. Det er fjollet at vi går så meget op i vores evne til at generere penge til andre mennesker.
Jeg møder dem også tit, dem der har gjort det til hele deres identitet at de arbejder hele tiden og har en “mega høj arbejdsmoral”. Jamen tillykke, du er fremmed for din familie og din chef kender dig indgåede.
Jeg vil gerne ned og arbejde 25 timer. Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg alligevel kun arbejder 25 timer, hvis man tæller sammen hvor meget tid jeg bruger på at sidde og være træt, fordi arbejdsdagene er tidlige og lange. Mit problem er at jeg mister min lønsikring og går ned på en lav dagpengesats, så min families økonomi vil blive enormt udsat af den grund.
Jeg arbejder 3 gange om ugen, eller 24 timer, og har aldrig været mere fri.
Jeg er ret nysgerrig på, hvordan I planlægger det der med 25 timers arbejdsuge? Kan i leve af det, altså hvis i tænker at det er sådan jeres arbejdsliv skal være.
Work to live , never live to work … in the end, family and your own time matters the most
Som om folk ikke vil indse at velfærdsstaten (som er 2/3 overførseler) koster kassen at drive og den helt normale skatteyderne skal betale. Med den stærkt voksende ældrebyrde og små efterfølgende generationer bliver dette kun værre.
Pensionsreformerne tydeliggør dette på brutaleste vis; alle under 50 skal arbejde den 10 år længere og får over 1 million kroner mindre i pensionsoverførsel. OG ikke nok med det, så bindes private pensionsopsparinger og til folkepensionsalderen som er gående mod 70 (man kan ikke engang ligge lidt til side og gå når man er 60, 62, eller 65, som alle tidligere generationer).
De ulige pensionsreformer er kun startskuddet.
Mange børnefamilier er glade at de har mulighed for at arbejde hjemmefra 2-3 dage om ugen.
Lidt godt kom der trods alt ud af COVID-19 og restriktioner.. 😊
Mens man har små børn, kan det give god mening at arbejde forskudt af hinanden: børnene er mindre afhængige af institutioner og pasning ved sygdom, forældrene får hver deres alenetid med børnene, diverse pligter i hjemmet kan fordeles ud over døgnet og ugen, så det hele ikke skal mases ind samtidig med at man skal lave mad, putte osv.
Har to børn og er på 30 timer. Synes det er godt nok og kunne ikke se mig selv lægge flere timer.
28 comments
inb4 DI og regeringen;
danskere er dovne.
Jeg tror vi kommer på “universal grundindkomst” om 20 år, når AI har taget alle vores jobs.
Jeg er selv mega heldig og har et vildt fleksibelt kontorjob, så det ville aldrig give mening for mig at gå ned i tid. Men forstår fandeme godt, at dem der ikke har mulighed for hjemmearbejde eller fleksibilitet, ønsker sig færre timer på arbejdspladsen.
Udover den økonomiske ulighed i vores samfund, tror jeg faktisk vi i stigende grad vil se ulighed blive skabt, på baggrund af hvor fleksibelt et arbejdsliv man har.
Som en ung mand sidst i 20’erne, der langt om længe skal til at afslutte min universitetsuddannelse, og nu ser ud mod “voksenslivet”, så kan jeg kun tilslutte mig tendensen. Behold jeres chefstillinger og bonusser, min store drøm og ambition for mit arbejdsliv, er at arbejde 25-30 timer om ugen, og så bruge så meget tid som muligt på alt det andet der giver tilværelsen mening.
Har så meget respekt for folk der kan få to fuldtidsjobs til at fungere samtidig med at have børn.
Jeg er phd studerende, så er ultra fleksibel med min arbejdstid, og arbejder nok 30 timer om ugen (meget hjemme), mens min hustru er hjemmegående med vores mindste til han bliver 2 år.
Og JEG synes at selvom vi er i en ultrapriveligeret situation, så er det stadig presset at få al logistikken til at gå op hjemme hos os med 3 børn under 6 år.
Kan slet ikke forestille mig hvis begge forældre er på fuld tid og har små børn. Ser det hos nogle af mine venner, og det virker for de fleste virkelig presset, og uharmonisk for både forældre og børn.
Hvis vi skal have folk til at få flere børn, så skal vi gøre det økonomisk muligt at forældrene har råd til faktisk at se de børn de bringer i verden.
Jeg vil vove den påstand, at de 37 timer ikke er problemet, men manglende forståelse for værdien i asynkront arbejde for den individuelle medarbejder.
>- Velfærdsstaten kræver, at vi arbejder, hvis det skal hænge sammen, som det gør i dag. Ellers har vi ikke råd til at have det sundhedsvæsen eller den offentlige folkeskole og børnepasning, som vi kender, siger Nina Smith.
Hvad er det redditbrugerne foreslår vi ikke skal have, hvis en stor del af befolkningen vil til at arbejde 5-7 timer mindre om ugen?
Det er simpelthen ikke nok at sige, at vi bare skal hæve skatten for de rigeste, for det kan ikke betale for det hele. Jeg abonnerer ikke på synspunktet om at vi vil få mindre provenu, ved snart sagt enhver skattestigning eller afgfitsstigning men der er en eller grænse, for hvor høj skatten kan blive før provenuet makser ud.
Til folk der mener, vi kan have færre ydelser finansieret af det offentlige – hvorfor tror I at vi som befolkning kunne bruge færre penge på skoler og hospitaler, af at det blev egen/forsikringsfinansieret i stedet?
Det har aldrig været meningen at forældre skal arbejde røven ud af bukserne og kun have nogle få timer med deres børn hver dag, som det er tilfældet hvis begge arbejder 37 timer om ugen. Sådan lidt sat på spidsen, så gjorde ligestillingen og kvindefrigørelsen at familielivet kom lidt i ubalance, og det er det vi ser konsekvenserne af nu.
Vi kommer ikke udenom at vi skal give forældre mere fleksibilitet, og vi kommer ikke udenom at det for langt de fleste ikke er muligt at holde et fuldtidsarbejde imens deres børn er små. Jeg har voldsomt meget respekt for dem som kan det, men vi må være ærlige og erkende at det ikke er fordrende for at hæve vores fødselstal i landet. Vi skal støtte børnefamilierne i langt højere grad, om det så er nedsat tid med fuld løn i en årrække imens børnene er små, eller om det er længere barsel, og måske kombineret med flere omsorgsdage og sådan. Måske en blanding af det hele?
det er arbejdsgiverne glade for. Så kan der blive kamp om extra vagter, hvis en er syg. Er meget normalt i mange job.
Hvad gør vi med alle immigranter som gerne vil arbejde 60+ timer om ugen?
Skal de have lov til det og skal de belønnes for at gerne ville bidrage mere end os andre?
Hvis man så bare kunne komme til at arbejde deltid i de der år hvor de går i vuggestue og børnehave ( både ud fra et praktisk syn men også pædagogisk i forhold til fx relationen til de primære voksne)
Så skal jeg personligt nok arbejde fuldtid igen når skole/sfo starter hvor børnene kan meget mere selv.
3. Verdens krig starter ikke sig selv. I må blive ved samlebåndet lidt længere fordi Mette har planer for “råderummet”.
Borgerløn tak
I jobs uden mulighed for nogen fleksibilitet/hjemmearbejdsdage, fx mange velfærdsjobs osv, kan jeg sagtens se hvorfor man er nødt til at gå ned i tid for at få det til at hænge sammen. Især hvis begge forældre har jobs i fornævnte kategori
Chefen der hvor jeg er nu, ville vide PRÆCIST hvad jeg lavede hvis jeg arbejdede hjemme og jeg skulle skrive til ham en gang i timen. Virkelig belastende. Arbejder kun hjemme hvis der er noget ude fra der er skyld i det. Så det er sjældent.
I dag bliver jeg nærmest bedt om at arbejde hjemmefra, hvis der er noget der haster og skal laves ordentligt første gang i ro.
Mangler på arbejdskraft er vist kun et problem fordi politikerne ikke evner at prioritere mellem nice- og need-to-have opgaver, for have et fint fungerende samfund. De bliver ved og ved med at opfinde flere regler som kræver en øget mængde af administration både offentligt og hos det private. Antallet af offentligt ansatte er blevet fordoblet siden 70’erne, hvor det offentlige også inkluderede tusindvis af ansatte hos DSB og Posten og hvor man ikke havde computerhjælp til noget. Kunne det mon tænkes at samfundet i dag “spilder” en masse arbejdskraft på at løse opgaver som reelt ikke giver noget mærkbart løft af vores allesammens generelle glæde og tilfredshed med livet? Modsat klager folket vel netop over at det meste opleves at fungere dårligere end nogensinde? Forsvaret, Skat, sundhedsvæsnet, offentligt transport osv.
Når man alligevel ikke har råd til hus på en fuldtidsstilling så kan man jo ligeså godt gå ned i tid og være sammen med sine børn i stedet
Arbejderkampens største sværslag har i mange år handlet primært om kampen om tid. Der er alligevel kun 24 timer i en dag. Men i Danmark har det i mange år været etableret, at en “normal” arbejdsuge hedder 37 timer, og det er blevet udgangspunktet for, hvordan vores liv og samfund skrues sammen. Det er fedt at se hvordan vestlige arbejdere ikke længere lader sig spise af med lønstigninger og købekraft (der dog også presses,) men er begyndt at tage stilling til strukturelle spørgsmål om arbejdstid igen. Det er alligevel snart 100 år siden, at 8•8•8 kampen blev vundet, og siden da, er der kun sket små eller lokale nedskrivninger af arbejdstiden.
Næste skridt er kampen for 5 timers arbejde, 11 timers frihed og 8 timers søvn! Det ser bare ikke lige så godt ud, broderet på bannere: *5•11•8!*
jeg tror det der mange glemmer er også at den største andel af burojobs er blevet meget mere effektivt. folk klarer meget mere på kortere tid. derfor er der selvfølige også folk der er frustreret nå de ikke kan forlad arbejdet efter at have arbejdet konstruktivt i 6 timer. desuden er belastningen stiget med effektiviteten. der er mindre pauser imellem opgaver og en stor press i forhold til for 20 år siden.
Fun fact, den ugentligt arbejdsbyrde faldt med jævne mellemrum år for år, årti for årti.
Det stoppede brat i 1990 og har ikke rykket sig en meter siden. Alt imens er vores teknologiske fremdrift og produktivtet absolut eksploderet.
Havde det ikke været for en globaltomspændende pandemi havde vi ikke engang snakket om WFH i det omfang vi gør i dag. Desværre skal vi også kigge udenlandsk for at se andre gå forrest med koncepter som 4 dages arbejdsugen (og nej, ikke 37 timer presset ind på 4 dage).
Der var engang et progressivt land.
Vores arbejdskultur er et fjollet levn fra industrialiseringen og den protestantiske offer mentalitet.
Jeg har hele mit liv fået skæve blikke når jeg har svaret “så lidt som muligt” da jeg blev spurgt “hvad vil du gerne lave?”. Det er fjollet at vi går så meget op i vores evne til at generere penge til andre mennesker.
Jeg møder dem også tit, dem der har gjort det til hele deres identitet at de arbejder hele tiden og har en “mega høj arbejdsmoral”. Jamen tillykke, du er fremmed for din familie og din chef kender dig indgåede.
Jeg vil gerne ned og arbejde 25 timer. Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg alligevel kun arbejder 25 timer, hvis man tæller sammen hvor meget tid jeg bruger på at sidde og være træt, fordi arbejdsdagene er tidlige og lange. Mit problem er at jeg mister min lønsikring og går ned på en lav dagpengesats, så min families økonomi vil blive enormt udsat af den grund.
Jeg arbejder 3 gange om ugen, eller 24 timer, og har aldrig været mere fri.
Jeg er ret nysgerrig på, hvordan I planlægger det der med 25 timers arbejdsuge? Kan i leve af det, altså hvis i tænker at det er sådan jeres arbejdsliv skal være.
Work to live , never live to work … in the end, family and your own time matters the most
Som om folk ikke vil indse at velfærdsstaten (som er 2/3 overførseler) koster kassen at drive og den helt normale skatteyderne skal betale. Med den stærkt voksende ældrebyrde og små efterfølgende generationer bliver dette kun værre.
Pensionsreformerne tydeliggør dette på brutaleste vis; alle under 50 skal arbejde den 10 år længere og får over 1 million kroner mindre i pensionsoverførsel. OG ikke nok med det, så bindes private pensionsopsparinger og til folkepensionsalderen som er gående mod 70 (man kan ikke engang ligge lidt til side og gå når man er 60, 62, eller 65, som alle tidligere generationer).
De ulige pensionsreformer er kun startskuddet.
Mange børnefamilier er glade at de har mulighed for at arbejde hjemmefra 2-3 dage om ugen.
Lidt godt kom der trods alt ud af COVID-19 og restriktioner.. 😊
Mens man har små børn, kan det give god mening at arbejde forskudt af hinanden: børnene er mindre afhængige af institutioner og pasning ved sygdom, forældrene får hver deres alenetid med børnene, diverse pligter i hjemmet kan fordeles ud over døgnet og ugen, så det hele ikke skal mases ind samtidig med at man skal lave mad, putte osv.
Har to børn og er på 30 timer. Synes det er godt nok og kunne ikke se mig selv lægge flere timer.
Comments are closed.