Synes det er en virkelig fin og omfattende kronik fra Dea Seidenfaden.
Der er mange som i debatter har en tendens til at individualisere problemerne med unges psykiske sundhed eller fremstille det som om at det er selve generationen der er noget galt med (‘Unge nu til dags er også nogle snefnug/de skulle have vokset op under krigen/whatever’) men det er bare hverken en forklaring eller en løsning. Når problemer på denne her måde er så omfattende, kollektive og stigende, kan man ikke pege på ét individualiseret perspektiv og sige det bærer skylden. Og hvis vi kun løfter ét sted i systemet, og håber det vil gøre den store forskel med snævert fokus på den fysiske trivsel, på sociale medier, på mobning i udskolingen.. Så er det simpelthen ikke nok til at rykke ved en tiltagende tendens.
Netop derfor er det så vigtigt, som Seidenfaden skriver, at løfte i alle niveauer af systemet. Forbedrede barselshensyn og deltidsløsninger, så børn opnår bedre tilknytning. Forbedrede forhold i vuggestuer. En bedre model for inklusion i folkeskolen, som muligvis også kræver øgede kompetencer blandt lærerne. Stærkere opfordring til at få børn ud og være en del af fællesskaber. Alle sammen gode bud.
Og sikkert også mange tiltag, som hun ikke kommer ind på. Flere penge til forskning i terapi og medicin, så vores behandlingsmetoder bliver mere effektive. Større fokus på hjælp til forældre ramt af psykisk sygdom, så de ikke overleverer deres dårlige strategier og problemer til deres børn. Opgør med den stigende ensomhed blandt unge, som er stærkt kontribuerende til dårligt psykisk velvære. Flere ydernumre og flere penge til psykiatrien, så unge fra ressourcesvage hjem ikke skal vente i måneder eller år på at få ordentlig behandling. Og så videre og så videre.
“Men det er alt for dyrt og besværligt at rykke så meget. Så må man prioritere og tage lidt ad gangen” siger de kritiske stemmer. Og det oplagte svar er: Psykisk sygdom koster det danske samfund over 100 milliarder kroner om året – et beløb der får nærmest alle andre poster til at blegne. Enhver reform eller handling som rykker bare den mindste smule ved vores borgeres mentale trivsel vil tjene sig selv igen nærmest øjeblikkeligt. Og hvis vi ingenting gør, vil problemet kun forværres.
Det skal ikke være lystbetonet at leve.
Jeg tænker at mange ikke trives når de sidste par reformer mere er gearet imod at forme ungdommen på en billig måde som gør de kan løfte velfærden for de gamle, men også skal regne med at de aldrig selv for gode af velfærden de ældre fik. Alle de her reformer har jo handlet om at få pisket de unge igennem uddannelse osv. så de kan komme ud og tjene de ældre. Men med den stigende ulighed og hvordan flere og flere processer bliver fjernet fra demokratisk processor vi nyliberale nedskæringer og privatisering, så kan de fleste nok se hvor det ender, og i tilfældet gulvet skrider så er statens kasse tænkning kun blive værre.
Igen, så kan Mark Fishers _Kapitalistisk Realisme_ ikke anbefales nok. Heri taler Fisher om forholdet mellem psykisk sygdom—Han tabte desværre selv kampen mod depression—og vores samfund. Der er også hans kortere artikel _The Privatisation of Stress_.
Hvis man er interesseret i noget mere… tungt, end Fishers lille bog, så har Bifo lige udgivet en ny bog, _The Third Unconscious_, der, til dels, handler om pandemien og hvordan samfundet er blevet mere autistisk, med reference til Guattari og Deleuzes pointer om skizofreni.
Hun her helt ret i, at der skal ændringerne til allerede fra børnehaveniveau. Der skal nok være nogle fantastiske og ikke mindst rolige vuggestuer, børnehaver og skoler, men mange er altså et kaotisk støjhelvede uden lige, som ingen andre end lærere og pædagoger ville finde sig i at opholde sig i en hel dag. Det kan umuligt være sundt for nogens helbred.
Det bør være nemmere at passe sit barn selv, og så skal der enten være færre børn pr rum / klasse, eller også skal bemandingen op. Gerne begge dele.
Det værste miljø jeg nogensinde har haft en hverdag i var folkeskolen, har aldrig set så meget vold som da jeg gik i folkeskole, og det var i starten af 00’erne. bærer stadig en bitterhed i mig over den skod behandling jeg har fået at de voksne lærer der skulle have vist mig vejen, i stedet smed de partisansøm på den.
er også en af de heldige der blev godt psykisk syg i slutningen af teenage årene (adhd og ocd) og tænker helt klart at de skod forløb jeg har haft de første 15 år af mit liv er skyld i det. mine forældre har altid været helt fantastiske så det er ihvertfald ikke der bolden ligger.
Vi lever i et samfund hvor pengene har magt, men hvilket samfund er det som pengene har skabt???
>Alt i alt viser tallene, at vi har en mental sundhedskrise, som er lige så alvorlig som klimakrisen, og den burde få samme opmærksomhed. Vi er heldigvis og endelig begyndt at se hele samfundet; fra individets handlinger i eget hjem, til organisationer og samfundsstrukturer i klimakrisens linse. På alle niveauer, i alle sektorer, skal der tænkes klimatiltag og bæredygtighed ind.
Jeg troede sgu næsten artiklen ville komme ind på svaret men den brugte det bare til sammenligning…
Manglen på håb til en bedre fremtid skader flere og flere unge mentalt. Det var slemt i min folkeskoleklasse allerede i tidlig 00’erne hvor der stadig var et rimeligt håb om en 1,5 stigning. Der har nok ikke hjulpet at der har været 20 år med tommeltrilleri, grønvask og lunkne tiltag imellem nu og dengang.
Med fare for at gå imod folkestemningen…:
Er det hun foreslår ikke bare mere af det samme? OG mere af de sammen ting, som vi ikke havde dengang unge havde det bedre? Måske er tiden kommet til at tænke…helt anderledes?
Lad os huske Søren Pappa-Babba Pape Poulsens vise ord
>Men faktisk har SF foreslået, at det offentlige skal betale for en psykolog, hvis skoleelever har kærestesorger.
Der mener vi konservative, at man lige begynder med at gå hjem og tale med mor.
Eller far.
Som også har prøvet at få sit hjerte knust i det store spisefrikvarter.
For 20 år siden, dengang jeg tog uddannelse, kunne man leve på en SU. Et fuldtidsstudie var på 30 timer. Man kunne nærmest komme ind fra gaden og få en studieplads. Det var nemt at få en studiebolig tæt på sin uddannelse.
I dag kan du ikke leve af en SU, du bliver nød til at arbejde ved siden af. Et fuldtidsstudie er 37-40 timer. Der er karakterkrav på alle uddannelse og mange steder bliver de højere år for år. De fleste studieboliger har flere års ventetid.
Der er ingen på min alder som ville kunne holde til at arbejde 37 timer for en “SU løn” og slet ikke til 20 ekstra timer på minimum løn, men når de unge bliver udsat for det, og ender med at blive syge af det, så lades vi bare som om at det er de unges egen skyld. Det er bare fordi de er for meget på Facebook eller noget.
Hvad hvis det er omvendt? At vi ikke formår at forberede vores børn på livet og samfundet? Jeg ser flere og flere tegn på “over-beskyttelse”, og når tingene så ikke lige går som forventet, så bliver den følelsesmæssige respons fra barnet selvf. derefter. Ærligt talt, så ligner det her mere ansvars-fraskrivelse – “Det er samfundets skyld”
“Men danske børn og unge har rekord i skærmtid og når den passive skærmtid tager overhånd, øges risikoen for mistrivsel.”
Mon ikke den “always-online” livsstil kunne have en stor del med det at gøre, dvs. at man altid skal være perfekt, og at man bliver kan blive hængt ud til global afvaskelse ved den mindste fejl.
Min ungdom som var før der var noget der hed mobil, og digital kamera, var noget mere afslappet, men kunne blive hængt ud, men det var fordet meste glemt efter nogle dage eller uger. Sådan er det jo desværre længere.
[deleted]
Jeg er godt nok millinial men er vokset op med psykisk sygdom (depression, social angst, etc.). Jeg tror ikke at de her problemer bliver bedre før at vi får bug med det her kontrolsamfund.
Der er ingen plads til den enkelte og alle skal i kasser og ensrettes. Børn skal i institutioner, der er ikke råd til at far/mor kan blive hjemme. Institionen skal nok bidrage med kærlighed og omsorg. Vil du passe dit eget barn, er du måske en taber? Vi skal allesammen præstere, der er ikke plads til folk der bare vil leve stille og roligt. Vi er overvåget og alle kan finde ud af alt om alle. Vi er på sociale medier og presses socialt til at opnå det her highlight reel hvor vi bare har et pisse fedt liv. Store huse, nye biler, elbiler, de rigtige tallerkner, vi skal følge med.
Men ærlig talt tror jeg vi er for sent ude til at trække stikket, vi er for connected. Internettet kom og overtog det hele, alt blev meget mere effektivt og vi fik til opgave at prøve at følge med.
/Rant over
Et problem er jo hvor meget der er et samfundsproblem og hvad der er “dårlige vaner” i hjemmet. Der jo intet der stopper alle forældre fra ikke at have TV/Tablet/PC til rådighed for barnet allerede fra spæd, det jo et valg forældre tager. Og jeg tror ikke forældre arbejder mere nu end de gjorde for 10-20 år siden. Det jo også et valg hvis vi synes barnet skal gå til 5 aktiviteter om ugen eller gå i det rigtige tøj.
Jeg er så helt enig i at vores nuværende institutioner ikke er optimale, puha det er ikke altid et fedt sted at aflevere/hente sine børn, og jeg forestiller mig som artiklen siger at det er ligeså slemt i folkeskolen med det skide inklusion og større og større klasser! Fyrede vi nogle beurokrater og ansatte nogle lærer og pædagoger ja så kunne vi nok nå ret langt! Men lad os først lige bruge 500millioner på at undersøge det…
En ting jeg ved vil virke er aldersgrænser på mobil og tablet og computer. Men ved også det ville være umuligt at implementere og håndhæve.
Hvis problemerne er stigende, så må det dermed give mening at se på den måde børne- og ungdomsliv har ændret sig fra et tidspunkt hvor problemerne var lavere end de er i dag. Det burde give mening at se tilbage fremfor at finde på nyt hele tiden, særligt når det tilsyneladende er det seneste nye, der har øget disse problemer.
Hvis jeg kunne arbejde mindre end fra 06.00 til tidligst 17.00 hver ville jeg være glad
Man skal så lige huske på, at den mentale sundhedskrise er fælles for hele den vestlige verden, ikke kun Danmark. I stor grad er det et kulturelt problem, et præstationssamfund, tanken om at ingen er gode nok, hvis du ikke altid “forbedrer dig”. Oveni det, så skal unge hele tiden få at vide, at ligegodt hvor meget de præsterer, så er de stadig nogle lazy fucks som bare burde WORK HARDER. Det der sker er, at vi har skabt en generation som er obsessed med at sammenligne sig selv med andre, og ja, det er samfundets skyld. Os mennesker er ikke lavet til at præstere og blive bedømt konstant, men det er blevet integreret så meget kulturelt, at vi rent faktisk tror på vi er.
Man kan putte the blame på så mange ting – teknologi, politikere, uddannelsessystemet, økonomien. Men det er ikke kernen af problemet. Kernen af problemet er det som står bag udfoldelsen af disse ting, nemlig os som mennesker, og den måde vi ser på andre mennesker på, samt de forventninger vi vælger at sætte på hinanden. De forventninger som unge sætter til hinanden i dag er virkeligt brutale, og umulige at leve op til. Det er sådan en syg perfektionisme, og de er blevet fortalt af omverdenen, at det er den rigtige måde at se livet på.
Måske der det på tide, vi afskaffer psykologer og genindfører pædagoger. I ved, folk der er uddannet til at arbejde med fællesskaber, i stedet for enkeltpersoner. Nøglen til megen elendighed ligger i individualiseringen, som psykologer er mestre i at udnytte. I 70erne og 80erne var pædagogerne kongerne. De er i dag udskældt og henvist til lav løn og lav prestige. Men måske er det dem, og ikke psykologerne, vi skal have hjælp af.
Lad os se det fra den lyse side. Måske vi bliver et lidt mindre populært mål for velfærdsmigranter.
og hvis du ik selv har råd til at betale for det, så er det MINIMUM 3 måneders vente tid på psykiater eller psykolog
Men det må bare ikk koste penge….
Det er derfor jeg er bange for at læse videre. Jeg fik så meget stress allerede i gymnasiet. Jeg vil gerne læse videre, men tror ikke jeg kan klare presset.
26 comments
Uendelig vækst er altså lykken!
Synes det er en virkelig fin og omfattende kronik fra Dea Seidenfaden.
Der er mange som i debatter har en tendens til at individualisere problemerne med unges psykiske sundhed eller fremstille det som om at det er selve generationen der er noget galt med (‘Unge nu til dags er også nogle snefnug/de skulle have vokset op under krigen/whatever’) men det er bare hverken en forklaring eller en løsning. Når problemer på denne her måde er så omfattende, kollektive og stigende, kan man ikke pege på ét individualiseret perspektiv og sige det bærer skylden. Og hvis vi kun løfter ét sted i systemet, og håber det vil gøre den store forskel med snævert fokus på den fysiske trivsel, på sociale medier, på mobning i udskolingen.. Så er det simpelthen ikke nok til at rykke ved en tiltagende tendens.
Netop derfor er det så vigtigt, som Seidenfaden skriver, at løfte i alle niveauer af systemet. Forbedrede barselshensyn og deltidsløsninger, så børn opnår bedre tilknytning. Forbedrede forhold i vuggestuer. En bedre model for inklusion i folkeskolen, som muligvis også kræver øgede kompetencer blandt lærerne. Stærkere opfordring til at få børn ud og være en del af fællesskaber. Alle sammen gode bud.
Og sikkert også mange tiltag, som hun ikke kommer ind på. Flere penge til forskning i terapi og medicin, så vores behandlingsmetoder bliver mere effektive. Større fokus på hjælp til forældre ramt af psykisk sygdom, så de ikke overleverer deres dårlige strategier og problemer til deres børn. Opgør med den stigende ensomhed blandt unge, som er stærkt kontribuerende til dårligt psykisk velvære. Flere ydernumre og flere penge til psykiatrien, så unge fra ressourcesvage hjem ikke skal vente i måneder eller år på at få ordentlig behandling. Og så videre og så videre.
“Men det er alt for dyrt og besværligt at rykke så meget. Så må man prioritere og tage lidt ad gangen” siger de kritiske stemmer. Og det oplagte svar er: Psykisk sygdom koster det danske samfund over 100 milliarder kroner om året – et beløb der får nærmest alle andre poster til at blegne. Enhver reform eller handling som rykker bare den mindste smule ved vores borgeres mentale trivsel vil tjene sig selv igen nærmest øjeblikkeligt. Og hvis vi ingenting gør, vil problemet kun forværres.
Det skal ikke være lystbetonet at leve.
Jeg tænker at mange ikke trives når de sidste par reformer mere er gearet imod at forme ungdommen på en billig måde som gør de kan løfte velfærden for de gamle, men også skal regne med at de aldrig selv for gode af velfærden de ældre fik. Alle de her reformer har jo handlet om at få pisket de unge igennem uddannelse osv. så de kan komme ud og tjene de ældre. Men med den stigende ulighed og hvordan flere og flere processer bliver fjernet fra demokratisk processor vi nyliberale nedskæringer og privatisering, så kan de fleste nok se hvor det ender, og i tilfældet gulvet skrider så er statens kasse tænkning kun blive værre.
Igen, så kan Mark Fishers _Kapitalistisk Realisme_ ikke anbefales nok. Heri taler Fisher om forholdet mellem psykisk sygdom—Han tabte desværre selv kampen mod depression—og vores samfund. Der er også hans kortere artikel _The Privatisation of Stress_.
Hvis man er interesseret i noget mere… tungt, end Fishers lille bog, så har Bifo lige udgivet en ny bog, _The Third Unconscious_, der, til dels, handler om pandemien og hvordan samfundet er blevet mere autistisk, med reference til Guattari og Deleuzes pointer om skizofreni.
Hun her helt ret i, at der skal ændringerne til allerede fra børnehaveniveau. Der skal nok være nogle fantastiske og ikke mindst rolige vuggestuer, børnehaver og skoler, men mange er altså et kaotisk støjhelvede uden lige, som ingen andre end lærere og pædagoger ville finde sig i at opholde sig i en hel dag. Det kan umuligt være sundt for nogens helbred.
Det bør være nemmere at passe sit barn selv, og så skal der enten være færre børn pr rum / klasse, eller også skal bemandingen op. Gerne begge dele.
Det værste miljø jeg nogensinde har haft en hverdag i var folkeskolen, har aldrig set så meget vold som da jeg gik i folkeskole, og det var i starten af 00’erne. bærer stadig en bitterhed i mig over den skod behandling jeg har fået at de voksne lærer der skulle have vist mig vejen, i stedet smed de partisansøm på den.
er også en af de heldige der blev godt psykisk syg i slutningen af teenage årene (adhd og ocd) og tænker helt klart at de skod forløb jeg har haft de første 15 år af mit liv er skyld i det. mine forældre har altid været helt fantastiske så det er ihvertfald ikke der bolden ligger.
Vi lever i et samfund hvor pengene har magt, men hvilket samfund er det som pengene har skabt???
>Alt i alt viser tallene, at vi har en mental sundhedskrise, som er lige så alvorlig som klimakrisen, og den burde få samme opmærksomhed. Vi er heldigvis og endelig begyndt at se hele samfundet; fra individets handlinger i eget hjem, til organisationer og samfundsstrukturer i klimakrisens linse. På alle niveauer, i alle sektorer, skal der tænkes klimatiltag og bæredygtighed ind.
Jeg troede sgu næsten artiklen ville komme ind på svaret men den brugte det bare til sammenligning…
Manglen på håb til en bedre fremtid skader flere og flere unge mentalt. Det var slemt i min folkeskoleklasse allerede i tidlig 00’erne hvor der stadig var et rimeligt håb om en 1,5 stigning. Der har nok ikke hjulpet at der har været 20 år med tommeltrilleri, grønvask og lunkne tiltag imellem nu og dengang.
Med fare for at gå imod folkestemningen…:
Er det hun foreslår ikke bare mere af det samme? OG mere af de sammen ting, som vi ikke havde dengang unge havde det bedre? Måske er tiden kommet til at tænke…helt anderledes?
Lad os huske Søren Pappa-Babba Pape Poulsens vise ord
>Men faktisk har SF foreslået, at det offentlige skal betale for en psykolog, hvis skoleelever har kærestesorger.
Der mener vi konservative, at man lige begynder med at gå hjem og tale med mor.
Eller far.
Som også har prøvet at få sit hjerte knust i det store spisefrikvarter.
For 20 år siden, dengang jeg tog uddannelse, kunne man leve på en SU. Et fuldtidsstudie var på 30 timer. Man kunne nærmest komme ind fra gaden og få en studieplads. Det var nemt at få en studiebolig tæt på sin uddannelse.
I dag kan du ikke leve af en SU, du bliver nød til at arbejde ved siden af. Et fuldtidsstudie er 37-40 timer. Der er karakterkrav på alle uddannelse og mange steder bliver de højere år for år. De fleste studieboliger har flere års ventetid.
Der er ingen på min alder som ville kunne holde til at arbejde 37 timer for en “SU løn” og slet ikke til 20 ekstra timer på minimum løn, men når de unge bliver udsat for det, og ender med at blive syge af det, så lades vi bare som om at det er de unges egen skyld. Det er bare fordi de er for meget på Facebook eller noget.
Hvad hvis det er omvendt? At vi ikke formår at forberede vores børn på livet og samfundet? Jeg ser flere og flere tegn på “over-beskyttelse”, og når tingene så ikke lige går som forventet, så bliver den følelsesmæssige respons fra barnet selvf. derefter. Ærligt talt, så ligner det her mere ansvars-fraskrivelse – “Det er samfundets skyld”
“Men danske børn og unge har rekord i skærmtid og når den passive skærmtid tager overhånd, øges risikoen for mistrivsel.”
Mon ikke den “always-online” livsstil kunne have en stor del med det at gøre, dvs. at man altid skal være perfekt, og at man bliver kan blive hængt ud til global afvaskelse ved den mindste fejl.
Min ungdom som var før der var noget der hed mobil, og digital kamera, var noget mere afslappet, men kunne blive hængt ud, men det var fordet meste glemt efter nogle dage eller uger. Sådan er det jo desværre længere.
[deleted]
Jeg er godt nok millinial men er vokset op med psykisk sygdom (depression, social angst, etc.). Jeg tror ikke at de her problemer bliver bedre før at vi får bug med det her kontrolsamfund.
Der er ingen plads til den enkelte og alle skal i kasser og ensrettes. Børn skal i institutioner, der er ikke råd til at far/mor kan blive hjemme. Institionen skal nok bidrage med kærlighed og omsorg. Vil du passe dit eget barn, er du måske en taber? Vi skal allesammen præstere, der er ikke plads til folk der bare vil leve stille og roligt. Vi er overvåget og alle kan finde ud af alt om alle. Vi er på sociale medier og presses socialt til at opnå det her highlight reel hvor vi bare har et pisse fedt liv. Store huse, nye biler, elbiler, de rigtige tallerkner, vi skal følge med.
Men ærlig talt tror jeg vi er for sent ude til at trække stikket, vi er for connected. Internettet kom og overtog det hele, alt blev meget mere effektivt og vi fik til opgave at prøve at følge med.
/Rant over
Et problem er jo hvor meget der er et samfundsproblem og hvad der er “dårlige vaner” i hjemmet. Der jo intet der stopper alle forældre fra ikke at have TV/Tablet/PC til rådighed for barnet allerede fra spæd, det jo et valg forældre tager. Og jeg tror ikke forældre arbejder mere nu end de gjorde for 10-20 år siden. Det jo også et valg hvis vi synes barnet skal gå til 5 aktiviteter om ugen eller gå i det rigtige tøj.
Jeg er så helt enig i at vores nuværende institutioner ikke er optimale, puha det er ikke altid et fedt sted at aflevere/hente sine børn, og jeg forestiller mig som artiklen siger at det er ligeså slemt i folkeskolen med det skide inklusion og større og større klasser! Fyrede vi nogle beurokrater og ansatte nogle lærer og pædagoger ja så kunne vi nok nå ret langt! Men lad os først lige bruge 500millioner på at undersøge det…
En ting jeg ved vil virke er aldersgrænser på mobil og tablet og computer. Men ved også det ville være umuligt at implementere og håndhæve.
Hvis problemerne er stigende, så må det dermed give mening at se på den måde børne- og ungdomsliv har ændret sig fra et tidspunkt hvor problemerne var lavere end de er i dag. Det burde give mening at se tilbage fremfor at finde på nyt hele tiden, særligt når det tilsyneladende er det seneste nye, der har øget disse problemer.
Hvis jeg kunne arbejde mindre end fra 06.00 til tidligst 17.00 hver ville jeg være glad
Man skal så lige huske på, at den mentale sundhedskrise er fælles for hele den vestlige verden, ikke kun Danmark. I stor grad er det et kulturelt problem, et præstationssamfund, tanken om at ingen er gode nok, hvis du ikke altid “forbedrer dig”. Oveni det, så skal unge hele tiden få at vide, at ligegodt hvor meget de præsterer, så er de stadig nogle lazy fucks som bare burde WORK HARDER. Det der sker er, at vi har skabt en generation som er obsessed med at sammenligne sig selv med andre, og ja, det er samfundets skyld. Os mennesker er ikke lavet til at præstere og blive bedømt konstant, men det er blevet integreret så meget kulturelt, at vi rent faktisk tror på vi er.
Man kan putte the blame på så mange ting – teknologi, politikere, uddannelsessystemet, økonomien. Men det er ikke kernen af problemet. Kernen af problemet er det som står bag udfoldelsen af disse ting, nemlig os som mennesker, og den måde vi ser på andre mennesker på, samt de forventninger vi vælger at sætte på hinanden. De forventninger som unge sætter til hinanden i dag er virkeligt brutale, og umulige at leve op til. Det er sådan en syg perfektionisme, og de er blevet fortalt af omverdenen, at det er den rigtige måde at se livet på.
Måske der det på tide, vi afskaffer psykologer og genindfører pædagoger. I ved, folk der er uddannet til at arbejde med fællesskaber, i stedet for enkeltpersoner. Nøglen til megen elendighed ligger i individualiseringen, som psykologer er mestre i at udnytte. I 70erne og 80erne var pædagogerne kongerne. De er i dag udskældt og henvist til lav løn og lav prestige. Men måske er det dem, og ikke psykologerne, vi skal have hjælp af.
Lad os se det fra den lyse side. Måske vi bliver et lidt mindre populært mål for velfærdsmigranter.
og hvis du ik selv har råd til at betale for det, så er det MINIMUM 3 måneders vente tid på psykiater eller psykolog
Men det må bare ikk koste penge….
Det er derfor jeg er bange for at læse videre. Jeg fik så meget stress allerede i gymnasiet. Jeg vil gerne læse videre, men tror ikke jeg kan klare presset.