Jeg købte et gammelt forsamlingshus for at redde det fra nedrivning

Sidste år blev jeg skilt og stod pludselig i en situation, hvor jeg virkelig måtte overveje, om jeg overhovedet ville blive i Danmark. Efter syv år her har jeg stadig ikke fået statsborgerskab – og nu havde jeg heller ikke længere mit ægteskab. Det var et virkelig hårdt øjeblik, hvor jeg følte mig helt alene og ret fortabt. Men så gik det op for mig, at jeg faktisk har et godt netværk her – gode venner, et fællesskab og en karriere, jeg er glad for. Og jeg indså også, at det, der gør mig allermest lykkelig, er netop den danske kultur.

Da støvet havde lagt sig, besluttede jeg mig for – for første gang – at købe en ejendom og skabe noget, der var mit eget. Det var dog nemmere sagt end gjort, så jeg begyndte at undersøge, hvad jeg kunne købe uden om banken. Det var sådan, jeg stødte på Eskilstrup Forsamlingshus.

Jeg har arbejdet som arkitekt i næsten ti år nu – og også som bygningskonstruktør – og jeg kunne med det samme se, at stedet havde masser af potentiale, selvom det også var i virkelig dårlig stand. Noget af det oprindelige interiør og udsmykning fra 1930’erne var stadig intakt, men bygningen var fyldt med skrammel og gamle biler. Det værste var dog taget, der var asbesttag – og det virkede ikke som om, nogen rigtig tog det alvorligt. Så før jeg købte huset, hyrede jeg nogle mobile asbesteksperter, som kunne kortlægge materialerne og vurdere støveksponeringen – og give mig rådgivning til, hvordan jeg kunne gribe det an. Til sidst besluttede jeg, at nogen jo måtte tage ansvar og få styr på det – så hvorfor ikke mig?

Forsamlingshuset er et godt eksempel på det, vi inden for arkitektur kalder et “tredje rum”. Den slags rum er vigtige – både i byer og i små lokalsamfund – fordi det er dér, vi kan føle os hjemme sammen med andre. Jeg har længe haft en drøm om at arbejde mere udadvendt som samfundsarkitekt, for de fleste af mine tidligere projekter har været underlagt tavshedspligt i medicinalindustrien. Derfor blev jeg også helt rørt over, hvor åbent og venligt jeg er blevet taget imod i Eskilstrup – og hvor mange, der har tilbudt at hjælpe eller gerne vil følge med i projektet.

Så nu har jeg købt stedet med det formål at renovere det og omdanne det til et levende kulturhus sammen med lokalsamfundet. Jeg vil lytte til folks input og lade det afspejle sig i den funktionelle udformning – samtidig med at jeg bevarer de oprindelige arkitektoniske detaljer. Og så håber jeg at kunne bruge sundere materialer som hempcrete kalkmaling og lignende indvendigt.

Og ja det er Forsamlingshuset fra en afsnit af Jorden Kalder med Signe Wenneberg. Det fandt jeg ud af efter jeg købte huset.