>Et par uger efter mødet får jeg en mail fra min sagsbehandler. Hun orienterer mig om, at mit ønske ikke kan imødekommes, da der ikke er lægelig dokumentation for, at det er nødvendigt. Vedhæftet er psykiaterens udtalelse, som siger noget andet.
Havde en diskussion her inde med en sagsbehandler der var træt af at læger udfyldte “dårlige attester der ikke kunne bruges til noget”. Mit argument var, at man som læge til sidst bare giver op og udfylder attesterne med et eller andet, da de 4 første udførligt og detaljeret udførte attester, alligevel ikke bliver læst eller bare bliver ignoreret hvis ikke beskeden er “patienten er rask og kan arbejde fuld tid!”.
Sundhed og rehabilitering hører ikke til hos kommunerne, da alt for mange kommunerne simpelthen ikke magter af løfte den opgave!
jeg har opgivet at snakke med en psykiater i min udkants kommune her i jylland, mere end 4 måneders vente tid…
Jeg oplevede/oplever at udsagn fra læge og psykiatrien blev taget meget seriøst.
Man skal også huske, at det kun er skræk eksemplerne der kommer op i medierne. Alle os der har/har haft gode forløb, er der ingen nyhedsværdi i.
Dermed ikke sagt at der ikke er lortesager.
Syntes at det var relevant at dele herinde, har fulgt hendes forløb som hun har postet lidt omkring i Warhammer gruppen på Fjæsen, det var fandme hårdt at læse hendes opslag omkring hendes tid på psykiatriske afdeling.
Der er paywall så kan ikke læse artiklen, men ud fra overskriften så kan jeg kun give hende ret.
Jeg brugte 12 år i det kommunale system, endte med en førtidspension sidste år, selv om mit eget ønske de første mange år var en revalidering, eller flekstid men systemet kører bare en træt og er fyldt med mangle på respekt og tiltro til at folk kan komme igennem det.
Jeg kender flere der må give op og bare leve på kontanthjælp selv om de burde sendes gennem ressourceforløb, simpelthen fordi det rent psykisk er nemmere at overleve som glemt, end det er at tage kampen op med en sagsbehandler.
Lovgivningen er designet til netop dette.
Sylte syge menneskers sager, så længe som muligt
Jeg har givet op, og efter 5 år som sygemeldt, startet på en videregående uddannelse. Jeg sniger mig igennem med mange krumspring, og mit snit bliver lavt (da jeg kun har halv arbejdsevne og et studie er fuldtid), men psykisk har jeg det bedre, og er kun på vej op. Det var nedbrydende at være syg og under jobcenteret. Så jeg har ingen pensionsopsparing her i starten af 30erne, kan ikke arbejde ved siden af SUen pga stress, og vi spiser af opsparing hver måned, men jeg er fri og ved at uddanne mig til et deltidsjob på sigt. At have stress og depression og samarbejde med jobcenteret om en vej videre, det var ikke skide godt.
Ja det er jo nok bedre end at ende på gaden som så mange vil fortælle dig men min egen erfaring med systemet har også været helt til hest. De troede ikke på jeg havde epilepsi så de tog mine penge for ikke at møde op da jeg havde fået et anfald, min epilepsi kommer af stress så det hjalp ikke rigtig på sagen, jeg måtte havde min læge til at kontakte dem personligt. Den psykologiske evaluering af “depressive træk” blev også konstateret for ikke at være alvorlig nok til at have noget med noget at gøre “quit whining” basically. Så jaaaah…
De endte med bare at smide mig på HF efter et år da jeg ikke vidste hvad jeg ville men jeg havde droppet ud fra HF en gang før men nu var jeg jo uddannelse parat. Har prøvet lidt forskelligt uddannelse men hold kæft jeg hader HF nogle gange men jeg kan ikke få nogle penge hvis jeg skifter og jeg kan ikke komme tilbage på kontanthjælp til at finde ud af hvad jeg vil så efter det her håber jeg bare på at finde et job af en art når jeg er færdig.
9 comments
Pay wall.
>Et par uger efter mødet får jeg en mail fra min sagsbehandler. Hun orienterer mig om, at mit ønske ikke kan imødekommes, da der ikke er lægelig dokumentation for, at det er nødvendigt. Vedhæftet er psykiaterens udtalelse, som siger noget andet.
Havde en diskussion her inde med en sagsbehandler der var træt af at læger udfyldte “dårlige attester der ikke kunne bruges til noget”. Mit argument var, at man som læge til sidst bare giver op og udfylder attesterne med et eller andet, da de 4 første udførligt og detaljeret udførte attester, alligevel ikke bliver læst eller bare bliver ignoreret hvis ikke beskeden er “patienten er rask og kan arbejde fuld tid!”.
Sundhed og rehabilitering hører ikke til hos kommunerne, da alt for mange kommunerne simpelthen ikke magter af løfte den opgave!
jeg har opgivet at snakke med en psykiater i min udkants kommune her i jylland, mere end 4 måneders vente tid…
Jeg oplevede/oplever at udsagn fra læge og psykiatrien blev taget meget seriøst.
Man skal også huske, at det kun er skræk eksemplerne der kommer op i medierne. Alle os der har/har haft gode forløb, er der ingen nyhedsværdi i.
Dermed ikke sagt at der ikke er lortesager.
Syntes at det var relevant at dele herinde, har fulgt hendes forløb som hun har postet lidt omkring i Warhammer gruppen på Fjæsen, det var fandme hårdt at læse hendes opslag omkring hendes tid på psykiatriske afdeling.
Der er paywall så kan ikke læse artiklen, men ud fra overskriften så kan jeg kun give hende ret.
Jeg brugte 12 år i det kommunale system, endte med en førtidspension sidste år, selv om mit eget ønske de første mange år var en revalidering, eller flekstid men systemet kører bare en træt og er fyldt med mangle på respekt og tiltro til at folk kan komme igennem det.
Jeg kender flere der må give op og bare leve på kontanthjælp selv om de burde sendes gennem ressourceforløb, simpelthen fordi det rent psykisk er nemmere at overleve som glemt, end det er at tage kampen op med en sagsbehandler.
Lovgivningen er designet til netop dette.
Sylte syge menneskers sager, så længe som muligt
Jeg har givet op, og efter 5 år som sygemeldt, startet på en videregående uddannelse. Jeg sniger mig igennem med mange krumspring, og mit snit bliver lavt (da jeg kun har halv arbejdsevne og et studie er fuldtid), men psykisk har jeg det bedre, og er kun på vej op. Det var nedbrydende at være syg og under jobcenteret. Så jeg har ingen pensionsopsparing her i starten af 30erne, kan ikke arbejde ved siden af SUen pga stress, og vi spiser af opsparing hver måned, men jeg er fri og ved at uddanne mig til et deltidsjob på sigt. At have stress og depression og samarbejde med jobcenteret om en vej videre, det var ikke skide godt.
Ja det er jo nok bedre end at ende på gaden som så mange vil fortælle dig men min egen erfaring med systemet har også været helt til hest. De troede ikke på jeg havde epilepsi så de tog mine penge for ikke at møde op da jeg havde fået et anfald, min epilepsi kommer af stress så det hjalp ikke rigtig på sagen, jeg måtte havde min læge til at kontakte dem personligt. Den psykologiske evaluering af “depressive træk” blev også konstateret for ikke at være alvorlig nok til at have noget med noget at gøre “quit whining” basically. Så jaaaah…
De endte med bare at smide mig på HF efter et år da jeg ikke vidste hvad jeg ville men jeg havde droppet ud fra HF en gang før men nu var jeg jo uddannelse parat. Har prøvet lidt forskelligt uddannelse men hold kæft jeg hader HF nogle gange men jeg kan ikke få nogle penge hvis jeg skifter og jeg kan ikke komme tilbage på kontanthjælp til at finde ud af hvad jeg vil så efter det her håber jeg bare på at finde et job af en art når jeg er færdig.