Preben Wilhelm om samarbejdspolitikken og modstandskampen. Fra Politiken, som i dagens anledning har interviewet en række kendte danskere med fokus på besættelsestiden.

by Cosmos1985

8 comments

  2. Jeg ELSKER Preben Wilhjelm. En af de absolut mest intelligente og ordentlige politikere, vi har haft. Kæmpe helt.

  4. Preben Wilhjelm sagde de bedst: “Det er ikke Dansk Folkeparti der er blevet stuerene, det er stuen der er møgbeskidt

  5. Det er enormt interessant, hvad rolle samarbejdspolitikken fylder i den danske forståelse af anden verdenskrig. På den ene side var det ansvarlighed og den rigtige beslutning i lyset af den enorme overmagt tyskerne repræsenterede, men samtidigt ser vi også ind i en historieforståelse, der vil placere Danmark blandt de Vestallierede, på samme måde som andre tysk-besatte lande. Men de to ting kan naturligvis ikke forenes.

    Man kan ikke på samme tid have en stat, der aktivt samarbejder med den tyske besættelsesmagt, helt op til kapitulationen (efter 1943 fortsatte stort set hele det civile statsapparat med at aktivt samarbejde med den tyske besættelsesmagt,) og *samtidigt* være et Vestallieret land. Den danske modstandsbevægelse—der bør hyldes for deres antifascistiske kamp—var, en af de mindste i Europa, også landets størrelse i betragtning. Modsat eksempelvis den norske, belgiske eller hollandske regering, valgte man fra den danske stats side, at samarbejde aktivt med nazisterne, i håbet om at holde på hårene.

    Og det kan vi så diskutere, hvorvidt var den rigtige beslutning eller ej. Jeg har tidligere givet udtryk for mine holdninger. Men man kan ikke både holde på fortællingen om “den rigtige beslutning,” og idéen om Danmark som en allieret magt. Tvært imod.

    Hvilke paralleller kan vi drage til i dag? Ville vi igen mene, i tilfældet af en besættelse—der er langt fra at være en reel trussel, der er ingen reelle trusler mod dansk territorium—at samarbejde med, eksempelvis Ruslands regime, var den rigtige beslutning? Hvor hurtigt ville et sådant budskab, fra VS’eren Wilhjelms arvtagere i Enhedslisten, ikke spinnes til naiv Putin-tro defeatisme?

  6. 300,000 amerikanere ligger begravet på europæisk jord. De døde på et fjernt kontinent, mange tusinde kilometer hjemmefra, for at bekæmpe nazismen OG redde Europa fra Sovietunionens kommunisme. De krydsede Atlanterhavet for at befri Europa fra tyranniet. I mellemtiden gad en nation som Danmark ikke engang at kæmpe for sin egen frihed. 4 timer og 21 døde soldater var alt hvad vi havde, og så overgav vi os. Vi har altid haft attituden at vi alligevel er for små, og at andre lande, andre befolkninger ligeså godt kan dø for os og klare de beskidte arbejde. Alle de friheder vi har i dag skyldes modige de modige allierede befolkninger, herunder Sovietunionen, England, Frankring, og USA. Det skyldes i hvertfald ikke nogen danskere!

    I Grækenland kæmpede helt almindelige borgere mod den nazistiske besættelse, de gik heltemodigt til angreb mod tyske soldater med høtyve og bankede dem ihjel med hammere. Grækerne vidste godt at de kæmpede mod en uovervindelig overmagt, men de nægtede at overgive sig uden en kamp. Hvordan kan man som dansker ikke læse om den græske modstandsbevægelse, deres enorme antal og enorme mod, uden at få tåre i øjnene. Den græske modstandsbevægelse slog 41000 soldater fra besættelsesmagterne ihjel, vi slog til sammenligning omkring 500 styks ihjel. De led ufattelige tab, men deres mod og ære vil vare til evig tid. Præcis ligesom danskernes fejhed vil runge igennem historiebøgerne til evig tid.

  7. Tjoh.

    Jeg er glad for det ikke var mig der stod i den situation som regering dengang.

    Helt anekdotisk så er min holdning til samarbejdspolitikken formet af, at have rejst steder bl.a. i Australien og set gravsteder for unge mænd der ikke havde en skid at gøre med alt det der foregik i Europa at gøre, men som kom over og kæmpede alligevel.

    Noget der især gjorde indtryk, var da jeg besøgte en lillebitte flække ved navn Niangala i Australien og gik en tur på deres kirkegård. Sten efter sten sat for unge mænd der ikke havde en skid at gøre med Europa, der kom hele vejen herover og kæmpede vores kamp. Byen havde måske 300 indbyggere, men det var i hvert fald mere end 20 unge mennesker der blev 17-30 år der ‘lå’ der. Gætter på at at størstedelen af dem aldrig havde været udenfor det herred de boede i, før de blev sendt herop.

    Og det var bare den ene, lillebitte, søvnige guldgraverby.

    Et besøg ved mindestedet for amerikanere ved Omaha giver samme oplevelse, bare i større skala.

    Det er fandme svært for mig at opretholde den der “men vi gjorde det rigtige ved at samarbejde”, relativistiske lejlighedsholdning til samarbejdspolitikken, efter at have haft de oplevelser.

    Men det er jo bare mig.

  8. Når sagt af en mand, der som folketingsmedlem gik ind for, at man skulle have dødslister over kapitalister, der skulle myrdes efter proletariatets diktatur var indført, har jeg meget svært ved at se ham nogensinde stå på den rigtige side af historien.

Comments are closed.