>Mit kandidatspeciale blev omskrevet til en forskningsartikel af min vejleder og blev publiceret i et tidsskrift. Han lovede mig, at jeg ville blive inkluderet i forfatterlisten. Men da artiklen kom ud, opdagede jeg, at jeg kun var nævnt i takkelisten til sidst
Er det her ikke tyveri eller dokumentfalskneri?
Herligt, at nogle kæmper imod det.
Jeg læser regelmæssigt på stackoverflow, og klikker ofte i højre side, hvor der er tråde fra andre stackexchange sites, såsom scifi eller academia.stackexchange.com.
Og hold da op, hvor er der meget trist læsning om den slags og hvor ringe academia står til.
Også store udfordrende for studerende her. Har i forbindelse med min Bachelor indgået i et allerede eksisterende externt samarbejde, men arbejdet med et nyt problem, som min gruppe fandt en god løsning på, og fik leveret et godt resultat. Efterfølgende blev jeg ansat som studentermedhjælper af vejleder i en måned for at videreføre arbejdet, da vi manglede at samle et større mere generelt datasæt, for at sikre vores konklusion. Herfra har vejleder skrevet artikel over det, hvor mig og en anden som blev ansat bliver medforfattere, men resten af gruppen ikke gør.
Jeg havde aldrig haft muligheden for projektet, ansættelsen, og sandsynligvis heller ikke artikelen, foruden min vejleder og hans allerede eksisterende samarbejde. Men på den anden side, så får vejleder også meget credit ud af lidt arbejde. Er det perfekt? Nej, men det har i min sammenhæng fungeret godt.
Det er dog tydeligt for mig, hvordan denne proces som er meget tillids- og forventnings baseret, nemt kan blive enten misforstået eller misbrugt, uanset om man er studerende, eller Phd studerende.
For hvem skal have credit? Den der udfører arbejdet, den der skaber muligheden, eller en helt tredje? – Særligt svært når den der laver arbejdet der ligger til grund for en artikel ikke selv kan udgive det.
“Hvad ved folk der har levet længere end mig om noget som helst?” /s
Seriøst: Det er fandme ikke cool, gamle folk!
Academia er simpelthen bare noget, man skal ud af.
Post-PhD, så cash dine chips og få et job, hvor du måske føler dig til grin ind imellem, men sandelig ikke så meget som i academia, og du griner hele vejen til banken.
Det er the epitome af pseudo-arbejde hvordan man kan bygge en karriere på case-control studier og auto-etnografisk junk. Og blive frosset ud, hvis man påpeger plagiat eller at ens arbejde bliver stjålet. Jeg har altid undret mig over, at man ansætter folk til professorstillinger med personaleansvar, som har så uendelig lidt ledelseserfaring at det gør ondt.
Mange vejledere har desværre den opfattelse at PhD-studerende er til for at opfylde vejlederens kvota for artikler der skal skrives hvert år.
Det betyder intet at vejlederen ikke har bidraget med andet end generel vejledning og ikke skrevet et eneste ord, de skal altid lige være medforfatter. Så kan de med minimal indsats opfylde universitetets krav til dem om at publicere.
6 comments
>Mit kandidatspeciale blev omskrevet til en forskningsartikel af min vejleder og blev publiceret i et tidsskrift. Han lovede mig, at jeg ville blive inkluderet i forfatterlisten. Men da artiklen kom ud, opdagede jeg, at jeg kun var nævnt i takkelisten til sidst
Er det her ikke tyveri eller dokumentfalskneri?
Herligt, at nogle kæmper imod det.
Jeg læser regelmæssigt på stackoverflow, og klikker ofte i højre side, hvor der er tråde fra andre stackexchange sites, såsom scifi eller academia.stackexchange.com.
Og hold da op, hvor er der meget trist læsning om den slags og hvor ringe academia står til.
Også store udfordrende for studerende her. Har i forbindelse med min Bachelor indgået i et allerede eksisterende externt samarbejde, men arbejdet med et nyt problem, som min gruppe fandt en god løsning på, og fik leveret et godt resultat. Efterfølgende blev jeg ansat som studentermedhjælper af vejleder i en måned for at videreføre arbejdet, da vi manglede at samle et større mere generelt datasæt, for at sikre vores konklusion. Herfra har vejleder skrevet artikel over det, hvor mig og en anden som blev ansat bliver medforfattere, men resten af gruppen ikke gør.
Jeg havde aldrig haft muligheden for projektet, ansættelsen, og sandsynligvis heller ikke artikelen, foruden min vejleder og hans allerede eksisterende samarbejde. Men på den anden side, så får vejleder også meget credit ud af lidt arbejde. Er det perfekt? Nej, men det har i min sammenhæng fungeret godt.
Det er dog tydeligt for mig, hvordan denne proces som er meget tillids- og forventnings baseret, nemt kan blive enten misforstået eller misbrugt, uanset om man er studerende, eller Phd studerende.
For hvem skal have credit? Den der udfører arbejdet, den der skaber muligheden, eller en helt tredje? – Særligt svært når den der laver arbejdet der ligger til grund for en artikel ikke selv kan udgive det.
“Hvad ved folk der har levet længere end mig om noget som helst?” /s
Seriøst: Det er fandme ikke cool, gamle folk!
Academia er simpelthen bare noget, man skal ud af.
Post-PhD, så cash dine chips og få et job, hvor du måske føler dig til grin ind imellem, men sandelig ikke så meget som i academia, og du griner hele vejen til banken.
Det er the epitome af pseudo-arbejde hvordan man kan bygge en karriere på case-control studier og auto-etnografisk junk. Og blive frosset ud, hvis man påpeger plagiat eller at ens arbejde bliver stjålet. Jeg har altid undret mig over, at man ansætter folk til professorstillinger med personaleansvar, som har så uendelig lidt ledelseserfaring at det gør ondt.
Mange vejledere har desværre den opfattelse at PhD-studerende er til for at opfylde vejlederens kvota for artikler der skal skrives hvert år.
Det betyder intet at vejlederen ikke har bidraget med andet end generel vejledning og ikke skrevet et eneste ord, de skal altid lige være medforfatter. Så kan de med minimal indsats opfylde universitetets krav til dem om at publicere.