Brinkmann kunne overveje at skifte sin plads ud i det etiske råd med en person med ADHD. Således kunne samfundet lære meget.
Det er noget pjat
Min datter har adhd. 6 år gammel. Hun er helt fucked. Hendes liv er så svært for både hende og hendes familie. Hele vores liv er planlagt og tilrettelagt efter hende og kommer formentlig til at være det i mange, mange år.
At sige adhd ikke skal sygeliggøres, eller at det kun er et problem med kontekst og rammer er at negligere de udfordringer hun og hendes forældre kæmper med fra morgen til aften året rundt.
Jeg kunne ligeså vel have et handicappet barn, for i praksis er det hvad det kommer til udtryk som hos hende: et massivt handicap der begrænser hendes og hendes families liv i meget høj grad.
Jeg ved godt det ikke er sådan for alle, men for nogen er det.
Jeg har en kollega der har fået tildelt en af de personlige assistenter, han er lynende skarp men utroligt rodet og dårlig til at holde styr på sin kalender osv. Man kan virkeligt mærke at det har hjulpet ham til at fokusere på hvad han faktisk er god til i stedet for at stresse over emails
>Den gode nyhed er, at et samfund, der er mere “ADHD-venligt”, med stor sikkerhed vil være bedre for os alle.
Det er lidt sådan jeg ser det med alt det her inklussionshalløj, og især i folkeskolen. Jeg synes ikke nødvendigvis at der skal flere børn med diagnoser ind i den danske folkeskole, og jeg er stor tilhænger af en stærk specialskole, men mange af de redskaber der bliver brugt i specialklasserne er noget der også sagtens kan bruges i de almindelige klasser.
Det er ikke så tit jeg er enig med Svennedrengen her, men jeg synes det er en god artikel.
Prøv at kig på hvad danskerne i kæften og du vil finde ud af hvorfor DIAGNOSE DANMARK er opstået!!!!
> Det nuværende samfund stiller større krav end nogensinde til individualitet, selvforvaltning og koordinering af mange komplekse opgaver i bestemte afgrænsede tidsintervaller. […]
> Desværre har vi mange forkerte rammer i det moderne samfunds skoler og arbejdspladser. Vi kræver, at alle selv skal kunne alt det, der tidligere var fordelt på flere hænder i familier og grupper.
> Hvis vi ønsker at vende udviklingen, skal vi derfor skabe flere samarbejdende fællesskaber, mere overskuelighed, mere tryghed, større accept af menneskers forskellige evner og egenskaber, flere rutiner og traditioner at falde tilbage i.
> Mange med ADHD trives for eksempel godt i forsvaret (og får først diagnosen, når de efterfølgende skal leve i det civile liv), og vi skal selvfølgelig ikke lave samfundet om til en kaserne, men vi bør overveje grundigt, om det er hensigtsmæssigt at fortsætte med at sygeliggøre så mange mennesker.
> Den gode nyhed er, at et samfund, der er mere “ADHD-venligt”, med stor sikkerhed vil være bedre for os alle
Jeg synes der er noget lidt selvmodsigende i Svend Brinkmanns afvisning af en karikeret socialkonstruktivisme tidligt i hans skriv her, og så hans meget socialkonstruktivistiske tilgang til emnet til sidst: at samfundet er med til at producere omstændighederne for psykisk sygdom. Jeg ved godt *hvorfor* Brinkmann lægger så udtalt afstand til socialkonstruktivisme, men det er bare en mærkelig ting at gøre, hvis man ikke følger igennem med det.
Det sagt, så er den lille psykoanalytiker jeg har inde i maven meget tilfreds med Brinkmanns pointe her. Ikke at det ligefrem er et nybrud, det er noget Freud-læsende typer har sagt i små 100 år nu. Brinkmann er millimeter fra at “genopdage” den kritiske psykoanalyse fra midten af sidste århundrede. Om han bare lader som om det er nye teorier (og ikke bare nye begreber,) han præsenterer os for, eller om ham i virkeligheden er ubevidst om psykoanalysens vilde verden, ved jeg ikke. Samfundspsykologien længe leve! At vores omstændigheder, vores *lieber Spätkapitalismus*, er med til at fremdrive og skabe de ting, vi diagnosticerer som psykisk sygdom, kunne man også spørge Brinkmann, om han nogensinde har læst Foucault? Eller er Brinkmann blot en bedrager der foregiver akademisk uvidenhed, påtager sig en fordummende folkelig forudsætning, i sine skriv, for at nå et bredere publikum? For så taler han da først virkelig ned til det brede Danmark, hvad jeg mener han ofte har for vane.
Jeg er enig med Brinkmann i, at vi bør se på vores samfundsindretning, at vi bør se på arbejdsdeling, individualismeideologier, fællesskabers fornyelse, opgør med anarkiet i produktion og distributionen, osv. osv. Brinkmann er igen millimeter fra at lyde som en marxist. Men hans eksempel med kasernen er bekymrende. At han ser til rigiditet og autoritet, som en del af løsningen, i stedet for at se til frie foreninger og autonomi. Der forlader Brinkmann den sti der kunne føre ham ud på en progressiv rejse, og falder tilbage ind, i det han selv kalder et sygeliggørende samfunds instrumentaliseringer og relationer. Han kan tilsyneladende ikke forestille sig en verden udover den, han så velvilligt kritiserer. En børnesygdom blandt mange reformister.
[deleted]
Brinkmann er Albæk 2.0 – det er fair nok men det ender altid i en form for tilbedelse.
**”iværksætter og influencer har fået personlig assistent betalt af Skatteborgerne”**
… Fedt fedt 🫨
Jeg arbejder som lærer i en kommune, som ellers var godt på vej med NEST mellemform, men nu skal de nedlægges og de fleste børn, som ikke kan rummes i folkeskolen, skal samles i et “one size fits all”-tilbud, som er løsningen på specialområdet og i hvert fald ikke er en spareøvelse i følge kommunen (et par specialskoler får lov at overleve).
Mellemformen var ellers en god løsning for de visiterede børn og samtidig kom ressourcerne også nogle almen-børn til gode, som måske ellers ville være i et andet specialtilbud.
Personligt har jeg altid set ADHD og Autisme som en “anderledes måde at tænke på” som helt sikkert har været en god ting i de samfund vi har levet i før.
Jeg tror rigtig mange glemmer hvor hurtigt vores samfund har udviklet sig bare de sidste 50 til 70 år og mere endda..
Vi boede sammen med familien i længere tid, familien var somregl større, kvinder gik hjemme og havde et fuldtids arbejde i det, der var flere mennesker om hårdt fysisk arbejde, og vi levede generelt i mindre samfund.
Når man tænker over hvordan vores hverdag har ændret sig, hvor meget stress og press der er kommet på alles skuldre, hvordan man idag skal kunne alt og alle døre er åbne.
Du ender ikke med at blive hvad end din far var eller arbejde for nogle af hans venner.
Og selv om vi er mange der kan være glade for det så er der bare en realitet i at det også har gjort livet sværere for mange…
Jeg tror autister og folk med ADHD (ikke alle) har kunnet håndtere livet bedre førhen, da der var klare regler, rammer, forventninger, og måder du gjorde ting på. Og der er også eksempler på disse mennesker som detsvære ikke trives hvis de så bliver hevet helt ud af de her rammer og forventninger.
Jrg siger ikke at livet for 50-70-130 år siden var godt eller ideelt.
Men jeg tror grunden til vi ser en stigning i alle psykkiske sygdomme og neurodiversitet er at samfundet i dag presser og stresser os ALLE ikke kune nogle få, og det pres får flere og flere mennesker til at knække, om de har ADHD eller Borderline, eller svær Depression.
Jeg er selv et ungt menneske der er blevet knækket af systemet vi har bygget og nu ligger på sidelinjen i stykker, måske permanent.
Min drøm er simpel, jeg ville så gerne arbejde ligesom alle andre, men det samfund vi lever i, tillader ikke en som mig alle steder.
Vi bruger penge og tid på at lave “løsninger” som flexjob, men jeg har ikke mødt en person endnu der har fundet et sted der er villige til at ansette dem.
Der er mange former for neurodiversitet nogen kan arbejde, nogen kan kun arbejde lidt, nogen kan slet ikke, og flere har “følge sygdomme” og andre handicaps på siden.
Der er mange, mange forskellige behov der ude.
Første skridt er at anderkende at det ikke fungere som det er nu og få både ND folk og forældre/værger til at være med i debatten om hvordan ting kan gøres anderledes.
Men det er en stor indsats jeg ikke ser politikerne have meget interesse i..
Jeg føler virkelig at Brinkmann rammer hovedet på sømmet med denne artikel.
For det er virkelig ikke altid en sygdom at have ADHD. Jeg har personligt kun oplevet vanskeligheder med min ADD (gider ikke ind i en diskussion af om det hedder ADD eller ADHD btw), når jeg har været tvunget til at sidde stille og tage store mængder information ind i lange perioder. Det tror jeg at der er rigtig mange der har det lidt svært ved, jeg har det bare lidt sværere.
Jeg har stadig været i stand til at tage en længere videregående uddannelse, og blev faktisk først diagnosticeret med ADD efter en depression i forbindelse med lockdown, hvor jeg var 26.
ADD og ADHD er ikke en sygdom, men det kan det meget hurtigt blive, hvis man bliver tvunget ned i en kasse som man ikke trives i. Det kan ske for alle mennesker. Nogle mennesker vil bryde sammen på en uge, hvis de blev bedt om at arbejde i sprints fyldt med kreativt arbejde, men det er sådan noget arbejde som jeg trives med.
Vi er alle forskellige, og kasser er essentielt kun til for at hjælpe på vores forståelsesramme, de er ikke endegyldige resultater af hvor mange typer af mennesker der findes på planeten. Der findes knap 8 milliarder typer af mennesker, og så er der nogen der minder mere om andre.
SKRIV NU HVAD HAN SIGER FREMFOR AT CLICK BAITE!
(og ja, det skal råbes)
“Jeg føler lidt Svend Brinkmann rammer hovedet på sømmet”
Der syntes jeg også han gør.
Faktisk er det begyndt at blive lidt trivielt med Sven Brinkmann efterhånden. Ikke lige denne artikel her, men han har godt nok over tid skruet op på floskelbarometret, og jeg tror ikke jeg nogensinde har været uenig med ham.
Bevares, det var da dejligt i starten at høre “stå af rotteræset” og husk at slappe, og glem konkurrencesamfundet m.m.
Det var dejligt og forfriskende. Men jeg føler snart det er på grænsen til populisme, i form af meninger, pakket ind i et utroligt velskrevet sprog, der får mig til at klappe i hænderne hver gang, og jeg er endnu ikke stoppet med at være enig.
Det kunne dog være rart, bare en gang i mellem.
Jeg har diagnosticeret ADHD (ADD) som voksen, og det har uden tvivl gjort meget for mit liv.
Bedre koncentration, mere energi, bedre humør generelt.
Medicinen og den officielle diagnosticering har hjulpet meget på mit sind og krop, men pillerne er ikke nok – det kræver også en vilje til at få ændret og lagt sin hverdag i system, og det kan reelt være lidt sværere sagt end gjort, når hjernen er lidt anderledes.
Der er uden tvivl folk med større behov for hjælp end i mit tilfælde, da jeg ellers har formået at uddanne mig og skabe et almindeligt sundt liv med min bedre halvdel, men jeg mistænker at mange folk blot lader sig falde og ellers forventer at systemet eller eksempelvis en kommunal assistent, tager hånd om en.
Måske er jeg bare en reduktionistisk weirdo, men jeg synes slet ikke man behøver at gøre det så kompliceret.
Forestil dig at alle i Danmark blev screenet for de symptomer som karakteriserer ADHD. De får point efter hvor dårlige de er (eller rettere “altid har været”) til at styre deres koncentration, impulsivitet, tidsfornemmelse osv.
Nu har de allesammen fået point. Det blev en “normalfordelingskurve”. Den har ca. denne her form: 🏹🔔🛎️.
I venstre side er dem der fik få point. Dem er der ikke så mange af, så der er grafen lav. De fleste er i midten – der er grafen høj. I højre side er dem der har _rigtig mange_ point. Dem er der ikke så mange af, så her er grafen også lav.
—
Nu skærer vi de øverste 7% fra. Det blev til en lille trekant: 📐. Den kalder vi for “ADHD”. Vi har valgt at lave snittet her. Vi _kunne_ have skåret før eller efter, men det gjorde vi ikke (PS. Det er iøvrigt næsten sådan her man diagnosticerer ADHD i virkeligheden; ikke forsimplet ret meget).
📐 er højest i venstre side. Det er fordi _de fleste_ af de 7% fik… måske… 85, eller 86 eller 87 point ud af 100. De har en lille smule ADHD. Lidt mere end dem der ikke kom med i udsnittet, men ikke ret meget.
For nogle er det _slet ikke_ et problem. Det er ikke en sygdom eller noget, det er bare en personlighed.
For andre er det et lidt usynligt problem. De får måske ofte at vide at de skal tage sig sammen, gå igang i ordentlig tid, høre efter når læreren taler. Eller at de “taler før de tænker.” Det kan føre til lavt selvværd og ensomhed.
For en håndfuld _bliver det et stort problem._ Måske når de skal på uni. Eller når de får børn. Eller nyt job. De er ikke så gode til det individualiserede, skemalagte, selvstyrede, planlægnings-tunge samfund vi har. Så udvikler de angst, stress og depression – hurtigere end dem i midten af normalfordelingskurven. Vi siger at de er “særligt disponible” for stress.
—
Helt ude i enden af 📐 er en lillebitte håndfuld som fik 99 eller 100 point. For dem er det _helt sikkert_ en sygdom. De kan næsten ikke vælge hvad de vil fokusere på, og når de fokuserer så gør de det meget intenst. De er meget sårbare overfor at blive puttet i den samme kasse som alle andre. De skal måske have hjælp igennem hele deres liv.
“ADHD” er bare det vi kalder dem der får point nok. Vi kunne godt flytte grænsen, så kun 2% af befolkningen får diagnosen. Men så er der nok nogle der har brug for hjælp, som ikke får det.
Vi kunne også sige at de øverste 20% har ADHD, men så har de fleste af dem nok slet ikke brug for hjælp. Det er et rigtig irriterende problem.
Tillykke, nu forstår du ADHD.
Samfundet bliver sværere og sværere for os med ADHD (stigende individualisering, flere kilder til “tom” dopamin, etc), derfor bliver vores udfordringer mere og mere synlige, og flere opdager, at de har en divergerende hjerne.
17 comments
Brinkmann kunne overveje at skifte sin plads ud i det etiske råd med en person med ADHD. Således kunne samfundet lære meget.
Det er noget pjat
Min datter har adhd. 6 år gammel. Hun er helt fucked. Hendes liv er så svært for både hende og hendes familie. Hele vores liv er planlagt og tilrettelagt efter hende og kommer formentlig til at være det i mange, mange år.
At sige adhd ikke skal sygeliggøres, eller at det kun er et problem med kontekst og rammer er at negligere de udfordringer hun og hendes forældre kæmper med fra morgen til aften året rundt.
Jeg kunne ligeså vel have et handicappet barn, for i praksis er det hvad det kommer til udtryk som hos hende: et massivt handicap der begrænser hendes og hendes families liv i meget høj grad.
Jeg ved godt det ikke er sådan for alle, men for nogen er det.
Jeg har en kollega der har fået tildelt en af de personlige assistenter, han er lynende skarp men utroligt rodet og dårlig til at holde styr på sin kalender osv. Man kan virkeligt mærke at det har hjulpet ham til at fokusere på hvad han faktisk er god til i stedet for at stresse over emails
>Den gode nyhed er, at et samfund, der er mere “ADHD-venligt”, med stor sikkerhed vil være bedre for os alle.
Det er lidt sådan jeg ser det med alt det her inklussionshalløj, og især i folkeskolen. Jeg synes ikke nødvendigvis at der skal flere børn med diagnoser ind i den danske folkeskole, og jeg er stor tilhænger af en stærk specialskole, men mange af de redskaber der bliver brugt i specialklasserne er noget der også sagtens kan bruges i de almindelige klasser.
Det er ikke så tit jeg er enig med Svennedrengen her, men jeg synes det er en god artikel.
Prøv at kig på hvad danskerne i kæften og du vil finde ud af hvorfor DIAGNOSE DANMARK er opstået!!!!
> Det nuværende samfund stiller større krav end nogensinde til individualitet, selvforvaltning og koordinering af mange komplekse opgaver i bestemte afgrænsede tidsintervaller. […]
> Desværre har vi mange forkerte rammer i det moderne samfunds skoler og arbejdspladser. Vi kræver, at alle selv skal kunne alt det, der tidligere var fordelt på flere hænder i familier og grupper.
> Hvis vi ønsker at vende udviklingen, skal vi derfor skabe flere samarbejdende fællesskaber, mere overskuelighed, mere tryghed, større accept af menneskers forskellige evner og egenskaber, flere rutiner og traditioner at falde tilbage i.
> Mange med ADHD trives for eksempel godt i forsvaret (og får først diagnosen, når de efterfølgende skal leve i det civile liv), og vi skal selvfølgelig ikke lave samfundet om til en kaserne, men vi bør overveje grundigt, om det er hensigtsmæssigt at fortsætte med at sygeliggøre så mange mennesker.
> Den gode nyhed er, at et samfund, der er mere “ADHD-venligt”, med stor sikkerhed vil være bedre for os alle
Jeg synes der er noget lidt selvmodsigende i Svend Brinkmanns afvisning af en karikeret socialkonstruktivisme tidligt i hans skriv her, og så hans meget socialkonstruktivistiske tilgang til emnet til sidst: at samfundet er med til at producere omstændighederne for psykisk sygdom. Jeg ved godt *hvorfor* Brinkmann lægger så udtalt afstand til socialkonstruktivisme, men det er bare en mærkelig ting at gøre, hvis man ikke følger igennem med det.
Det sagt, så er den lille psykoanalytiker jeg har inde i maven meget tilfreds med Brinkmanns pointe her. Ikke at det ligefrem er et nybrud, det er noget Freud-læsende typer har sagt i små 100 år nu. Brinkmann er millimeter fra at “genopdage” den kritiske psykoanalyse fra midten af sidste århundrede. Om han bare lader som om det er nye teorier (og ikke bare nye begreber,) han præsenterer os for, eller om ham i virkeligheden er ubevidst om psykoanalysens vilde verden, ved jeg ikke. Samfundspsykologien længe leve! At vores omstændigheder, vores *lieber Spätkapitalismus*, er med til at fremdrive og skabe de ting, vi diagnosticerer som psykisk sygdom, kunne man også spørge Brinkmann, om han nogensinde har læst Foucault? Eller er Brinkmann blot en bedrager der foregiver akademisk uvidenhed, påtager sig en fordummende folkelig forudsætning, i sine skriv, for at nå et bredere publikum? For så taler han da først virkelig ned til det brede Danmark, hvad jeg mener han ofte har for vane.
Jeg er enig med Brinkmann i, at vi bør se på vores samfundsindretning, at vi bør se på arbejdsdeling, individualismeideologier, fællesskabers fornyelse, opgør med anarkiet i produktion og distributionen, osv. osv. Brinkmann er igen millimeter fra at lyde som en marxist. Men hans eksempel med kasernen er bekymrende. At han ser til rigiditet og autoritet, som en del af løsningen, i stedet for at se til frie foreninger og autonomi. Der forlader Brinkmann den sti der kunne føre ham ud på en progressiv rejse, og falder tilbage ind, i det han selv kalder et sygeliggørende samfunds instrumentaliseringer og relationer. Han kan tilsyneladende ikke forestille sig en verden udover den, han så velvilligt kritiserer. En børnesygdom blandt mange reformister.
[deleted]
Brinkmann er Albæk 2.0 – det er fair nok men det ender altid i en form for tilbedelse.
**”iværksætter og influencer har fået personlig assistent betalt af Skatteborgerne”**
… Fedt fedt 🫨
Jeg arbejder som lærer i en kommune, som ellers var godt på vej med NEST mellemform, men nu skal de nedlægges og de fleste børn, som ikke kan rummes i folkeskolen, skal samles i et “one size fits all”-tilbud, som er løsningen på specialområdet og i hvert fald ikke er en spareøvelse i følge kommunen (et par specialskoler får lov at overleve).
Mellemformen var ellers en god løsning for de visiterede børn og samtidig kom ressourcerne også nogle almen-børn til gode, som måske ellers ville være i et andet specialtilbud.
Personligt har jeg altid set ADHD og Autisme som en “anderledes måde at tænke på” som helt sikkert har været en god ting i de samfund vi har levet i før.
Jeg tror rigtig mange glemmer hvor hurtigt vores samfund har udviklet sig bare de sidste 50 til 70 år og mere endda..
Vi boede sammen med familien i længere tid, familien var somregl større, kvinder gik hjemme og havde et fuldtids arbejde i det, der var flere mennesker om hårdt fysisk arbejde, og vi levede generelt i mindre samfund.
Når man tænker over hvordan vores hverdag har ændret sig, hvor meget stress og press der er kommet på alles skuldre, hvordan man idag skal kunne alt og alle døre er åbne.
Du ender ikke med at blive hvad end din far var eller arbejde for nogle af hans venner.
Og selv om vi er mange der kan være glade for det så er der bare en realitet i at det også har gjort livet sværere for mange…
Jeg tror autister og folk med ADHD (ikke alle) har kunnet håndtere livet bedre førhen, da der var klare regler, rammer, forventninger, og måder du gjorde ting på. Og der er også eksempler på disse mennesker som detsvære ikke trives hvis de så bliver hevet helt ud af de her rammer og forventninger.
Jrg siger ikke at livet for 50-70-130 år siden var godt eller ideelt.
Men jeg tror grunden til vi ser en stigning i alle psykkiske sygdomme og neurodiversitet er at samfundet i dag presser og stresser os ALLE ikke kune nogle få, og det pres får flere og flere mennesker til at knække, om de har ADHD eller Borderline, eller svær Depression.
Jeg er selv et ungt menneske der er blevet knækket af systemet vi har bygget og nu ligger på sidelinjen i stykker, måske permanent.
Min drøm er simpel, jeg ville så gerne arbejde ligesom alle andre, men det samfund vi lever i, tillader ikke en som mig alle steder.
Vi bruger penge og tid på at lave “løsninger” som flexjob, men jeg har ikke mødt en person endnu der har fundet et sted der er villige til at ansette dem.
Der er mange former for neurodiversitet nogen kan arbejde, nogen kan kun arbejde lidt, nogen kan slet ikke, og flere har “følge sygdomme” og andre handicaps på siden.
Der er mange, mange forskellige behov der ude.
Første skridt er at anderkende at det ikke fungere som det er nu og få både ND folk og forældre/værger til at være med i debatten om hvordan ting kan gøres anderledes.
Men det er en stor indsats jeg ikke ser politikerne have meget interesse i..
Jeg føler virkelig at Brinkmann rammer hovedet på sømmet med denne artikel.
For det er virkelig ikke altid en sygdom at have ADHD. Jeg har personligt kun oplevet vanskeligheder med min ADD (gider ikke ind i en diskussion af om det hedder ADD eller ADHD btw), når jeg har været tvunget til at sidde stille og tage store mængder information ind i lange perioder. Det tror jeg at der er rigtig mange der har det lidt svært ved, jeg har det bare lidt sværere.
Jeg har stadig været i stand til at tage en længere videregående uddannelse, og blev faktisk først diagnosticeret med ADD efter en depression i forbindelse med lockdown, hvor jeg var 26.
ADD og ADHD er ikke en sygdom, men det kan det meget hurtigt blive, hvis man bliver tvunget ned i en kasse som man ikke trives i. Det kan ske for alle mennesker. Nogle mennesker vil bryde sammen på en uge, hvis de blev bedt om at arbejde i sprints fyldt med kreativt arbejde, men det er sådan noget arbejde som jeg trives med.
Vi er alle forskellige, og kasser er essentielt kun til for at hjælpe på vores forståelsesramme, de er ikke endegyldige resultater af hvor mange typer af mennesker der findes på planeten. Der findes knap 8 milliarder typer af mennesker, og så er der nogen der minder mere om andre.
SKRIV NU HVAD HAN SIGER FREMFOR AT CLICK BAITE!
(og ja, det skal råbes)
“Jeg føler lidt Svend Brinkmann rammer hovedet på sømmet”
Der syntes jeg også han gør.
Faktisk er det begyndt at blive lidt trivielt med Sven Brinkmann efterhånden. Ikke lige denne artikel her, men han har godt nok over tid skruet op på floskelbarometret, og jeg tror ikke jeg nogensinde har været uenig med ham.
Bevares, det var da dejligt i starten at høre “stå af rotteræset” og husk at slappe, og glem konkurrencesamfundet m.m.
Det var dejligt og forfriskende. Men jeg føler snart det er på grænsen til populisme, i form af meninger, pakket ind i et utroligt velskrevet sprog, der får mig til at klappe i hænderne hver gang, og jeg er endnu ikke stoppet med at være enig.
Det kunne dog være rart, bare en gang i mellem.
Jeg har diagnosticeret ADHD (ADD) som voksen, og det har uden tvivl gjort meget for mit liv.
Bedre koncentration, mere energi, bedre humør generelt.
Medicinen og den officielle diagnosticering har hjulpet meget på mit sind og krop, men pillerne er ikke nok – det kræver også en vilje til at få ændret og lagt sin hverdag i system, og det kan reelt være lidt sværere sagt end gjort, når hjernen er lidt anderledes.
Der er uden tvivl folk med større behov for hjælp end i mit tilfælde, da jeg ellers har formået at uddanne mig og skabe et almindeligt sundt liv med min bedre halvdel, men jeg mistænker at mange folk blot lader sig falde og ellers forventer at systemet eller eksempelvis en kommunal assistent, tager hånd om en.
Måske er jeg bare en reduktionistisk weirdo, men jeg synes slet ikke man behøver at gøre det så kompliceret.
Forestil dig at alle i Danmark blev screenet for de symptomer som karakteriserer ADHD. De får point efter hvor dårlige de er (eller rettere “altid har været”) til at styre deres koncentration, impulsivitet, tidsfornemmelse osv.
Nu har de allesammen fået point. Det blev en “normalfordelingskurve”. Den har ca. denne her form: 🏹🔔🛎️.
I venstre side er dem der fik få point. Dem er der ikke så mange af, så der er grafen lav. De fleste er i midten – der er grafen høj. I højre side er dem der har _rigtig mange_ point. Dem er der ikke så mange af, så her er grafen også lav.
—
Nu skærer vi de øverste 7% fra. Det blev til en lille trekant: 📐. Den kalder vi for “ADHD”. Vi har valgt at lave snittet her. Vi _kunne_ have skåret før eller efter, men det gjorde vi ikke (PS. Det er iøvrigt næsten sådan her man diagnosticerer ADHD i virkeligheden; ikke forsimplet ret meget).
📐 er højest i venstre side. Det er fordi _de fleste_ af de 7% fik… måske… 85, eller 86 eller 87 point ud af 100. De har en lille smule ADHD. Lidt mere end dem der ikke kom med i udsnittet, men ikke ret meget.
For nogle er det _slet ikke_ et problem. Det er ikke en sygdom eller noget, det er bare en personlighed.
For andre er det et lidt usynligt problem. De får måske ofte at vide at de skal tage sig sammen, gå igang i ordentlig tid, høre efter når læreren taler. Eller at de “taler før de tænker.” Det kan føre til lavt selvværd og ensomhed.
For en håndfuld _bliver det et stort problem._ Måske når de skal på uni. Eller når de får børn. Eller nyt job. De er ikke så gode til det individualiserede, skemalagte, selvstyrede, planlægnings-tunge samfund vi har. Så udvikler de angst, stress og depression – hurtigere end dem i midten af normalfordelingskurven. Vi siger at de er “særligt disponible” for stress.
—
Helt ude i enden af 📐 er en lillebitte håndfuld som fik 99 eller 100 point. For dem er det _helt sikkert_ en sygdom. De kan næsten ikke vælge hvad de vil fokusere på, og når de fokuserer så gør de det meget intenst. De er meget sårbare overfor at blive puttet i den samme kasse som alle andre. De skal måske have hjælp igennem hele deres liv.
“ADHD” er bare det vi kalder dem der får point nok. Vi kunne godt flytte grænsen, så kun 2% af befolkningen får diagnosen. Men så er der nok nogle der har brug for hjælp, som ikke får det.
Vi kunne også sige at de øverste 20% har ADHD, men så har de fleste af dem nok slet ikke brug for hjælp. Det er et rigtig irriterende problem.
Tillykke, nu forstår du ADHD.
Samfundet bliver sværere og sværere for os med ADHD (stigende individualisering, flere kilder til “tom” dopamin, etc), derfor bliver vores udfordringer mere og mere synlige, og flere opdager, at de har en divergerende hjerne.
Det er så simpelt.
Comments are closed.