Dagens kommentar. Hvor længe kan Vesten lade Ukraine betale prisen for krigen mod Rusland?
Krigens pris
MIKKEL VEDBY RASMUSSEN
​
Indtil videre har Vesten haft en nem krig i Ukraine.
I ukrainernes heroiske kamp har de vestlige demokratier fundet inspiration til at samles om de »fælles traditioner og kultur, som hviler på demokratiet, den personlige frihed og på lov og ret«, som var det, de forpligtede sig til at forsvare, da de meldte sig ind i NATO.
Og det er i Ukraine, som ikke er medlem af NATO, at befolkningen er på flugt, at byer bliver sønderbombet. Det er i Ukraine, at borgerne bliver efterladt bagbundne og henrettet ved nakkeskud i vejkanten af russiske soldater.
For hver dag krigen fortsætter i Ukraine, bliver den russiske hær svagere, efterhånden som dens regulære enheder bliver decimeret af de ukrainske styrker. Og så længe krigen fortsætter, er der opbakning i Vesten til stadig stærkere sanktioner, og de virksomheder, der ikke trækker sig ud af Rusland, vil blive sat i de sociale mediers gabestok.
Cicero mente, at penge er krigens sener. Det er penge, der gør det muligt at bruge de militære muskler. Ved at svække de russiske sener med sanktioner og give Ukraine fitnesstræning med penge, materiel og efterretninger har Vesten lige nu mindre at frygte fra Rusland end på noget tidspunkt siden 2014.
Den russiske hær kan formentlig ikke åbne endnu en front ved at angribe for eksempel de baltiske lande. Samtidig mindskes Ruslands indflydelse i Vesten dag for dag, efterhånden som russiske trolde og propagandaorganer som RT og Sputnik bliver udelukket fra den vestlige offentlighed, og det russiske erhvervsliv ikke længere kan købe sig til indflydelse.
Ukraine har indtil videre betalt prisen for Vestens sikkerhed, men Vesten har kunnet give Ukraine kredit i form af Javelin-panserværnsm
issiler, og hvad der ellers skulle til, for at de ukrainske styrker kunne flekse deres muskler.
Det har virket i krigens første måned – både for Ukraine, der har fået hjælp til at holde stand, og for NATO, der har kunnet holde sammen på en måde, som få havde troet mulig.
SPØRGSMÅLET er, om det også fremover vil være nok for NATO at være krigens kvartermester.
Efter at have tabt slaget om Kyiv har Rusland tilsyneladende opgivet at underlægge sig Ukraine ved en række hurtige, afgørende slag. I stedet har den russiske hær koncentreret sin indsats i den sydøstlige del af landet. På trods af den megen snak om fredsforhandlinger virker Rusland mest opsat på at sikre sig så meget territorium som muligt på slagmarken. Der satses på en langvarig krig, der vil kræve flere og flere ofre af den ukrainske civilbefolkning og vil trække større og større veksler på Ukraine. Hvor heroisk den ukrainske hær end har kæmpet, så vil den også trænge til en pause. De vestlige forsyninger vil skulle øges markant, hvis de skal understøtte det slid på mandskab og materiel, som en langvarig krig vil give.
En langvarig krig vil derfor øge presset på NATO-landene for at involvere sig yderligere med soldater til at træne ukrainske soldater og introducere dem for nye våben og våbensystemer. Uden den støtte kan Ukraine have svært ved at hamle op med de russiske militære ressourcer. Disse vestlige trænere kan hurtigt ende med at blive en del af krigen – enten fordi det reelt er dem, der bemander avancerede våbensystemer, eller fordi de ender med gå i felten sammen med deres ukrainske samarbejdspartnere. Fra Den Kolde Krig ved vi, hvordan trænere hurtigt kan blive en del af kamphandlingerne, og når de først er i kamp, så trækker de regulære vestlige tropper ind i kampen. Det var sådan, USA endte med at blive engageret i Vietnamkrigen.
En række NATO-lande argumenterer for netop et sådant engagement – de vil imødekomme Ukraines ønske om en flyforbudszone, hvilket netop er en måde at gøre NATO til den ukrainske hærs luftvåben. USA har foreløbig modsat sig, men hvis krigen trækker ud, og den vestlige forargelse over russernes måde at føre krig på vokser, kan Vesten så vedblive med blot at sende en check eller et panserværnsmissil, hver gang ukrainske civile bliver slået ihjel?
HVIS VESTEN fortsat ikke ønsker at engagere sig yderligere i Ukraine-krigen, må Vesten arbejde for en våbenhvile, der kan føre til fredsforhandlinger, eftersom Vesten vil få meget svært ved at holde sig ude af krigen, hvis den fortsætter.
Hvis der er kræfter i Kreml, som arbejder for fred, så er den vestlige interesse i forhandlinger disse russiske duers bedste håb. Men hvis det fortsat er høgene i Kreml, som fører den russiske politik, så virker en eskalation af konflikten, hvor russiske og vestlige soldater kommer tættere på at stå ansigt til ansigt i Ukraine, næsten uundgåelig.
Dagens kommentar udgives alle hverdage på Weekendavisen.dk.
Jeg bliver sgu bekymret når jeg læser sådan et indlæg fra en person, der faktisk ved hvad han taler om. Han siger direkte, at en langvarig og blod konflikt, som må siges at være det mest sandsynlige, næsten uundgåeligt til ende med krig mellem NATO og Rusland.
Hvad tænker I om dette scenarie? Er det så sandsynligt som Mikkel Vedby Rasmussen argumenterer for, og hvor bekymrede er I?
Ja, det vil være hårdt for Ukraine hvis krigen trækker ud. Men har Rusland reelt muligheden for bare at blive ved med de tab i udstyr og mandskab vi har set hidtil?
3 comments
Dagens kommentar. Hvor længe kan Vesten lade Ukraine betale prisen for krigen mod Rusland?
Krigens pris
MIKKEL VEDBY RASMUSSEN
​
Indtil videre har Vesten haft en nem krig i Ukraine.
I ukrainernes heroiske kamp har de vestlige demokratier fundet inspiration til at samles om de »fælles traditioner og kultur, som hviler på demokratiet, den personlige frihed og på lov og ret«, som var det, de forpligtede sig til at forsvare, da de meldte sig ind i NATO.
Og det er i Ukraine, som ikke er medlem af NATO, at befolkningen er på flugt, at byer bliver sønderbombet. Det er i Ukraine, at borgerne bliver efterladt bagbundne og henrettet ved nakkeskud i vejkanten af russiske soldater.
For hver dag krigen fortsætter i Ukraine, bliver den russiske hær svagere, efterhånden som dens regulære enheder bliver decimeret af de ukrainske styrker. Og så længe krigen fortsætter, er der opbakning i Vesten til stadig stærkere sanktioner, og de virksomheder, der ikke trækker sig ud af Rusland, vil blive sat i de sociale mediers gabestok.
Cicero mente, at penge er krigens sener. Det er penge, der gør det muligt at bruge de militære muskler. Ved at svække de russiske sener med sanktioner og give Ukraine fitnesstræning med penge, materiel og efterretninger har Vesten lige nu mindre at frygte fra Rusland end på noget tidspunkt siden 2014.
Den russiske hær kan formentlig ikke åbne endnu en front ved at angribe for eksempel de baltiske lande. Samtidig mindskes Ruslands indflydelse i Vesten dag for dag, efterhånden som russiske trolde og propagandaorganer som RT og Sputnik bliver udelukket fra den vestlige offentlighed, og det russiske erhvervsliv ikke længere kan købe sig til indflydelse.
Ukraine har indtil videre betalt prisen for Vestens sikkerhed, men Vesten har kunnet give Ukraine kredit i form af Javelin-panserværnsm
issiler, og hvad der ellers skulle til, for at de ukrainske styrker kunne flekse deres muskler.
Det har virket i krigens første måned – både for Ukraine, der har fået hjælp til at holde stand, og for NATO, der har kunnet holde sammen på en måde, som få havde troet mulig.
SPØRGSMÅLET er, om det også fremover vil være nok for NATO at være krigens kvartermester.
Efter at have tabt slaget om Kyiv har Rusland tilsyneladende opgivet at underlægge sig Ukraine ved en række hurtige, afgørende slag. I stedet har den russiske hær koncentreret sin indsats i den sydøstlige del af landet. På trods af den megen snak om fredsforhandlinger virker Rusland mest opsat på at sikre sig så meget territorium som muligt på slagmarken. Der satses på en langvarig krig, der vil kræve flere og flere ofre af den ukrainske civilbefolkning og vil trække større og større veksler på Ukraine. Hvor heroisk den ukrainske hær end har kæmpet, så vil den også trænge til en pause. De vestlige forsyninger vil skulle øges markant, hvis de skal understøtte det slid på mandskab og materiel, som en langvarig krig vil give.
En langvarig krig vil derfor øge presset på NATO-landene for at involvere sig yderligere med soldater til at træne ukrainske soldater og introducere dem for nye våben og våbensystemer. Uden den støtte kan Ukraine have svært ved at hamle op med de russiske militære ressourcer. Disse vestlige trænere kan hurtigt ende med at blive en del af krigen – enten fordi det reelt er dem, der bemander avancerede våbensystemer, eller fordi de ender med gå i felten sammen med deres ukrainske samarbejdspartnere. Fra Den Kolde Krig ved vi, hvordan trænere hurtigt kan blive en del af kamphandlingerne, og når de først er i kamp, så trækker de regulære vestlige tropper ind i kampen. Det var sådan, USA endte med at blive engageret i Vietnamkrigen.
En række NATO-lande argumenterer for netop et sådant engagement – de vil imødekomme Ukraines ønske om en flyforbudszone, hvilket netop er en måde at gøre NATO til den ukrainske hærs luftvåben. USA har foreløbig modsat sig, men hvis krigen trækker ud, og den vestlige forargelse over russernes måde at føre krig på vokser, kan Vesten så vedblive med blot at sende en check eller et panserværnsmissil, hver gang ukrainske civile bliver slået ihjel?
HVIS VESTEN fortsat ikke ønsker at engagere sig yderligere i Ukraine-krigen, må Vesten arbejde for en våbenhvile, der kan føre til fredsforhandlinger, eftersom Vesten vil få meget svært ved at holde sig ude af krigen, hvis den fortsætter.
Hvis der er kræfter i Kreml, som arbejder for fred, så er den vestlige interesse i forhandlinger disse russiske duers bedste håb. Men hvis det fortsat er høgene i Kreml, som fører den russiske politik, så virker en eskalation af konflikten, hvor russiske og vestlige soldater kommer tættere på at stå ansigt til ansigt i Ukraine, næsten uundgåelig.
Dagens kommentar udgives alle hverdage på Weekendavisen.dk.
Jeg bliver sgu bekymret når jeg læser sådan et indlæg fra en person, der faktisk ved hvad han taler om. Han siger direkte, at en langvarig og blod konflikt, som må siges at være det mest sandsynlige, næsten uundgåeligt til ende med krig mellem NATO og Rusland.
Hvad tænker I om dette scenarie? Er det så sandsynligt som Mikkel Vedby Rasmussen argumenterer for, og hvor bekymrede er I?
Ja, det vil være hårdt for Ukraine hvis krigen trækker ud. Men har Rusland reelt muligheden for bare at blive ved med de tab i udstyr og mandskab vi har set hidtil?