Ifølge Johan Møller Nielsen er der stort set ikke noget mere nedværdigende for et menneske at beskæftige sig med end aktivering. Han kalder det tvangsarbejde.
Så beskæmmende er aktivering, at han mener, loven strider mod Grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og to ILO-konventioner.
Jeg er som udgangspunkt imod aktivering, da jeg anser det som en form for løndumping. Men hold nu kæft hvor ham Johan fremstår som den usympatiske, dovne samfundsnasser man ofte får beskrevet et billede af, når der snakkes om kontanthjælpsmodtagere.
Og nu sad han sammen med nogle andre bistandsklienter til et møde, hvor en ansat fra Køge kommunes aktiveringsafdeling fortalte om de forskellige muligheder. Blandt andet oprensning af moser og vandhuller, der skulle gøre det mere attraktivt at være frø i kommunen.
Hvad er det lige de der sagsbehandlere ryger til deres planlægningsmøder 😄
Hans historier minder på nogle punkter om min egen situation mere end jeg lige bryder mig om. Sort arbejde ligger også i mine planer – ikke for at tjene penge til den fede bil eller sommerhus, men bare for at føle jeg kan give min familie en nogenlunde tilværelse.
Med alting der stiger voldsomt i pris og lønninger der ikke ændre sig, så mister man lidt respekten for et arbejdsmarked og offentlige instanser der mener man skal knokle til ikke meget over 100kr i timen. Følelsen af at ville bidrage til et fællesskab bliver langsomt overtaget af fokus på egen situation.
At jeg lever ultra sparsomt har stor indflydelse på min og familiens tilværelse. Almindelige ting der ikke er råd til. Ting der ikke er penge til at få repareret. Ting mine børn ikke kan deltage i osv. At jeg laver sort arbejde for at supplere har ingen reel samfundsmæssig betydning. At jeg har penge til at give min familie tøj og mad og oplevelser gør en verden til forskel for os. Jeg ved godt hvad jeg prioriterer i den relativt korte og ligegyldige tid jeg er her på planeten.
Hvis man har ressourcerne til at arbejde (og det har han jo), hvorfor lade sig skrive ind i et system på præmisser han ikke vil acceptere?
Blæse og have mel i munden eller hvilken vending man nu vil anvende om den holdning.
Nu er det selvfølgelig rent anekdotisk, men jeg har altid selv kunne finde arbejde, selv i tider der ikke så så gunstige som disse.
Ring ned til det lokale vikarbureau, så pakker du kasser på frostlager på ingen tid.
Tilbage, da jeg fik bevilget min førtidspension, (omkring det tidspunkt hvor artiklen er skrevet) blev jeg helt utroligt lettet og glad.
Over hvad?
Over at min sygdom nu endeligt blev anerkendt? Nej.
Over at jeg nu var økonomisk sikret? Nej.
Den første tanke i mit hoved var “jeg skal ikke til flere møder på kommunen”.
Det system der skulle forestille at være der for at hjælpe mig var den absolut største belastning i min dagligdag og at slippe for det gav mig rent faktisk overskud til at arbejde med mine problemer.
Er antiwork kommet til /r/Denmark eller hvad?
Mit problem er, at jeg har alt for meget at sige om det system, som skal hjælpe folk.
Er jeg taknemmelig for at vi har det? Ja. Men fungerer det? Nej. Det synes jeg faktisk ikke det gør.
Der er to grupper – der er dem som kan arbejde, rent fysisk og psykisk, og som hører hjemme på et jobcenter, og måske skal have hjælp til at finde den rigtige retning etc.
Og så er der dem som ikke kan arbejde, fysisk og psykisk, og som burde få hjælp. I stedet ender man hurtigt i klemme i systemet, og det hele er enormt langsomt, hvilket er ret frustrerende. Især fordi at når noget skal gå fra borger til system skal det helst være sket i går, og ellers risikerer man at man trækkes i indkomst.
Jeg kan godt forstå man selv i 1998, overvejede sort arbejde, og det er jo ikke blevet bedre siden. Er ikke fan af folk der laver en fuldtidsløn sort, og får f.eks. kh ved siden af eller lignende. Men jeg kan ikke ha’ ondt af folk der tjener sort, for ofte ryger de penge til noget sjovt eller forbrug. Eller i de her dage, til alle de prisstigninger man ikke kan følge med til.
Oveni så prøv at find bolig man har råd til at sidde i – og så kan man så sige, burde en på kontanthjælp have lov til at ryge, drikke sodavand, have kæledyr, eller bil`? Hvad MÅ man, i den situation?
Jeg føler med de sagsbehandlere som skal sidde med 100+ borgere, og prøve at holde styr på det hele, og så ændrer reglerne sig tit, så skiftes der sagsbehandlere, så skal de flytte kontorer konstant??? Og hvor mange af sagsbehandlerne er egentligt sagsbehandlere/socialrådgivere?
Mit fokus er nok helt sikkert mere over i den gruppe der ikke kan arbejde, og som så ender med at blive skubbet rundt i systemet alt for længe.
9 comments
Naive mig, som troede at kommunal “aktivering” var et relativt nyt fænomen. Men det har jo stået på forever!!
Det viser sig så at manden i 2005 slæbte køge kommune for menneskerettighedsdomstolen for at facilitere slavearbejde. (Men tabte)
https://www.information.dk/2007/07/hoejesteret-afgoer-sag-aktivering
Fra artiklen:
Ifølge Johan Møller Nielsen er der stort set ikke noget mere nedværdigende for et menneske at beskæftige sig med end aktivering. Han kalder det tvangsarbejde.
Så beskæmmende er aktivering, at han mener, loven strider mod Grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og to ILO-konventioner.
Jeg er som udgangspunkt imod aktivering, da jeg anser det som en form for løndumping. Men hold nu kæft hvor ham Johan fremstår som den usympatiske, dovne samfundsnasser man ofte får beskrevet et billede af, når der snakkes om kontanthjælpsmodtagere.
Og nu sad han sammen med nogle andre bistandsklienter til et møde, hvor en ansat fra Køge kommunes aktiveringsafdeling fortalte om de forskellige muligheder. Blandt andet oprensning af moser og vandhuller, der skulle gøre det mere attraktivt at være frø i kommunen.
Hvad er det lige de der sagsbehandlere ryger til deres planlægningsmøder 😄
Hans historier minder på nogle punkter om min egen situation mere end jeg lige bryder mig om. Sort arbejde ligger også i mine planer – ikke for at tjene penge til den fede bil eller sommerhus, men bare for at føle jeg kan give min familie en nogenlunde tilværelse.
Med alting der stiger voldsomt i pris og lønninger der ikke ændre sig, så mister man lidt respekten for et arbejdsmarked og offentlige instanser der mener man skal knokle til ikke meget over 100kr i timen. Følelsen af at ville bidrage til et fællesskab bliver langsomt overtaget af fokus på egen situation.
At jeg lever ultra sparsomt har stor indflydelse på min og familiens tilværelse. Almindelige ting der ikke er råd til. Ting der ikke er penge til at få repareret. Ting mine børn ikke kan deltage i osv. At jeg laver sort arbejde for at supplere har ingen reel samfundsmæssig betydning. At jeg har penge til at give min familie tøj og mad og oplevelser gør en verden til forskel for os. Jeg ved godt hvad jeg prioriterer i den relativt korte og ligegyldige tid jeg er her på planeten.
Hvis man har ressourcerne til at arbejde (og det har han jo), hvorfor lade sig skrive ind i et system på præmisser han ikke vil acceptere?
Blæse og have mel i munden eller hvilken vending man nu vil anvende om den holdning.
Nu er det selvfølgelig rent anekdotisk, men jeg har altid selv kunne finde arbejde, selv i tider der ikke så så gunstige som disse.
Ring ned til det lokale vikarbureau, så pakker du kasser på frostlager på ingen tid.
Tilbage, da jeg fik bevilget min førtidspension, (omkring det tidspunkt hvor artiklen er skrevet) blev jeg helt utroligt lettet og glad.
Over hvad?
Over at min sygdom nu endeligt blev anerkendt? Nej.
Over at jeg nu var økonomisk sikret? Nej.
Den første tanke i mit hoved var “jeg skal ikke til flere møder på kommunen”.
Det system der skulle forestille at være der for at hjælpe mig var den absolut største belastning i min dagligdag og at slippe for det gav mig rent faktisk overskud til at arbejde med mine problemer.
Er antiwork kommet til /r/Denmark eller hvad?
Mit problem er, at jeg har alt for meget at sige om det system, som skal hjælpe folk.
Er jeg taknemmelig for at vi har det? Ja. Men fungerer det? Nej. Det synes jeg faktisk ikke det gør.
Der er to grupper – der er dem som kan arbejde, rent fysisk og psykisk, og som hører hjemme på et jobcenter, og måske skal have hjælp til at finde den rigtige retning etc.
Og så er der dem som ikke kan arbejde, fysisk og psykisk, og som burde få hjælp. I stedet ender man hurtigt i klemme i systemet, og det hele er enormt langsomt, hvilket er ret frustrerende. Især fordi at når noget skal gå fra borger til system skal det helst være sket i går, og ellers risikerer man at man trækkes i indkomst.
Jeg kan godt forstå man selv i 1998, overvejede sort arbejde, og det er jo ikke blevet bedre siden. Er ikke fan af folk der laver en fuldtidsløn sort, og får f.eks. kh ved siden af eller lignende. Men jeg kan ikke ha’ ondt af folk der tjener sort, for ofte ryger de penge til noget sjovt eller forbrug. Eller i de her dage, til alle de prisstigninger man ikke kan følge med til.
Oveni så prøv at find bolig man har råd til at sidde i – og så kan man så sige, burde en på kontanthjælp have lov til at ryge, drikke sodavand, have kæledyr, eller bil`? Hvad MÅ man, i den situation?
Jeg føler med de sagsbehandlere som skal sidde med 100+ borgere, og prøve at holde styr på det hele, og så ændrer reglerne sig tit, så skiftes der sagsbehandlere, så skal de flytte kontorer konstant??? Og hvor mange af sagsbehandlerne er egentligt sagsbehandlere/socialrådgivere?
Mit fokus er nok helt sikkert mere over i den gruppe der ikke kan arbejde, og som så ender med at blive skubbet rundt i systemet alt for længe.