Det er de små mennesker. De er dumme, kan ikke læse, kan ikke tage ved lære og kender ikke reglerne. Slet ikke de uskrevne. De forstår ikke deres egne begrænsninger. De forstår ikke, at vi ikke kan tillade dem at opdrage børn til denne komplekse og krævende verden. Og de tager ikke et nej for et nej. Så vi må tage børnene fra dem, når de yngler på trods. Det forstår de heller ikke. Så vi kan ikke gøre andet end at trampe på dem. Igen og igen. Kan de ikke forstå? Men de vil ikke forstå. De vil ikke erkende deres nederlag. Så nu bliver vi nødt til at tage børnene fra dem på en måde, så de aldrig kommer til at se dem igen. Vi får dem til helt at forsvinde for deres børn. Nu er de helt væk. De kan snakke, men ingen hører på dem længere. Kun måske et rodløst ungt menneske, der om 20 år støder på gulnede papirer, hvor der kan læses om to helt fremmede menneskers fortrydelser og frustrationer over ikke at kunne holde om og følge det barn, der nu står her som voksen og slet ikke forstår noget som helst.
Jeg får altid ondt helt ned i maven af de her artikler!
Forældre som jo egenligt godt kan udvise kærlighed og empati og ikke vil børnene noget ondt, men måske bare kognitivt ikke kan. Og samtidig ved.man hvor skadeligt det er at adskille børn og forældre, godt jeg ikke er dommer i de sager!
Episoden hvor de bor på et hjem og hver detalje bliver kigget på for at se om de kan klare det virker også ret stressende, mon ikke man ville gøre nogle ting forkert selv som træt ny forældre.
Nu har det.været oppe at flere børn skal tvangsfjernes, skulle man ikke hellere kalde det, det rigtige antal tvangsfjernes?
Det at de vel egentligt godt ved at får de et barn mere bliver det også fjernet og de så gør det alligevel taler jo også for de har det noget udfordret
Igen puha.
Det er så sindssygt, at vi som samfund bruger så mange ressourcer på denne her type mennesker…
Det er hård læsning – men det er også fedt for en gang skyld at læse en artikel, der er nogenlunde neutral, frem for den sædvanlige EB-journalistik hvor der er en “nu skal vi vise hvor dumme de er”-vinkel. Stor ros til JP.
Der er ingen tvivl, om at det er rigtigt træls at være Rikke og Georg – Men i sådan en situation, må det alt andet lige være barnets ve og vel, der kommer i første række og ikke forældrenes “projekt” om at ville have et barn – den negative sociale arv fra forældrene er enorm og vil være svær at bryde. Jeg tror helt oprigtigt på at barnet får den bedste start på livet ved at “starte forfra” i en permanent ny familie..
Jeg havde igennem et par år, en kæreste der havde vokset op i de miljøer der beskrives i artiklen. Den gang bortadopterede man ikke, for det var “synd for barnet”. Hele hendes opvækst har været præget af forsøg på at komme hjem i et lortehjem fyldt med svigt, for så at blive fjernet og ryge på børnehjem, for så at ryge i plejefamilie, for så at ryge retur til forældrene, inden hun røg tilbage på børnehjem.. Fra hun fra starten – og ikke først i en alder af 12 – blev tvangsbortadopteret, tror jeg hun ville have haft et meget bedre liv, frem for det helvede hun levede i.
Familiens 5 børn..
5 børn.
Jeg er stået af.
Hvor meget er for meget her.
Helt grundlægende er spørgsmålet vel hvis man ser på alle børnene i de her omstændigheder får flere det så “bedre” af at vi fjerner dem tidligt.
Det er et vigtigt spørgsmål som jeg altid mangler information om i sådan debatter.
Hvis man ikke har noget dokumention synes jeg at man leger lidt med liv.
Det er ikke kun børnenes liv men også de to forældre her man ændre radikalt og måske ødelægger.
Man kunne også lægge resurserne anderledes man kunne fx lære forældrene at læse, så de bedre selv kan følge med i de krav der er til dem.
Man kunne give dem en almen samfundslæring.
Man kunne udrede dem medicinsk og så videre.
At fjerne børn burde være sidste mulighed ikke udgangspunktet.
Fair vinklet artikel.
Det lyder måske lidt hårdt, men jeg synes ikke at det er acceptabelt at de kan fortsætte med at pålægge staten så mange udgifter til sagsbehandling m.m uden konsekvenser. Tvangssterilisation burde altså komme på tale her.
Længe leve privat skolerne.
Forbyd ubeskyttet sex.
Jeg læste netop artiklen imorges og damn, synes virkelig det er svært.
Jeg har generelt meget svært ved at sætte mig ind i behovet for – og nogle mener RETTEN til – at få børn. Fuck, det er da det mest omfattende projekt nogen overhovedet kan påtage sig!
Jeg er selv psykisk syg og virkelig glad for, at jeg ikke har det behov, for jeg ved godt, at jeg ville være en shit forælder. Forskellen på mig og Rikke (am woman), er nok selvindsigten; Ja, der er da en masse ting der kunne være sjove at prøve her i livet … men jeg ved at min hjerne er fucked og det skal ikke gå ud over et barn!?
Den sidste del af artiklen fik mig dog 100% til at mene, at de ikke skal have børn – det faktum at de kun forestiller sig barnets gode barndom via gaver og fødselsdagskager, er vildt en-dimensionelt. Hvad med hverdagen? Hvad så når barnet ikke gider spise fødselsdagskagen eller bliver sur over gaven, fordi børn er irrationelle og mærkelige? Det hele handler om DERES mangel på en god barndom (which is sad ofc) og DERES behov for at udleve/lege det drømme-scenarie via barnet – og så længe de ikke kan forholde sig til det, skal de ikke stå for et barns liv og opvækst.
Shit, jeg føler mig ikke engang emotionelt stabil nok nogen former for forhold – og jeg er sgu nok alligevel en del længere på den rejse end de er, når det kommer til selvindsigt. Mennesker er mærkelige.
Blandt problemerne i dette eksempel er at familien lever relativt fornuftigt, spiser godt, gør hvad de kan for selvforsørgelse, de holder et hjem og hvor der er temperamentsproblemer, er der ikke nævnelse af at der er problemer i hjemmet mellem de 2 forældre, der er ikke referencer til at det går galt under samvær, der er stabile forhold.
Kommunen har heller ikke mere end 17 mdrs. observation af forældreskabet på tværs af 5 børn. Forældrene får ikke chancen for at fejle, de oplever at de ikke har muligheden for succes før der bliver konkluderet.
Georg og hans 1.500-2.000 klager, dødstrusler og fortællingen om hvordan han som ung var dårlig til at tilsidesætte egne behov, det gør det nemt at mene at han ikke lyder som en der kunne håndtere 4 børn specielt godt, men…. Ja. Det er noget hvor kommunen må vurdere folk på karaktertræk og ikke specielt meget på faktisk udførte handlinger. Hvor Georg bliver sin egen værste fjende når han ikke kan tilsidesætte temperamentet og ender med at skræmme de der skal træffe beslutningerne.
Folk der har langvarrig kontakt med kommunen ender med at bygge en form for selvforsvar imod de overgreb de oplever. Det har kke været noget der har hjulpet meget i denne situation og jeg ville gerne vide hvordan det kunne have været undgået.
Jeg bliver så vred over den her slags forældre der bare skyder børn ud, fordi de ønsker dem og er ligeglade med/ikke evner at forstå at de ikke kan tage sig af dem. Ofte har de jo fået at vide inden abortfristen, at de ikke får lov at beholde deres barn, fordi de ikke kan tage vare på dem, men de VIL have alle de børn, som så ender i systemet.
Jeg er selv født ind i en familie hvor min mor var informeret af kommunen om at hun var vurderet til ikke at kunne varetage børns behov. Men hun VILLE have børn og min bror og jeg har haft en forfærdelig barndom.
Jeg elsker også børn, men jeg skal absolut ikke have nogen. Jeg har nok i at tage mig af mig selv og leve med den effekt min barndom har haft på mig. OG jeg har aldrig oplevet at leve i en normal familie med normal adfærd, hvor der blev draget normal omsorg for os børn. Hvordan skulle jeg evne at tage vare på et barn? Det er virkelig ikke en ret at få børn og det er ikke børnenes behov at blive født af forældre der ikke kan drage omsorg for dem.
Jeg forstår ikke, at de ikke selv kan se det.
Nu har jeg selv autisme og angst, og har altid vidst at det ikke er noget jeg potentielt vil give videre. Min mand og jeg har altid været enige om, at vi ikke skal have børn. Jeg med mine diagnoser, og min mand har selv været noget lignende artiklens historie igennem som barn. Vi har nok i os selv, vi kan lige netop holde et normalt liv kørende – hvorfor skulle vi udfordre det, ved at tilføje så stor en opgave – som det altså er, at få et barn. Som autist forstår jeg ikke en del ting, som relaterer sig til at vise forskellige følelser og forstå andres følelser. Min mands mor var alkoholiker og narcisist, han kom dog senere i pleje hos en god familie – men han har aldrig oplevet eller mærket kærlighed fra en forælder i de første mange år af sit liv. Hvordan skulle vi to have evnerne eller forståelsen for hvordan det skal gøres.
Derfor er det mig ubegribeligt at de ikke kan se det. Det er da trist at indse, at man bogstaveligt talt er uegnet til reproduktion – men det er sku endnu mere trist, at føde det ene barn efter det andet til den samme realitet. Vågn dog op man.
Og så er der mig og min kæreste det har fået fjernet vores datter, pga kommunen stressede os og lavede falske underretninger. Det sker også, men folk tror bare at systemet fungerer fint og der bliver fjernet de børn der skal. Not!
De ødelægger så mange uskyldige liv. Vi går glip af så meget at vores datters liv, det er ubegribeligt
Jeg har selv haft en lidt svær barndom. Da jeg var gravid med vores den første, og havde en svær graviditet, fyldte det meget for mig, om jeg ville blive en god mor. Selvom jeg vidste min mand ville blive en fantastisk far, og at vi sammen ville tage det hele som det kom, og gøre vores bedste – var jeg bange for, om jeg naturligt ville være en god mor. Hvad hvis jeg ikke kunne aflæse mit barns behov? Hvad hvis jeg ikke havde tålmodigheden? Hvad hvis jeg bare ikke var god nok til at være nogens mor og have det ansvar?
Min sundhedsplejerske gav mig det varmeste smil og sagde: **”Hvis du ikke havde været god nok, så havde du ikke bekymret dig over nogle af de ting.”**
Det tænker jeg tit på stadig nu – da bekymringerne jo nærmest vokser sammen med børnene. Men det slog mig bare da jeg læste om det her par. De anfægter på intet tidspunkt, om de er gode nok til at være forældre. På trods af underretninger i hobetal, flere tvangsfjernelser og kompetence undersøgelser fra psykologer. Tværtimod insisterer de på det modsatte – med banale grundlag, som f.eks en dokumenteret øjenkontakt på ø 16 sekunder.
Med al respekt, så nogle gange så føler jeg at tvangssterilisering burde være en ting. Jeg ved godt det giver en masse problemer med sig.. Og i videste udstrækning kan betragtes som eugenik eller folkemord.
Men hvad skal man gøre når folk simpelthen ikke er i stand til at tage vare på sig selv, og da slet ikke børn?
Præcis derfor jeg aldrig skal have børn, mine forældre var forfærdelige. De drak de første 18 år af mit liv, hvor min mor skiftede til piller.
Man føler til sidst, at man selv skal tage sig af sine forældre selv i døden. Min far døde af en blodprop på hospitalet og der havde jeg ikke snakket med ham i et år, men surprise! Han havde ikke forberedt sig omkring sin egen død og derfor skulle hans søn, som ikke havde haft med at gøre i et år til, at rode igennem hans liv og betale regninger omkring begravelse, fordi min lillebror absolut ville have en gravplads, men ville ikke gøre noget for det.
Min mor er på præcis samme måde og jeg går og frygter at jeg snart skal igennem samme tur igen, hvor jeg skal til at rydde op efter deres død. Jeg fik aldrig en barndom, fordi jeg altid har skulle være “voksen”.
At jeg fik lov til at bo ved mine forældre hele min barndom var børnemisbrug og har efterladt et had og mistillid til alle andre mennesker. Derfor skal jeg aldrig have børn.
17 comments
Det er de små mennesker. De er dumme, kan ikke læse, kan ikke tage ved lære og kender ikke reglerne. Slet ikke de uskrevne. De forstår ikke deres egne begrænsninger. De forstår ikke, at vi ikke kan tillade dem at opdrage børn til denne komplekse og krævende verden. Og de tager ikke et nej for et nej. Så vi må tage børnene fra dem, når de yngler på trods. Det forstår de heller ikke. Så vi kan ikke gøre andet end at trampe på dem. Igen og igen. Kan de ikke forstå? Men de vil ikke forstå. De vil ikke erkende deres nederlag. Så nu bliver vi nødt til at tage børnene fra dem på en måde, så de aldrig kommer til at se dem igen. Vi får dem til helt at forsvinde for deres børn. Nu er de helt væk. De kan snakke, men ingen hører på dem længere. Kun måske et rodløst ungt menneske, der om 20 år støder på gulnede papirer, hvor der kan læses om to helt fremmede menneskers fortrydelser og frustrationer over ikke at kunne holde om og følge det barn, der nu står her som voksen og slet ikke forstår noget som helst.
Jeg får altid ondt helt ned i maven af de her artikler!
Forældre som jo egenligt godt kan udvise kærlighed og empati og ikke vil børnene noget ondt, men måske bare kognitivt ikke kan. Og samtidig ved.man hvor skadeligt det er at adskille børn og forældre, godt jeg ikke er dommer i de sager!
Episoden hvor de bor på et hjem og hver detalje bliver kigget på for at se om de kan klare det virker også ret stressende, mon ikke man ville gøre nogle ting forkert selv som træt ny forældre.
Nu har det.været oppe at flere børn skal tvangsfjernes, skulle man ikke hellere kalde det, det rigtige antal tvangsfjernes?
Det at de vel egentligt godt ved at får de et barn mere bliver det også fjernet og de så gør det alligevel taler jo også for de har det noget udfordret
Igen puha.
Det er så sindssygt, at vi som samfund bruger så mange ressourcer på denne her type mennesker…
Det er hård læsning – men det er også fedt for en gang skyld at læse en artikel, der er nogenlunde neutral, frem for den sædvanlige EB-journalistik hvor der er en “nu skal vi vise hvor dumme de er”-vinkel. Stor ros til JP.
Der er ingen tvivl, om at det er rigtigt træls at være Rikke og Georg – Men i sådan en situation, må det alt andet lige være barnets ve og vel, der kommer i første række og ikke forældrenes “projekt” om at ville have et barn – den negative sociale arv fra forældrene er enorm og vil være svær at bryde. Jeg tror helt oprigtigt på at barnet får den bedste start på livet ved at “starte forfra” i en permanent ny familie..
Jeg havde igennem et par år, en kæreste der havde vokset op i de miljøer der beskrives i artiklen. Den gang bortadopterede man ikke, for det var “synd for barnet”. Hele hendes opvækst har været præget af forsøg på at komme hjem i et lortehjem fyldt med svigt, for så at blive fjernet og ryge på børnehjem, for så at ryge i plejefamilie, for så at ryge retur til forældrene, inden hun røg tilbage på børnehjem.. Fra hun fra starten – og ikke først i en alder af 12 – blev tvangsbortadopteret, tror jeg hun ville have haft et meget bedre liv, frem for det helvede hun levede i.
Familiens 5 børn..
5 børn.
Jeg er stået af.
Hvor meget er for meget her.
Helt grundlægende er spørgsmålet vel hvis man ser på alle børnene i de her omstændigheder får flere det så “bedre” af at vi fjerner dem tidligt.
Det er et vigtigt spørgsmål som jeg altid mangler information om i sådan debatter.
Hvis man ikke har noget dokumention synes jeg at man leger lidt med liv.
Det er ikke kun børnenes liv men også de to forældre her man ændre radikalt og måske ødelægger.
Man kunne også lægge resurserne anderledes man kunne fx lære forældrene at læse, så de bedre selv kan følge med i de krav der er til dem.
Man kunne give dem en almen samfundslæring.
Man kunne udrede dem medicinsk og så videre.
At fjerne børn burde være sidste mulighed ikke udgangspunktet.
Fair vinklet artikel.
Det lyder måske lidt hårdt, men jeg synes ikke at det er acceptabelt at de kan fortsætte med at pålægge staten så mange udgifter til sagsbehandling m.m uden konsekvenser. Tvangssterilisation burde altså komme på tale her.
Længe leve privat skolerne.
Forbyd ubeskyttet sex.
Jeg læste netop artiklen imorges og damn, synes virkelig det er svært.
Jeg har generelt meget svært ved at sætte mig ind i behovet for – og nogle mener RETTEN til – at få børn. Fuck, det er da det mest omfattende projekt nogen overhovedet kan påtage sig!
Jeg er selv psykisk syg og virkelig glad for, at jeg ikke har det behov, for jeg ved godt, at jeg ville være en shit forælder. Forskellen på mig og Rikke (am woman), er nok selvindsigten; Ja, der er da en masse ting der kunne være sjove at prøve her i livet … men jeg ved at min hjerne er fucked og det skal ikke gå ud over et barn!?
Den sidste del af artiklen fik mig dog 100% til at mene, at de ikke skal have børn – det faktum at de kun forestiller sig barnets gode barndom via gaver og fødselsdagskager, er vildt en-dimensionelt. Hvad med hverdagen? Hvad så når barnet ikke gider spise fødselsdagskagen eller bliver sur over gaven, fordi børn er irrationelle og mærkelige? Det hele handler om DERES mangel på en god barndom (which is sad ofc) og DERES behov for at udleve/lege det drømme-scenarie via barnet – og så længe de ikke kan forholde sig til det, skal de ikke stå for et barns liv og opvækst.
Shit, jeg føler mig ikke engang emotionelt stabil nok nogen former for forhold – og jeg er sgu nok alligevel en del længere på den rejse end de er, når det kommer til selvindsigt. Mennesker er mærkelige.
Blandt problemerne i dette eksempel er at familien lever relativt fornuftigt, spiser godt, gør hvad de kan for selvforsørgelse, de holder et hjem og hvor der er temperamentsproblemer, er der ikke nævnelse af at der er problemer i hjemmet mellem de 2 forældre, der er ikke referencer til at det går galt under samvær, der er stabile forhold.
Kommunen har heller ikke mere end 17 mdrs. observation af forældreskabet på tværs af 5 børn. Forældrene får ikke chancen for at fejle, de oplever at de ikke har muligheden for succes før der bliver konkluderet.
Georg og hans 1.500-2.000 klager, dødstrusler og fortællingen om hvordan han som ung var dårlig til at tilsidesætte egne behov, det gør det nemt at mene at han ikke lyder som en der kunne håndtere 4 børn specielt godt, men…. Ja. Det er noget hvor kommunen må vurdere folk på karaktertræk og ikke specielt meget på faktisk udførte handlinger. Hvor Georg bliver sin egen værste fjende når han ikke kan tilsidesætte temperamentet og ender med at skræmme de der skal træffe beslutningerne.
Folk der har langvarrig kontakt med kommunen ender med at bygge en form for selvforsvar imod de overgreb de oplever. Det har kke været noget der har hjulpet meget i denne situation og jeg ville gerne vide hvordan det kunne have været undgået.
Jeg bliver så vred over den her slags forældre der bare skyder børn ud, fordi de ønsker dem og er ligeglade med/ikke evner at forstå at de ikke kan tage sig af dem. Ofte har de jo fået at vide inden abortfristen, at de ikke får lov at beholde deres barn, fordi de ikke kan tage vare på dem, men de VIL have alle de børn, som så ender i systemet.
Jeg er selv født ind i en familie hvor min mor var informeret af kommunen om at hun var vurderet til ikke at kunne varetage børns behov. Men hun VILLE have børn og min bror og jeg har haft en forfærdelig barndom.
Jeg elsker også børn, men jeg skal absolut ikke have nogen. Jeg har nok i at tage mig af mig selv og leve med den effekt min barndom har haft på mig. OG jeg har aldrig oplevet at leve i en normal familie med normal adfærd, hvor der blev draget normal omsorg for os børn. Hvordan skulle jeg evne at tage vare på et barn? Det er virkelig ikke en ret at få børn og det er ikke børnenes behov at blive født af forældre der ikke kan drage omsorg for dem.
Jeg forstår ikke, at de ikke selv kan se det.
Nu har jeg selv autisme og angst, og har altid vidst at det ikke er noget jeg potentielt vil give videre. Min mand og jeg har altid været enige om, at vi ikke skal have børn. Jeg med mine diagnoser, og min mand har selv været noget lignende artiklens historie igennem som barn. Vi har nok i os selv, vi kan lige netop holde et normalt liv kørende – hvorfor skulle vi udfordre det, ved at tilføje så stor en opgave – som det altså er, at få et barn. Som autist forstår jeg ikke en del ting, som relaterer sig til at vise forskellige følelser og forstå andres følelser. Min mands mor var alkoholiker og narcisist, han kom dog senere i pleje hos en god familie – men han har aldrig oplevet eller mærket kærlighed fra en forælder i de første mange år af sit liv. Hvordan skulle vi to have evnerne eller forståelsen for hvordan det skal gøres.
Derfor er det mig ubegribeligt at de ikke kan se det. Det er da trist at indse, at man bogstaveligt talt er uegnet til reproduktion – men det er sku endnu mere trist, at føde det ene barn efter det andet til den samme realitet. Vågn dog op man.
Og så er der mig og min kæreste det har fået fjernet vores datter, pga kommunen stressede os og lavede falske underretninger. Det sker også, men folk tror bare at systemet fungerer fint og der bliver fjernet de børn der skal. Not!
De ødelægger så mange uskyldige liv. Vi går glip af så meget at vores datters liv, det er ubegribeligt
Jeg har selv haft en lidt svær barndom. Da jeg var gravid med vores den første, og havde en svær graviditet, fyldte det meget for mig, om jeg ville blive en god mor. Selvom jeg vidste min mand ville blive en fantastisk far, og at vi sammen ville tage det hele som det kom, og gøre vores bedste – var jeg bange for, om jeg naturligt ville være en god mor. Hvad hvis jeg ikke kunne aflæse mit barns behov? Hvad hvis jeg ikke havde tålmodigheden? Hvad hvis jeg bare ikke var god nok til at være nogens mor og have det ansvar?
Min sundhedsplejerske gav mig det varmeste smil og sagde: **”Hvis du ikke havde været god nok, så havde du ikke bekymret dig over nogle af de ting.”**
Det tænker jeg tit på stadig nu – da bekymringerne jo nærmest vokser sammen med børnene. Men det slog mig bare da jeg læste om det her par. De anfægter på intet tidspunkt, om de er gode nok til at være forældre. På trods af underretninger i hobetal, flere tvangsfjernelser og kompetence undersøgelser fra psykologer. Tværtimod insisterer de på det modsatte – med banale grundlag, som f.eks en dokumenteret øjenkontakt på ø 16 sekunder.
Med al respekt, så nogle gange så føler jeg at tvangssterilisering burde være en ting. Jeg ved godt det giver en masse problemer med sig.. Og i videste udstrækning kan betragtes som eugenik eller folkemord.
Men hvad skal man gøre når folk simpelthen ikke er i stand til at tage vare på sig selv, og da slet ikke børn?
Præcis derfor jeg aldrig skal have børn, mine forældre var forfærdelige. De drak de første 18 år af mit liv, hvor min mor skiftede til piller.
Man føler til sidst, at man selv skal tage sig af sine forældre selv i døden. Min far døde af en blodprop på hospitalet og der havde jeg ikke snakket med ham i et år, men surprise! Han havde ikke forberedt sig omkring sin egen død og derfor skulle hans søn, som ikke havde haft med at gøre i et år til, at rode igennem hans liv og betale regninger omkring begravelse, fordi min lillebror absolut ville have en gravplads, men ville ikke gøre noget for det.
Min mor er på præcis samme måde og jeg går og frygter at jeg snart skal igennem samme tur igen, hvor jeg skal til at rydde op efter deres død. Jeg fik aldrig en barndom, fordi jeg altid har skulle være “voksen”.
At jeg fik lov til at bo ved mine forældre hele min barndom var børnemisbrug og har efterladt et had og mistillid til alle andre mennesker. Derfor skal jeg aldrig have børn.