Er der ikke også noget med at en højtrangerende nazist i dk (måske højest rangerende?) var en stor primus motor i at få jøder til Sverige?
Mener jeg har været til et foredrag i den sorte diamant om den gut engang
Altså en nazist som hjalp jøderne i dk
I dag ville en sådan udmelding fra statsministeren blive mødt med:
– 🤣🤮💩
– Er leverpostejs-Mette nu magtliderlig igen?
– Nazisterne findes ikke. Det er fake news.
– Der er ikke nogen besættelse. Vågn op folkens!
– Vi kender ikke de langsigtede konsekvenser af at forholde os i ro.
– osv…
Det kunne være undgået hvis man havde oprustet i stedet for at nedruste igennem årene.
Tiden kalder
Og her er vi, i krig igen. Denne gang imod Rusland
Søren Søndergaard:
“Tyskland var ikke en trussel for hele Europa”
Man hørte nogle i dag lidt mindre populære udmeldinger fra Stauning til hans tale for studenterforeningen i København i ’41.
> Det er mit Indtryk, at Tyskland har visse Planer, der ikke blot sigter efter øjeblikkelig Nyordning, men efter en blivende europæisk Nyordning, der skal være raadende ud i Fremtiden. Denne Nyordning vil kræve et Samarbejde indenfor Europa, og Linien vil være den fra Tyskland kendte Planøkonomi, der sikkert rummer betydelige Fordele fremfor den Planløshed, som har været raadende hidtil som Bestanddel af det liberalistiske Samfund, der i udpræget Grad bygger paa Egoismen – altsaa Erhvervs- og Samfundsegoisme.
Talen blev vidst enddog spredt under titlen “Tyskland-Danmark”. Det er godt nok samarbejdspolitik med stort S. Er dog stor fan af ordspillet planøkonomi kontra planløshed.
Skrev dette engang til andet indlæg
Indledningsmæssigt var Hitlers tanker omkring Danmark til at starte med sporadiske. Ønsket var at sikre adgang til Norge for at forhindre en mulig britisk invasion i Skandinavien, hvorfor Danmark skulle bruges som springbræt til en egentlig invasion af Norge. Det udmøntede sig bl.a. i at man ville oprette en lufthavn i Aalborg, hvor almindelige fly og vandflyvere kunne lette og lande, når de skulle transportere tropper og varer til Norge i forbindelse med en besættelse. Derudover ønskede man også kontrol over København og andre storbyer, og det udviklede sig til en decideret besættelse. Man ønskede at få kontrol over Østersøområdet, så man også kunne sikre den vigtige jernmalms transport fra Sverige. Danmarks geografiske position blev altså til et strategisk argument for besættelse, da man havde interesser i Norge og Sverige (neutrale).
Forud for den tyske besættelse vidste regeringen godt, at noget var i gære, og man havde d. 6. og 8. april modtaget informationer om, at tyskerne var ved at forberede en mulig besættelse. Den danske regering valgte dog ikke at mobilisere den danske styrke, som var på op imod 60.000 mænd, da man ikke ville provokere tyskerne.
I forbindelse med den tyske besættelse af Danmark var der et stort dilemma omkring d. 9. april – Danskerne var på sin vis informeret omkring, hvad der ville ske, men var ikke sikre i forhold, hvordan man skulle gribe situationen an. I denne periode havde man mange statsrådsmøder med kongen omkring, hvad man kunne gøre, og hvad man burde gøre. Derudover var der i danske flåde også et stort ønske om at yde mere modstand lige så vel som Kongen ønskede, at vi ydede mere modstand. Et citat fra en søofficer understreger meget fint denne pointe:
“*Da det danske Folk vaagnede op den 9. April, stod det over for den fuldbyrdede Kendsgerning: Fremmede Tropper var i Færd med at besætte Landet, efter at Regeringens ledende Mænd havde truffet bestemmelsen om at opgive Rigets tusindaarige Selvstændighed. (…) D. 9. April (…)(er) (…) en Skændsel uden Sidestykke, den er nemlig Kronen paa en Politik, hvor i Overensstemmelse med Radikalismens højeste Visdom intet kunde nytte, men hvor Danmark maatte overlade Løsningen af sine Problemer til en fremmed Magt. (…) Havde medlemmer af den politiske Højadel vovet sig ud paa saa farligt et Sted den 9. April om Morgenen blandt danske Tropper, havde de hørt menige Soldater (…) grædende af Raseri trygle og bede deres Officerer om at sætte sig ud over Regeringens Ordre og føre dem til Kamp for deres Konge og Fædreland uanset Kampens Haabløshed, som alle var klar over”*
Omvendt kunne dele af folketinget godt se, at det ikke nyttede noget at yde modstand, og at vi burde agere, som vi havde gjort i forbindelse med lignende situationer. Situationen blev at vi fra d. 9 april frem til d. 29 august 1943 samarbejdede med tyskerne, hvor vi på sin vis stadig havde magtens tredeling. Altså kontrol over domstol, politi, folketing og regering – Dette blev kaldt samarbejdspolitikken. I denne periode blev Tyskland kaldt for værnemagten. Vi må forstå at det gjorde det meget ressourcefrit for tyskerne at have denne ordning, eftersom det så var Danmark selv, som skulle bruge ressourcer på at indordne sig under tyske ønsker.
Det tætteste eksempel vi havde på en lignende situation som tyskernes besættelse var 1. verdenskrig, hvor vi med succes førte en neutralitetspolitik, som gjorde os i stand til at sælge varer til både Storbritannien og Tyskland. Problematikken dengang var, at vi kulturelt mindede mest om Tyskland, mens vi politisk set mindede mest om Storbritannien. Dog indordnede vi os mest under, hvad tyskerne ønskede og placerede derfor søminer rundt om danske farvande, for at sikre, at briterne ikke kunne gå i land. En af de store personligheder fra dengang var Erik Scavenius, som også får en afgørende rolle i forhold til Danmarks situation under 2. VK. Derfor bliver Erik Scavenius indsat som udenrigsminister d. 8 juli 1940.
I sin tiltrædelsestale sagde han bl.a.:” *Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa (…) Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland.* ”
Som et eksempel på, hvor tyskervenlige vi var i staten, underskrev Scavenius d. 25. november 1941 på Danmarks vegne antikominternpagten, som skulle bekæmpe kommunisme. Ydermere skulle besættelsen af Danmark i 1940 også være et mønstereksempel på, hvorledes man som “egenrådig” stat kunne eksistere under den tyske overmagt, og hermed muligvis give tyskerne et incitament til at skulle bruge færre ressourcer i deres indtagelse af andre lande, hvis de ville indordne sig lige så pænt, som Danmark gjorde.
Frem til d. 3. maj 1942 er det Thorvald Stauning som er statsminister, men han dør desværre, hvorfor Vilhelm Buhl overtager statsministerposten. Vilhelm Buhl var ikke så tyskervenlig som Scavenius, men foretog i sommeren 1942, alligevel et træk, som opfordrede den danske befolkning til ikke at yde modstand mod tyskerne, og ja sågar endda indberette hinanden, folk, venner eller andre som begik sabotage mod tyskerne. Så fra regeringens side blev der altså opfordret til, at man ikke ydede modstand, eftersom det ville skade enhver, hvis man gjorde det, og Buhl lagde også vægt på, at hvis man ydede modstand skulle man være klar over, at det ikke kun havde konsekvenser for en selv, men hele den danske befolkning. Modstandsbevægelsen bestod frem til samarbejdspolitkkens sammebrud d. 29. august 1943 mestendels af kommunister, unge som ønskede at gøre modstand og mindre organiserede /uorganiserede grupper. Man vurderede medlemstallene til at være omkring 10.000 i efteråret 1944, hvor det senere hen i foråret 1945 var ca. 75.000.
Frem til d. 9 november 1942 er ønsket i Danmark at man indordner sig under tyskernes ønsker, og det fungerer egentligt meget fint, men i forbindelse med Telegramkrisen fra oktober-november 1942, hvor den danske konge modtager en lykønskning fra Hitler på sin fødselsdag, så ændrer tingene sig lidt. Kongen vælger at skrive et kort svar tilbage til Hitler, hvor i han bare “takker” for telegrammet, hvilket frustrerer Hitler. Derfor bliver Erik Scavenius sat ind som både udenrigs- og statsminister, da tyskerne er arrige, og ønsker ændringer i den danske regering. Scavenius havde stor erfaring fra 1. verdenskrig i at føre neutralitetspolitik, og var den mest tyskervenlige person, som man kunne vælge. Scavenius vidste godt, at befolkningen ikke var vilde med ham, og ej heller kongen, men han påtog sig alligevel opgaven, selvom denne ikke lige frem var let og elegant.
I 1943 finder en tiltagende sabotage sted i Danmark, hvor modstandsbevægelserne begynder at gøre mere modstand. Man mener, at modstandsbevægelserne i denne periode er delt op i to grene i form af kommunister som var meget organiserede og ideologiske, mens den anden gren bestod af unge patriotiske krafter, som ikke var så organiserede. Et eksempel er f.eks. Churchill-gruppen fra Aalborg, som bestod af unge knægte, som startede ud med drengestreger, og senere hen udviklede sig til deciderede sabotage aktioner – Der opstod også de “Borgerlige Partisanere” (BOPA) med et kommunistisk fundament.
Den tiltagende modstand leder til, at Tyskland ønsker dødstraffen genindført i Danmark som følge af den tiltagende sabotage. Dette ultimatum er noget, som den danske regering ikke kan gå med til, og i samråd med kronprinsen/kongen vælger de, at træde af. Så fra d. 29. august 1943 og til krigens afslutning, kan man tale om, at Danmark er under en reel besættelse ved samarbejdspolitkkens sammenbrud. I august 1943 er der også deciderede folkestrejker rundt om i de store byer (Esbjerg, Odense, Århus, Aalborg og København) , hvor danskerne ikke længere vil finde sig i de vilkår, som man udsættes for af tyskerne, så man nedlægger arbejdet. I efteråret begynder man at forfølge jøderne i Danmark, og det er her vi har den storstilede redningsaktion, hvor regeringen får videreformidlet informationer til danskerne om, at tyskerne kommer og vil forfølge jøderne – Så vi redder 7000 jøder til Sverige. Det er også i denne periode, at det tyske politi begynder at operere i Danmark – I december efter tyskerne har overtaget magten pågyndes hævnaktioner mod de danske sabotageaktioner i Schalburgkorpset – Her kan man også nævne at tyskervenligtsindede grupper eksisterer i form af bl.a. Sven Stål-gruppen mv.
Modstandskampen som fandt sted i Danmark har været genstand for megen spekulation, og som der er skrevet i flere indlæg herinde, blev den muligvis glorificeret mere end den egentligt var. Eller gjorde den? Modstandskampen i Danmark var forholdsvis lille i forhold til andre lande, men modstanden betød nu alligevel, at der var noget at diskutere. Selve sabotageaktionerne havde ikke en voldsom effekt på begrænsning af tyske troppe- og varetransporter, men havde en væsentlig symbolsk betydning i signalet til de allierede om, at vi ville gøre modstand. I Januar 1943 bomber briterne B&W Diesel, og man tolker det fra nogle historikere, som om, at det var et signal fra briterne om, at hvis vi ikke begyndte at yde mere modstand, så tog de kampen til Danmark – det kan selvfølgelig diskuteres.
Sikke nogen pussies
Tyske generaler fik lov at gå rundt i Københavns gader og planlægge angrebet dagen inden. Vi nægtede yderligere at aktivere minefeltet rundt om København af frygt for at tyskerne blev sure, med det resultat at tyskerne sejlede lige igennem og aktiverede minefeltet efter sig selv så de var i sikkerhed i København. Der var selvfølgelig nogle få modige modstandsfolk, men langt størstedelen af befolkningen betragtede det at gå forbi en tysk soldat med en knyttet hånd i lommen som passiv modstand, hvilket blev set som tilstrækkeligt.
Mange glemmer også at besættelsen af Danmark var en “fredsbesættelse”. Tyskland så ikke Danmark som en trussel eller fjende, men som et broderfolk de ville beskytte, selv hvis deres kære broderfolk ikke ville tage imod beskyttelsen.
Hvis Tyskland havde set os som fjender mod deres nye verden havde vi nok fået samme behandling som fx Polen eller Rusland.
20 comments
Hvorfor underskriver han sig “Christian R.”?
​
Regent?
​
Rex?
Tog mig lige et øjeblik at indse det var fuldt ud og ikke fuld tud…
Læst mellem linierne: Beklager, men vi er på skideren. Vi kan ikke gøre så meget ved det, så lad os se om det driver over af sig selv…
Nazisterne så danskerne som et germansk broderfolk. Vi slap derfor fra besættelsen med ganske få tusinde tab af menneskeliv.
Denne form for “appeasement” vil nok ikke have været smart hvis vi lå lidt længere nede på den nazistiske racehierarki.
De redede vores land og modstandsfolkene redede vores ære 🇩🇰
Hvad betyder ‘træder i forbindelse med’?
Respekten for det Ukrainske folk stiger stødt.
Her er en kort, informativ video om invasionen.
https://youtu.be/Q4recofi_g8
Jeg havde hørt om det før. Har nogen en kilde?
Er der ikke også noget med at en højtrangerende nazist i dk (måske højest rangerende?) var en stor primus motor i at få jøder til Sverige?
Mener jeg har været til et foredrag i den sorte diamant om den gut engang
Altså en nazist som hjalp jøderne i dk
I dag ville en sådan udmelding fra statsministeren blive mødt med:
– 🤣🤮💩
– Er leverpostejs-Mette nu magtliderlig igen?
– Nazisterne findes ikke. Det er fake news.
– Der er ikke nogen besættelse. Vågn op folkens!
– Vi kender ikke de langsigtede konsekvenser af at forholde os i ro.
– osv…
Det kunne være undgået hvis man havde oprustet i stedet for at nedruste igennem årene.
Tiden kalder
Og her er vi, i krig igen. Denne gang imod Rusland
Søren Søndergaard:
“Tyskland var ikke en trussel for hele Europa”
Man hørte nogle i dag lidt mindre populære udmeldinger fra Stauning til hans tale for studenterforeningen i København i ’41.
> Det er mit Indtryk, at Tyskland har visse Planer, der ikke blot sigter efter øjeblikkelig Nyordning, men efter en blivende europæisk Nyordning, der skal være raadende ud i Fremtiden. Denne Nyordning vil kræve et Samarbejde indenfor Europa, og Linien vil være den fra Tyskland kendte Planøkonomi, der sikkert rummer betydelige Fordele fremfor den Planløshed, som har været raadende hidtil som Bestanddel af det liberalistiske Samfund, der i udpræget Grad bygger paa Egoismen – altsaa Erhvervs- og Samfundsegoisme.
kilde: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/thorvald-staunings-s-tale-i-studenterforeningen-8-marts-1941/
Talen blev vidst enddog spredt under titlen “Tyskland-Danmark”. Det er godt nok samarbejdspolitik med stort S. Er dog stor fan af ordspillet planøkonomi kontra planløshed.
Skrev dette engang til andet indlæg
Indledningsmæssigt var Hitlers tanker omkring Danmark til at starte med sporadiske. Ønsket var at sikre adgang til Norge for at forhindre en mulig britisk invasion i Skandinavien, hvorfor Danmark skulle bruges som springbræt til en egentlig invasion af Norge. Det udmøntede sig bl.a. i at man ville oprette en lufthavn i Aalborg, hvor almindelige fly og vandflyvere kunne lette og lande, når de skulle transportere tropper og varer til Norge i forbindelse med en besættelse. Derudover ønskede man også kontrol over København og andre storbyer, og det udviklede sig til en decideret besættelse. Man ønskede at få kontrol over Østersøområdet, så man også kunne sikre den vigtige jernmalms transport fra Sverige. Danmarks geografiske position blev altså til et strategisk argument for besættelse, da man havde interesser i Norge og Sverige (neutrale).
Forud for den tyske besættelse vidste regeringen godt, at noget var i gære, og man havde d. 6. og 8. april modtaget informationer om, at tyskerne var ved at forberede en mulig besættelse. Den danske regering valgte dog ikke at mobilisere den danske styrke, som var på op imod 60.000 mænd, da man ikke ville provokere tyskerne.
I forbindelse med den tyske besættelse af Danmark var der et stort dilemma omkring d. 9. april – Danskerne var på sin vis informeret omkring, hvad der ville ske, men var ikke sikre i forhold, hvordan man skulle gribe situationen an. I denne periode havde man mange statsrådsmøder med kongen omkring, hvad man kunne gøre, og hvad man burde gøre. Derudover var der i danske flåde også et stort ønske om at yde mere modstand lige så vel som Kongen ønskede, at vi ydede mere modstand. Et citat fra en søofficer understreger meget fint denne pointe:
“*Da det danske Folk vaagnede op den 9. April, stod det over for den fuldbyrdede Kendsgerning: Fremmede Tropper var i Færd med at besætte Landet, efter at Regeringens ledende Mænd havde truffet bestemmelsen om at opgive Rigets tusindaarige Selvstændighed. (…) D. 9. April (…)(er) (…) en Skændsel uden Sidestykke, den er nemlig Kronen paa en Politik, hvor i Overensstemmelse med Radikalismens højeste Visdom intet kunde nytte, men hvor Danmark maatte overlade Løsningen af sine Problemer til en fremmed Magt. (…) Havde medlemmer af den politiske Højadel vovet sig ud paa saa farligt et Sted den 9. April om Morgenen blandt danske Tropper, havde de hørt menige Soldater (…) grædende af Raseri trygle og bede deres Officerer om at sætte sig ud over Regeringens Ordre og føre dem til Kamp for deres Konge og Fædreland uanset Kampens Haabløshed, som alle var klar over”*
Omvendt kunne dele af folketinget godt se, at det ikke nyttede noget at yde modstand, og at vi burde agere, som vi havde gjort i forbindelse med lignende situationer. Situationen blev at vi fra d. 9 april frem til d. 29 august 1943 samarbejdede med tyskerne, hvor vi på sin vis stadig havde magtens tredeling. Altså kontrol over domstol, politi, folketing og regering – Dette blev kaldt samarbejdspolitikken. I denne periode blev Tyskland kaldt for værnemagten. Vi må forstå at det gjorde det meget ressourcefrit for tyskerne at have denne ordning, eftersom det så var Danmark selv, som skulle bruge ressourcer på at indordne sig under tyske ønsker.
Det tætteste eksempel vi havde på en lignende situation som tyskernes besættelse var 1. verdenskrig, hvor vi med succes førte en neutralitetspolitik, som gjorde os i stand til at sælge varer til både Storbritannien og Tyskland. Problematikken dengang var, at vi kulturelt mindede mest om Tyskland, mens vi politisk set mindede mest om Storbritannien. Dog indordnede vi os mest under, hvad tyskerne ønskede og placerede derfor søminer rundt om danske farvande, for at sikre, at briterne ikke kunne gå i land. En af de store personligheder fra dengang var Erik Scavenius, som også får en afgørende rolle i forhold til Danmarks situation under 2. VK. Derfor bliver Erik Scavenius indsat som udenrigsminister d. 8 juli 1940.
I sin tiltrædelsestale sagde han bl.a.:” *Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa (…) Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland.* ”
Som et eksempel på, hvor tyskervenlige vi var i staten, underskrev Scavenius d. 25. november 1941 på Danmarks vegne antikominternpagten, som skulle bekæmpe kommunisme. Ydermere skulle besættelsen af Danmark i 1940 også være et mønstereksempel på, hvorledes man som “egenrådig” stat kunne eksistere under den tyske overmagt, og hermed muligvis give tyskerne et incitament til at skulle bruge færre ressourcer i deres indtagelse af andre lande, hvis de ville indordne sig lige så pænt, som Danmark gjorde.
Frem til d. 3. maj 1942 er det Thorvald Stauning som er statsminister, men han dør desværre, hvorfor Vilhelm Buhl overtager statsministerposten. Vilhelm Buhl var ikke så tyskervenlig som Scavenius, men foretog i sommeren 1942, alligevel et træk, som opfordrede den danske befolkning til ikke at yde modstand mod tyskerne, og ja sågar endda indberette hinanden, folk, venner eller andre som begik sabotage mod tyskerne. Så fra regeringens side blev der altså opfordret til, at man ikke ydede modstand, eftersom det ville skade enhver, hvis man gjorde det, og Buhl lagde også vægt på, at hvis man ydede modstand skulle man være klar over, at det ikke kun havde konsekvenser for en selv, men hele den danske befolkning. Modstandsbevægelsen bestod frem til samarbejdspolitkkens sammebrud d. 29. august 1943 mestendels af kommunister, unge som ønskede at gøre modstand og mindre organiserede /uorganiserede grupper. Man vurderede medlemstallene til at være omkring 10.000 i efteråret 1944, hvor det senere hen i foråret 1945 var ca. 75.000.
Frem til d. 9 november 1942 er ønsket i Danmark at man indordner sig under tyskernes ønsker, og det fungerer egentligt meget fint, men i forbindelse med Telegramkrisen fra oktober-november 1942, hvor den danske konge modtager en lykønskning fra Hitler på sin fødselsdag, så ændrer tingene sig lidt. Kongen vælger at skrive et kort svar tilbage til Hitler, hvor i han bare “takker” for telegrammet, hvilket frustrerer Hitler. Derfor bliver Erik Scavenius sat ind som både udenrigs- og statsminister, da tyskerne er arrige, og ønsker ændringer i den danske regering. Scavenius havde stor erfaring fra 1. verdenskrig i at føre neutralitetspolitik, og var den mest tyskervenlige person, som man kunne vælge. Scavenius vidste godt, at befolkningen ikke var vilde med ham, og ej heller kongen, men han påtog sig alligevel opgaven, selvom denne ikke lige frem var let og elegant.
I 1943 finder en tiltagende sabotage sted i Danmark, hvor modstandsbevægelserne begynder at gøre mere modstand. Man mener, at modstandsbevægelserne i denne periode er delt op i to grene i form af kommunister som var meget organiserede og ideologiske, mens den anden gren bestod af unge patriotiske krafter, som ikke var så organiserede. Et eksempel er f.eks. Churchill-gruppen fra Aalborg, som bestod af unge knægte, som startede ud med drengestreger, og senere hen udviklede sig til deciderede sabotage aktioner – Der opstod også de “Borgerlige Partisanere” (BOPA) med et kommunistisk fundament.
Den tiltagende modstand leder til, at Tyskland ønsker dødstraffen genindført i Danmark som følge af den tiltagende sabotage. Dette ultimatum er noget, som den danske regering ikke kan gå med til, og i samråd med kronprinsen/kongen vælger de, at træde af. Så fra d. 29. august 1943 og til krigens afslutning, kan man tale om, at Danmark er under en reel besættelse ved samarbejdspolitkkens sammenbrud. I august 1943 er der også deciderede folkestrejker rundt om i de store byer (Esbjerg, Odense, Århus, Aalborg og København) , hvor danskerne ikke længere vil finde sig i de vilkår, som man udsættes for af tyskerne, så man nedlægger arbejdet. I efteråret begynder man at forfølge jøderne i Danmark, og det er her vi har den storstilede redningsaktion, hvor regeringen får videreformidlet informationer til danskerne om, at tyskerne kommer og vil forfølge jøderne – Så vi redder 7000 jøder til Sverige. Det er også i denne periode, at det tyske politi begynder at operere i Danmark – I december efter tyskerne har overtaget magten pågyndes hævnaktioner mod de danske sabotageaktioner i Schalburgkorpset – Her kan man også nævne at tyskervenligtsindede grupper eksisterer i form af bl.a. Sven Stål-gruppen mv.
Modstandskampen som fandt sted i Danmark har været genstand for megen spekulation, og som der er skrevet i flere indlæg herinde, blev den muligvis glorificeret mere end den egentligt var. Eller gjorde den? Modstandskampen i Danmark var forholdsvis lille i forhold til andre lande, men modstanden betød nu alligevel, at der var noget at diskutere. Selve sabotageaktionerne havde ikke en voldsom effekt på begrænsning af tyske troppe- og varetransporter, men havde en væsentlig symbolsk betydning i signalet til de allierede om, at vi ville gøre modstand. I Januar 1943 bomber briterne B&W Diesel, og man tolker det fra nogle historikere, som om, at det var et signal fra briterne om, at hvis vi ikke begyndte at yde mere modstand, så tog de kampen til Danmark – det kan selvfølgelig diskuteres.
Sikke nogen pussies
Tyske generaler fik lov at gå rundt i Københavns gader og planlægge angrebet dagen inden. Vi nægtede yderligere at aktivere minefeltet rundt om København af frygt for at tyskerne blev sure, med det resultat at tyskerne sejlede lige igennem og aktiverede minefeltet efter sig selv så de var i sikkerhed i København. Der var selvfølgelig nogle få modige modstandsfolk, men langt størstedelen af befolkningen betragtede det at gå forbi en tysk soldat med en knyttet hånd i lommen som passiv modstand, hvilket blev set som tilstrækkeligt.
Mange glemmer også at besættelsen af Danmark var en “fredsbesættelse”. Tyskland så ikke Danmark som en trussel eller fjende, men som et broderfolk de ville beskytte, selv hvis deres kære broderfolk ikke ville tage imod beskyttelsen.
Hvis Tyskland havde set os som fjender mod deres nye verden havde vi nok fået samme behandling som fx Polen eller Rusland.