Brød sammen på live-tv: – Det berører mig, at vi er kommet så langt ud

27 comments

1. Ja.. Snobberi er noget lort. Det bliver nok mindre med alderen og når man er pensionist så er der forhåbentlig ikke så meget tilbage.

   Til gengæld husker jeg barndommen hvor man tænkte over hvilken bil de andre børns forældre kørte i osv.. 🙄

2. Han har jo ret.

3. Læste et sted (på linkedin) at der var flere der havde søgt om deltagelse i Paradise Hotel end Læreruddannelsen – virkelig trist når alt går op i likes og fame og mindre i fællesskab

4. Alle erhversuddannelserne er/var også noget lort synes jeg.

   Det var helt sindssygt at gå fra Gymnasiet hvor der blev brugt meget tid og mange kræfter på at skabe sammenhold og fester og ture, og mine bedste venner er stadig dem jeg mødte i gymnasiet (er i midten af 40erne nu). På gymnasiet blev det fejret at være dygtig og klog. Det var sjovt at være flittig.

   Da jeg så efter gym begyndte på en erhversuddannelse var det som at falde ned i et sort hul. Der var intet indhold i timerne, intet sammenhold, ingen aktiviteter uden for skolen, bare røv sygt tristhed og unge som var blevet tabt på gulvet. Niveauet lå under gulvbrædderne. Både lærernes og elevernes. Det var frygteligt.

   Det var svært at indrømme for andre at jeg gik på en erhversuddannelse. Det blev set ned på.

   Jeg håber det er blevet bedre.

5. Jeg ved ikke hvor Peter Qvortrup har været de sidste mange år, men man skulle tro, at det reproduktive arbejdes andenrang i vores samfund på én eller anden måde skulle have været forbi *Lægens bord*. Det er en fejl at spille det ud som et spørgsmål mellem reality-TV og SOSU’er, uanset hvor meget jeg selv hader reality.

   SOSU-uddannelsensrenomé er ikke noget nyt. Det der er nyt er, at vi først inden for de seneste par år er begyndt at lytte til de kvinder (for det *er* fortsat kvindedominerede fag,) der taler for deres fags værdighed og ønsker respekt. Førhen var sådanne diskussioner nærmest ikke-eksisterende, på trods af at den faglige stolthed og de ansatte i omsorgssektoren var bedre organiseret. Man tog dem simpelthen ikke alvorligt.

   Nu er det ikke fordi at det giver mig nogen form for særlig autoritet, men rent anekdotisk, som søn af en SOSU-hjælper, nevø til en SOSU-assistent, og barneban af det, der engang hed en “sygehjælper,” kan jeg da berette om forargede reaktioner på den måde, den ringeagt, deres fag blev behandlet af stat og kommuner, allerede tilbage i nullerne.

   Og det hele afspejles i den måde man værdisætter arbejdet på. Prisen kommunerne er villige til at betale for arbejdskraft fra SOSU’er, er lav, blandt de laveste kommunale lønninger. Uddannelserne er blevet udvandet, forkortet, fagligheden er der blevet skåret på, osv. osv. I offentligheden, og det afspejles hos politikerne, er der en forståelse af, at SOSU’er er glorificerede kommunale rengøringsassistenter, der måske også lige kan give et bad, hvis tid er til det. Man ser det hele tiden, særligt hos de politikere der prøver at fedte sig ind hos de ældre: det handler altid om mere rengøring og flere bade. Det handler aldrig om de komplekse sociale problemer SOSU’er arbejder med, eksempelvis med udsatte borgere, personer med svær psykisk sygdom, osv.

   Qvortrup tager fejl, når han tror det er et sted vi er “kommet ud.” Vi har været her længe. Kvinders arbejde og “kvindefag” er i, årtier, både i hjemmene og i det offentlige, blevet taget for givent, og ikke anerkendt som fagligheder på niveau med andet. Og det er gået særligt ud over det vigtige reproduktive arbejde der udføres alle de steder, hvor mange ikke tør kigge hen, ind i vores samfunds skjulte alkove.

6. Han har ret, men lidt til grin at “bryde sammen” over…

7. Ja, han har ret. Det er så langt ude.

8. Jeg tænkte jeg lige ville se hvad der ellers blev sagt så jeg finder frem til DRs side som så siger:

   > Du skal logge ind for at se programmer, se Live programmer forfra eller gemme programmer til Min Liste.

   Fuck DR.

9. Jeg tror mere det selve SOSU-faget, end det er uddannelsen, som visse mennesker ser ned på. Mange ser lidt SOSU-faget som det man vælger når man ikke har andre muligheder – og den fordom smitter selvfølgelig af på uddannelsen. Og når jeg ser på mange af dem jeg kender, som er eller har været i SOSU-faget (inkl. min egen mor, svigermor, og kone), kan jeg godt forstå hvor den fordom kommer fra (også selvom jeg ikke selv deler den fordom).

   Min mor var sygeplejerske, men da hun fik mig valgte hun at gå hjemme i en periode, da min far tjente nok penge til at forsørge os alle. Da hun så valgte at gå fra min far, og flyttede til en anden landsdel, fik hun svært ved at komme ind i sygeplejefaget igen. Hun arbejdede som pædagoghjælper i en årrække, men landede til sidst som SOSU-hjælper. Først på et plejehjem, hvor hun dog blev voksenmobbet ud, pga. hun ikke havde råd til den “rigtige” fagforening. Derefter i hjemmeplejen som nattevagt, hvor hun var indtil hun gik bort.

   Min svigermor er handelsuddannet og arbejdede mange år på kontor, men blev opsagt i en fyringsrunde. Hun gik arbejdsløs i nogle år, indtil hun valgte at blive SOSU-assistent, så hun har noget indtil hun kan gå på pension.

   Min kone har en kandidat i IT, men i den “bløde” ende hvor det kan være svært at finde job. Hun er typen som ikke bare kan sidde og lave ingenting, så efter at have gået arbejdsløs i knap et års tid, blev hun af jobcentret tilbudt at prøve kræfter som ufaglært SOSU-hjælper. Efter 2 uger som “føl” sammen med en anden SOSU-hjælper, blev hun sendt ud til borgere på egen hånd, med ansvar for en hel bydel. Ingen uddannelse, og alt for lidt tid. Hun blev sendt ud i snestorm på elcykel – hvor hun gled og brækkede hånden. Hun fik hældt øl ud over sig til karneval, uden tid til at gå i bad, eller skifte tøj, så hun måtte besøge borgere, med håret stinkende af øl. Hun følte sig konstant utilstrækkelig, fordi hun aldrig havde nok til hos borgerne, og mange af dem var sure og utaknemmelige (naturligvis forståeligt hvis de føler de ikke får den rette hjælp) eller direkte upassende. Selvom kollegerne var søde, endte hun med at gå ned med stress.

   Min personlige holdning er at det helt klart kræver en særligt stærk person, at holde til et job indenfor SOSU-faget. Det er bestemt ikke for enhver – og der er mange kompetencer i spil. Så jeg har kæmpe respekt for dem der vælger faget til.

   Men jeg forstår godt hvor fordommene kommer fra, når f.eks. jobcentrene nærmest kaster folk direkte ud til borgere. Så kan man nemt få den oplevelse, at det er noget alle og enhver kan, og så kan man nemt komme til at se ned på uddannelsen.

10. Vi er landet i et meget kapitalistisk samfund, så man må også bruge de mekanismer det system forærer: Hæv lønnen for SOSU (og hvad der ellers er vigtigt selvfølgelig), så skal der nok være mere prestige i det. Højere løn betyder der er flere der ansøger, og så vil der også være mere prestige forbundet da karakterkravet (altså den laveste karakter der bliver optaget) kommer til at stige automatisk.

11. Nu har jeg ikke selv direkte kontakt med den lokale sosu-skole, men de historier man høre der fra er ikke ligefrem motiverende. En af mine kammerater som kortvarigt gik der fortalte om en skole, hvor størstedele ikke søger om optag, men bliver anbragt der at jobcenter/kommunen. Han fortæller også om en faglighed der er så vandet ned at enhver der kan tale dansk kan bestå eksamenerne, kombinere man dette med en gennemsnitsalder over 35, så kan jeg egentlig godt forstå at man har svært ved at respektere uddannelsen. Særligt når det mere ligner en SFO for voksne, end en reel uddannelse der specialisere dig inden for et fagområde.

    De forsøger også fortiden med praktik uger i samarbejde med de lokale folkeskoler, dette er jo i sig selv fantastisk, men når man kommer ud til en uddannelse som 15 årig og møder en almen studerende der er kraftigt hæmmet ift. social og kulturel kapital, så er det ikke ligefrem det der motivere en til at søge optag.

    Jeg siger ikke det er sådan det skal være, jeg syntes selv det er utrolig trist, men det er desværre sådan man ser sosu uddannelsen som ung, for det er sådan den er.

12. Et f de største problemer i det her land, er uddannelses snoberiet. Jeg brækker mig,har mærket det på egen krop det meste af livet. Glemmer aldrig Magrethe Vestager citatet: Man kan jo altid gå på teknisk skole, …. Som om det var den sidste udvej. Her i landet ladet det til at, en rigtig uddannelse er noget man tager siddende, selvom det trods alt går den rigtige vej, er der lang vej igen.

13. Er problemet ikke snarere at gymnasiet bliver mindre og mindre en uddannelse, og mere stedet hvor man opholder sig med alle vennerne og hvor der er fede fester?
    Løsningen er vel ikke at alle uddannelser skal handle om fest men at gymnasiet skal tilbage til at være der hvor der stiller de største krav til eleverne, og hvor man ikke per automatik kan komme ind på.

14. Fandme! Godt brølt Geisling🙏

15. Socialrådgiver her, en del af os har det (næsten) på samme måde her.

16. Så er han snart selv ved at nå alderen, hvor det kan mærkes..

17. Ja jeg glæder mig sgu ikke rigtigt til når forsørgerbyrden alvorligt rammer om et par årtier, tror mange undervurderer hvor lort det bliver

18. De gør vel heller ikke meget selv for at give faget respekt, når de selv ser det som en lorteuddannelse???

19. Det er så trist og tarveligt, at vi har den her tendens til at se ned på mennesker som tager uddannelser så som sosu.

    Det er for fanden mennesker som er der når man dør, sørger for at man har rum og sted til at sige ordentligt farvel- nogle tilbyder en sidste sang inden man forlader verden.

    De plejer og holder din hygiejne når du ikke kan selv og så sørge de får du får et godt liv på den sidste del af rejsen.

    Dertil er alle dem som hjælper og understøtter alle de andre faggrupper med at behandle og pleje patienterne og borgere.

    Det er en uhyggelig forråelse af samfundet når man skal være bange for at fortælle hvad man studerer. De folk skulle prøve at være i en sosu’s sko i en uge.

20. Men hvad i alverden er det TV-lægen foreslår?

    Det er simpelthen en gratis omgang I sidder og fejrer her

21. Min kone er tidligere SOSU, kak kun sige efter at have stået på sidelinjen at det er et utaknemmeligt job. De står ofte med fingrene i lort, tis, bliver slået, truet og spyttet på af de ældre (typisk demente). Med ledere der er dybt underkvalificeret. Da hun var på randen af en sygemelding med stres og gik til sin leder, fik hun blot at vide “hvad fanden vil du have jeg skal gøre ved det?”
    Alt dette kan du så få til lorteløn. De fleste vælger så at gå vikar, fordi de kan arbejde en tredjedel af timerne og få det samme. Det betyder blot at de nu skal hyre de dyre vikarer ind som ikke kender borgerne, stedet eller rutinen. Forstår godt folk de flygter og unge ikke gider ind i faget.

22. Men det er en lorte uddannelse, siger jeg som for nylig blev uddannet SSA. Skole-delen var for mit vedkommende var med meget fagligt dygtige undervisere. Lorte-delen var div. praktikken, hvor man var der for at udfylde vagtplanerne – og de var i den grad fyldte og lidt til.

    Ens vejleder, som selv havde valgt det og fik ekstra kr. for den titel, var altid ikke-eksisterende. Ingen læring af noget som helst. Og man var jaget vildt af de gamle medarbejdere på stedet “det kan eleven gøre”.

    Hvorfor er der nogen, der undrer sig over det store frafald, for jeg gør i hvert fald ikke. Tror næppe det er pga. det faglige – mere pga. de elendige praktikker.

23. Det er en uddannelse der er blev brugt som nødløsning – hvis ikke du kan blive andet, så kan du altid blive SOSU-hjælper. Og kommunerne har brugt det på samme måde. Så det har netop fået et dårligt ry – at det er for de langsomme knallerter på kajen.
    Men det er jo netop et fag, hvor det akademiske ikke skal fylde, men derimod kontakten og omsorg for mennesket.

    Ligesom håndværkeruddannelserne (tidligere?) blev set ned på, men jeg tror forskellen er, at folk i det mindste kan se at man kan tjene penge som håndværker og der er måske en underlig form for “respekt” omkring muligheden for at tjene sorte penge. Som SOSU-hjælper er man typisk offentlig ansat med en løn der matcher og oveni det har man skæve arbejdstider.

24. jeg har aldrig set uddannelser, som er baseret på at hjælpe andre, som en dårlig ting. Specielt Sosu, respekt til dem der gider og kan.

25. Uden tvivl et vigtigt erhverv, men at kalde det “et af de vigtigste” er at presse den. De fleste jobs er vigtige. Vi har brug for alle.

    Uanset hvad man arbejder med, skal man ikke skamme sig. Vi varetager alle en vigtig funktion i samfundet (bortset fra influencere).

26. Jeg tror der er rigtig mange danskere, der bare gerne vil have et job, et helt almindeligt job, meget gerne som giver mening eller har et positivt formål, indenfor en helt almindelig sektor som har samfundsbetydning og er nogenlunde sikker, måske med moderat mulighed for faglig udvikling og anciennitet, og ikke er i risiko for at blive offer for én eller anden markedstankegang, hvor der kan spekuleres i investeringer og vækstpakker og omfordeling af indsatsen gennem et Djøf regnestykke.
    Hvorfor kan du arbejde i bank sektoren hele dit liv, men du kan ikke garantere at du får lov at arbejde i plejesektoren eller børnesektoren hele dit liv? Der er masser af borgere, der skal have pleje og masser af børn, der skal have en sikker opvækst. Alligevel er det op og ned som de politiske vinde blæser, og ingen tager noget som helst ansvar for at videreuddanne vores fagpersonale, så de bliver i stand til at understøtte de politiske vinde og sikre optimale løsninger på skiftende samfundsproblemer? I “gamle dage” var skolelærerne med til at beskrive hvordan skolen bedst understøttede samfundsopgaven om dannelse, og hvad dét overhovedet betød, og de arbejdede selv i sektoren og holdt retningen, de af dem, som gad dén slags, sammen med de, som også arbejdede som lærere, men bare gerne ville arbejde med eller uddanne børn. Men nu er al kommunal og regional faglighed røget ud af de faglige hænder og kommet i et regnestykke, så de faglige hænder har ingen indflydelse på hvordan den offentlige sektor og vores samfundsservices egentlig skrues sammen for fremtiden eller for problemløsningen. De reduceres bare til at være noget man skruer op og ned for ud fra hvor mange penge man vil bruge. Og opgaven bliver mere og mere obskur, fordi den ikke længere er forankret i de møder med borgerne hvor den ydes.

27. Jeg er ked af at sige det så brutalt og hårdt. Men når samfundet værdisætter sosuer, betjente, pædagoger, MENIGE soldater, jordemødre og lign. så lavt rent økonomisk, så det en forældres vigtigste opgave at sikre, at ens børn aldrig vælger den karrierevej. 

    Så er det bare bedre at handle med strøm eller cloudløsninger 

Comments are closed.