Unge voksne dater på toilettet, i offentlig transport, og i sengen om søndagen. Men gør det overhovedet godt for noget?

6 comments

1. Kort resumé af artiklen:

   Datingapps har gjort det muligt at date 24 timer i døgnet. Det afføder en grundlæggende tvivl og utilstrækkelighed, som er svær at ryste af sig, siger Malthe Rye Thomsen, der er antropolog og forsker i online datingkultur: 

   ”Det er overvældende for de fleste mennesker, fordi de pludselig sætter spørgsmålstegn ved, om de vælger den rigtige person,” siger han.

2. Jeg tror ikke skribenten er klar over hvad en date er…

   Man dater ikke på toilettet, i den offentlige transport og i sengen om søndagen. Der swiper man, og chatter måske med matches, og aftaler hvor/hvornår man skal på date, men det er ikke der man dater.

3. De er ikke så meget datingapps, som det er “kontaktapps”. De faciliterer kontakten, daten er du selv nødt til at gøre noget for.

   Medmindre Tinder er gået all in på vr siden jeg brugte det sidst.

4. Dating apps are sociale medier på steroider – det burde ikke overraske at det ikke er sundt for psyken.

5. Jeg har skrevet meget om Tinder og online-dating tidligere, så I får lige en gentagelse af en mine kommentar:

   ***

   Som jeg har beskrevet i andre kommentarer, og som jeg vender tilbage til igen og igen i denne kontekst, skrev Li Fei-Fei, Asha Iyer, Christof Koch og Pietro Perona i 2007 en artikel der hedder “What do we per-ceive in a glance of real-world scene.” Her havde de undersøgt “naive subjekters” opfattelse af korte billedvisninger på alt fra 27 til 500 millisekunder. Undersøgelsen viste med hvilken ufattelig hastighed, at mennesker er i stand til at differentiere mellem, eksempelvis, indendørs og udendørs, og hvor hurtigt levende og ikke-levende genstande er differentieret.

   Mange dating-apps, men Tinder især, er designet omkring det såkaldte “swipe,” eller et lignende koncept, hvor brugerne hurtigt kan lave (eller skal tage) beslutninger: Ja eller nej. [Et andet studie fra 2019](https://www.frontiersin.org/journals/psychology/articles/10.3389/fpsyg.2019.02010/full) viste, at dating-app brugere tog deres valg i løbet af få sekunder, at deres tekno-medierede beslutning også spejles udenfor dating-apps; altså, de ville tage de samme dating valg på apps som de ville udenfor apps. Med dating-apps som infrastruktur ser vi at datinglivet accellerer markant, ved at muliggøre hvordan denne splitsekundsbeslutning at blive taget på stadigt flere potentielle partnere lige efter hinanden.

   Den her teknomedierede datingoplevelse, der finder sted på et splitsekund, men stadigvæk emulerer de beslutninger, man i høj grad ville tage gennem klassisk dating, er en del af samtidigt i stadigt højere grad teknomedieret socialt liv, et hyperaccelereret liv. Slavoj Žižeks [gamle historie om sexlegetøj](https://www.youtube.com/watch?v=qj4cxK-nOTw) kan modificeres til at vi mødes med en anden (og deres sexlegetøj,) ikke for at bruge sexlegetøjet til at kunne snakke om alt det vigtige, debatere teori, osv., mens legetøjet klager det hårde arbejde for os, men til at kunne finde den næste med et sexlegetøj vi kan mødes med. Man kan selv indsætte en reference til Adorno her, men nu gør jeg det for jer: *Es gibt kein richtiges Leben im falsches.* Žižeks drøm om sex uden superego forgår, for måden vi mødes på udgår ikke længere fra vores fælles interesse i at diskutere feministisk-marxistisk teori, men ud fra at vi skal møde en ny igen … og her kommer den marxistiske tilføjelse: i sidste ende, fordi datingmarkedet er totalt varegjort, og handler om kapitalens behov for at skabe stadig mere profit (som den får gennem at holde os på dating apps.)

   Medieringen af os selv gennem en avatar på en datingapp, i et andet hav af profiler, gør, at man nemt fremstår mindre som et menneske med ret til respekt, og mere som endnu en avatar, man bare kan swipe væk, når det ikke lige klikkede. Der opstår en ny relation bag det næste kort, det næste runde profilbillede, den næste dårlige pick-up line. Så behøver man jo ikke at sige farvel, når man både selv (og sikkert også den anden, uden man ved det,) er hurtigt videre. Det er fortsat vildt dårlig stil, men gamificeringen bidrager til at mængden af mulige relationer bliver så enorm, at hvis en relation ikke når at blive tilpas fast, så fremstår den kassérbar uden større konsekvenser. Desværre.

   Og det kan umuligt være sundt, hverken for sindet eller sjælen, så at sige. Det fører til en enorm fremmedgørelse, både overfor os selv, som vi skal reducere til en form for avatar der kan indpasses på et kort i bunken over potentielle matches for andre, men også overfor andre, som vi umiddelbart kun møder som kort i bunken. Tænk at det skulle være sådan at mennesker kan placeres på små kort og så skal man vælge til eller fra ud fra det. Så er de gamle kontaktannoncer i aviserne alligevel sjovere.

   I takt med at det går hurtigere at swipe, desto mere skal vi gøre den døde avater attraktiv for andre, og det gøres bedst, ved at reducere nogle aspekter af os selv, og samtidigt skal vi gøre andre aspekter af vores nuancerede personligheder mere udtrykte. På den måde ender vores avatar med at være ikke-os, men et simulacrum. Noget der minder om os, men kun er en repræsentation, som vi dog så forventes at leve op til. Den skelen der er indbygget i systemet, kan ikke anerkendes, da systemet så vil gå til grunde. Og så må brugerne acceptere, at dem de møder, ikke er deres avatar, selvom det er avataren de egentlig er matchet med.

   Jeg tror også personligt at dating-apps, gennem deres gamificering af datingmarkedet, er med til at bidrage til at “ghosting” er blevet mere udbredt. På godt gammeldags jydsk er det jo bare *trælst* at blive ghostet. For ikke at sige, at det er decideret uhøfligt. Hvis ikke ligefrem, hvis det foregår i konteksten af dating-apps, *de-humaniserende.* (Mere om det senere.) At lade være med at tale til dem man har eksempelvis haft et engangsknald med, er ikke ligefrem en ny ting, men det er nok blevet stadigt mere udbredt, i takt med at engangsknald er blevet stadig mere udbredt.

   Det er aldrig rart at blive ghostet, men samtidigt er der ingen tvivl om, at ghosting også er udtryk for noget andet, i vores stadigt mere forbundne tid. Det har aldrig været nemmere at give andre mennesker besked, rent teknologisk, men samtidigt virker det også som om, at det er blevet stadigt sværere at give klar besked (eller at række ud, hvis man er bange for at man bliver ghosted.) Vi er blevet enormt konfliktsky, og er bange for at såre, men ender i forsøget på ikke at såre, eksempelvis gennem ghosting, at såre mennesker på andre måder.

   Når vi ser hvordan at nogle svarer på afslag, så er det jo klart at nogle afholder sig fra kommunikere det nej; hvis man oplever at det noget der fører til unødvendig konflikt, trusler, osv. osv. Det er noget særligt konfliktsky over at ghoste andre, men hvis mange (særligt) kvinders erfaringer fra datingmarkedet er noget at tage udgangspunkt i, kan man også godt forstå, hvorfor de ikke rækker ud. Hvis man siger, at det ikke skal være os, og frygter at få smidt i hovedet at man så er en sæk eller en ko, kan jeg godt forstå, at man undgår den konflikt.

   Noget andet er forklaringer som dårlig opdragelse. Ikke at jeg mener, at vi unge (og de der er yngre end jeg,) er særligt dårligt opdraget over bred kam, men der findes selvfølgelig bare mennesker derude, der ikke behandler andre mennesker ordentligt. Desværre. De er heldigvis fåtallet.

   Det er de samme processer der fører til at situationships opstår på den måde de gør. Selvom at et situationship bærer nogle af karakteristikaen fra et fast forhold, er de i sidste ende så løse, at mange sideløbende med situationships fortsætter deres søgen efter en fast partner (hvad med den de halvt har;) kombinationen af den stigende frygt for at såre andre, med den evige tilstædeværelse af alternativer, og det hyperaccelererede teknomedierede sociale- og datingliv fører til at superegoet i en freudiansk forstand får fuldstændig overtaget, og får kærlighedsrelationen underlagt sig: Vi kan godt mødes og knalde efter byen, og så hygge sammen, gå ture sammen, osv. osv. men i sidste ende er det sex’en der dikterer, sex’en der bestemmer. Den perverse drift mod sex, er det der driver værket, og i den nutidige datingøkonomi, fører det til at man altid er på udkig efter det næste.

   Og det er med reference tilbage til det tyske Adorno-citat en forskruet situation: for man har jo egentlig det, mange giver udtryk for at søge efter, hvis man vil uddybe den relation og arbejde på den. Men den er for domineret af sex’en til fremstå sådan, situationshippet er bare en sidegescheft mens man leder efter det næste.

   En anden del af det, der fører til situationships kan vi søge med en indsigt jeg tidligere har nævnt fra Franco ‘Bifo’ Berardi: at “virtualiseringen af levede erfaringer […] kan være med til at fremdrive en manglende evne til at relatere til andre på, og evnen til at adskille fantasi og fakta, i sociale omstændigheder.”(*Heroes – Mass Murder and Suicide* (2015)) Vores teknomedierede jagt på forhold gør også, at vi får sværere ved at skelne vores egentlige omstændigheder fra det vi forventer fra kærligheden. “Fantasien” er, i tilfældet med tinder, den ideologi der omkranser kærlighedslivet, som vi ser i film og medier, hvor der altid er den “sande” kærlighed, den “rigtige” til den anden, eller i devisen om, at der er en til alle, osv. osv. osv. Enhver ny man swiper på kan være den potentielle sande kærlighed (og er det sikkert også for mange, jeg kender til flere der i dag er gift og har fået børn med tindermatches,) men ideologien og teknologien ender med at sløre over det, som kærligheden i virkeligheden er: en kunst, og kunst er arbejde.

   Erich Fromm, skrev også en del om kærlighed, og han mente, at kærlighed var det hårdeste arbejde i verdenen (og en kunstform.) Kærlighed er nemlig gerning og handling, der kræver opmærksomheden (ligesom spontaniteten gør,) og derfor er den vedvarende kærlighed også et udtryk for evigt genskabt spontanitet (og derfor antifascistisk.)

   De gamificerende og teknomedierede datingapps skaber et perverst mulighedsrum, hvor spontane møder (ikke i Fromms forstand nødvendigvis,) bliver en evig mulighed, vi kan møde mange nye, men samtidigt (og det er det der gør dem perverse) er det også et rum hvor infrastrukturen slår denne spontanitet ihjel, fordi der ikke er plads til den tid det tager at være spontan.

   For Fromm var løsningen nemlig en egentlig spontanitet, at man udfører aktiviteter for aktiviteternes egen skyld, og det kræver en tilstedeværelse i øjeblikket, opmærksomhed rettet mod at lytte og observere; noget, som det gamificerede datingmarked på alle måder modarbejder (men ikke umuliggør) men som også det stratificerede datingmarked repræsenterede en forhindring for (igen, uden at umuliggøre det.) Men det hyperaktive og teknomedierede gør det svært at lytte, fordi det egentlig ikke er et ego i den forstand at det er det egentlige selv, men en repræsentation af selvet, osv.

6. Som en social akavet person, der bliver ængstelig af at være i nærheden af for mange mennesker på én gang, er jeg personligt glad for, at jeg kan sidde i min pyjamas og skrive med søde, nørdede fyre, der ikke ville approache mig på natklubber – samtidig med at jeg ikke behøver at tåle ulækre røvhuller, der bliver mobsede, hvis jeg afviser dem. Det kan selvfølgelig også ske på Tinder, men på Tinder kan jeg trods alt bare blokere vedkommende.

Comments are closed.