Det er ikke for sent at stoppe chatkontrol. Kontakt folketingsmedlemmer og europa-parlament medlemmer og sig at de skal stemme nej og droppe opbakningen af total-overvågningsloven. Vi kan gøre det, hvis vi ikke giver op.

6 comments

1. Jeg har skrevet til flere nede i Europaparlamentet, har desværre kun fået automatiske svar tilbage indtil videre.

2. Vi kunne ikke stoppe dem i at fjerne vores bededag. Dette er en tabt sag..

3. I årevis har vi i Vesten med løftet pegefinger kritiseret Kina for dets massive og invasive overvågningssystem. Kameraer på hvert gadehjørne, social credit scores, central datakontrol. “Totalitært,” har vi kaldt det. “Uforeneligt med demokrati,” har vi sagt. Og imens vi rystede på hovedet, begyndte vi stille og roligt selv at bygge noget lignende.

   I dag står vi midt i en bølge af nye love og regulativer i EU og Storbritannien, som pakket ind i pæne intentioner om børnebeskyttelse, terrorbekæmpelse og cybersikkerhed, reelt fjerner en af de mest grundlæggende rettigheder i et frit samfund: Retten til privatliv.

   Et af de mest opsigtsvækkende forslag i EU er “Chatkontrol” en lovgivning, der kræver, at private beskeder på fx WhatsApp, Signal og Messenger bliver scannet for “ulovligt indhold”. Forestil dig det. Din samtale med din partner, dine børn, dine venner overvåget af en stat eller et firma, “bare for en sikkerheds skyld”. I Storbritannien er man allerede godt i gang med at udvide Online Safety Bill, som også åbner for scanning af krypterede beskeder og udvanding af retten til digital tavshed. Det lyder måske harmløst, hvem vil ikke beskytte børn? Men her er problemet: Hvis du bygger et system, der kan overvåge alt og alle, så vil det før eller siden blive brugt. Og misbrugt. Måske ikke af dem, der sidder på magten i dag. Men hvem kommer næste gang?

   Før du begynder med det klassiske: “Hvis man ikke har noget at skjule, har man ikke noget at frygte.” Lad os tage den i opløbet. Overvågning handler ikke om skyld eller uskyld, det handler om autonomi. Om retten til selv at vælge, hvem der skal vide hvad, hvornår og hvorfor. Det er ikke et spørgsmål om at skjule noget ulovligt, det er et spørgsmål om, at det private rum skal have lov at eksistere.

   Spørg dig selv: Ville du acceptere, at nogen bad om tre tilfældige billeder fra din telefon og fik en AI til at psykoanalysere dig? Skal alle dine ufiltrerede tanker, som du skrev men aldrig postede, med til næste jobsamtale? Må din browserhistorik være en del af din næste date? Skal Google og Apple sende dine lokaldata og søgninger til dit forsikringsselskab? Alle har noget, de ikke ønsker at dele. Og det bør ikke kræve en dommerkendelse i dit eget sind, før du siger nej.

   Det virkelig skræmmende er ikke bare overvågningen. Det er kombinationen af overvågning og kunstig intelligens. Forestil dig et samfund, hvor din adfærd ikke bare bliver gemt, men tolket og brugt imod dig. Du sidder i samme fly som en pædofil. Senere viser data, at din telefon var “i nærheden” af en dømt person. En AI-model markerer dig som mulig trussel. Ikke fordi du har gjort noget, men fordi du passer ind i en statistisk profil. Du pendler hver dag i S-toget og er tilfældigvis på samme vogn som en kokain-dealer. Din kæreste havde for år tilbage en bøde for hash. Nu er du et kryds i et netværk. Du har delt universitetsnoter med en ven fra et land med uroligheder. Han har en fætter i en organisation, USA mener er suspekt. God tur igennem paskontrollen. Din mobil løber tør for strøm på en restaurant i Latinerkvarteret. Fem minutter senere slukker en fremmed agent sin mobil og laver et drop. Hvad tænker datasystemerne, når de samler puslespillet?

   Og ja, de mest kriminelle skal nok finde en vej udenom. Ligesom med al anden teknologi. Det er almindelige borgere, der kommer til at betale prisen. Journalister, der mister kilder. Aktivister, der bliver profilmarkeret. Minoriteter, der allerede er marginaliserede, bliver yderligere overvåget. Mennesker, der bare vil leve i fred. Og når vi centraliserer og samler alt fra biometriske data, sundhedsoplysninger, GPS-bevægelser og kommunikation i én stor statslig (eller kommerciel) database, så er det ikke et spørgsmål om, om det bliver lækket, men hvornår.

   Vi plejede at kritisere Kina for dette. Vi grinede ad idéen om en “Social Credit Score”. Vi kaldte det dystopisk. Men nu? Vi har offentlige forslag om at forbyde VPN uden logs. Vi kræver identitetsbekræftelse ved kommunikation. Vi vil give myndigheder adgang til krypterede beskeder. Vi opsamler ansigtsgenkendelsesdata i det offentlige rum. Hvem har vi så at grine ad nu?

   Privatliv er ikke et privilegium. Det er ikke et skjulested for skurke. Det er et menneskeligt behov og en demokratisk grundsten. Når vi først har givet det op, så får vi det ikke tilbage igen. Det eneste værre end at blive overvåget uden grund, er at være vant til det. Det starter med “børnene”. Så med “sikkerheden”. Så med “sundheden”. Og til sidst med dig.

   Hvordan kan vi sige fra nu. Før det er for sent?

   TL;DR:
   Vi har brugt 20 år på at kritisere Kina for overvågning og kontrol, nu kopierer vi dem selv. Hvis du tror det handler om “har du noget at skjule?”, så vågn op. Det handler om, at dit privatliv langsomt bliver nedbrudt af “børnebeskyttelse”, “sikkerhed” og “AI”, og du vil ikke engang opdage, at du er mistænkelig, før det er for sent.

4. Næ, jeg vil hellere give politiet bedre muligheder for at knalde hashbude og pædoer.

5. Er der et sted hvor man kan finde ud af hvilke partier der går ind for/stemmer imod de(t) her lovforslag?

   Jeg har ledt forgæves, så hvis nogen kender en kilde, ville den blive taget imod med kyshånd.

6. Virkelig vigtigt, det her.

Comments are closed.