Artiklen er bag betalingsmur, så her et kort resumé med kommentarer:
Forfatter og bestyrelsesleder i Statens Kunstfond Merete Pryds Helle byder debat om Kunstfonden velkommen. Både den der er underbygget, og den der ikke er: Om det er dem der mener at modellen skal gentænkes, politikere der mener, at Kunstfonden er for venstreorienteret, eller om det er der mener, at Kunstfonden er for elitær. Og så mener hun at det er vigtigt at se på hvordan eksempelvis Trumps USA har vist, at mange organisationer nemt kunne stryge diverse på overfladen progressive udtryk, lige så snart at regimet vendte sig imod dem. At: “vi skal bruge det, der sker i USA, som anledning til at tænke over, om vi egentlig altid siger det, vi faktisk mener. For det er at være modig. Og det er sådan, vi kommer videre.” Pryds Helle tager også stor afstand fra at der skulle være politisk styring af kunst; hendes oplevelse er ikke, at Kulturministeriet siger, at nu skal man støtte nationalromantisk kunst. Hun mener at der i Danmark er et solidt armslængdeprincip, og at det bør bevares.
Jeg synes pointen at vi skal se på, hvordan det var så let for så mange, at skrubbe deres organisationer for alt ”*woke,* som et wake-up-call. Det klinger jo ganske godt af venstreorienteredes snart meget kritik af det borgerlige samfunds særlige evne til at indlejre modstand mod systemet, i systemet. For 60 år siden kaldte den franske situationist Guy Debord det *recuperation*, mens at mange andre, som frankfurtere a la Theodor Adorno og Max Horkheimer, talte om varegørelse og ensretning i kunsten som produkt af kapitalprincipper. Det hænger sammen. Og når Pryds Helle taler om, at det er et problem når økonomiske hensyn tromler idealer, er hun også meget meget tæt på, at give udtryk for en lignende holdning. Hun bliver dog mere idealistisk og i den forstand derfor “borgerlig,” når hun begræder, at det har en konsekvens for vores demokrati. Det er jeg ikke uenig i, og jeg er også enig med Pryds Helle i, at det kræver mod at gå imod både “tidsånden eller økonomien,” men det kræver også, at der skabes omstændigheder der tillader det. Omstændigheder som Kunstfonden rigtigt nok er med til at understøtte.
Til de kritikere der mener, at Kunstfonden er blevet for elitær, rammer Pryds Helle i min optik helt rigtigt, når hun påpeger, at det der tidligere var anset for at være *avant-garde* eller elitære eksperimenter, i dag ofte slås op som kerner i dansk kultur. Hun bruger “hippie-eksperimentet” *Bennys Badekar* som et eksempel på noget, der blev slået hårdt ned på i sin samtid, men som i dag står centralt for mange danskere som noget af det bedste danske film. Som hun siger, *man kan ikke skabe ny kulturarv, hvis man ikke støtter det nye*. Og at kunst og kultur er som idræt, at der ingen bredde er uden elite, og ingen elite er, uden bredde. Adonitten i mig vil gerne kritisere den sidste udtalelse, men jeg er som sådan sympatisk for pointen. Det skal dog nævnes, at det må være bredere end bare Kunstfonden. Der opstår ingen ny, populær modernisme, hvis ikke der gives mulighed for at skabe og lave og leve med kunst og kultur i hverdagen, hvis ikke omstændighederne for at eksperimentere når ud over de allerede etablerede værksteder, og ud i hverdagen.
Til dem der mener, at Kunstfonden er for venstreorienteret, slutter Pryds Helle af med et svirp. At det ikke giver mening at spørge venstreorienterede om, hvorfor der ikke er flere højreorienterede kunstnere. Der må de højreorienterede spørge sig selv. Hvor skulle de venstreorienterede vide det fra? Jeg kunne sagtens argumentere for, at højreorienterede generelt laver banal og dårlig kunst, men det er ikke nødvendigvis min holdning. Pryds Helle siger, at en del af forklaringen “er spørgsmålet om, hvorvidt det handler om, at kunstnere ofte er hårdt økonomisk presset. Men det kunne man jo løse: Ved at give en masse penge til Statens Kunstfond.”
Jeg har siden jeg var 13 været kæmpe modstander af at pakke ting ind og snakke os ud af en grøft med halve sandheder og indbildning eller endda, at se på mens den eneste sandhed der bliver talt om er noget i stil med kejserens nye klæder.
Desværre har man allerede set det normaliseret for længe, og *specielt* her på internettet, og værre er, at store virksomheder og regeringer nu ser på effekten af det og tænker “nå! Men folk er det meget godtagende over for det. Lad os gøre endnu mere!”
Folk der ikke tør, men specielt folk der ikke **kan** sige noget, lukker munden, mens andre narrativer normerer sig. Og folk begynder at tale som var der en metaforisk pistol rettet mod deres kranie på tæt hold.
Folk der ved hvad jeg mener, ved hvad jeg mener. Selv bare at skrive dette kommer med en grad af selvcensur, og det er problemet i sin kerne.
Navnet i sig selv er beton-socialistisk. Man burde kalde det Danmarks Kunstfond. Sgu da ikke statens! Men det ville næppe redde den fra politisk venstredrejning.
“Det er ikke X — det er Y” som taget ud af ChatGPT’s drejebog fra statens Kunstfonds bestyrelsesleder..
Rindalisme nu!
Væk med det statsfinansierede præsteskab for den snakkende klasse der taler om åndelig oprustning og andre buzzwords som om det var valide argumenter for deres autoritet som åndelige vejledere.
5 comments
Artiklen er bag betalingsmur, så her et kort resumé med kommentarer:
Forfatter og bestyrelsesleder i Statens Kunstfond Merete Pryds Helle byder debat om Kunstfonden velkommen. Både den der er underbygget, og den der ikke er: Om det er dem der mener at modellen skal gentænkes, politikere der mener, at Kunstfonden er for venstreorienteret, eller om det er der mener, at Kunstfonden er for elitær. Og så mener hun at det er vigtigt at se på hvordan eksempelvis Trumps USA har vist, at mange organisationer nemt kunne stryge diverse på overfladen progressive udtryk, lige så snart at regimet vendte sig imod dem. At: “vi skal bruge det, der sker i USA, som anledning til at tænke over, om vi egentlig altid siger det, vi faktisk mener. For det er at være modig. Og det er sådan, vi kommer videre.” Pryds Helle tager også stor afstand fra at der skulle være politisk styring af kunst; hendes oplevelse er ikke, at Kulturministeriet siger, at nu skal man støtte nationalromantisk kunst. Hun mener at der i Danmark er et solidt armslængdeprincip, og at det bør bevares.
Jeg synes pointen at vi skal se på, hvordan det var så let for så mange, at skrubbe deres organisationer for alt ”*woke,* som et wake-up-call. Det klinger jo ganske godt af venstreorienteredes snart meget kritik af det borgerlige samfunds særlige evne til at indlejre modstand mod systemet, i systemet. For 60 år siden kaldte den franske situationist Guy Debord det *recuperation*, mens at mange andre, som frankfurtere a la Theodor Adorno og Max Horkheimer, talte om varegørelse og ensretning i kunsten som produkt af kapitalprincipper. Det hænger sammen. Og når Pryds Helle taler om, at det er et problem når økonomiske hensyn tromler idealer, er hun også meget meget tæt på, at give udtryk for en lignende holdning. Hun bliver dog mere idealistisk og i den forstand derfor “borgerlig,” når hun begræder, at det har en konsekvens for vores demokrati. Det er jeg ikke uenig i, og jeg er også enig med Pryds Helle i, at det kræver mod at gå imod både “tidsånden eller økonomien,” men det kræver også, at der skabes omstændigheder der tillader det. Omstændigheder som Kunstfonden rigtigt nok er med til at understøtte.
Til de kritikere der mener, at Kunstfonden er blevet for elitær, rammer Pryds Helle i min optik helt rigtigt, når hun påpeger, at det der tidligere var anset for at være *avant-garde* eller elitære eksperimenter, i dag ofte slås op som kerner i dansk kultur. Hun bruger “hippie-eksperimentet” *Bennys Badekar* som et eksempel på noget, der blev slået hårdt ned på i sin samtid, men som i dag står centralt for mange danskere som noget af det bedste danske film. Som hun siger, *man kan ikke skabe ny kulturarv, hvis man ikke støtter det nye*. Og at kunst og kultur er som idræt, at der ingen bredde er uden elite, og ingen elite er, uden bredde. Adonitten i mig vil gerne kritisere den sidste udtalelse, men jeg er som sådan sympatisk for pointen. Det skal dog nævnes, at det må være bredere end bare Kunstfonden. Der opstår ingen ny, populær modernisme, hvis ikke der gives mulighed for at skabe og lave og leve med kunst og kultur i hverdagen, hvis ikke omstændighederne for at eksperimentere når ud over de allerede etablerede værksteder, og ud i hverdagen.
Til dem der mener, at Kunstfonden er for venstreorienteret, slutter Pryds Helle af med et svirp. At det ikke giver mening at spørge venstreorienterede om, hvorfor der ikke er flere højreorienterede kunstnere. Der må de højreorienterede spørge sig selv. Hvor skulle de venstreorienterede vide det fra? Jeg kunne sagtens argumentere for, at højreorienterede generelt laver banal og dårlig kunst, men det er ikke nødvendigvis min holdning. Pryds Helle siger, at en del af forklaringen “er spørgsmålet om, hvorvidt det handler om, at kunstnere ofte er hårdt økonomisk presset. Men det kunne man jo løse: Ved at give en masse penge til Statens Kunstfond.”
Jeg har siden jeg var 13 været kæmpe modstander af at pakke ting ind og snakke os ud af en grøft med halve sandheder og indbildning eller endda, at se på mens den eneste sandhed der bliver talt om er noget i stil med kejserens nye klæder.
Desværre har man allerede set det normaliseret for længe, og *specielt* her på internettet, og værre er, at store virksomheder og regeringer nu ser på effekten af det og tænker “nå! Men folk er det meget godtagende over for det. Lad os gøre endnu mere!”
Folk der ikke tør, men specielt folk der ikke **kan** sige noget, lukker munden, mens andre narrativer normerer sig. Og folk begynder at tale som var der en metaforisk pistol rettet mod deres kranie på tæt hold.
Folk der ved hvad jeg mener, ved hvad jeg mener. Selv bare at skrive dette kommer med en grad af selvcensur, og det er problemet i sin kerne.
Navnet i sig selv er beton-socialistisk. Man burde kalde det Danmarks Kunstfond. Sgu da ikke statens! Men det ville næppe redde den fra politisk venstredrejning.
“Det er ikke X — det er Y” som taget ud af ChatGPT’s drejebog fra statens Kunstfonds bestyrelsesleder..
Rindalisme nu!
Væk med det statsfinansierede præsteskab for den snakkende klasse der taler om åndelig oprustning og andre buzzwords som om det var valide argumenter for deres autoritet som åndelige vejledere.
Comments are closed.