Vi kan næsten udelukkede takke skiftende regeringer for dette, de har trådt på speederen i mange år for at få os frem til målet om at alle skal bo tæt, det er billigst for dem at “drifte”. Hertil kan jeg foreslå en god bog der belyser dette fra flere vinkler: https://www.gyldendal.dk/produkter/det-de-kalder-udkant-kalder-vi-hjem-9788702419214
selvfølgelig er det politisk fremkaldt. vi har forbudt at der bliver bygget nok boliger de steder hvor der er mest brug for det
så er det klart at der ikke er nok boliger og dem der er bliver voldsomt dyre
Jeg er kommet med mit eget eksempel før, men kommer lige med den igen – for boligmarkedet er klart den største ulighedskabende faktor i Danmark.
Vi var to kammerater der flyttede til København i 2012 i forbindelse med studiet. Jeg boede på kollegie, han fik en lejlighed som forældrekøb, han købte den 2 år senere af sine forældre for 1,5 mill. ca. 3 år senere solgte han den til 3,2 mill. Han fik en kæreste som kom fra en andelslejlighed der også var steget voldsomt. De købte sammen i 2019 et rækkehus til 5 mill. Den solgte de allerede i 2021, da de fik et et tilbud på 7,5 mill. Samme år købte de så en stor lejlighed på Frederiksberg til 9 mill. Den har de så lige solgt nu her for over 16 mill.!!
Nu er de så flyttet tilbage til Jylland, hvor de har købt en luksusvilla mellem Skanderborg og Horsens kontant. Hun er stoppet med at arbejde og han har valgt hvad man godt kan betegne som en retrætestilling indenfor det offentlige (30 timer) – samtidig med at de sidder på en formue på omkring 6 millioner som de har fornuftigt investeret.
Min historie er væsentlig anderledes – jeg fik ikke noget forældrekøb og kom aldrig med på boligtoget i København og flyttede for 10 år siden tilbage til Jylland (bor på Fyn nu). Jeg har alle år tjent langt mere end min kammerat og har ærlig talt også arbejdet væsentligt hårdere, men vores økonomiske situation kan på ingen måde sammenlignes. Ja jeg er misundelig og også en smule bitter, ikke på dem, men mere at jeg kan knokle røven ud af bukserne, men jeg kommer aldrig til at tjene en eneste skattefri krone i mit liv, modsat disse absurde boliggevinster som af en eller anden grund ikke skal beskattes uanset hvor vanvittige de er!
Vil vi virkelig hellere have et samfund, hvor det bedre kan betale sig at eje mursten i de store byer, end at gå arbejde?
Uligheden på boligmarkedet er 100% politisk drevet. Jeg ved ikke om jeg nødvendigvis ville pege på realkreditmarkedet som problemet. Hvis ikke bankerne og realkreditinstitutterne skal vurdere om folk kan betale deres lån tilbage, så ender vi hurtigt i en situation som 2007 igen, hvor folk låner mere end de kan betale og bliver smidt ud af deres hjem. Det er mærkeligt at en familie kan betale 20.000 i husleje, men ikke må betale 20.000 til lån medmindre de tjener nok, men det betyder bare at flere af de nye boliger der bliver bygget blive lejeboliger end ellers.
Jeg vil i stedet pege på lokalplanerne. Efterspørgslen efter boliger stiger (vi bliver færre par og flere mennesker), hvilket presser prisen op. Politikerne kan vælge at bygge tillade flere boliger for at presse prisen ned og gøre det muligt for flere at komme ind på ejermarkedet. Det gør de ikke fordi halvdelen af boligerne er ejerboliger og den anden halvdel er lejeboliger. Og lejeboligerne er også ejet af folk der gerne ser priserne stige. Boligejerne er vælgere, hvis største investering er deres bolig og som for alt i verden gerne vil gøre den større. Derfor er der pres på politikerne for ikke at bygge flere boliger
Ja, afdragsfrie lån var en katastrofe for husmarkedet, så tak for det kære politikere.
Gæt hvem der skal betale for det her, når en stor gruppe af de boligejere trækker sig tilbage, og nyder godt af de opsparet millioner? Det er 100% politisk støttet denne ulighed. De kunne sætte et stop, ved at hårdere beskatte bolig nr 2, eller kigge på afdragsfrie lån. Men nææææ nej. “Du skal skynde med at hoppe pe boligmarked toget “. Vi kommer nok til at se resultatet om 5-10 år, og det bliver ikke pænt til at opleve det
No shit.
Direkte tråd tilbage til:
Parcelhusreglen indført i 80’erne under økonomisk krise for at opfordre folk til at købe bolig. Den bliver aldrig fjernet.
I 90’erne begynder priserne at gå op, lettere frisættelse af leje åbnes op for, og markedssat leje bliver normen for nybyggeri. Der åbnes op for 30-årige lån, flexlån indføres, og prisstigningerne begynder.
I 00’erne var priserne allerede begyndt at skyde op efter sen-halvfemserne, og Fogh regeringen havde en mulighed for at lave fornuftig boligpolitik, istedet:
– indføres “skattestop” på f.eks. grundskyld, så skatter frakobles prisstigninger, og festen kører videre.
– Smid afdragsfrie lån oveni et par år senere, og selv “boligkrisen” var blot et midlertidigt dyk.
– Efter boligboblen bliver det endnu lettere at tage lån i andelsboliger,
I de 12 år efter krisen var en periode med historisk lave renter – og ingen politiske værktøjer blev taget i brug for at dæmpe prisstigninger.
Tværtimod indføres i 2020 op til 30-års afdragsfrihed…
Først i 2024 med opdatering af ejendomsvurderingerne er der noget er bare kunne ligne en politisk handling, og selv dét blev gjort på en måde hvor man helst ikke vil se for meget effekt af de nye vurderinger.
Læg lokalpolitisk fodslæb oveni, hvor Københavns kommune især aldrig får lavet en boligpolitik og lokalplaner der tager højde for at byen bliver mere attraktiv – og at kvadratmeterprisen stikke fuldstændig af relativt til resten af landet kan ses helt tilbage fra midt-halvfemserne hvor byen solgte sine billige boliger fra.
Her kommer en lidt lang smøre fra min samtale med ChatGPT omkring fattigdom i Danmark i 70-80’erne vs nu til dags, hvor bolig markedet og politikernes handlinger nævnes:
Her er nogle centrale forskelle mellem fattigdom i 70’erne–80’erne og i dag:
1.
Boligmarkedet
I 70’erne og 80’erne var der mange billige lejeboliger, især i København, fordi:
Huslejen var huslejereguleret (og langt lavere end i dag).
Mange gamle lejligheder var endnu ikke moderniseret.
Der fandtes et stort udbud af kollektiver og billige værelser.
En person på bistand eller dagpenge kunne derfor ofte betale en (om end spartansk) bolig selv i byen.
I dag er huslejeniveauet eksploderet, særligt efter liberalisering af boligmarkedet, moderniseringsregler og massiv efterspørgsel i storbyer. Resultat: uden stabil indkomst → ingen chance for central bolig.
2.
Sociale ydelser og sikkerhedsnet
I 70’erne–80’erne var kontanthjælp, bistandshjælp og dagpenge relativt højere i forhold til leveomkostningerne.
Staten betalte store dele af huslejen gennem boligstøtte, og mange fattige kunne overleve på overførselsindkomst uden at blive hjemløse.
I dag er ydelserne strammet meget (kontanthjælpsloft, integrationsydelse, 225-timersregel osv.), og inflationen i boligpriser/forbrugspriser betyder, at beløbene ikke rækker til samme levestandard.
3.
Alkohol og livsstil
Alkohol var relativt billigere, og især øl var økonomisk tilgængeligt. Man kunne leve på “knejpeøkonomi” med få penge.
Der var også flere steder at være – bodegaer, varmestuer, kollektiver – hvor socialt udsatte kunne finde et miljø.
I dag er alkohol (selv discount) dyrere i forhold til indkomstniveauet blandt de allerfattigste, og mange værtshuse er lukket eller gentrificeret.
4.
Byudvikling og gentrificering
København havde dengang mange nedslidte kvarterer (Nørrebro, Vesterbro, Islands Brygge), hvor huslejen var lav, og det var muligt at “flyve under radaren”.
Siden 90’erne er der sket massiv byfornyelse, hvor billige lejligheder er blevet moderniseret og huslejen skudt i vejret. Det har presset de fattigste ud i yderområder eller ud i hjemløshed.
5.
Synet på fattigdom
Dengang var der en større “plads” til at være på kanten: alkoholikere, bohemer, arbejdsløse og kunstnere kunne dele bolig eller leve på små vilkår inde i byen.
I dag er normerne strammere: krav om aktivering, lavere ydelser, højere boligpriser → færre kan “overleve” uden arbejde.
9 comments
Vi kan næsten udelukkede takke skiftende regeringer for dette, de har trådt på speederen i mange år for at få os frem til målet om at alle skal bo tæt, det er billigst for dem at “drifte”. Hertil kan jeg foreslå en god bog der belyser dette fra flere vinkler: https://www.gyldendal.dk/produkter/det-de-kalder-udkant-kalder-vi-hjem-9788702419214
selvfølgelig er det politisk fremkaldt. vi har forbudt at der bliver bygget nok boliger de steder hvor der er mest brug for det
så er det klart at der ikke er nok boliger og dem der er bliver voldsomt dyre
Jeg er kommet med mit eget eksempel før, men kommer lige med den igen – for boligmarkedet er klart den største ulighedskabende faktor i Danmark.
Vi var to kammerater der flyttede til København i 2012 i forbindelse med studiet. Jeg boede på kollegie, han fik en lejlighed som forældrekøb, han købte den 2 år senere af sine forældre for 1,5 mill. ca. 3 år senere solgte han den til 3,2 mill. Han fik en kæreste som kom fra en andelslejlighed der også var steget voldsomt. De købte sammen i 2019 et rækkehus til 5 mill. Den solgte de allerede i 2021, da de fik et et tilbud på 7,5 mill. Samme år købte de så en stor lejlighed på Frederiksberg til 9 mill. Den har de så lige solgt nu her for over 16 mill.!!
Nu er de så flyttet tilbage til Jylland, hvor de har købt en luksusvilla mellem Skanderborg og Horsens kontant. Hun er stoppet med at arbejde og han har valgt hvad man godt kan betegne som en retrætestilling indenfor det offentlige (30 timer) – samtidig med at de sidder på en formue på omkring 6 millioner som de har fornuftigt investeret.
Min historie er væsentlig anderledes – jeg fik ikke noget forældrekøb og kom aldrig med på boligtoget i København og flyttede for 10 år siden tilbage til Jylland (bor på Fyn nu). Jeg har alle år tjent langt mere end min kammerat og har ærlig talt også arbejdet væsentligt hårdere, men vores økonomiske situation kan på ingen måde sammenlignes. Ja jeg er misundelig og også en smule bitter, ikke på dem, men mere at jeg kan knokle røven ud af bukserne, men jeg kommer aldrig til at tjene en eneste skattefri krone i mit liv, modsat disse absurde boliggevinster som af en eller anden grund ikke skal beskattes uanset hvor vanvittige de er!
Vil vi virkelig hellere have et samfund, hvor det bedre kan betale sig at eje mursten i de store byer, end at gå arbejde?
Uligheden på boligmarkedet er 100% politisk drevet. Jeg ved ikke om jeg nødvendigvis ville pege på realkreditmarkedet som problemet. Hvis ikke bankerne og realkreditinstitutterne skal vurdere om folk kan betale deres lån tilbage, så ender vi hurtigt i en situation som 2007 igen, hvor folk låner mere end de kan betale og bliver smidt ud af deres hjem. Det er mærkeligt at en familie kan betale 20.000 i husleje, men ikke må betale 20.000 til lån medmindre de tjener nok, men det betyder bare at flere af de nye boliger der bliver bygget blive lejeboliger end ellers.
Jeg vil i stedet pege på lokalplanerne. Efterspørgslen efter boliger stiger (vi bliver færre par og flere mennesker), hvilket presser prisen op. Politikerne kan vælge at bygge tillade flere boliger for at presse prisen ned og gøre det muligt for flere at komme ind på ejermarkedet. Det gør de ikke fordi halvdelen af boligerne er ejerboliger og den anden halvdel er lejeboliger. Og lejeboligerne er også ejet af folk der gerne ser priserne stige. Boligejerne er vælgere, hvis største investering er deres bolig og som for alt i verden gerne vil gøre den større. Derfor er der pres på politikerne for ikke at bygge flere boliger
Ja, afdragsfrie lån var en katastrofe for husmarkedet, så tak for det kære politikere.
Gæt hvem der skal betale for det her, når en stor gruppe af de boligejere trækker sig tilbage, og nyder godt af de opsparet millioner? Det er 100% politisk støttet denne ulighed. De kunne sætte et stop, ved at hårdere beskatte bolig nr 2, eller kigge på afdragsfrie lån. Men nææææ nej. “Du skal skynde med at hoppe pe boligmarked toget “. Vi kommer nok til at se resultatet om 5-10 år, og det bliver ikke pænt til at opleve det
No shit.
Direkte tråd tilbage til:
Parcelhusreglen indført i 80’erne under økonomisk krise for at opfordre folk til at købe bolig. Den bliver aldrig fjernet.
I 90’erne begynder priserne at gå op, lettere frisættelse af leje åbnes op for, og markedssat leje bliver normen for nybyggeri. Der åbnes op for 30-årige lån, flexlån indføres, og prisstigningerne begynder.
I 00’erne var priserne allerede begyndt at skyde op efter sen-halvfemserne, og Fogh regeringen havde en mulighed for at lave fornuftig boligpolitik, istedet:
– indføres “skattestop” på f.eks. grundskyld, så skatter frakobles prisstigninger, og festen kører videre.
– Smid afdragsfrie lån oveni et par år senere, og selv “boligkrisen” var blot et midlertidigt dyk.
– Efter boligboblen bliver det endnu lettere at tage lån i andelsboliger,
I de 12 år efter krisen var en periode med historisk lave renter – og ingen politiske værktøjer blev taget i brug for at dæmpe prisstigninger.
Tværtimod indføres i 2020 op til 30-års afdragsfrihed…
Først i 2024 med opdatering af ejendomsvurderingerne er der noget er bare kunne ligne en politisk handling, og selv dét blev gjort på en måde hvor man helst ikke vil se for meget effekt af de nye vurderinger.
Læg lokalpolitisk fodslæb oveni, hvor Københavns kommune især aldrig får lavet en boligpolitik og lokalplaner der tager højde for at byen bliver mere attraktiv – og at kvadratmeterprisen stikke fuldstændig af relativt til resten af landet kan ses helt tilbage fra midt-halvfemserne hvor byen solgte sine billige boliger fra.
Her kommer en lidt lang smøre fra min samtale med ChatGPT omkring fattigdom i Danmark i 70-80’erne vs nu til dags, hvor bolig markedet og politikernes handlinger nævnes:
Her er nogle centrale forskelle mellem fattigdom i 70’erne–80’erne og i dag:
1.
Boligmarkedet
I 70’erne og 80’erne var der mange billige lejeboliger, især i København, fordi:
Huslejen var huslejereguleret (og langt lavere end i dag).
Mange gamle lejligheder var endnu ikke moderniseret.
Der fandtes et stort udbud af kollektiver og billige værelser.
En person på bistand eller dagpenge kunne derfor ofte betale en (om end spartansk) bolig selv i byen.
I dag er huslejeniveauet eksploderet, særligt efter liberalisering af boligmarkedet, moderniseringsregler og massiv efterspørgsel i storbyer. Resultat: uden stabil indkomst → ingen chance for central bolig.
2.
Sociale ydelser og sikkerhedsnet
I 70’erne–80’erne var kontanthjælp, bistandshjælp og dagpenge relativt højere i forhold til leveomkostningerne.
Staten betalte store dele af huslejen gennem boligstøtte, og mange fattige kunne overleve på overførselsindkomst uden at blive hjemløse.
I dag er ydelserne strammet meget (kontanthjælpsloft, integrationsydelse, 225-timersregel osv.), og inflationen i boligpriser/forbrugspriser betyder, at beløbene ikke rækker til samme levestandard.
3.
Alkohol og livsstil
Alkohol var relativt billigere, og især øl var økonomisk tilgængeligt. Man kunne leve på “knejpeøkonomi” med få penge.
Der var også flere steder at være – bodegaer, varmestuer, kollektiver – hvor socialt udsatte kunne finde et miljø.
I dag er alkohol (selv discount) dyrere i forhold til indkomstniveauet blandt de allerfattigste, og mange værtshuse er lukket eller gentrificeret.
4.
Byudvikling og gentrificering
København havde dengang mange nedslidte kvarterer (Nørrebro, Vesterbro, Islands Brygge), hvor huslejen var lav, og det var muligt at “flyve under radaren”.
Siden 90’erne er der sket massiv byfornyelse, hvor billige lejligheder er blevet moderniseret og huslejen skudt i vejret. Det har presset de fattigste ud i yderområder eller ud i hjemløshed.
5.
Synet på fattigdom
Dengang var der en større “plads” til at være på kanten: alkoholikere, bohemer, arbejdsløse og kunstnere kunne dele bolig eller leve på små vilkår inde i byen.
I dag er normerne strammere: krav om aktivering, lavere ydelser, højere boligpriser → færre kan “overleve” uden arbejde.
Comments are closed.