Overordnet en god idé, men jeg kan simpelthen ikke forestille mig, hvor ressourcerne skal komme fra. Der er i forvejen massivt pres i psykiatrien i forvejen mht. udredninger og behandlinger. Så ville jeg hellere prioritere patienter, der skal udredes mhp. behandling frem for dem, der ikke længere ønsker deres diagnose(r).
hvis den ikke passser må man jo stille sig i kø hos psykiateren
“I dag er det ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed ikke muligt at få slettet diagnosen fra sin journal, hvis man er blevet rask – uanset om det er en psykisk eller fysisk sygdom.”
en journal er som en dagbog
hvis man er blevet behandlet for det står det der, og ligegyldigt hvad der sker i fremtiden lndrer ikke på at den behandling fandt sted
Der er mange der lider af skizofreni som henvender sig med ønske om revurdering af deres diagnose, det er mit indtryk, at det i høj grad er spild af tid
hvad ville forhindre at kommunerne kræver at man undergår sådanne vurderinger så de kan stoppe med at skulle give hjælp til dem som har brug for det?
Jeg havde en psykose i 6 måneder for 9 år siden. Fik paranoid skizofreni.
Har ikke haft symptomer i 9 år og blir ikke medicineret for det.
Satte spørgsmålstegn ved den i psykiatrien jeg går i grundet min bipolare lidelse.
Men fordi jeg havde den 6 måneders psykose for 9 år siden, så skal den åbenbart stå der som aktiv diagnose.
Total åndsvagt. Er åndsvagt at der altid skal tages stilling til den, iforhold til at de eneste diagnoser der skal tages stilling til, er min bipolar, adhd og autisme.
Men har da fået slettet min borderline, der tydeligvis var en fejldiagnose, fordi jeg havde uopdaget ADHD. Men det havde piger jo ikke.
Udfordringen er at behandlingen for andre lidelser kan blive besværliggjort, og fokus kan ligge det forkerte sted i sundhedsvæsenet, samt de korrekte diagnoser kan forblive diagnostiseret hvis de har overlap med fejldiganosen, og den rette behandling derfor ikke bliver påbegyndt, eller man får unødvendig behandling, for en lidelse man ikke har, som kan have store konsekvenser for patienten.
Feks hvis man er diagnosticeret med bipolar, men faktisk har adhd fordi der er overlap.
Bipolar bliver behandlet med antipsykotisk, som blokere dopmainoptagelse, fordi det gør manier værre, og så kan man blive enormt manisk af central stimulerende.
Men hvis det i virkeligheden er adhd, er det jo netop det der skal til, for at lindre ens symptomer og udfordringer.
Det har store menneskelige konsekvenser for patienten.
Dette er bare et eksempel.
I hele den her debat så synes jeg at folk overser en vigtig pointe.
Der er forældre der undlader at lade deres børn udrede fordi de ikke vil have dem stemplet og begrænse deres fremtidige muligheder. Det har jeg set med egne øjne.
Dvs. at der løber små børn rundt i skolesystemerne som slet slet ikke får den hjælp de har brug for. Når du starter udredning med et barn så bliver man også oplyst om man som forældre er klar på at det kan have visse konsekvenser.
Der er nok plads til forbedring i systemet så vi undgår at udiagnostiserede børn, der ville have enorm gavn af at få hjælp, ikke af frygt for systemet undgår at blive diagnostiseret.
Tænker borderline kommer randende hele tiden for at blive udredt
Med alle de curling forældre der har synes det var mega “inn” de sidste 10år at fremstå som super forældre ved at tage sig af børn der har “autisme” eller “ADHD” så de allesammen har sørget for selv de mindste symptomer blev sat i søgelys så diagnosen kunne rammes synes jeg det er en god ide.
Jeg ved ikke med andre landsdele men her i mit område har jeg arbejdet med mange fritids klubber fra Badminton og svømning til E-Sport. Og det er helt vildt hvor mange fuldstændig almindelige børn der får tildelt diagnoser. Ved godt man aldrig ved alt om privat livet, men når skole klasser nærmer sig 50% med en diagnose så er der jo noget galt.
Havde et E-sports hold hvor hver 3 havde diagnoser uden medikation og selvom jeg underviste dem 1 gang om ugen i et år så var der ALDRIG noget at se, ingen meltdowns, ingen problemer med fokus eller fremlæggelser, alle lektier blev lavet og ingen hyper fokus.
Alle de ting jeg kender som “autisme” eller “AD/HD” fra de børn jeg kender var der ikke. Det virkede som rent og skær diagnoser lavet så forældre kunne snakke om det nede i byen. Det kom ihvertfald ikke børnene til gode.
8 comments
Overordnet en god idé, men jeg kan simpelthen ikke forestille mig, hvor ressourcerne skal komme fra. Der er i forvejen massivt pres i psykiatrien i forvejen mht. udredninger og behandlinger. Så ville jeg hellere prioritere patienter, der skal udredes mhp. behandling frem for dem, der ikke længere ønsker deres diagnose(r).
hvis den ikke passser må man jo stille sig i kø hos psykiateren
“I dag er det ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed ikke muligt at få slettet diagnosen fra sin journal, hvis man er blevet rask – uanset om det er en psykisk eller fysisk sygdom.”
en journal er som en dagbog
hvis man er blevet behandlet for det står det der, og ligegyldigt hvad der sker i fremtiden lndrer ikke på at den behandling fandt sted
Der er mange der lider af skizofreni som henvender sig med ønske om revurdering af deres diagnose, det er mit indtryk, at det i høj grad er spild af tid
hvad ville forhindre at kommunerne kræver at man undergår sådanne vurderinger så de kan stoppe med at skulle give hjælp til dem som har brug for det?
Jeg havde en psykose i 6 måneder for 9 år siden. Fik paranoid skizofreni.
Har ikke haft symptomer i 9 år og blir ikke medicineret for det.
Satte spørgsmålstegn ved den i psykiatrien jeg går i grundet min bipolare lidelse.
Men fordi jeg havde den 6 måneders psykose for 9 år siden, så skal den åbenbart stå der som aktiv diagnose.
Total åndsvagt. Er åndsvagt at der altid skal tages stilling til den, iforhold til at de eneste diagnoser der skal tages stilling til, er min bipolar, adhd og autisme.
Men har da fået slettet min borderline, der tydeligvis var en fejldiagnose, fordi jeg havde uopdaget ADHD. Men det havde piger jo ikke.
Udfordringen er at behandlingen for andre lidelser kan blive besværliggjort, og fokus kan ligge det forkerte sted i sundhedsvæsenet, samt de korrekte diagnoser kan forblive diagnostiseret hvis de har overlap med fejldiganosen, og den rette behandling derfor ikke bliver påbegyndt, eller man får unødvendig behandling, for en lidelse man ikke har, som kan have store konsekvenser for patienten.
Feks hvis man er diagnosticeret med bipolar, men faktisk har adhd fordi der er overlap.
Bipolar bliver behandlet med antipsykotisk, som blokere dopmainoptagelse, fordi det gør manier værre, og så kan man blive enormt manisk af central stimulerende.
Men hvis det i virkeligheden er adhd, er det jo netop det der skal til, for at lindre ens symptomer og udfordringer.
Det har store menneskelige konsekvenser for patienten.
Dette er bare et eksempel.
I hele den her debat så synes jeg at folk overser en vigtig pointe.
Der er forældre der undlader at lade deres børn udrede fordi de ikke vil have dem stemplet og begrænse deres fremtidige muligheder. Det har jeg set med egne øjne.
Dvs. at der løber små børn rundt i skolesystemerne som slet slet ikke får den hjælp de har brug for. Når du starter udredning med et barn så bliver man også oplyst om man som forældre er klar på at det kan have visse konsekvenser.
Der er nok plads til forbedring i systemet så vi undgår at udiagnostiserede børn, der ville have enorm gavn af at få hjælp, ikke af frygt for systemet undgår at blive diagnostiseret.
Tænker borderline kommer randende hele tiden for at blive udredt
Med alle de curling forældre der har synes det var mega “inn” de sidste 10år at fremstå som super forældre ved at tage sig af børn der har “autisme” eller “ADHD” så de allesammen har sørget for selv de mindste symptomer blev sat i søgelys så diagnosen kunne rammes synes jeg det er en god ide.
Jeg ved ikke med andre landsdele men her i mit område har jeg arbejdet med mange fritids klubber fra Badminton og svømning til E-Sport. Og det er helt vildt hvor mange fuldstændig almindelige børn der får tildelt diagnoser. Ved godt man aldrig ved alt om privat livet, men når skole klasser nærmer sig 50% med en diagnose så er der jo noget galt.
Havde et E-sports hold hvor hver 3 havde diagnoser uden medikation og selvom jeg underviste dem 1 gang om ugen i et år så var der ALDRIG noget at se, ingen meltdowns, ingen problemer med fokus eller fremlæggelser, alle lektier blev lavet og ingen hyper fokus.
Alle de ting jeg kender som “autisme” eller “AD/HD” fra de børn jeg kender var der ikke. Det virkede som rent og skær diagnoser lavet så forældre kunne snakke om det nede i byen. Det kom ihvertfald ikke børnene til gode.
Comments are closed.