Man kan ikke tale om dårligt opdragede børn uden at tale om forældrenes tidsknaphed – Den moderne familie er fanget i et tempo, hvor børns behov for tid med forældre kolliderer med arbejdsmarkedets krav. Tidsknapheden er ikke et individuelt problem, men et strukturelt svigt
by RisOgKylling
30 comments
Hvis ikke den 18-årige har tid og plads til at bygge et hjem, så lader de often være med at gøre den slags.
Arbejdsugen blev sat ned til 37 timer i 1990.
Det er 35 år siden. Det er fuldstændig skørt, at arbejdsugen ikke er blevet reduceret siden.
Personligt arbejder jeg 30 timer, og kommer aldrig til at arbejde mere.
Ok, så.. Dengang vi arbejdede meget mere end vi som samfund gør nu og alting i hjemmet tog meget længere tid end det gør nu… Og børnene var meget bedre opdragede… Hvordan virkede det lige? Vi har som udgangspunkt meget mere tid at bruge på vores familier nu end vi havde for år tilbage, så hvordan kan den øgede tid resultere i mindre tid til at opdrage vores børn?
Hvis folk har mindre tid til at opdrage deres børn, så må det være et aktivt valg at bruge tiden på noget andet og ikke noget samfundet presser ned over hovedet på dem.
Undskyld mig, men det er regulært BS.
Der er forældre det er på kontanthjælp/førtidspension mv der er hjemme hele dagen ( og ikke i tidspres) der har velopdragne børn og det er nogle med uopdragne børn.
På samme måde med karriereforældre, der er under tidspres
Min kone arbejder 37 timer. Når jeg er færdig med min uddannelse næste år, har vi planlagt at jeg skal arbejde 30 timer. Så kan jeg både aflevere og hente – selvom det måske er lidt sent, da børnene på det tidspunkt kun har et enkelt år tilbage inden skole.
Ironien er jo ikke tabt, når selvsamme partis store ideologiske korstog netop er, at vi ikke engang bør tale om at nedsætte arbejdstiden.
Ahh ja.
Alt er samfundets skyld!
Det individuelle menneske har absolut intet ansvar for egne handlinger, eller hvordan de opdrager deres børn!
Alt opdragelse burde varetages af vuggestuer, børnehaver og skoler!
Forældre skal i hvert fald være fuldstændigt fritaget for alt ansvar der følger med at få børn! Basta!!!
Lyder mere til dovne forældre, kender flere og er selv vokset op med forældre der arbejdede mere end gennemsnittet, vi fik altid vores tid og blev opdraget rigtigt.
ikke alle bør være forældre
Tjae svært at sige, men tror at de konstante skærme med milliarddyre algoritmer bagved gør deres del af opgaven med at bryde sund socialisering og opdragelse, både for voksne og børn…
“Det’ samfundets skyld”
(“så er vi nemli’ selv fri for ansvar”).
“Breaking news: Sociologer finder at intet er nogens skyld. Ny statsgodkendt undersøgelse viser at ingen har ansvar for noget”.
Så må forældrene jo arb mindre! Vores forældre srbejdede også begge to 2×37 timer og dengang fandtes hjemme arbejde ikke men børnene var nok alligevel bedre opdrsget.
Mon ikke det mere er både børn og voksne afhængighed af skærmen der er en issue her.
Jeg skal jo også nå at scrolle Instagram tyndt…
Det handler vel også om alle de ting vi føler vi har behov for at bruge tid på udover familie og arbejde. Arbejdstiden har ligget fast igennem mange år, men alligevel forsvinder tiden.
Det er noget man selv vælger.
Genindfør revselsesretten! Du kan tro at jeg har tid til at stikke en flad, i forhold til at sætte Villads ned, og forklare hvor ked af det jeg bliver, når han ikke laver sine lektier.
Jeg er efterhånden træt af at høre om hvor hårdt det er at være forældre. Selvfølgelig er det hårdt, men tag nu selv noget ansvar, gå ned i tid også lev efter det. Tag snuden af telefonen og tal/vær sammen med jeres børn. Jeg siger ikke at samfundet ikke kunne være bedre indrettet, men man kan også godt selv prioritere.
Ja gud hvor er det slemt, hvad mon de gjorde i “gamle” dage. Op på hesten og kom videre. 🙄
Det undrer mig at så mange i kommentarsporet synes det virker fjollet qt skære ned i arbejdstid. Er vi begyndt at have danske bots nu? Man kan fandme ikke være rask i hovedet og tænke at det bare er fedt at være på arbejde så længe.
Sikke noget sludder, det tidspres er vist selvskabt, arbejdstiden er ikke lang i vore dage.
Kunne det være at det er omvendt. Førhen (hvor man ikke have så meget tid) var der ikke plads til privilegerede, uopdragne snotunger. Det havde man simpelthen ikke tid til så “hammeren” fald noget tidlige og der blev mere konsekvent sat en stopper for unoderne. Med “hammeren” mener jeg altså ikke fysisk afstraffelse, men blot autoritetsudøvelse i stedet for lange debatter og forhandlinger, Altså en stadfæstelse af roller, hvem har ansvaret og dermed hvem bestemmer.
Jeg kan godt følge argumentationen og anerkender at mange familier har super travlt – men samtidig har vi **aldrig før** brugt så meget tid på at være aktive forældre og bruge tid sammen med vores børn som nu. Vores forældre- og bedsteforældregeneration har ikke nær brugt så meget tid på at være engagerede forældre end vores generation.
Det var en studie om det fra 2016, der var meget omtalt den gang. Jeg tvivler at der har ændret sig meget. Kan der være andre grunde?
[https://www.zetland.dk/historie/segJxAxz-aeW04Gvq-10a00](https://www.zetland.dk/historie/segJxAxz-aeW04Gvq-10a00)
[https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/er-vi-meget-sammen-med-vores-boern](https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/er-vi-meget-sammen-med-vores-boern)
[https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1111/jomf.12305](https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1111/jomf.12305)
Jeg tror måske også mange familier ser lidt anderledes på ting i dag. Moderne forældre er vokset op med selvrealisering og andet, så at måtte gå på kompromis er vanskeligt. Jeg kender flere, hvor de hver har to aftener om ugen hvor de kan træne og pleje hobbyer. Det betyder effektivt at 4 dage i ugen står den ene alene med det hele hjemme. Eller rettere, ungerne står 4 dage i ugen med én røvstresset forælder som skal holde snor i det huslige og fordele tid ud på et eller flere børn.
Stop.
Voksne i fuldtidsstillinger arbejder ~200 dage om året. Man kan prioritere sine børn tidsmæssigt, hvis man ønsker det. Man bliver så nødt til at vælge tidskrævende hobbies fra for både børnene og sig selv, og det gør vel ikke så meget?
Den største ændring i børns opvækst siden 2000 har ikke fundet sted i hjemmet. Dobbeltfuldtidsfamilien, hvor både mor og far arbejder fuld tid, har været normen i mange år, og familier har derfor allerede længe oplevet tidsknaphed.
Til gengæld har skolens og daginstitutionernes vilkår ændret sig markant. Reformerne, dårlig normering og fejlfortolkede inklusionspolitikker har skabt et pres, der tydeligt påvirker børns trivsel og sociale udvikling. Børn tilpasser i høj grad deres adfærd til de omgivelser, de befinder sig i, og hjem, skole og institutioner former derfor deres sociale adfærd og normforståelse.
Som tidligere pædagog, der har skiftet fag af samme årsager som nævnt her, og som selv har tre velopdragne børn i en dobbeltfuldtidsfamilie, kan jeg bekræfte, at børn opfører sig efter de rammer, de møder i hverdagen. Selv i hjem, hvor forældrene er nærværende og tydelige i opdragelsen, kan pressede institutionelle omgivelser udfordre børns sociale kompetencer og trivsel.
Min pointe er, at børns adfærd ikke kun formes af hjemmets opdragelse, men i høj grad også af de institutionelle rammer, de færdes i. Spørgsmålet er derfor, hvor børnene egentlig oplever det største pres – i hjemmet eller i skole- og institutionslivet? I stedet for at tale om dårlig opdragelse bør fokus rettes mod den dårlige normering i institutionslivet. Det er her, det strukturelle pres er størst, og hvor børn lærer at agere inden for rammer, der ofte ikke understøtter deres trivsel.
Så hvis S eller regeringen virkelig vil bruge deres indflydelse på at løse problemerne, ligger både årsagen og løsningen der, hvor de har størst magt – nemlig i institutionslivet. Her kan normering, ressourcer og rammer justeres, så børn får den opmærksomhed og støtte, de har brug for, og hvor presset på både børn og pædagoger kan mindskes.
Tempoet er man vist selv skyld i, når man tager i betragtning af, at den gennemsnitlige arbejdstid er faldet med 200 timer/året siden 1990 i DK.
Måske forældrene skulle prøve at tilsidesætte nogle af deres egne behov, slippe mobilen og kombinere det med at lade ungerne få lov til at være lidt selvstændige.
Jeg ville så gerne sige at det er sandt, og at det ikke er forældrenes skyld. Det er bare ikke det jeg ser derude. Jeg er ikke perfekt, jeg troede faktisk at jeg var ret dårlig i forhold til andre forældre. Men jo mere jeg ser af det chokerende, dovne lort, der foregår i nogle børnefamilier derude, jo mere pudser jeg min glorie… Og en tendens jeg ser er, at det altid er pædagogerne og lærenes skyld, jo mere uduelige forældrene er, jo mere er det personalets skyld.
Hvad definerer du som at arbejde længe?
Arh mon dog…
Vi arbejder begge fuld tid og formår alligevel at opdrage vores børn til at de ikke er nogle små røvhuller. Nogle børn er sværere end andre, nogle af dem har det svært ved institutionslivet, rigtig svært endda, som munder ud i uhensigtsmæssig opførsel i perioder. Men.. Dem jeg oplever med de værste børn er uden tvivl dem der ikke tør/gider/orker at sige nej til poderne. Det er ikke et spørgsmål om tidsknaphed, det her er rent ud sagt bare en dårlig undskyldning for mangel på engagement for sine børn.
Børn har det ikke dårligere eller er dårligere opdraget i dag end tidligere tværtimod – det er en vanvittig diskurs kørt op af dårlig forskning og skarpvinklede artikler i nyhederne. Børn og unge har aldrig haft det bedre, og vores samfund har i øvrigt heller aldrig været bedre… Jamen, hvad med alle diagnoser, de fandtes jo ikke i 90’erne??, spørger du. Jamen det er fordi vi er blevet bedre til at diagnosticere – og vi lever i et velfærdssamfund, hvor det er muligt nemt at blive udredt psykiatrisk med 30 dages behandlingsgaranti, så det rushes igennem – måske i samspil med en vis grad af overdiagnosticering grundet denne her øgede psykologisering af samfundet.
Psykologiseringen er kun med til at fjerne fokus fra at størstedelen af børn har naturlige udfordringer, som er en helt almindelig del af deres udvikling – og hvis vi ikke patologiserer det, så skal de nok klare sig fint og komme godt videre i livet som robuste mennesker, der har lært at der også er læring af modgang – ligesom familierne.
Forældre arbejder i øvrigt heller ikke mere i dag end tidligere – vi har mange flere hjemmedage, omsorgsdage, feriedage mv. Det sælger clicks og skaffer forskningsmidler at tale om trivselskrise, familiekriser mv.. Men de krav vi stiller til os selv og idylliserede forrestellinger vi har om den perfekte børnefamilie har uden tvivl ændret sig. Måske vi skulle starte med at sænke kravene til os selv, til hinanden og til vores børn i stedet for at tale om ydre strukturelle krav, som om det er en ubrydelig kraft der rammer os. Vi kan alle tage lidt ansvar hver især selv for vores eget liv og vores egne børn – alt behøver ikke være perfekt.
Strukturelt problem my ass. Skru ned for forbruget og arbejd 30 timer i stedet for 37. Jeg ved godt det ikke er muligt for alle, men det er det for virkelig mange. Danskerne er helt generelt ret velstående
Det er forældrenes valg at have travlt.
Comments are closed.