Hej kunstgalleriet. Hvordan håndterer I sociale sammenhænge med personer, der ikke kan håndtere at andre end dem selv får opmærksomhed?
Jeg indgår i nogen grupper hvor de samme personer ofte gør det. Det kunne være at person B spørger person C om noget, men så afbryder person A vedkommende midt i dennes svar og “overtager” samtalen ved at tilkendegive sin egen mening, eller skifte emnet til noget helt urelateret, der omhandler dem. Jeg finder det for det første ret tåkrummende når det sker, men ofte ville jeg faktisk gerne have hørt hvad personen ville have sagt.
Nogen af grupperne er præget af et fagligt hierarki, og repeat offenders har vist, i kraft af det, en slags fribillet på den slags. Det gør dog ofte at stemningen og samtalen bliver ret akavet og staccato, når det er tydeligt at intentionen blot er at blive hørt. Det føles ofte som en blanding af David Brent fra The Office og en gruppe unge fyre der pludselig sidder og prøver at overdøve og rakke hinanden lidt ned fordi de skal imponere en flot pige der lige er trådt ind i lokalet.
Har I erfaring med det her fænomen? Og hvordan flyder man ovenpå uden at lade sin skorsten tilte? For det meste giver jeg bare lidt op og trækker mig fra samtalen.
[TL;DR](https://www.youtube.com/shorts/rzR5oWXfrkg)
14 comments
Enough about you let’s talk about me?
Den slags mennesker er trælse og meget usikre og/eller egoistiske. Jeg gider dem ikke og undgår dem. Det lyder lidt som det du gør.
Jeg afbryder dem og siger: Jeg vil gerne lige høre C færdig.
Jeg ville bare hurtigt fortælle personen at det er en kedelig tilbøjelighed. Det kan være personen mangler de sociale færdigheder og derved ikke er opmærksom på det. Hvis ikke, så udeluk personen fra jeres omgangskreds.
Personligt plejer jeg i de situationer (person B spørger person C, person A afbryder og/eller overtager), bagefter afbrydelsen enten at sige til person C “Så *indsæt spørgsmål fra B*?” eller at sige “Fortæl videre, C, du kom fra *indsæt emne C var kommet til før afbrydelsen*”
Jeg ved ikke hvordan man kan fikse person A -adfærd, men på den her måde får man i det mindste inkluderet person C, så de ikke føler sig ligegyldige, når person A afbryder eller snakker henover dem
Jeg kender ikke til det professionelt, i hvert fald ikke hvor det har været et problem (logisk at en senior måske svarer på en juniors vejne, hvis man kan se personen er ved at være på afveje, f.eks.).
Men rent privat har jeg oplevet det et par gange, specielt med en yngrer gut som jeg mødte for måske sådan 1½ års tid siden. Min måde at håndtere det på var at bekendtskabet ikke holdt mere end 4-5 måneder. Det blev alt for meget, alt for hurtigt. Armstrong kunne have talt med ham, og sagt “jeg var den første mand på månen”, og min bekendte ville svare “Jeg er den første mand på Mars! Har været der 4 gange!”. Fik til sidst lyst til at rive håret ud.
Jeg plejer meget direkte at kalde folk ud når de forsøger at fremstå som vigtigere eller klogere end andre. Et helt teoretisk eksempel kunne f. eks. være:
#sE PÅ MIg, JEg hAr SET DeN **eNgElske** OffIcE. DEr ER Bare _sÅ Mange FlEre_ LAg i OrIgiNaleN!!!
Som udgangspunkt ville jeg nok bare lade person C håndtere det. Jeg har ikke noget behov for at agere redningsmand eller kalde nogen ud for deres opførsel, da jeg egentlig i mange tilfælde også opfatter det som en utroligt belastende opførsel der også er en form for selvpromovering på andres bekostning, men bare under dække af at gøre noget positivt.
Mennesker er forskellige og jeg er selv en af dem som ikke svinger særligt godt med folk der har brug for at være midtpunkt. I de tilfælde, hvor det bare er deres personlighed der kommer til udtryk og det ikke er af ond vilje, så må man bare lære at acceptere, at de er ligeså lidt ansvarlige for det, som jeg er for at jeg er introvert og asocial.
Hvis man begynder at gøre det bevidst, så gider jeg nok bare ikke deltage i en samtale med dem en anden gang.
Hader det. Jeg krummer tær, prøver ikke at give person A for meget opmærksomhed. Siger nok bare “cool nok” og spørger så igen C “du var ved at sige?”
Det rigtige er nok, tror jeg, bare selv at afbryde A og sige, at *de* (A) afbryder, men jeg er så konfliktsky konfliktsky.
Men jeg *hader* det her. Hvis det f.eks også er i en gruppe og der er en pige og drengene sidder og måler pik, så påtaler jeg det gerne med et smil på læben og et glimt i øjet. Jeg har eksempelvis sagt “sjovt at stemningen skifter bare der er en pige” eller lign. Ellers deltager jeg bare ikke i det.
Til fester og des lige har jeg det med bare at gå væk, når der er pikmåleri. Hader det. Har en taktik. Stiller mig hen i hjørnet og ser mystisk, men tilnærmelsesmulig ud, og så plejer der at komme nogen der vil snakke, og det er tit det spændendendeste, fordi de jo faktisk gerne vil tale med een 🙂
Men ja hader det der, du beskriver.
“Nå hvad fik i til aftensmad?”
“Lavede bare sådan en tærte med bacon på”
Person A: “ÅÅRRGGH MIN MOR LAVER BARE DEN ***BEDSTE*** tTÆRTR MED BACON PÅ
OG DEN ER SÅ LÆKKER OG DET ER DET BEDSTE JAER!!!!”
(Overdriver ikke).
Det er ofte meget usikre og selvoptaget mennesker.
Det bedste man kan gøre, er at ignorere dem. Det får dem til at kokse helt vildt – det er fedt.
Vi har en i firmaet der er slem til den slags, nu ignorere jeg ham når han gør det og fortsætter samtalen
Hvis det er socialt socialt lader man bare være med at invitere den person næste gang man selv holder noget.
Hvis det er arbejds socialt plejer jeg bare at blive ved med at tale når jeg bliver afbrudt. Gerne hæve stemmen en smule og så fortsætter man ellers bare til ens pointe er nået.
Hmm, hvis du gerne vil have person A til at forlade det fællesskab du nævner kan jeg anbefale en form for omvendt psykologi, hvis det overhovedet kan kaldes det. I stedet for at du synes person A er træls og gerne må smutte så gælder det om at få person A til at synes du er så træls person A selv smutter. Det kan kun lykkes with person B og C og dig alle er enige om fællesskabet vil være bedre uden person A ellers er der nok ikke opbakning.
Jeg var i hvert fald i sådan en situation. Da person A afbrød person C sagde jeg højt “spurgt!”. Det er sådan en kommentar alle hader så alle bliver sure på den, der siger det. Person A blev også mega fornærmet og person B og C sad sådan lidt med et ansigt som :O. Det resulterede i mit tilfælde at jeg fik lov til at høre hvad person C havde at sige og person A sad og surmulede. Efter anden gang jeg gjorde samme stunt mod person A mange dage senere blev personen virkelig sur og begyndte at skælde ud. Jeg forklarede bare situationen “du afbrød C, vent til C er færdig med at tale”. Det (at person A afbryder) er ikke sket siden, men person A snakker heller ikke særligt meget i vores (B, C og mit) selskab længere.
Er der noget galt i at lade skorstenen tilte? Jeg har selv fået mere temperament med alderen, kontra da jeg var ung og jeg bed alt i mig. Det er da ikke rart at blive sur, men det kan være nødvendigt at vise det ud af til
I professionelle sammenhænge er jeg gerne (lidt) diplomatisk, og kan sige ting som “undskyld A, jeg vil gerne lytte til dit synspunkt, når C er færdig med at tale”.
I sociale sammenhænge er jeg totalt blottet for skam, og forsøger gerne at være så gennemført sarkastisk og smålige som muligt “Undskyld C hvad sagde du? Jeg kan dårligt høre dig, i den satans larm A laver”, “Hey A må jeg ikke lige få din mors telefonnummer? Jeg er vildt nysgerrig på, om alle i din familie er lige så skide irriterende som du er”, “Du A? Er du nogen sinde blevet testet for narcissistisk personlighedsforstyrrelse?” eller bare et ligefremt “A Gider du lige holde Kæft et øjeblik? “.
Inden jeg bliver slagtet, så vil jeg lige nævne at jeg har adhd og selv er udemærket klar over, at jeg lider af akut munddiarré(privat, underligt nok kan jeg godt lukke ædespalten på arbejdet), hvilket også er grunden til, at jeg med jævne mellemrum minder mine venner om, at det er 100% legalt, at be’ mig holde kæft uden at jeg overhovedet bliver sur af den grund.
Jeg er trods alt så selvbevidst, at jeg godt kan regne ud, at ikke alle er lige så facineret af “indsæt ugens emne”, som jeg er.