>Samtidigt søger elever med de højeste snit mod de uddannelser, der har det højeste snit, fordi de opfattes som attraktive. Derfor samles de fagligt stærke om få områder, lød det fra kommissionen.
Det er nok det vigtigeste aspekt i det.
Reelt set bliver det ikke lettere for folk at komme ind på de uddannelser som i dag har høje adgangskrav. Hvis der er for få pladser til mængden af ansøgere, så vil pladserne gå til dem med højeste karakterer, og så vil man stadig ende med et de-facto højt karakterkrav.
Jeg har kravlet hele vejen igennem uddannelsessystemet, inklusiv PhD, og jeg synes det er for vildt at unge mennesker i gymnasiet skal træffe beslutninger og få karakterer der dikterer hele deres videre liv gennem systemet.
Derudover har vi et skolesystem der bruger undervisningsformer som generelt fungerer bedre for piger. Sid stille, vær rolig, læs, lav lektier, få 12, kom ind på medicin og psykologi. Det er rigtig fint, men kunne man ikke forestille sig at der findes folk som kunne blive fantastisk dygtige læger og psykologer, men som i gymnasiet grundet teenagehjerne ikke fokuserede udelukkende på karakterer?
Jeg ved ikke hvilke gode løsningsmuligheder eksisterer, men jeg tror bestemt at vi kan gøre det bedre.
[deleted]
Hvorfor er det åbenlyse svar ikke bare at oprette flere uddannelsespladser, så karakterkravet automatisk bliver lavere? Hvorfor alle de her arbitrære lappeløsninger?
Synes bare man rykker på problemet. I stedet for at stresse over ens karaktergennemsnit (på de uddannelser der kræver et snit der overstiger 10), så kan det ende med at studerende stresser over at bestå en optagelsesprøve. En optagelsesprøve som er altafgørende, og som kan blive enormt svær at bestå hvis der eksempelvis er tre ansøgere for hver plads på uddannelsen.
Man kunne også begynde at se på merituddannelser til specifikke jobs.
Jeg var slet ikke klar til gymnasiet da jeg var 15. Jeg endte bare med at følge strømmen. Jeg har formentligt også ADHD, hvis jeg fik en udredelse, når man ser på symptomer og min baggrund. Begge ting, der betyder, jeg ikke fik 10 i snit på gymnasiet.
Da jeg læste idræt på universitetet, havde jeg et gennemsnit på 11 indtil jeg stoppede, og skiftede uddannelse. Nu er jeg uddannet ambulancebehandler.
Alligevel kan jeg ikke få nogen merit til at blive sygeplejerske eller læge. Selvom jeg har 4.5 års specialistuddannelse, indenfor et helt specifikt relevant område. Som det er nu, så står jeg med flere selvstændige kompetencer end de fleste specialsygeplejesker. Alligevel kan systemet ikke se fordelen i, at de to uddannelser kan lave noget samarbejde. Eller at man kunne opkvalificere både os og sygeplejersker.
Der er en elitær tilgang til mange uddannelser, og et system, der gør at nogle skift besværliggøres.
Forslaget vil nok mindske karakterpresset noget, men hvor stor bliver forskellen i praksis? Der vil jo med garanti stadigvæk være unge, der går efter 10 over hele linjen, og for nogle vil det pres sikkert føles nogenlunde lige så højt som før.
Det løser heller ikke problemet med de unge, der har svagheder på et enkelt felt, som gør, at de risikerer at gå glip af den drømmeuddannelse, på trods af at de ellers ville egne sig udmærket til den.
En løsning kunne måske være, at det blev op til den enkelte uddannelse at vurdere, hvilke krav der skal honoreres?
Langt de fleste elever har et snit under 10, så denne regel kommer kun til at gøre en forskelfor en meget lille gruppe af elever.
Jeg kommer ikke til at få højere end 9
Jeg tog til Norge for at uddanne mig, fordi jeg var skoletræt og mit gennemsnit ikke kunne få mig ind på nogen uddannelser, som jeg kunne se mig selv arbejde med.
I Norge er optagelsessystemet pointbaseret. Jeg fandt en beregning på en norsk uddannelseshjemmeside, så jeg kunne omregne mit gennemsnit til point. Så brugte jeg et år på at optjene point nok. Der var alders point, hvis du tidligere har læst et semester på universitetet, så fik du et point. To semester, så fik du to point. Læst et sprog (men ikke engelsk) på B niveau, så får du x i points. Søger du ind på studie, hvor der er et stort optag af et bestemt køn, så får du x i point. Har du gået på en norsk højskole, så fik du også point. Så der var mange måder du kunne forbedre dine chancer for at blive optaget.
Jeg tog derefter videre til Sverige. Der går man vidst til en prøve. Mener den bliver afholdt tog gange om året. Resultatet af den prøve er det du blive bedømt på. Den kan du tage flere gange. Du kan også supplere op og ændre dit gennemsnit.
Efter min mening er Sverige og Norge helt klart lande vi skal kigge til, når det kommer optagelse og trivsel. Men ikke når det kommer til SU. Ser i dag hvordan nogle af mine norske venner stresse pga det lån de måtte tage.
lmao.. 15 årige Oscar fra 1. g har fået at vide hele sit liv, at han kan blive præcis hvad han vil. Sålænge han vil det nok. Det fik han at vide af samtlige gæster til sin nonfirmation, og hver gang han åbner sin iphone. Verden ligger for Oscars fødder. Nu må han bare ikke fucke det op. Han er presset fra alle sider, og af sig selv.
Jeg tror ikke at overflødiggørelsen af 12-tallet kan ændre dette. Men måske er det skridt i den rigtige retning.
Måske ikke en populær mening, men ville det ikke være bedre at overbevist de unge som har problemer med at få de rigtige karaktere at en erhversmæssig uddannelse måske kunne være bedre end universitetet. Og med en erhvervsmæssig uddannelse skære man jo heller ikke muligheden væk, men finder måske ud af at hvis man lære at slå et søm i, så har man nemmere ved at relatere sig til den boglige viden.
Samtidig så bliver karakter ræset jo en mindre del af ens live, og man får mindre stress.
(bare en ide).
Nu skal det siges at jeg har ikke meget ide om dagens skole system, og det er 30år siden jeg sidst have noget at gøre med det.
Idag, ser jeg på dette som jeg måske skulle have gjordt dengang – det hjælper nok heller ikke at jeg er ordblind og ikke har en ide om matematik.
Hvor længe går der typisk før sådanna foreslag bliver indført og implementeret?
13 comments
>Samtidigt søger elever med de højeste snit mod de uddannelser, der har det højeste snit, fordi de opfattes som attraktive. Derfor samles de fagligt stærke om få områder, lød det fra kommissionen.
Det er nok det vigtigeste aspekt i det.
Reelt set bliver det ikke lettere for folk at komme ind på de uddannelser som i dag har høje adgangskrav. Hvis der er for få pladser til mængden af ansøgere, så vil pladserne gå til dem med højeste karakterer, og så vil man stadig ende med et de-facto højt karakterkrav.
Jeg har kravlet hele vejen igennem uddannelsessystemet, inklusiv PhD, og jeg synes det er for vildt at unge mennesker i gymnasiet skal træffe beslutninger og få karakterer der dikterer hele deres videre liv gennem systemet.
Derudover har vi et skolesystem der bruger undervisningsformer som generelt fungerer bedre for piger. Sid stille, vær rolig, læs, lav lektier, få 12, kom ind på medicin og psykologi. Det er rigtig fint, men kunne man ikke forestille sig at der findes folk som kunne blive fantastisk dygtige læger og psykologer, men som i gymnasiet grundet teenagehjerne ikke fokuserede udelukkende på karakterer?
Jeg ved ikke hvilke gode løsningsmuligheder eksisterer, men jeg tror bestemt at vi kan gøre det bedre.
[deleted]
Hvorfor er det åbenlyse svar ikke bare at oprette flere uddannelsespladser, så karakterkravet automatisk bliver lavere? Hvorfor alle de her arbitrære lappeløsninger?
Synes bare man rykker på problemet. I stedet for at stresse over ens karaktergennemsnit (på de uddannelser der kræver et snit der overstiger 10), så kan det ende med at studerende stresser over at bestå en optagelsesprøve. En optagelsesprøve som er altafgørende, og som kan blive enormt svær at bestå hvis der eksempelvis er tre ansøgere for hver plads på uddannelsen.
Man kunne også begynde at se på merituddannelser til specifikke jobs.
Jeg var slet ikke klar til gymnasiet da jeg var 15. Jeg endte bare med at følge strømmen. Jeg har formentligt også ADHD, hvis jeg fik en udredelse, når man ser på symptomer og min baggrund. Begge ting, der betyder, jeg ikke fik 10 i snit på gymnasiet.
Da jeg læste idræt på universitetet, havde jeg et gennemsnit på 11 indtil jeg stoppede, og skiftede uddannelse. Nu er jeg uddannet ambulancebehandler.
Alligevel kan jeg ikke få nogen merit til at blive sygeplejerske eller læge. Selvom jeg har 4.5 års specialistuddannelse, indenfor et helt specifikt relevant område. Som det er nu, så står jeg med flere selvstændige kompetencer end de fleste specialsygeplejesker. Alligevel kan systemet ikke se fordelen i, at de to uddannelser kan lave noget samarbejde. Eller at man kunne opkvalificere både os og sygeplejersker.
Der er en elitær tilgang til mange uddannelser, og et system, der gør at nogle skift besværliggøres.
Forslaget vil nok mindske karakterpresset noget, men hvor stor bliver forskellen i praksis? Der vil jo med garanti stadigvæk være unge, der går efter 10 over hele linjen, og for nogle vil det pres sikkert føles nogenlunde lige så højt som før.
Det løser heller ikke problemet med de unge, der har svagheder på et enkelt felt, som gør, at de risikerer at gå glip af den drømmeuddannelse, på trods af at de ellers ville egne sig udmærket til den.
En løsning kunne måske være, at det blev op til den enkelte uddannelse at vurdere, hvilke krav der skal honoreres?
Langt de fleste elever har et snit under 10, så denne regel kommer kun til at gøre en forskelfor en meget lille gruppe af elever.
Jeg kommer ikke til at få højere end 9
Jeg tog til Norge for at uddanne mig, fordi jeg var skoletræt og mit gennemsnit ikke kunne få mig ind på nogen uddannelser, som jeg kunne se mig selv arbejde med.
I Norge er optagelsessystemet pointbaseret. Jeg fandt en beregning på en norsk uddannelseshjemmeside, så jeg kunne omregne mit gennemsnit til point. Så brugte jeg et år på at optjene point nok. Der var alders point, hvis du tidligere har læst et semester på universitetet, så fik du et point. To semester, så fik du to point. Læst et sprog (men ikke engelsk) på B niveau, så får du x i points. Søger du ind på studie, hvor der er et stort optag af et bestemt køn, så får du x i point. Har du gået på en norsk højskole, så fik du også point. Så der var mange måder du kunne forbedre dine chancer for at blive optaget.
Jeg tog derefter videre til Sverige. Der går man vidst til en prøve. Mener den bliver afholdt tog gange om året. Resultatet af den prøve er det du blive bedømt på. Den kan du tage flere gange. Du kan også supplere op og ændre dit gennemsnit.
Efter min mening er Sverige og Norge helt klart lande vi skal kigge til, når det kommer optagelse og trivsel. Men ikke når det kommer til SU. Ser i dag hvordan nogle af mine norske venner stresse pga det lån de måtte tage.
lmao.. 15 årige Oscar fra 1. g har fået at vide hele sit liv, at han kan blive præcis hvad han vil. Sålænge han vil det nok. Det fik han at vide af samtlige gæster til sin nonfirmation, og hver gang han åbner sin iphone. Verden ligger for Oscars fødder. Nu må han bare ikke fucke det op. Han er presset fra alle sider, og af sig selv.
Jeg tror ikke at overflødiggørelsen af 12-tallet kan ændre dette. Men måske er det skridt i den rigtige retning.
Måske ikke en populær mening, men ville det ikke være bedre at overbevist de unge som har problemer med at få de rigtige karaktere at en erhversmæssig uddannelse måske kunne være bedre end universitetet. Og med en erhvervsmæssig uddannelse skære man jo heller ikke muligheden væk, men finder måske ud af at hvis man lære at slå et søm i, så har man nemmere ved at relatere sig til den boglige viden.
Samtidig så bliver karakter ræset jo en mindre del af ens live, og man får mindre stress.
(bare en ide).
Nu skal det siges at jeg har ikke meget ide om dagens skole system, og det er 30år siden jeg sidst have noget at gøre med det.
Idag, ser jeg på dette som jeg måske skulle have gjordt dengang – det hjælper nok heller ikke at jeg er ordblind og ikke har en ide om matematik.
Hvor længe går der typisk før sådanna foreslag bliver indført og implementeret?