Jeg forstår ikke sagen? Er det her den største “systemet” tager aldrig fejl eller er der noget underliggende man overser?
Ting Glistrup prøvede at forhindre.
Efter at have hørt et interview med den nye læges vurdering bliver sagen endnu mere forvirrende – hun kalder sin, samt den retslægelige vurdering, for subjektive. Den nye vurdering af, at pigerne ikke er blevet omskåret, er kommet efter at den ene af pigerne selv har været ude og efterspørge en ny vurdering (selv opsøgt læge).
Lægen lagde desuden meget vægt på, at familiens ære var blevet krænket. Hun blev tilspurgt om hendes vurdering ikke kunne være blevet påvirket af de gængsige omstændigheder, hvilket hun svarede jo til.
Hvis den yderste halvdel af en klitoris er blevet fjernet, hvor synligt er det indgreb så flere år senere? Er der ikke bare dannet en masse ufølsom arvæv til at erstatte det der blev fjernet?
Lidt nemmere at se når drenge er blevet omskåret, men det accepterer politikerne over en bred kam. :/
Der er retssikkerhedsmæssigt mange problemer med konstruktionen Retslægerådet, men som vi i “system Danmark” bare valgt at definere som “ikke-problematiske”!
For at nævne de mest grelle:
1) De juridiske dommere sætter stort set aldrig spørgsmålstegn ved erklæringer fra Retslægerådet, og på samme måde instrueres nævninge og domsmænd.
Dvs. erklæringerne betragtes som ubetinget faktum i en retssag, selvom de ikke er andet end faglige skøn og vurderinger lavet af mennesker.
Det betyder, at det mange gange reelt er Retslægerådet der afgøre en sag, og ikke dommer/domsmænd.
Begrundelsen for domstolenes adfærd er, at de ikke har den faglige viden til at kunne vurdere det medicinske/sundhedsfaglige i en sag/erklæring – at Retslægerådet netop er lavet med det formål.
2) Parterne i en retssag får i 99,7% af alle sager ikke lov til at udfordre en erklæring fra Retslægerådet.
Du kan komme med nogle almengyldige betragtninger eller kommentarer, men du får ikke lov til at fører fx medicinske beviser eller et ekspert vidne, som kan have en anden opfattelse end Retslægerådet.
Det er er principper, som er i modsætning til alle næsten alle andre sags-områder, hvor parterne fx har indflydelse på udpegelsen af faglige/tekniske skønsmænd, og hvor rammerne for at udfordre en erklæring fra en skønsmand er meget større, fx muligheden for at føre et uenigt ekspertvidne efterfølgende.
Igen er retssystemets begrundelse
A. Vi dommere kan ikke afgøre om den ene eller anden læge har ret.
Og dertil B. Retssagen bliver billigere og hurtigere, når de 2 parter ikke selv må stille med eksperter og erklæringer (amerikanske tilstande).
Og C. Hver gang en erklæring fra Retslægerådet ville blive tilsidesat i en retssag, så ville rådets troværdighed og status i fremtidige sager falde tilsvarende!
3) Retslægerådets medlemmer, og de lægefaglige personer der udpeges ad hoc, når en sag ligger uden for rådets ekspertise, udpeges tidsbegrænset og af staten.
Dvs. trods rådets status i retsvæsenet, så er medlemmerne ikke sikret uafhængighed – deres udtalelser og erklæringer kan få indflydelse på fx genudpegning, karriereforløb, bevilliger, osv.
4) Endelig er rådet berygtet for, at introducere retssystemet for nogle af de samme problemerstillinger, som det lægefaglige område generelt kritieres for – og rygtet bekræftes også af tidligere sager samt denne.
A. Medlemmerne genvurderer selv egne sager, selv om det åbenlyst giver objektivitetsproblemer – svært at indrømme egne fejl, især hvis det fx har kostet en anklaget x år i fængsel..
B. Medlemmerne behandler mange sager selv, selv om et emne måske ligger inden for medlemmernes fagområde, men medlemmerne på ingen måde er ekspert i det konkrete emne, og bedre eksperter ville kunne have været udpeget ad hoc – svært for estimeret fagpersoner, at sige, desværre, jeg ved lidt, men ikke meget om dette… Jeg kan jo læse lidt op, og spørge lidt omkring…
C. I forlængelse af A og B, så tager rådet generelt let på habilitetsspørgsmål. Som noget meget sjældent, så findes der i rådets lovgrundlag faktisk en paragraf, der i konkrete sager, giver rådet mulighed for at behandle en sag, selv om rådet er inhabil, hvis det ikke er muligt at finde andre eksperter. Blandt andet det, har med tiden udviklet en meget “fri” tilgang til vurdering af, om man er konkret eller gennerel inhabil.
Derudover er det jo sundhedsfagligt personale og ikke jurister, der som udgangspunkt selv skal lave vurderingen. De kan få hjælp af jurister, men vil mange gange ikke have i tankerne, hvad en jurist kan finde problematisk. Fx er de lægefaglige miljøer i Danmark så små, at man mange gange i en erklæring indirekte kommer til at forholde sig til nuværende/tidligere kollegaers, samarbejdspartneres eller bekendtes arbejde
D. Punkt C. skal også ses i lyset af, at som udgangspunkt bygger hele rådets sagsbehandling på andres materiale. De tilser eller undersøger IKKE selv den person/subjekt, som er kernen i en sag. De bygger deres erklæring og konklusioner på andres undersøgelser og rapporter.
Det er i sig selv blevet kritiseret, at dem, som skal komme med en meget afgørende erklæring, i fx en straffesag eller stor erstatsningssag, ikke selv har undersøgt en person, selv om det var/er muligt og relevant.
Det andet aspekt er, at i nogle sager har materialet der konkluderes på baggrund af, været enten meget tyndt eller desideret tvivlsom/mangelfuldt, set i forhold til de konklusioner der drages.
5 comments
Jeg forstår ikke sagen? Er det her den største “systemet” tager aldrig fejl eller er der noget underliggende man overser?
Ting Glistrup prøvede at forhindre.
Efter at have hørt et interview med den nye læges vurdering bliver sagen endnu mere forvirrende – hun kalder sin, samt den retslægelige vurdering, for subjektive. Den nye vurdering af, at pigerne ikke er blevet omskåret, er kommet efter at den ene af pigerne selv har været ude og efterspørge en ny vurdering (selv opsøgt læge).
Lægen lagde desuden meget vægt på, at familiens ære var blevet krænket. Hun blev tilspurgt om hendes vurdering ikke kunne være blevet påvirket af de gængsige omstændigheder, hvilket hun svarede jo til.
Hvis den yderste halvdel af en klitoris er blevet fjernet, hvor synligt er det indgreb så flere år senere? Er der ikke bare dannet en masse ufølsom arvæv til at erstatte det der blev fjernet?
Lidt nemmere at se når drenge er blevet omskåret, men det accepterer politikerne over en bred kam. :/
Der er retssikkerhedsmæssigt mange problemer med konstruktionen Retslægerådet, men som vi i “system Danmark” bare valgt at definere som “ikke-problematiske”!
For at nævne de mest grelle:
1) De juridiske dommere sætter stort set aldrig spørgsmålstegn ved erklæringer fra Retslægerådet, og på samme måde instrueres nævninge og domsmænd.
Dvs. erklæringerne betragtes som ubetinget faktum i en retssag, selvom de ikke er andet end faglige skøn og vurderinger lavet af mennesker.
Det betyder, at det mange gange reelt er Retslægerådet der afgøre en sag, og ikke dommer/domsmænd.
Begrundelsen for domstolenes adfærd er, at de ikke har den faglige viden til at kunne vurdere det medicinske/sundhedsfaglige i en sag/erklæring – at Retslægerådet netop er lavet med det formål.
2) Parterne i en retssag får i 99,7% af alle sager ikke lov til at udfordre en erklæring fra Retslægerådet.
Du kan komme med nogle almengyldige betragtninger eller kommentarer, men du får ikke lov til at fører fx medicinske beviser eller et ekspert vidne, som kan have en anden opfattelse end Retslægerådet.
Det er er principper, som er i modsætning til alle næsten alle andre sags-områder, hvor parterne fx har indflydelse på udpegelsen af faglige/tekniske skønsmænd, og hvor rammerne for at udfordre en erklæring fra en skønsmand er meget større, fx muligheden for at føre et uenigt ekspertvidne efterfølgende.
Igen er retssystemets begrundelse
A. Vi dommere kan ikke afgøre om den ene eller anden læge har ret.
Og dertil B. Retssagen bliver billigere og hurtigere, når de 2 parter ikke selv må stille med eksperter og erklæringer (amerikanske tilstande).
Og C. Hver gang en erklæring fra Retslægerådet ville blive tilsidesat i en retssag, så ville rådets troværdighed og status i fremtidige sager falde tilsvarende!
3) Retslægerådets medlemmer, og de lægefaglige personer der udpeges ad hoc, når en sag ligger uden for rådets ekspertise, udpeges tidsbegrænset og af staten.
Dvs. trods rådets status i retsvæsenet, så er medlemmerne ikke sikret uafhængighed – deres udtalelser og erklæringer kan få indflydelse på fx genudpegning, karriereforløb, bevilliger, osv.
4) Endelig er rådet berygtet for, at introducere retssystemet for nogle af de samme problemerstillinger, som det lægefaglige område generelt kritieres for – og rygtet bekræftes også af tidligere sager samt denne.
A. Medlemmerne genvurderer selv egne sager, selv om det åbenlyst giver objektivitetsproblemer – svært at indrømme egne fejl, især hvis det fx har kostet en anklaget x år i fængsel..
B. Medlemmerne behandler mange sager selv, selv om et emne måske ligger inden for medlemmernes fagområde, men medlemmerne på ingen måde er ekspert i det konkrete emne, og bedre eksperter ville kunne have været udpeget ad hoc – svært for estimeret fagpersoner, at sige, desværre, jeg ved lidt, men ikke meget om dette… Jeg kan jo læse lidt op, og spørge lidt omkring…
C. I forlængelse af A og B, så tager rådet generelt let på habilitetsspørgsmål. Som noget meget sjældent, så findes der i rådets lovgrundlag faktisk en paragraf, der i konkrete sager, giver rådet mulighed for at behandle en sag, selv om rådet er inhabil, hvis det ikke er muligt at finde andre eksperter. Blandt andet det, har med tiden udviklet en meget “fri” tilgang til vurdering af, om man er konkret eller gennerel inhabil.
Derudover er det jo sundhedsfagligt personale og ikke jurister, der som udgangspunkt selv skal lave vurderingen. De kan få hjælp af jurister, men vil mange gange ikke have i tankerne, hvad en jurist kan finde problematisk. Fx er de lægefaglige miljøer i Danmark så små, at man mange gange i en erklæring indirekte kommer til at forholde sig til nuværende/tidligere kollegaers, samarbejdspartneres eller bekendtes arbejde
D. Punkt C. skal også ses i lyset af, at som udgangspunkt bygger hele rådets sagsbehandling på andres materiale. De tilser eller undersøger IKKE selv den person/subjekt, som er kernen i en sag. De bygger deres erklæring og konklusioner på andres undersøgelser og rapporter.
Det er i sig selv blevet kritiseret, at dem, som skal komme med en meget afgørende erklæring, i fx en straffesag eller stor erstatsningssag, ikke selv har undersøgt en person, selv om det var/er muligt og relevant.
Det andet aspekt er, at i nogle sager har materialet der konkluderes på baggrund af, været enten meget tyndt eller desideret tvivlsom/mangelfuldt, set i forhold til de konklusioner der drages.