Wow jeg forventede virkelig at der ville komme en “som jeg beskriver i min nye bog”
“…men det er ikke KUN mangel på ressourcer…”
Alligevel et hot-take at psykiatrien ikke mangler ressourcer
>Akatisi er en tilstand af ekstrem indre uro og kropslig rastløshed, som mange patienter beskriver som ’trangen til at hoppe ud af sit eget skind’. Akatisi ses særligt ved såkaldte antipsykotiske lægemidler som quetiapin, både som bivirkning og abstinenssymptom.
Jeg anede ikke det havde et navn. Det var den kropsfølelse jeg havde, da de satte mig på abilify mens jeg var indlagt på psykiatrisk. Ekstremt ubehageligt, og meget svær at beskrive, men heldigvis blev jeg sat på noget andet istedet.
Jeg er måske ude på et sidespor eller læste ikke grundigt nok.. men, siger han, at det ikke kræver flere penge fordi medicinen ikke virker? Er det ikke lidt *hele* problemet med psykiatrien? At man ikke ved, hvad man skal gøre, så ofte doper man patienterne til de bliver passive?
Altså.. jeg synes, personligt, at der skal langt flere penge til psykiatrien, men de skal ikke nødvendigvis bruges på *mere* medicin, men forskning og mere forskning.
Jeg mener det var tilbage i 2016-2017, hvor en overlæge råbte op om, at man brugte alt alt aaaaalt for meget medicin i psykiatrien, og man vidste ofte ikke, hvad konsekvensen var, men man havde bare ikke andre behandlingsmuligheder.
> det er ikke mangel på ressourcer i psykiatrien
> Psykofarmaka kan teoretisk være problemet
U wot m8? “kan” “teoretisk” efter en klar udmelding om at ressourcer ikke er problemet?
Jeg er enig i at der ikke skal gives flere penge til psykiatrien. Psykiatrien har ingen selvindsigt og tager intet ansvar når de laver fejl og handler uetisk. Hvis de begynder at tage ansvar for deres handlinger og er friske på noget nytænkning, ja så kan det tages op igen.
Tror faktisk at det er enormt vigtigt at skille den ambulante psykiatri fra den akutte. Jeg har arbejder på et lukket akutafsnit, som fungerede som modtagelse. Her blev patienterne tager imod, vurderet og måtte maks være i 7 døgn. Herefter, eller tidligere, skulle vi vurdere, om de skulle på et stationært afsnit eller udskrives. Vi fik også de patienter, som allerede var indlagt på stationære afsnit, men som ikke kunne rummes dér, grundet voldsomhed.
Jeg er fysioterapeut, så medicin er uden for mit kompetenceområde. Til gengæld er jeg en kæmpe nørd, som har læst enormt meget om det, da jeg har en forkærlighed for neurovidenskab og neurofarmakologi. Medicin skal være et middel til, at man kan modtage behandling. Medicin er ikke behandling i sig selv.
Der hvor jeg arbejdede var vi tydeligt for få ansatte. Jeg arbejdede ofte 16 timer, til tider mødte jeg ind 07 til 15, og kom igen og var der natten over. Uden det var varslet. Det er hårdt. Som ansat skulle vi sørge for alt; lige fra mad og rengøring, til fastholdelse, modtagelse, tilkaldelse af politi osv. Det efterlader enormt lidt tid til patienterne, hvilket jo er helt godnat.
Men ærligt talt, akutpsykiatrien er voldsom. Mange patienter er meget personfarlige, og vi havde ofte (til tider flere gange om ugen) betjente inde for at hjælpe os. De kom med skjolde, hjelme osv. Så det er et helt vildt hårdt miljø at arbejde i, til en elendig løn.
Mange klager over, at de bliver sendt hjem efter at have henvendt sig til skadestuen. Lægerne dér vurderer hvem der er mest kritisk. I langt størstedelen af tilfældene rammer de rigtigt. Men de er også kun mennesker. Desværre går det galt en gang i mellem.
Jeg har ser psykiatrien indefra. Penge til flere sengepladser er i min optik langt fra den bedste måde at bruge midlerne på. Vi skal forebygge at folk får det så skidt. Det gør man ved ambulant behandling. Og må befolkningen huske, at psykiatrien ikke er en altoverskyggende enhed, som kan overvåge alle der er i kontakt med den. Vi har heldigvis ret stor autonomi i Danmark. Den ret skal folk men psykiske lidelser også have.
“jeg vil gerne i ambulant behandling”
“Skal du indlægges?”
“Nej. Jeg har et arbejde.”
“Hvis du nævner det igen, er min vurdering du skal indlægges.”
9 comments
Wow jeg forventede virkelig at der ville komme en “som jeg beskriver i min nye bog”
“…men det er ikke KUN mangel på ressourcer…”
Alligevel et hot-take at psykiatrien ikke mangler ressourcer
>Akatisi er en tilstand af ekstrem indre uro og kropslig rastløshed, som mange patienter beskriver som ’trangen til at hoppe ud af sit eget skind’. Akatisi ses særligt ved såkaldte antipsykotiske lægemidler som quetiapin, både som bivirkning og abstinenssymptom.
Jeg anede ikke det havde et navn. Det var den kropsfølelse jeg havde, da de satte mig på abilify mens jeg var indlagt på psykiatrisk. Ekstremt ubehageligt, og meget svær at beskrive, men heldigvis blev jeg sat på noget andet istedet.
Jeg er måske ude på et sidespor eller læste ikke grundigt nok.. men, siger han, at det ikke kræver flere penge fordi medicinen ikke virker? Er det ikke lidt *hele* problemet med psykiatrien? At man ikke ved, hvad man skal gøre, så ofte doper man patienterne til de bliver passive?
Altså.. jeg synes, personligt, at der skal langt flere penge til psykiatrien, men de skal ikke nødvendigvis bruges på *mere* medicin, men forskning og mere forskning.
Jeg mener det var tilbage i 2016-2017, hvor en overlæge råbte op om, at man brugte alt alt aaaaalt for meget medicin i psykiatrien, og man vidste ofte ikke, hvad konsekvensen var, men man havde bare ikke andre behandlingsmuligheder.
> det er ikke mangel på ressourcer i psykiatrien
> Psykofarmaka kan teoretisk være problemet
U wot m8? “kan” “teoretisk” efter en klar udmelding om at ressourcer ikke er problemet?
Jeg er enig i at der ikke skal gives flere penge til psykiatrien. Psykiatrien har ingen selvindsigt og tager intet ansvar når de laver fejl og handler uetisk. Hvis de begynder at tage ansvar for deres handlinger og er friske på noget nytænkning, ja så kan det tages op igen.
Tror faktisk at det er enormt vigtigt at skille den ambulante psykiatri fra den akutte. Jeg har arbejder på et lukket akutafsnit, som fungerede som modtagelse. Her blev patienterne tager imod, vurderet og måtte maks være i 7 døgn. Herefter, eller tidligere, skulle vi vurdere, om de skulle på et stationært afsnit eller udskrives. Vi fik også de patienter, som allerede var indlagt på stationære afsnit, men som ikke kunne rummes dér, grundet voldsomhed.
Jeg er fysioterapeut, så medicin er uden for mit kompetenceområde. Til gengæld er jeg en kæmpe nørd, som har læst enormt meget om det, da jeg har en forkærlighed for neurovidenskab og neurofarmakologi. Medicin skal være et middel til, at man kan modtage behandling. Medicin er ikke behandling i sig selv.
Der hvor jeg arbejdede var vi tydeligt for få ansatte. Jeg arbejdede ofte 16 timer, til tider mødte jeg ind 07 til 15, og kom igen og var der natten over. Uden det var varslet. Det er hårdt. Som ansat skulle vi sørge for alt; lige fra mad og rengøring, til fastholdelse, modtagelse, tilkaldelse af politi osv. Det efterlader enormt lidt tid til patienterne, hvilket jo er helt godnat.
Men ærligt talt, akutpsykiatrien er voldsom. Mange patienter er meget personfarlige, og vi havde ofte (til tider flere gange om ugen) betjente inde for at hjælpe os. De kom med skjolde, hjelme osv. Så det er et helt vildt hårdt miljø at arbejde i, til en elendig løn.
Mange klager over, at de bliver sendt hjem efter at have henvendt sig til skadestuen. Lægerne dér vurderer hvem der er mest kritisk. I langt størstedelen af tilfældene rammer de rigtigt. Men de er også kun mennesker. Desværre går det galt en gang i mellem.
Jeg har ser psykiatrien indefra. Penge til flere sengepladser er i min optik langt fra den bedste måde at bruge midlerne på. Vi skal forebygge at folk får det så skidt. Det gør man ved ambulant behandling. Og må befolkningen huske, at psykiatrien ikke er en altoverskyggende enhed, som kan overvåge alle der er i kontakt med den. Vi har heldigvis ret stor autonomi i Danmark. Den ret skal folk men psykiske lidelser også have.
“jeg vil gerne i ambulant behandling”
“Skal du indlægges?”
“Nej. Jeg har et arbejde.”
“Hvis du nævner det igen, er min vurdering du skal indlægges.”
Jeg har mere eller mindre opgivet at få hjælp.