Haha. Som om det kommer til at være noget stærkere end teknobarbarer.
Jeg er altså ret stor fan af ham Søren Mau, han skriver altså nogle virkelig god artikler, om man er enig med ham eller ej.
Altså de eneste goder der kommer ud af det system er en en 20 timers arbejdsuge, og (sandsynligvis) mindre udnyttelse af naturen.
Det virker ret omkostningsfuldt at omvende hele verden, eller bare et land, til en socialistisk planøkonomisk styreform.
Hvor man stadig vil have politiske slagsmål om hvorvidt regnskoven skal fælles, eller om man må dyrke hård narko i sin fritid og sælge det for kuponer der kan bruges på tøj mad osv.
Det er som om at man tror, at når landet skifter til en (demokratisk lol) socialistisk styreform, så forsvinder alle værdikampe og forskelligheder blandt folk.
For slet ikke at nævne, at historisk har kommunistiske styre altid endt med at undertrykke uenige stemmer i befolkningen, vade i korruption på ledelsesgangene, og været utroligt svage som internationale handelsparternere (hvilke lande kan klare sig uden handel med udlandet? og hvorfor skulle udlandet stopper deres kapitalistiske tilgang fordi ét land står på bremsen når det kommer til vækst)
—-
En meget nemmere og ligetil løsning, er at arbejde sig henimod den 20 timers arbejdsuge, og beskyttelse af naturen indenfor det eksisterende system, det er helt og aldeles realistisk og muligt.
Det kræver bare 90 mandater (hvilket jo nok er socialisternes største problem)
Det er da spændende at der sidder “enkelte” rundt omkring som åbenbart har formularen på det ideelle samfund, som de bruger livet på at overbevise andre om er den rigtige retning – men de andre er lissom ikke rigtig med på at den løsning de “enkelte” sidder med er korrekt.
‘Kapitalismen bør afvikles, men vi mangler en klar idé om det økonomiske system, der skal erstatte den. Her kommer et bud: kommunisme, et samfund med maksimal grad af frihed, tryghed og demokrati’
Kommunisme, selvfølgelig, lad os da prøve det igen, konsekvenserne var tydeligvis ikke alvorlige nok i det 20. Århundrede. Lad Samsø blive til en gulag!
Man kan forresten ikke have maksimal grad af frihed og tryghed på samme tid. Det giver ingen mening. Men det er vel typisk med kommunistiske utopi-fantasier.
De samme tre spørgsmål kommer op hvergang det her “jamen hvad med kommunisme” pjat kommer op.
1: Hvad sker der med dem der ikke vil deltage i revolutionen?
2: Hvordan kommer vi helt præcist fra hvor vi er i dag til det statsløse, klasseløse utopia uden tyrrani?
3: Hvor mange systemkritikere og reaktionere skal skydes denne gang?
Bonus spørgsmål: Hvordan ved du at revolutionen bliver Leninistisk og ikke Khmer Rouge?
> Individets adgang til dets naturlige eksistensbetingelser er altid formidlet af sociale relationer, det er med andre ord altid et *politisk* anliggende, og derfor kan frihed aldrig blot bestå i fraværet af fællesskabets magt over individet
Føj for er mask-off øjeblik.
Mareridtsscenarie.
Den tætteste der nok er kommet frem til et alternativ må være Jacque Fresco og The Venus Project, men det er utroligt svært at forestille sig hvordan sådan en overgang ville foregå.
Øv, jeg troede lige det ville være et eller andet interessant nyt bud på, hvordan man kunne gentænke økonomi og så var det bare helt basic planøkonomi… Det er simpelthen for dumt.
Vi kommer ikke langt i den retning, hvis folk holder fast i, at kalde det “Kommunisme”.
Det løb er kørt. De totalitære stater har ødelagt den betegnelse, på samme måde som Hitler ødelagde hagekorset. Det kan godt være, at det er et flot sol-symbol, men det kan aldrig bruges igen.
Star Trek-Kommunisme, hvor alle yder efter evne, og får efter behov, bliver aldrig kaldt “kommunisme”, af god grund.
Indlægget starter sørme stærkt ud:
> Der er efterhånden ikke mange, der for alvor forsvarer kapitalismen.
Mau kunne vel dårligt skrive noget, der i højere grad signalerede, at han har siddet for længe blandt ligesindede i elfenbenstårnet end dette.
Maus forsøg på at forene sin kollektivisme med individuel frihed (som han nok ved er et problem for hans kollektivisme) vil jeg ikke bruge tid på, for det er der andre der har kommenteret på.
Som sædvanlig er en del af problemet for disse typer tanker alt det, der ikke bliver sagt og skrevet.
> To nabokommuner kunne eksempelvis beslutte sig for at gå sammen om infrastruktur eller uddannelse. Kommuner vil således slutte sig sammen i en pyramidestruktur bestående af politiske institutioner med beslutningsmyndighed såvel som fora for koordination, vidensdeling og gensidig hjælp.
Hmm, gad vide om vi have et andet begreb for sådan noget?
> derfor er der også brug for repræsentative forsamlinger, hvis pladser besættes gennem en blanding af valg og lodtrækning, hvilket modvirker dannelsen af en politisk elite og en markedsimiterende professionalisering af det politiske.
Kunne man også gøre under kapitalismen, så lidt malplaceret forslag.
> Kommunens måske vigtigste opgave er at organisere vedtagelsen og eksekveringen af de økonomiske planer, der skal erstatte markedsmekanismerne. Det kan ske nogenlunde sådan her: alle kommunarder og produktionsenheder melder behov og ønsker om forbrug ind, og på baggrund af offentligt tilgængelige data om dette samt ressourcer og produktionskapacitet udformer politiske grupper forslag til økonomiske planer, der udstikker de overordnede produktionsmål for en toårig periode. Denne proces gentages flere gange sideløbende med offentlige møder og høringsprocesser, der sikrer maksimal demokratisk deltagelse. Til sidst vedtages én plan ved folkeafstemning. Beslutninger om den præcise udmøntning af planens mål træffes i repræsentative forsamlinger og i produktionsenhederne.
Det lyder ekstremt ufleksibelt, og implementeringen af planen giver væsentlige muligheder for forvanskning.
> Man kan forestille sig toårsplanerne som en liste over alt, der skal produceres i den offentlige sektor, hvilket kan omregnes til en total mængde arbejdstid, der som udgangspunkt fordeles ligeligt mellem alle voksne, arbejdsdygtige kommunarder, med hensyntagen til deres særlige evner, behov og funktionsvariationer. Således kunne resultatet eksempelvis være, at alle som hovedregel er forpligtet til at arbejde 20 timer om ugen.
Gammelt problem, og kimen til centralisering. Hvem beslutter omregningen, hvem beslutter hvem der er arbejdsdygtige, har særlige evner, behov og funktionsvariationer?
Sat på spidsen vil Mau vel fastholde jobcentrene, der jo både er populære og store succeser.
> Hvis en opgave er særligt upopulær, kan man lade den gælde for dobbelt arbejdstid eller knytte den sammen med særlige privilegier, for eksempel adgang til særligt attraktive boliger eller særligt attraktive arbejdsvilkår.
Nomenklaturaen er tilbage!
> Som blandt andre Pelle Dragsted har foreslået, kan bibliotekstanken udvides til at omfatte en lang række goder som værktøjer, cykler, instrumenter, kunst og tøj.
Jeg troede det tilhørte den personlige ejendom, som ikke bliver berørt i den glorværdige revolution? Er det virkelig kun tandbørsten, de ikke kommer efter?
> Når det gælder forbrugsgoder med en høj grad af individuelle præferencer (jeg elsker vermouth, du vil hellere drikke sherry), vil alle kommunarder hver uge få en mængde digitale kuponer, der kan veksles til produkter og servicer på offentlige produktlagre. Dette er ikke penge, for kuponerne er personlige og udløber efter tre måneder.
“Vi kan godt nok ikke lide kapitalisme, men tuskhandel må vi hellere fastholde”.
> Kommunen producerer alt, der er tilstrækkeligt for at leve et godt, sundt, langt og stabilt menneskeliv. Den bygger og vedligeholder boliger, elnettet, veje, kloakker, jernbaner, internettet
Vi må håbe Maus ~~superstat~~ overkommune er enig med de underliggende kommuner i placering af jernbaner, veje, fordeling af el og internet.
> Energi, bygninger og råmaterialer til den private produktion bevilges af kommunen, gratis eller betinget af modydelser.
“Du er fri til at producere, så længe som dem der skal tildele dig ressourcerne kan lide dig – eller får modydelser”.
Jeg kan da slet ikke se et problem for kommunismen her, nej-nej.
> Penge vil være et rent bytteinstrument og kan ikke bruges til at gøre nogle mennesker i stand til at bestemme over andre.
Har Mau misforstået hvorfor penge er opstået i første omgang?
Mau kommer heller ikke ind på, hvordan disse kommuner skal oprettes og beskyttes. På Twitter giver han udtryk for, at dette kun er helt gennemførligt efter en global revolution. Men selv derefter er det efter min vurdering rent drømmeri. Hvis en nabokommune pludselig bliver uenig med “vores” kommune, eller bliver ramt af nød og sygdom, hvordan vil vi så forhindre, at de fraviger de gode kommunistiske værdier, og fravrister os vores produktion, jord, liv, etc.? Der er ingen politistyrke, ingen milits og ingen hær, og produktion af våben er ikke tilladt i vores kommune (ifølge Mau).
Og det er hele problemet her: at opbygge et sanfund på best case scenarier er ikke holdbart.
Rigtig kapitalisme har aldrig været forsøgt.
Kære Søren Mau. Der er frit optag på Økonomi på Københavns Universitet.
Det kunne gøre dig godt rent faktisk at lære om økonomi fra et evidensbaseret grundlag, frem for utopiske teorier.
Hvorfor passer titlen slet ikke med indholdet i artiklen? Det er da underligt at den angriber kapitalismen dog slet ikke kommer med argumenter for sin påstand. Man kunne slette den første halvdel af titlen og det ville ikke ændre noget og bare kalde den for “Her er en vision for vores post-kapitalistiske fremtid”.
>Kommunismen indebærer ikke nogen særlig specifik idé om, hvad det gode liv er. Kommunisme er ikke en livsstil, ikke et ideal om at gøre alle aspekter af individets liv til genstand for politiske beslutninger, ikke en romantisk fællesskabskult, ikke en drøm om kollektiver og fællesspisning og gør-det-selv-kultur. Kommunisme er bestræbelsen på at etablere institutioner, der sikrer en maksimal grad af individuel frihed og demokratisk kontrol over de aspekter af menneskelivet, der nødvendigvis må være fælles anliggender. Kommunisme er for introverte eremitter såvel som for entusiastiske kollektivister.
Hvis det handlede om at have et system der:
>sikrer en maksimal grad af individuel frihed…
Hvorfor hedder systemet så “Kommunisme” fremfor “Individualisme” ?
>”Kommunisme er bestræbelsen på at etablere institutioner, der sikrer…”
Hvilken person, i kommunismen, skal stå for at etablerer disse institutioner? Og hvordan sikrer de noget som helst, uden magt?
>Kommunismens grundbetingelse er, at samfundets fælles livsbetingelser bringes under demokratisk kontrol. Staten afvikles, alle private virksomheder nedlægges, og hele det privatejede produktionsapparat – jord, bygninger, maskiner – samt overklassens formuer eksproprieres. I samme ombæring må der opbygges nye institutioner, der ikke kun skal varetage mange af de funktioner, som vi er vant til at forbinde med staten, men også skal planlægge og administrere størstedelen af økonomien.
1. Hvad er “demokratisk kontrol” når “Staten afvikles…” ?
2. Hvem- eller hvad er det, nu når staten er afviklet, som står for at nedlægge private virksomheder? Hvordan har folk fået magten til det? Hvad sker der hvis de private virksomheder nægter at blive nedlagt? Inklusiv arbejderne?
3. Hvem- eller hvad, har magten og er ansvarlig for at eksproprierer “det privatejede produktionsapparat – jord, bygninger, maskiner – samt overklassens formuer” ?
4. Hvem er ansvarlig og har magten til at “…opbygge nye institutioner, der ikke kun skal varetage mange af de funktioner, som vi er vant til at forbinde med staten…” ?
5. Hvem- eller hvad giver magten til at nogen kan “…planlægge og administrere størstedelen af økonomien.” ? Hvad sker der, hvis jeg, eller hvilken som helst anden person, nægter at afstå ejendom- og økonomi?
>Vi har altså at gøre med en omfattende udvidelse af demokratiet. I stedet for markedskræfterne er det nu os, der i fællesskab skal beslutte, hvad vi vil.
Hvem er “Vi” ? Hvad hvis jeg- eller andre falder uden for denne forståelse af “Vi” ? Og siden hvornår er vi kommet så langt ud, at vi strækker betydningen af ord så meget, at vi sætter lighedstegn imellem “demokrati” og “kommunisme”? Jeg skal ikke prale af min uddannelse, men jeg husker at der var en grund til, at man kaldte disse ting 2 forskellige ord – netop fordi mindst 1 af disse ord ikke beskriver et demokrati.
>Lad os kalde grundenheden i kommunismens institutionelle struktur for kommuner. Alle skal i sådan et samfund registrere sig i en kommune, men alle kan bosætte sig, hvor de vil. Kommunerne vil variere i størrelse, afhængigt af deres tilblivelseshistorie samt geografiske, kulturelle og historiske omstændigheder. Ideelt har hver kommune kontrol over alt, hvad dens indbyggere – lad os kalde dem kommunarder – har brug for, det vil sige alt fra jord, vand, energi og andre naturressourcer til arbejdskraft, teknologi, forskning og uddannelse. Beslutninger skal foregå så tæt som muligt på dem, der bliver berørt af dem. Det vil sikre en maksimal grad af autonomi og dermed minimal risiko for en udemokratisk centralisering af magt.
Hvem, specifikt, har kontrollen? Hvem bestemmer, hvad der er “brug for” ? Hvad hvis det jeg vil have, ikke er noget en anden mener, at jeg har “brug for” ? Hvem har magten- og kontrollen til at bare tage jord? Hvem bestemmer hvad den rigtige “geografiske, kulturelle og historiske omstændigheder”, er, således at noget tilbliver som område?
> Det kan ske nogenlunde sådan her: alle kommunarder og produktionsenheder melder behov og ønsker om forbrug ind, og på baggrund af offentligt tilgængelige data om dette samt ressourcer og produktionskapacitet udformer politiske grupper forslag til økonomiske planer, der udstikker de overordnede produktionsmål for en toårig periode. Denne proces gentages flere gange sideløbende med offentlige møder og høringsprocesser, der sikrer maksimal demokratisk deltagelse. Til sidst vedtages én plan ved folkeafstemning. Beslutninger om den præcise udmøntning af planens mål træffes i repræsentative forsamlinger og i produktionsenhederne.
Av min arm – ‘enheder’ alligevel, hvem melder disse “kommunarder” information til? Hvem laver denne offentlige data og hvorledes bestemmes det, hvilken data der skal bruges? Hvem bestemmer produktionsmålene og på hvilken baggrund? Det hedder planøkonomi og har Aldrig virket. Og hvem skal til møderne? Og høringsprocessorne? Hvem administrerer disse ting? Hvem bestemmer hvordan og hvornår og med hvem, de skal forgå? Og hvad sker der, nu når der ingen centralmagt er, når folk nægter? Eller er der mon alligevel en centralmagt, der kan tvinge? Bare en lille en? 😉
At sige man “sikrer maksimal demokratisk deltagelse” er noget vrøvl, det er bare en sætning og det følger ikke logisk at det er det man sikrer, eller at man sikrer noget overhovedet.
Hvordan sker innovation i øvrigt, nu når man skal rapporterer, være til møder, lave 2-årsplaner, omfordele og sætte det hele op til at være centralstyret og kun vil tillade et rapporteret behov – der sker jo intet kaotisk eller nytænkende i denne model, det er umuligt.
Hvad sker der, når der opstår et pludseligt nyt behov? Eller omstændigheder der gør, at 2-års planen skal ændres? Hurtigt? Hvordan har du tænkt dig at mobiliserer et helt land, kalde til hastemøde, processor osv. Så hurtigt og effektivt at du kan skifte spor til noget andet?
Hvordan vil du koordinerer, hvis du ikke har et centralt sted at gøre det, hvilket er påkrævet når man ønsker så meget kollektivisme, uanset hvad andre påstår – prøv bare kører logistikken igennem i et eget hoved.
Kom endelig med flere forklaringer om hvorledes- og hvordan Kommunismen fungerer rent praktisk. Men mest af alt, kom med nogle svar på lavpraktiske spørgsmål.
Hvad sker der for tendensen til at ‘glorify’ et sådan horribelt samfundssystem som kommunismen? Hvorfor er vestens venstreorienterede så interesserede i at etablere et system der står bag det ene folkemord efter det andet? Kommunismen har været, og vil altid være, en fiasko. Enhver kommunistisk-tænker er en pest for samfundet.
Hvis du tror socialisme eller kommunisme leder til mindre ulige samfund, så prøv at åbne en historiebog (kan indledningsvist nævne autokrater i Sovietunionen eller de der er ansat på en ikke-statslig kontrakt i Cuba). Alle ideologier og magthierarkier skaber ulighed inkl. kapitalismen, men sidstnævnte virker til at være den ideologi vi kender, der samtidig går bedst i spænd med den menneskelig natur.
Folket klager skønt de får det som de vil
Satanisk kommunisme – er det mon det der skal til?
Flere våben og et hemmeligt politi
Satanisk kommunisme, det er det vi kan li’!
Anarchocomminism med en sociokratisk tilgang ville nok være en bedre løsning hvis det endeligt skulle være
Hold kæft en idiot, han skal være glad for vores ytringsfrihed. Kommunisme er noget af det mest destruktive der findes. Det ender altid med det samme. Diktator, undertrykkelse,
Fattigdom og forfølgelse. Altid. Der er absolut ingen evidens for at hans lorte filosofi virker
Gab
> Der er efterhånden ikke mange, der for alvor forsvarer kapitalismen.
Jo det er der godt nok. Heldogvis så mange, at dem der forsvarer kommunismen ikke kommer til magten.
Overvej uironisk at læse information.
“Kapitalismen” får altid skylden som en ond ånd, der fører din og min hånd.
Faktum er, at kapitalisme ikke andet end summen af din og min handling.
Hvis vi vil have en bedre verden, må vi vælge den til og vælge noget andet fra. Vi kan ikke bare læne os tilbage og give “kapitalismen” skylden. Kapitalisme er træls, fordi den viser os sandheden i vores handlinger, men vi kan sagtens skabe en ny sandhed. Vi kan passende starte med vores eget forbrug og derefter ved at stemme for en bedre verden.
Der findes mange eventyr og fantastiske fortællinger. Denne her falder under kategorien pipe dream.
Det lyder vældig flot (noget af det), men det vil aldrig, aldrig, ALDRIG nogensinde kunne realiseres.
Lad os prøve nazismen igen! Hitler var bare en fuser, det var ikke rigtig nazisme.
Kapitalisme er i min optik stadig vigtig, og nok ikke noget vi kan fjerne 100%. Men målet bør være at sikre den ikke arbejder imod menneskers velfærd for profit.
>og hele det privatejede produktionsapparat – jord, bygninger, maskiner – samt overklassens formuer eksproprieres.
Det ovenstående punkt er grundlæggende for hvorfor man ikke kan skabe kommunisme som kommunister kan ønske det. For i sidste ende så er det at berøve mennesker for hvad de ejer. Jeg kan være for at til formål for det fælles gode, kan statskassen f.eks. bruges til at opkøbe disse ting til fælles formål. Men som skrevet her så eksproprieres de, så praktisk talt lovligt røveri, som selvfølgelig ingen mennesker vil stoppe. 😉
>Under kommunismen vil folkeafstemninger være langt mere udbredte, men ikke alle beslutninger kan træffes sådan, og derfor er der også brug for repræsentative forsamlinger, hvis pladser besættes gennem en blanding af valg og lodtrækning, hvilket modvirker dannelsen af en politisk elite og en markedsimiterende professionalisering af det politiske.
Hvem står for lodtrækningen, og hvem kan være med? Hvad hvis de samme politikere bliver på poster, fordi vælgerne er glade for dem, skaber det ikke også en politisk elite.
​
>Penge vil være et rent bytteinstrument
Øhm…. Som de er i dag?
​
Jeg kan se han mener det godt, men der er en hel masse huller i hans essay, som får mig til at stille spørgsmål til hans ide generelt. For at være ærlig så læses det som “endnu en gang” kommunisme kan løse alt. Men som set i historien, mennesker vil også prøve at finde huller i det her system til at få magt, som vi kunne se i Soviet Unionen og i Kina i dag.
27 comments
Haha. Som om det kommer til at være noget stærkere end teknobarbarer.
Jeg er altså ret stor fan af ham Søren Mau, han skriver altså nogle virkelig god artikler, om man er enig med ham eller ej.
Altså de eneste goder der kommer ud af det system er en en 20 timers arbejdsuge, og (sandsynligvis) mindre udnyttelse af naturen.
Det virker ret omkostningsfuldt at omvende hele verden, eller bare et land, til en socialistisk planøkonomisk styreform.
Hvor man stadig vil have politiske slagsmål om hvorvidt regnskoven skal fælles, eller om man må dyrke hård narko i sin fritid og sælge det for kuponer der kan bruges på tøj mad osv.
Det er som om at man tror, at når landet skifter til en (demokratisk lol) socialistisk styreform, så forsvinder alle værdikampe og forskelligheder blandt folk.
For slet ikke at nævne, at historisk har kommunistiske styre altid endt med at undertrykke uenige stemmer i befolkningen, vade i korruption på ledelsesgangene, og været utroligt svage som internationale handelsparternere (hvilke lande kan klare sig uden handel med udlandet? og hvorfor skulle udlandet stopper deres kapitalistiske tilgang fordi ét land står på bremsen når det kommer til vækst)
—-
En meget nemmere og ligetil løsning, er at arbejde sig henimod den 20 timers arbejdsuge, og beskyttelse af naturen indenfor det eksisterende system, det er helt og aldeles realistisk og muligt.
Det kræver bare 90 mandater (hvilket jo nok er socialisternes største problem)
Det er da spændende at der sidder “enkelte” rundt omkring som åbenbart har formularen på det ideelle samfund, som de bruger livet på at overbevise andre om er den rigtige retning – men de andre er lissom ikke rigtig med på at den løsning de “enkelte” sidder med er korrekt.
‘Kapitalismen bør afvikles, men vi mangler en klar idé om det økonomiske system, der skal erstatte den. Her kommer et bud: kommunisme, et samfund med maksimal grad af frihed, tryghed og demokrati’
Kommunisme, selvfølgelig, lad os da prøve det igen, konsekvenserne var tydeligvis ikke alvorlige nok i det 20. Århundrede. Lad Samsø blive til en gulag!
Man kan forresten ikke have maksimal grad af frihed og tryghed på samme tid. Det giver ingen mening. Men det er vel typisk med kommunistiske utopi-fantasier.
De samme tre spørgsmål kommer op hvergang det her “jamen hvad med kommunisme” pjat kommer op.
1: Hvad sker der med dem der ikke vil deltage i revolutionen?
2: Hvordan kommer vi helt præcist fra hvor vi er i dag til det statsløse, klasseløse utopia uden tyrrani?
3: Hvor mange systemkritikere og reaktionere skal skydes denne gang?
Bonus spørgsmål: Hvordan ved du at revolutionen bliver Leninistisk og ikke Khmer Rouge?
> Individets adgang til dets naturlige eksistensbetingelser er altid formidlet af sociale relationer, det er med andre ord altid et *politisk* anliggende, og derfor kan frihed aldrig blot bestå i fraværet af fællesskabets magt over individet
Føj for er mask-off øjeblik.
Mareridtsscenarie.
Den tætteste der nok er kommet frem til et alternativ må være Jacque Fresco og The Venus Project, men det er utroligt svært at forestille sig hvordan sådan en overgang ville foregå.
Øv, jeg troede lige det ville være et eller andet interessant nyt bud på, hvordan man kunne gentænke økonomi og så var det bare helt basic planøkonomi… Det er simpelthen for dumt.
Vi kommer ikke langt i den retning, hvis folk holder fast i, at kalde det “Kommunisme”.
Det løb er kørt. De totalitære stater har ødelagt den betegnelse, på samme måde som Hitler ødelagde hagekorset. Det kan godt være, at det er et flot sol-symbol, men det kan aldrig bruges igen.
Star Trek-Kommunisme, hvor alle yder efter evne, og får efter behov, bliver aldrig kaldt “kommunisme”, af god grund.
Indlægget starter sørme stærkt ud:
> Der er efterhånden ikke mange, der for alvor forsvarer kapitalismen.
Mau kunne vel dårligt skrive noget, der i højere grad signalerede, at han har siddet for længe blandt ligesindede i elfenbenstårnet end dette.
Maus forsøg på at forene sin kollektivisme med individuel frihed (som han nok ved er et problem for hans kollektivisme) vil jeg ikke bruge tid på, for det er der andre der har kommenteret på.
Som sædvanlig er en del af problemet for disse typer tanker alt det, der ikke bliver sagt og skrevet.
> To nabokommuner kunne eksempelvis beslutte sig for at gå sammen om infrastruktur eller uddannelse. Kommuner vil således slutte sig sammen i en pyramidestruktur bestående af politiske institutioner med beslutningsmyndighed såvel som fora for koordination, vidensdeling og gensidig hjælp.
Hmm, gad vide om vi have et andet begreb for sådan noget?
> derfor er der også brug for repræsentative forsamlinger, hvis pladser besættes gennem en blanding af valg og lodtrækning, hvilket modvirker dannelsen af en politisk elite og en markedsimiterende professionalisering af det politiske.
Kunne man også gøre under kapitalismen, så lidt malplaceret forslag.
> Kommunens måske vigtigste opgave er at organisere vedtagelsen og eksekveringen af de økonomiske planer, der skal erstatte markedsmekanismerne. Det kan ske nogenlunde sådan her: alle kommunarder og produktionsenheder melder behov og ønsker om forbrug ind, og på baggrund af offentligt tilgængelige data om dette samt ressourcer og produktionskapacitet udformer politiske grupper forslag til økonomiske planer, der udstikker de overordnede produktionsmål for en toårig periode. Denne proces gentages flere gange sideløbende med offentlige møder og høringsprocesser, der sikrer maksimal demokratisk deltagelse. Til sidst vedtages én plan ved folkeafstemning. Beslutninger om den præcise udmøntning af planens mål træffes i repræsentative forsamlinger og i produktionsenhederne.
Det lyder ekstremt ufleksibelt, og implementeringen af planen giver væsentlige muligheder for forvanskning.
> Man kan forestille sig toårsplanerne som en liste over alt, der skal produceres i den offentlige sektor, hvilket kan omregnes til en total mængde arbejdstid, der som udgangspunkt fordeles ligeligt mellem alle voksne, arbejdsdygtige kommunarder, med hensyntagen til deres særlige evner, behov og funktionsvariationer. Således kunne resultatet eksempelvis være, at alle som hovedregel er forpligtet til at arbejde 20 timer om ugen.
Gammelt problem, og kimen til centralisering. Hvem beslutter omregningen, hvem beslutter hvem der er arbejdsdygtige, har særlige evner, behov og funktionsvariationer?
Sat på spidsen vil Mau vel fastholde jobcentrene, der jo både er populære og store succeser.
> Hvis en opgave er særligt upopulær, kan man lade den gælde for dobbelt arbejdstid eller knytte den sammen med særlige privilegier, for eksempel adgang til særligt attraktive boliger eller særligt attraktive arbejdsvilkår.
Nomenklaturaen er tilbage!
> Som blandt andre Pelle Dragsted har foreslået, kan bibliotekstanken udvides til at omfatte en lang række goder som værktøjer, cykler, instrumenter, kunst og tøj.
Jeg troede det tilhørte den personlige ejendom, som ikke bliver berørt i den glorværdige revolution? Er det virkelig kun tandbørsten, de ikke kommer efter?
> Når det gælder forbrugsgoder med en høj grad af individuelle præferencer (jeg elsker vermouth, du vil hellere drikke sherry), vil alle kommunarder hver uge få en mængde digitale kuponer, der kan veksles til produkter og servicer på offentlige produktlagre. Dette er ikke penge, for kuponerne er personlige og udløber efter tre måneder.
“Vi kan godt nok ikke lide kapitalisme, men tuskhandel må vi hellere fastholde”.
> Kommunen producerer alt, der er tilstrækkeligt for at leve et godt, sundt, langt og stabilt menneskeliv. Den bygger og vedligeholder boliger, elnettet, veje, kloakker, jernbaner, internettet
Vi må håbe Maus ~~superstat~~ overkommune er enig med de underliggende kommuner i placering af jernbaner, veje, fordeling af el og internet.
> Energi, bygninger og råmaterialer til den private produktion bevilges af kommunen, gratis eller betinget af modydelser.
“Du er fri til at producere, så længe som dem der skal tildele dig ressourcerne kan lide dig – eller får modydelser”.
Jeg kan da slet ikke se et problem for kommunismen her, nej-nej.
> Penge vil være et rent bytteinstrument og kan ikke bruges til at gøre nogle mennesker i stand til at bestemme over andre.
Har Mau misforstået hvorfor penge er opstået i første omgang?
Mau kommer heller ikke ind på, hvordan disse kommuner skal oprettes og beskyttes. På Twitter giver han udtryk for, at dette kun er helt gennemførligt efter en global revolution. Men selv derefter er det efter min vurdering rent drømmeri. Hvis en nabokommune pludselig bliver uenig med “vores” kommune, eller bliver ramt af nød og sygdom, hvordan vil vi så forhindre, at de fraviger de gode kommunistiske værdier, og fravrister os vores produktion, jord, liv, etc.? Der er ingen politistyrke, ingen milits og ingen hær, og produktion af våben er ikke tilladt i vores kommune (ifølge Mau).
Og det er hele problemet her: at opbygge et sanfund på best case scenarier er ikke holdbart.
Rigtig kapitalisme har aldrig været forsøgt.
Kære Søren Mau. Der er frit optag på Økonomi på Københavns Universitet.
Det kunne gøre dig godt rent faktisk at lære om økonomi fra et evidensbaseret grundlag, frem for utopiske teorier.
Hvorfor passer titlen slet ikke med indholdet i artiklen? Det er da underligt at den angriber kapitalismen dog slet ikke kommer med argumenter for sin påstand. Man kunne slette den første halvdel af titlen og det ville ikke ændre noget og bare kalde den for “Her er en vision for vores post-kapitalistiske fremtid”.
>Kommunismen indebærer ikke nogen særlig specifik idé om, hvad det gode liv er. Kommunisme er ikke en livsstil, ikke et ideal om at gøre alle aspekter af individets liv til genstand for politiske beslutninger, ikke en romantisk fællesskabskult, ikke en drøm om kollektiver og fællesspisning og gør-det-selv-kultur. Kommunisme er bestræbelsen på at etablere institutioner, der sikrer en maksimal grad af individuel frihed og demokratisk kontrol over de aspekter af menneskelivet, der nødvendigvis må være fælles anliggender. Kommunisme er for introverte eremitter såvel som for entusiastiske kollektivister.
Hvis det handlede om at have et system der:
>sikrer en maksimal grad af individuel frihed…
Hvorfor hedder systemet så “Kommunisme” fremfor “Individualisme” ?
>”Kommunisme er bestræbelsen på at etablere institutioner, der sikrer…”
Hvilken person, i kommunismen, skal stå for at etablerer disse institutioner? Og hvordan sikrer de noget som helst, uden magt?
>Kommunismens grundbetingelse er, at samfundets fælles livsbetingelser bringes under demokratisk kontrol. Staten afvikles, alle private virksomheder nedlægges, og hele det privatejede produktionsapparat – jord, bygninger, maskiner – samt overklassens formuer eksproprieres. I samme ombæring må der opbygges nye institutioner, der ikke kun skal varetage mange af de funktioner, som vi er vant til at forbinde med staten, men også skal planlægge og administrere størstedelen af økonomien.
1. Hvad er “demokratisk kontrol” når “Staten afvikles…” ?
2. Hvem- eller hvad er det, nu når staten er afviklet, som står for at nedlægge private virksomheder? Hvordan har folk fået magten til det? Hvad sker der hvis de private virksomheder nægter at blive nedlagt? Inklusiv arbejderne?
3. Hvem- eller hvad, har magten og er ansvarlig for at eksproprierer “det privatejede produktionsapparat – jord, bygninger, maskiner – samt overklassens formuer” ?
4. Hvem er ansvarlig og har magten til at “…opbygge nye institutioner, der ikke kun skal varetage mange af de funktioner, som vi er vant til at forbinde med staten…” ?
5. Hvem- eller hvad giver magten til at nogen kan “…planlægge og administrere størstedelen af økonomien.” ? Hvad sker der, hvis jeg, eller hvilken som helst anden person, nægter at afstå ejendom- og økonomi?
>Vi har altså at gøre med en omfattende udvidelse af demokratiet. I stedet for markedskræfterne er det nu os, der i fællesskab skal beslutte, hvad vi vil.
Hvem er “Vi” ? Hvad hvis jeg- eller andre falder uden for denne forståelse af “Vi” ? Og siden hvornår er vi kommet så langt ud, at vi strækker betydningen af ord så meget, at vi sætter lighedstegn imellem “demokrati” og “kommunisme”? Jeg skal ikke prale af min uddannelse, men jeg husker at der var en grund til, at man kaldte disse ting 2 forskellige ord – netop fordi mindst 1 af disse ord ikke beskriver et demokrati.
>Lad os kalde grundenheden i kommunismens institutionelle struktur for kommuner. Alle skal i sådan et samfund registrere sig i en kommune, men alle kan bosætte sig, hvor de vil. Kommunerne vil variere i størrelse, afhængigt af deres tilblivelseshistorie samt geografiske, kulturelle og historiske omstændigheder. Ideelt har hver kommune kontrol over alt, hvad dens indbyggere – lad os kalde dem kommunarder – har brug for, det vil sige alt fra jord, vand, energi og andre naturressourcer til arbejdskraft, teknologi, forskning og uddannelse. Beslutninger skal foregå så tæt som muligt på dem, der bliver berørt af dem. Det vil sikre en maksimal grad af autonomi og dermed minimal risiko for en udemokratisk centralisering af magt.
Hvem, specifikt, har kontrollen? Hvem bestemmer, hvad der er “brug for” ? Hvad hvis det jeg vil have, ikke er noget en anden mener, at jeg har “brug for” ? Hvem har magten- og kontrollen til at bare tage jord? Hvem bestemmer hvad den rigtige “geografiske, kulturelle og historiske omstændigheder”, er, således at noget tilbliver som område?
> Det kan ske nogenlunde sådan her: alle kommunarder og produktionsenheder melder behov og ønsker om forbrug ind, og på baggrund af offentligt tilgængelige data om dette samt ressourcer og produktionskapacitet udformer politiske grupper forslag til økonomiske planer, der udstikker de overordnede produktionsmål for en toårig periode. Denne proces gentages flere gange sideløbende med offentlige møder og høringsprocesser, der sikrer maksimal demokratisk deltagelse. Til sidst vedtages én plan ved folkeafstemning. Beslutninger om den præcise udmøntning af planens mål træffes i repræsentative forsamlinger og i produktionsenhederne.
Av min arm – ‘enheder’ alligevel, hvem melder disse “kommunarder” information til? Hvem laver denne offentlige data og hvorledes bestemmes det, hvilken data der skal bruges? Hvem bestemmer produktionsmålene og på hvilken baggrund? Det hedder planøkonomi og har Aldrig virket. Og hvem skal til møderne? Og høringsprocessorne? Hvem administrerer disse ting? Hvem bestemmer hvordan og hvornår og med hvem, de skal forgå? Og hvad sker der, nu når der ingen centralmagt er, når folk nægter? Eller er der mon alligevel en centralmagt, der kan tvinge? Bare en lille en? 😉
At sige man “sikrer maksimal demokratisk deltagelse” er noget vrøvl, det er bare en sætning og det følger ikke logisk at det er det man sikrer, eller at man sikrer noget overhovedet.
Hvordan sker innovation i øvrigt, nu når man skal rapporterer, være til møder, lave 2-årsplaner, omfordele og sætte det hele op til at være centralstyret og kun vil tillade et rapporteret behov – der sker jo intet kaotisk eller nytænkende i denne model, det er umuligt.
Hvad sker der, når der opstår et pludseligt nyt behov? Eller omstændigheder der gør, at 2-års planen skal ændres? Hurtigt? Hvordan har du tænkt dig at mobiliserer et helt land, kalde til hastemøde, processor osv. Så hurtigt og effektivt at du kan skifte spor til noget andet?
Hvordan vil du koordinerer, hvis du ikke har et centralt sted at gøre det, hvilket er påkrævet når man ønsker så meget kollektivisme, uanset hvad andre påstår – prøv bare kører logistikken igennem i et eget hoved.
Kom endelig med flere forklaringer om hvorledes- og hvordan Kommunismen fungerer rent praktisk. Men mest af alt, kom med nogle svar på lavpraktiske spørgsmål.
Hvad sker der for tendensen til at ‘glorify’ et sådan horribelt samfundssystem som kommunismen? Hvorfor er vestens venstreorienterede så interesserede i at etablere et system der står bag det ene folkemord efter det andet? Kommunismen har været, og vil altid være, en fiasko. Enhver kommunistisk-tænker er en pest for samfundet.
Hvis du tror socialisme eller kommunisme leder til mindre ulige samfund, så prøv at åbne en historiebog (kan indledningsvist nævne autokrater i Sovietunionen eller de der er ansat på en ikke-statslig kontrakt i Cuba). Alle ideologier og magthierarkier skaber ulighed inkl. kapitalismen, men sidstnævnte virker til at være den ideologi vi kender, der samtidig går bedst i spænd med den menneskelig natur.
Folket klager skønt de får det som de vil
Satanisk kommunisme – er det mon det der skal til?
Flere våben og et hemmeligt politi
Satanisk kommunisme, det er det vi kan li’!
Anarchocomminism med en sociokratisk tilgang ville nok være en bedre løsning hvis det endeligt skulle være
Hold kæft en idiot, han skal være glad for vores ytringsfrihed. Kommunisme er noget af det mest destruktive der findes. Det ender altid med det samme. Diktator, undertrykkelse,
Fattigdom og forfølgelse. Altid. Der er absolut ingen evidens for at hans lorte filosofi virker
Gab
> Der er efterhånden ikke mange, der for alvor forsvarer kapitalismen.
Jo det er der godt nok. Heldogvis så mange, at dem der forsvarer kommunismen ikke kommer til magten.
Overvej uironisk at læse information.
“Kapitalismen” får altid skylden som en ond ånd, der fører din og min hånd.
Faktum er, at kapitalisme ikke andet end summen af din og min handling.
Hvis vi vil have en bedre verden, må vi vælge den til og vælge noget andet fra. Vi kan ikke bare læne os tilbage og give “kapitalismen” skylden. Kapitalisme er træls, fordi den viser os sandheden i vores handlinger, men vi kan sagtens skabe en ny sandhed. Vi kan passende starte med vores eget forbrug og derefter ved at stemme for en bedre verden.
Der findes mange eventyr og fantastiske fortællinger. Denne her falder under kategorien pipe dream.
Det lyder vældig flot (noget af det), men det vil aldrig, aldrig, ALDRIG nogensinde kunne realiseres.
Lad os prøve nazismen igen! Hitler var bare en fuser, det var ikke rigtig nazisme.
Kapitalisme er i min optik stadig vigtig, og nok ikke noget vi kan fjerne 100%. Men målet bør være at sikre den ikke arbejder imod menneskers velfærd for profit.
>og hele det privatejede produktionsapparat – jord, bygninger, maskiner – samt overklassens formuer eksproprieres.
Det ovenstående punkt er grundlæggende for hvorfor man ikke kan skabe kommunisme som kommunister kan ønske det. For i sidste ende så er det at berøve mennesker for hvad de ejer. Jeg kan være for at til formål for det fælles gode, kan statskassen f.eks. bruges til at opkøbe disse ting til fælles formål. Men som skrevet her så eksproprieres de, så praktisk talt lovligt røveri, som selvfølgelig ingen mennesker vil stoppe. 😉
>Under kommunismen vil folkeafstemninger være langt mere udbredte, men ikke alle beslutninger kan træffes sådan, og derfor er der også brug for repræsentative forsamlinger, hvis pladser besættes gennem en blanding af valg og lodtrækning, hvilket modvirker dannelsen af en politisk elite og en markedsimiterende professionalisering af det politiske.
Hvem står for lodtrækningen, og hvem kan være med? Hvad hvis de samme politikere bliver på poster, fordi vælgerne er glade for dem, skaber det ikke også en politisk elite.
​
>Penge vil være et rent bytteinstrument
Øhm…. Som de er i dag?
​
Jeg kan se han mener det godt, men der er en hel masse huller i hans essay, som får mig til at stille spørgsmål til hans ide generelt. For at være ærlig så læses det som “endnu en gang” kommunisme kan løse alt. Men som set i historien, mennesker vil også prøve at finde huller i det her system til at få magt, som vi kunne se i Soviet Unionen og i Kina i dag.