Mobning, chikane og dårlig ledelse: Folkekirken er plaget af et ‘sygt’ psykisk arbejdsmiljø

10 comments
  1. Det her får mig endnu mere bekræftet i at folkekirkerne skal betales af staten, som historiske bygninger. Men ar folkekirkens ansatte må betales af folk der ønsker at holde det pjat i live.

    Jeg synes gang på gang, det virker til at de steder for pengene er garanteret så er arbejdsforholdene til at lukke op og skide i. Selvfølgelig ikke eksklusivt.

  2. Er det ikke den øverste chefs ansvar at tage sig af den slags? Gud må snart tage sig sammen og påtage sig ansvar for det han har skabt.

  3. Det er fint at folk vil tilbede alt det de vil derhjemme, men kan vi snart få fjernet religion i offentligheden? Lav kirker, moskeer, synagoger osv om til boliger og forbyd al form for religion og religiøse symboler uden for hjemmet. Statistikken taler for sig selv, religion skaber kun elendighed, undertrykkelse og tilbagestående samfund. Bare se på tredjeverdenslande som USA

  4. Mit barn synger i kirkekoret, hvor der er det dårligste miljø, med mobning imellem de unge mennesker og et totalt fravær af ledelse og håndtering af det dårlige arbejdsmiljø. Koret er jo et lønnet job med en korleder, der burde tage affære overfor de unge mennesker og gerne involvere forældrene ved behov. Så længe det er unge mennesker, så er det et forældreansvar, men hvis ingen gør opmærksom på det, så er det svært at vide at det foregår.

  5. Er problemet ikke primært at menighedsrådene som oftest ikke er deres opgave voksen, men der er meget få sanktionsmuligheder mod disse?

  6. Problemet er en helt vanvittigt arbejdsretlig struktur, hvor ansvar flyder i gråzoner og situationer kan eskalere i årevis, uden nogen kan eller vil gribe ind:
    .

    Menighedsrådet udvælger og “ansætter” præsten, men formelt er præsten ansat ved stiftet, som har tilsynspligten… Så menighedsrådet kan ikke fyre den præst, som de selv reelt har ansat.
    Og præster er, som nogle af de sidste, altid ansat som tjenestemænd, så de er arbejdsretligt ekstra beskyttet. Og uformelt endnu bedre beskyttet, da ministeriet kun yderst sjældent blander sig i folkekirkens interne forhold, pga. kirkens autonomi.
    .

    Præsten har så ansvaret for hele den religiøse side af sognets arbejde og står til ansvar overfor biskoppen, mens menighedsrådet har det verdslige/administrative ansvar. Dvs. det er menighedsrådet der ansætter alle de andre i kirken – organist, graver, kordegn, osv. Og i modsætning til præsten, så kan menighedsrådet også fyre dem.
    Dertil kommer, at præsten pr definition er medlem af menighedsrådet.
    .

    Det betyder med andre ord, at menighedsråd og præst er ligestillet, men har hvert deres ansvarsområde.
    Der til kommer, at næsten alle andre ansatte oplever præsten som deres daglige samarbejdspartner og kontakt, i og med menighedsrådet kun fungere som et plenum, selv om præsten som sådan, ikke har nogen formelle beføjelser over de andre ansatte.
    .

    Der er andre ord åbnet for en myriade af konflikt muligheder, som låses fast i gordiske knuder, fordi der ikke er noget hierarki mellem hovedinteressenterne:
    Præst vs. Resten af menighedsrådet.
    Præst vs. Anden præst i større sogne.
    Præst vs. Andre ansatte i kirken.
    Præst vs. Biskop/stift.
    Menighedsråd vs. Biskop/stift.
    .

    Der er eksempler på konflikter der kører i årtier, fordi der ikke er nogen der kan tvinges til at ændre opførsel eller fyres.
    .

    Præster, der efter ansættelsen fuldstændig skifter tilgang til gerningen, eller på anden måde kommer i konflikt med menighedsrådet.
    Eller omvendt, der bliver valgt et nyt menighedsråd, som er uenig med præsten og den gamle råd.
    Præster, der chikanere andre ansatte, eller det omvendte.
    Præster der chikanere andre præster tilknyttet kirken.
    Præster der går imod stiftet, men med opbakning fra menighedsrådet.
    .

    Man kommer det aldrig til livs, før man laver en struktur, hvor der er en chef i en kirke/sogn.

    Om det så skal være præsten, menighedsrådet eller biskoppen …

Leave a Reply