Hvad er de største problemer, vi har i Danmark?

37 comments

1. Vores tilgang til psykiatrien og hjælp til samme, er helt ude af kurs.

   Man tænker tilbage på de daglige historier der var i en periode om folk med svære problemer, der bliver overladt til sig selv med en besked om, at psykiatrien “gør hvad de kan for at hjælpe dem der er hårdest ramt”.

   Tankerne går da også på tragedien i Fields. Hvis vi havde haft en ordentlig psykiatri, var det med god sandsynlighed aldrig nogensinde sket.

2. Jeg ser umiddelbart 4 ting.

   1. Vi har politikere som er karrierepolitikere – Det er især problematisk, når det er de helt store hunde, som så dikterer kulturen inde i deres parti.

   2. Vi er blevet et samfund, hvor samfundets sind hurtigt tyr til bandlysning, ulovliggørelse osv osv overfor ting vi ikke kan lide. Vi ser gentagende, at vores rettigheder og friheder bliver indskrænket stille og roligt.

   3. Grådighed og misundelse. Nej, her tænker jeg ikke firmaejere som hæver priser. Nej, jeg mener at den almene dansker er efterhånden blevet så grådig og misundelig over sine naboer, at lige så snart naboen går ud og gør det rigtig godt, så vil alle andre have, at naboen skal enten straffes eller tvinges til at afgive sit overskud.

   Samtidig så vil ingen af gå på kompromis med deres nuværende levestandard og give afkald, så hellere stifte større lån eller sætte sig for tungt i hverdagen.

   Det henleder mig lidt til mit punk 4.

   NIMBY’isme.

   Holy fucking shit den er grim her i DK. Det gælder alt fra opsætning af vindmøller til asyl-ansøgere. Der er godt nok mange danskere, som himler op omkring hvad der skal gøres, kun for at please deres indre ‘se mig, se hvor from og god jeg er’, men når der så skal handling til, så vil de ikke selv gøre som de prædiker.

3. Vores velfærdsområde.

   På overfladen er det superfint med at vi kan komme “gratis” til lægen osv., ligesom der er mange enormt kompetente mennesker i det system.

   Problemet opstår, når man kradser lidt dybere. Har du psykiske udfordringer? Tough luck. Ondt i tænderne? Bare ærgerligt Sonny-boy. Handicappet? Haha. Held og lykke.

   Jeg ved ikke hvordan det skal fixes, men noget skal der ske. Det er uholdbart med lange ventetider på psykologhjælp og manglende sengepladser i psykiatrien. Det er også jævnt ærgerligt, at hvis du har alverdens sygdomme i kroppen, så kan du få hjælp til det meste, uanset hvor selvforskyldt det er.. men hvis sygdommen tilfældigvis sidder i tænderne, så må du ned i banken med hatten i hånden og låne penge – sådan groft sagt.

   Og er man handicappet, så skal man helst være uddannet socialrådgiver for at have en chance for at navigere i systemet.

   ​

   Og så er vi slet ikke startet på arbejdsløshedsområdet. Fuck jobcentrene. Og fuck de milliard krav der stilles til kontanthjælpsmodtagere og folk på dagpenge. Der er meget få der synes det er fedt at være på kontanthjælp og dagpenge, og dem der synes det skal alligevel nok få den vinklet så de kan være på det uanset hvad de ryger på af kurser, aktiveringer og andet gøgl, der kun har til formål at beskæftige folk i det offentlige system.

4. Vi sover i timen hvad angår vedvarende energi. Danskerne tror at vi er et foregangsland. “Danmark er førende inden for grøn energi” siger energiministeriet endda.

   Men vi er det land i norden som har den laveste andel af vores energi fra vedvarende energikilder.

5. Hvordan vi tager hånd om de svageste i samfundet. Herunder hvordan man udmønter besparelser i psykiatrien, på bostøtte, bosteder, opsøgende støtte, misbrugsbehandling. Hvilket særligt rammer de mennesker, der har dobbelt problematikker. Man er sjældent villig til at yde en forebyggende indsats, for det koster penge.

   Trangen til at alt skal være så bureaukratisk, bl.a. igennem en lovgivning, der ikke er til at gennemskue. Og det egentlig på de fleste områder. Strafferetligt, skattemæssigt.

   Manglen på hænder i vores sundhedsvæsen. Arbejdsvilkårene er ikke attraktive nok. Og jeg tror at manglen på kvalificerede arbejdskraft bliver værre de næste 5-10 år.

6. Det største problem Danmark har, er at vi ikke får nok børn.

   Konsekvensen er en fortsat udhuling af velfærdssamfundet, da der vil være færre og færre i den arbejdsdygtige alder til at arbejde og derved betale skat.

   Vi skal som minimum gerne ramme en fødselsrate på 2.1 barn pr. person og ligger pt. 1.7.

   Den almene person forstår ikke hvor stort et problem dette er, og hvor meget det allerede har påvirket vores samfund.

7. Jeg er enig i at, som både Rasmus Jarlov og Rune Lund bemærker, at mistilliden til politikerne og systemet, er en af de ti største udfordringer vi står over for som samfund. Jeg må dog bemærke at der intet der tyder på at de politikere vi har i dag er fundamentalt dårligere en dem vi havde for ti, tyve eller trevide år siden.

   Personligt, så tror jeg at der er tre hovedfaktorer der har medvirket til at underminerer tilliden til politikerne.

   1. Færre er medlem af et parti. Derved har færre direkte og ofte adgang til politikerne. Det skaber en følelse af distance til dem og gør at man ofte kun bliver præcenteret med mediernes forenklede version af hvad deres politik er og hvorfor de mener hvad de mener.
   2. For meget skal ordnes oppe på det nationale plan. Siden 2000 har der været en stærk tendens til at læsse så mange spørgsmål som muligt op på det nationale plan, i stedet for at ordne det i de enkelte kommuner. Som ved 1) er dette med til at skabe distance imellem borgerne og politikerne (og beslutningerne).
   3. SoMe. Politisk kommunikation er kommet til at handle mere om at blive hørt, end kvaliteten af det man har at sige. De politikerer det er bedste til at skabe røre i andedammer er dem der får opmærksomhed på SoMe og i den gamle medier. Det skaber en selektionsmekanisme hvor det ikke nødvendigvis er en fordel at være faglig dygtig, god til at samarbejde, eller bare ydmyg om hvad man ved og ikke ved.

   I sidste ende skal vi huske at vi har de politikere vi har stem på. Det er os der vælger dem ind, og som bag efter brokker sig over dem. Hvis man ikke mener man har nogle ordentlige politikere at vælge imellem, så må man jo melde sig ind i et parti og deltage til opstillingsmøderne eller selv stille op.

   ​

   Men hvis jeg skulle lave en top ti over Danmarks problemer så ville den nok være

   ​

   1. Omstilling til en grøn økonomi.
   2. Den demografiske udvikling over de næste 25 år. Mangel på folk i den arbejdsdygtige alder og flere ældre.
   3. Mangel på tillid til politikerne og systemet.
   4. Et uholdbar boligmarked med for få og for dyre boliger i byerne og for få der vil bo i de boliger der er på landet.
   5. Centralisering af den økonomiske udvikling i de største byer.
   6. Kvaliteten i folkeskolen.
   7. Kvaliteten i sundhedssektoren.
   8. Arbejdskraftsmangel og kvalitet i plejesektoren.
   9. Integration af visse grupper af indvandre, flygtninge og efterkommere.
   10. For få unge tager erhvervsuddannelser, for mange tager universitetsuddannelser som de ikke kommer til at bruge og for mange for slet ingen uddannelse.

8. Der er for mange ældre i forhold til den yngre generation, hvilket leder til en masse problemer med velfærd, fordi det er for dyrt.

9. Vi har kæmpe ulighed hvad angår formuer.

   Vi ved alle at personindkomst er _relativt_ lige i Danmark sammenlignet med mange andre lande. Derimod er Danmark et af de _mest ulige_ lande hvad angår formuer, altså ting som fast ejendom og investeringer. Det er blevet værre med årene… især i de større byer er skellet vokset. Det er rimelig tydeligt lige nu på det Københavnske boligmarked, at vi har en skarp opdeling mellem dem der har en boligformue og dem der ikke har, dvs. primært førstegangskøbere.

   Der findes ingen politisk vilje til at omfordele formue—tværtimod er politiske tiltag som regel rettet mod eksisterende boligejere + en lille smule valgflæsk til Arne. Det primære fokus for politikerne er den generelle makroøkonomiske vækst og arbejdsløshed, ikke vores sindssyge ulighed.

   Nu er priserne banket helt op, renten er steget og lige om lidt stiger boligskatten også. Husleje også er dræbende høj og vil stige yderligere 10% for mange i det nye år. Hvis man ikke var en del af festen fra 2010-2022, så er man fucked.

10. En af de større ting er vel også at man bruger ufatteligt mange penge på at tjekke at alle penge bruges korrekt. Alle de penge kunne reelt være gået til services i samfundet.

    For slet ikke at tale om at man aldrig simplificerer lovgivning, men kun bygger ovenpå.

    Altså, hvor mange fucking fradrag har vi ikke, og nu kommer venstre med et nyt forslag til førstegangs købere (jeg er endda målgruppe her)

11. Psykiatrien, Sundhedsvæsenet, Klimaforandringer, Grøn energi, Rusland, Uddannelse

12. At alle forsøger at stå i vejen for fremskridt på NOGET område med en eller anden nonsensisk argumentation.

    F.eks., naturnationalparker, det kan vi nok rimeligt let sige er “ganske godt” – men så skal vi slås om hvorvidt en ko og hest der skal gå derude overhovedet har det godt. Til trods for at alting peger på at de dyr der lever frit – så vidt muligt – har det godt.

    Men det skal argumenteres til døde med falske ligheder som “de lider overlast” ved at blive tynde om vinteren, som er naturlig adfærd, og antropomorfiseres som “ko voldtaget på molslab”.
    Der skal så af en eller anden grund spændes ben for det, fordi “ÅH NEJ HVIS NU HESTEN IKKE HAR ET DÆKKE DEN KAN GÅ IND UNDER DØR DEN!” selvom dyrene aldrig bruger de læskure der lovmæssigt skal være der, eller andet.

    Samtidig så sidder dyrlæger og siger “den her gris har det så godt!” selvom den ligger låst inde i en jernkasse og ikke kan bevæge sig – fordi her har vi defineret at det er ikke at lide overlast…

    Det samme med grøn omstilling, vi skal hele tiden finde på absurde argumenter for at det ikke kan lade sig gøre!

    ​

    Så i virkeligheden er det største problem nok kortsigtethed. Det hele handler om resultater NU og penge NU, og ikke om 10, 20, 50, 100 år… fordi det er der hverken penge eller stemmer i NU.

13. Børn bliver ikke prioriteret. Maden, nærværet og kvaliteten af tid med børn er lort. Forældrene har mindre tid med børnene og pædagoger og undervisere får mindre i løn og dårlige uddannelser. De mennesker der er “voksne” om 10-20 år kunne have færre helbredsproblemer, bedre uddannelse og en bedre chance for at tackle fremtidens problemer

14. Hvis vi skal tage noget der er et første verdens problem, ud over velfærd m.m i Danmark som halter har jeg et bud på noget, som slet ikke er på den standard som et rigt land som Danmark burde have.

    **Vores offentlige transport er ubehageligt og besværligt mange steder.**

    Jeg ser igen og igen den samme diskussion: Det skal være billigere at tage offentligt transport i Danmark, og det kunne der helt sikkert være noget om.

    Men der hvor jeg syntes at vores standard slet ikke står på mål som land, er den service (eller mangel på samme) der er i den offentlige transport. – Og ja, det kan sagtens være at lige præcis den strækning eller by du bor i, har en fantastisk logistik, og at det er nemt og bekvemt at komme fra A til B BEHAGELIGT.

    **Det er mange gange IKKE nemt eller hurtigt.**

    Jeg syntes Danmark fejler, når vi snakker offentligt transport. For min oplevelse, og flere jeg hører om herinde, har ikke en nem og behagelig rejse.

    Jeg skulle sidste år besøge nogle i Herning. I den forbindelse skulle jeg hjem til Aarhus bagefter. Den rejse skulle vise sig at tage 3.5 time pga noget spor arbejde, og deraf skulle der skiftes til togbus. Togbussen holdte der ikke, og da der kom én, måtte dem der fik lov at komme med, stå som sild i en tønde, og håbe på at de ikke fik corona eller et hedeslag. Der var (som sædvanlig fristes man til at sige) ikke styr på det, og det var skam planlagt sporarbejde.

    **Elendigt klima i offentlig transport forhold til vores lands standard.**

    Vi spoler et år frem og jeg har taget toget en del gange. Omkring Horsens skulle jeg besøge en ven for nogle dage siden. Airconditionen virkede ikke. Der var ikke nok siddepladser på en lørdag klokken 10.00 fra Vejle til Horsens. (ja jeg skulle til Vejle først, og så skifte tog) Der er en derinde i toget, der ligner han er ved at få et angstanfald endda. Men det er svært at sige, for sveden haglede ned af alle personer.

    Det her er jo bare små eksempler på, hvordan en oplevelse ofte er. Ubehagelig.

    **Utrygge omgivelser på banegårde og stationer**

    Tilføj dertil, at banegården og stationer i endnu større grad er blevet parkeringsplads for ubegahelig typer. Som insekter der bliver draget af lyset, flokkes de til. Det lyder til at der heldigvis vil blive sat en indsats ind på området. Bedre sent end aldrig. Det må aldrig blive forvent at det skal være utrygt at gå ned og tage toget.

    **Der er kommet langt flere skadedyr (idioter) med toget – Og det er skam alle mennesker jeg snakker om.**

    Engang var det bare lidt musik i folk høretelefoner der skulle definere om en person var en idiot i offentlig transport eller ej. Idag er det jo nærmest en bonus, hvis dét er det eneste problem der er, når du tager toget. Jeg vil rigtig gerne acceptere at der er andre mennesker med toget. Det er velsagtens en selvfølge at ikke alle kan være ens og/eller alene.

    Men det er gået helt galt med folk der snakker i telefon med speaker, eller sidder og ser film på en laptop skruet helt op, eller sidder med sine klamme fødder/sko på nabosæddet, skal ryge på toilettet, skal overskide toilettet, skal overpisse toilettet, skal gemme sig på toilettet, eller skal søge en konflikt, tænde en cigaret på peronnen, eller skal knappe 15 øl op imens der blive holdt en solotale om coronavaccinen.

    Eller skal “indsæt selv de 749 andre belastende ting”

    **Vi skal kunne forvente mere.**

    Det samme argument kommer altid når disse første verdens problemer bliver nævnt. “Så skulle du prøve at tage toget i “indsæt land”.. Og det kan sagtens være at oplvevelsen i Danmark er bedre end i Portugal f.eks. Men det må aldrig blive vores målestok. Vi har en af Verdens højeste skattetryk i Danmark, og deraf må vi også forvente at noget som påvirker så mange mennesker bliver bedre.

15. Udbudsreglerne, som gang på gang fører til dyre og dårlige løsninginger.
    At renovering forbedring i kollektivtransport gang på gang bliver udskudt.
    Vi har brug for at se på kollektivtransport, som alternativ til biller.

16. Enormt lange ventetider i vores psykiatri samt et forsvar der er blevet sultet alt for længe som politikerne tilsyneladende ignorerer og blir ved med at tage penge fra men forsat gir flere og flere opgaver

17. Demokratiet har det helt af helvedes til. Ingen har tiltro til dem som de selv stemmer på vil gøre Danmark til et fantastisk land, vi forventer efterhånden at enhver minister eller ordfører efter et par år rykker ud af borgen og bliver direktør for det ene eller andet. Indfør mere direkte demokrati. Vi har jo teknologien til det. Begræns hvor mange år man kn være i Folketinget og indfør desuden en karensperipde bagefter. Det skal ikke være er godt karrierevalg at være politiker. Så kan det være vi kun får dem som faktisk vil noget politisk og er klar til at træffe nogle svære valg.

18. a) Troværdighed til vores samfund

    b) Stigende pres på ældre

    c) Klima – hvem løser det / betaler?

    z) Ulighed

    x) en mærkbar del af Christiansborg er karrierepolitikere med meget lille erfaring i virkeligheden. Hvad gør de derinde? Lad os få kompetencer/erfaring ind i huset i stedet

19. Helt sikkert klima og generelt manglen på faktiske langsigtede løsninger til noget som helst men kun “halve løsninger”

    -CKI på Rigshospitalet til transkønnede er skrald og spil af tid og penge

    -Vores jernbane er en dårlig joke der udelukkende holdes sammen af dedikerede ældre mennesker der brænder for deres arbejde til trods for politikernes konstante snagen

    -Vi fokusere så meget på at gøre livet surt for muslimske flygtninge at vi også er igang med at jage europæere væk fordi de ikke orker at arbejde her professionelt

    -vores sundhedsvæsen kommer til at falde sammen og om et par årtier hedder det sikkert “har du penge så kan du få” med hensyn til alt sundhed istedet for “blot” mentalt

20. Klima og det grønne område. Jeg ved godt at krigen i Ukraine FX er vigtigt, og at vi skal løsrive os den russiske indflydelse. Men helt ærligt, hvor er klima ambitionerne henne? Hvorfor fanden i helvede sætter man ikke afgifterne ned på diverse el-biler FX? Eller bare gør offentlig transport mere attraktivt med billigere rejser? Hvis jeg skal fra Aalborg til KBH lige nu og her, så koster det mig 400+ kr.!!!!

    Eller i det mindste gør fucking el biler osv mere attraktivt, ligesom med Norge, der indirekte gør, at ved køb af el-biler, så får man en række benefits: gratis opladning, gratis kørsel over diverse broer etc. Altså vi halter. Så. Fucking. meget. Kommer der flere ældre? Ja. Er der mangel på børn? Ja vist nok. Men det bliver ikke bedre, hvis klimaet ændrer sig så gevaldigt, at det alligevel kommer med 400% hård flyvespark ind i nyren på os alle, og ødelægger økonomien og livet for en masse.

21. Vores energi politik. I vores lille land kunne vi fremtidssikre vores energiforsyning og nulstille vores co² (fra energi produktion) med tre kerneenergiværker, inden for femten år.
    I stedet har vi søsat et evighedprojekt i Nordsøen, hvor vi vil prøve at fortrænge vandet til fordel for møller.

    Vi skal ikke spare på energien (det kommer aldrig til at ske)
    Vi skal producere den rigtigt!

22. Stigende klasseforskel som bliver selvforstærkende og ændring fra politikere der tjener borgerne til borgere der tjener politikerne..

23. Befolkningen bliver mere og mere splittet og uenige, mens klasseforskellen stadig vokser.

24. Jeg har et inderligt had til uddannelsessystemet. Det fejlede mig, og fejler fortsat mange på samme måde.

    Det helt store problem, udover den nemme; karakterpres, er undervisningsdifferentiering. Den eksisterer ikke. Hvilket betyder at både toppen og bunden af klassen får absolut ingenting ud af det. Ja, dem der struggler kan få ekstra hjælp, men hvad hjælper det at de sidder mange timer hver dag hvor de så ikke får en skid ud af det? I bedste fald bider de det i sig og kæmper, i værste fald forstyrrer de resten af klassen dagligt, alt imens de bliver mere og mere stressede over lortet. Og så har vi det kulturelle problem at de, der har svært ved det, ofte kommer fra familier der ikke engang vil have råd til ekstra hjælp, eller se nødvendigheden i det. Men det er en diskussion for en anden dag.

    Jeg var personligt i den anden ende. Jeg brugte mine skoletimer på at programmere og hjælpe mine klassekammerater, når jeg ikke bare sad og kukkelurede. Det er der ingen hjælp for. Jeg tror aldrig jeg har fået et mundtligt standpunkt højere end 4, fordi jeg ikke så nogen årsag til at sige noget i timerne. Alligevel har jeg heller ikke fået lavere end 10 til eksamener, og aldrig læst op til en. Hmm, der er noget der ikke stemmer.

    Jeg hører det bliver bedre på universitetet, men kan det virkelig kræves at børn bruger 13 år af deres liv på at røvkede sig? Jeg kunne i hvert fald ikke, og droppede ud halvvejs gennem gymnasiet med stress og depression. Og jeg kender mange med samme problem, der er en årsag til at mange folk fra steder som Mensa ender som skraldemænd. Og selv hvis man holder de 13 år ud, vil de have suget glæde til at lære ud af dig, og endnu værre, når du engang bliver udfordret, vil du mangle teknikken til rent faktisk at arbejde for at lære. Og helt generelt mangle arbejdsdiciplin.

    Hvad skal der gøres? Det kan jeg sku ikke svare på. Men noget skal ske. Vi mister en stor del af landets bedste arbejdskraft på det.

25. Psykiatrien… Den er helt gal.

26. Vi bruger ressourcerne forkert. Et stigende antal “kolde” hænder og stadig færre varme. Dertil kombineret med færre unge, som gider pleje- og sundhedssektoren.

    Det er et velkendt problem, at man i kommuner og regioner ansætter flere og flere administrative medarbejdere, men til gengæld skærer i antallet af omsorgspersoner (sygeplejersker, lærere, pædagoger osv.) og har svært ved at finde nye.

    Weekendavisen skrev om det så sent som forleden, og problemet er selvforstærkende. Des flere akademikere, man ansætter, des flere akademiske opgaver opfinder de, som man skal bruge akademikere til at løse.

    *“The bureaucracy is expanding to meet the needs of the expanding bureaucracy,”* som vistnok Oscar Wilde udtrykte det.

    PS: Er selv en slags akademiker, så dette er ikke bare for at ælte egen kagedej 🙂

27. Økonomi og kontrol+test diskurser underminerer fagligheden i de fleste af de fag der har med mennesker at gøre, både i praksis og på selve uddannelses-stederne for samme fag.

    Det var pudsigt at tage pædagog uddannelsen da de fleste fag-diskurser peger klart og tydeligt i visse retninger og man så kunne spørge direkte “men er det ikke det modsatte vi gør”. Nå jo, men reformerne og ressourcer osv.. de fleste undervisere var fuldstændigt enige i at det var dybt upædagogisk. Det er fra ledelsen og politisk der ikke er forståelse af hvad fagligheden faktisk betyder.

28. Alt brænder.

29. Vores absurd skævvredne boligmarked, hvor folk tjener flere penge på boligsalg end på at arbejde og hvor nogle mennesker ikke kan komme til at bo indenfor en rimelig afstand af deres arbejde, fordi de ikke tjener nok til at eje en bolig der?

    De videregående uddannelser, der bliver smadret, fordi politikerne hellere vil lefle for provinsen – fremfor at sikre at vi har uddannelser i verdensklasse.

30. 1) Den danske boligskattemodel har spillet fallit og koster vores familier mange penge.

    Den skal laves om til at være som kapitalafkast og enten betales ved indfrielse af gevinst, eller skydes videre i ny ejendom. Der er ikke behov for at bygge en model til 3 milliarder til at simulere ejendomspriser +/- en faktor i procent når vi har faktiske handelspriser der bliver registreret i tinglysningen. De skal blot kobles op på Cpr numre.

    2) Offentlige jobs bør lønnes så vi kan tiltrække de arbejdere der er behov for, og deres uddannelser skal følge med efterspørgslen, og der skal være en fælles laveste barre som sikrer en levedygtig udbetalt løn uafhængig af karrierevej.

    3) Danske Regioner bør refomeres og skal kunne løfte andre opgaver som der bliver lagt ud i kommunalt regi, f.eks psykiatri, børnepleje, ældrepleje – og skal ikke have et budget men klart kommunikere hvad det koster at løse en opgave på landsplan og sige fra over for regeringen når den bliver bedt om at løse en opgave uden også at få pengene til det.

    4) Politik formes for ofte efter hvad politikere synes der bør virke i deres hoveder i stedet for at lave midlertidige forsøg, evaluere på disse og lave nødvendige reguleringer indtil man opnår eller ser at hypotesen ikke virker alligevel. Man er ikke altid villig til at give fortabt men laver i stedet fejlen at skrue endnu mere på de forkerte knapper.

    Eksempelvis hvor man har svært ved at sætte nye danskere i uddannelse for at gøre dem jobparate, men afkræver dem at de skal søge jobs og gøre sig selv klar. I andre lande investerer man i dem, som vi gør med etniske danskere, og får det resultat at de har nemmere ved at få jobs.

    Muslimbashing har ikke virket i mange år, men det er populær politik selvom det koster mange penge at have den politik. Vi kunne sikre bedre psykiatri hvis man valgte en anden vej eller genåbne lukkede hospitaler.

    5) Klimakrisen har for mange berøringsangst med. Vi skal benytte os af videnskabelige metoder til at opgøre Co2 udslip, det skal være offentlig tilgængeligt og folk skal betale for deres udslip – også selvom de har et højt udslip. Politikere bør fratages muligheden for at ændre hvad forskellige former for energi udleder.

    Offentlige virksomheder skal betale det samme som private virksomheder i Co2 afgift hvis de brænder ting af der udleder Co2. Dvs. forsyningsselskaber der brænder træ af for at lave varme og elektricitet skal betale det samme pr ton co2 som et gartneri som brænder træ af for at varme drivhuse op og skal oplyse det korrekte Co2.

31. 1. Klimakrisen, som vi så småt begynder at mærke konsekvenserne af.
    2. At vores samfundsmodel og levevis, bare grundlæggende ikke er bæredygtigt (klimamæssigt.) Min personlige forudsigelse er at de teknologiske fremskridt udebliver, og vi i stedet kommer til at skulle vælge imellem at ændre vores levevis markant eller med vold og magt fortsætte med at leve som vi gør nu, mens verden gradvist falder fra hinanden.
    3. Demografiske udfordringer aka en aldrende befolkning. Flere som skal forsørges, og færre til at forsørge.
    4. Velfærdsstaten virker ikke længere for de svageste danskere.
    5. Uro i Europa. Krigen i Ukraine, Brexit, EU-lande hvor demokratiet er blevet svækket osv.
    6. Psykisk sygdom er blevet så almindeligt, og alligevel er det stadig utrolig svært at få behandling.
    7. Geografisk ulighed. Det er ikke længere ligegyldigt om man er vokset op på Lolland eller i Nordsjælland.
    8. Stigende økonomisk ulighed.
    9. Nationalkonservatisme.
    10. Vores boligmarked er fucked.

32. Jeg tror, at boligpriserne i de store byer bliver et større og større problem. Som ung uden nogen form for finansiel støtte fra de gamle, så er det sgu svært at komme ind. Det skaber større social ulighed.

33. At politik er blevet for kompliceret. Størstedelen af befolkningen forstår ikke en stor del af hvad der foregår, og kan/vil ikke sætte sig ind i reele og faglige argumenter for en given politisk handling. Postens beskrivelse er i min optik egentligt et meget godt eksempel.

    Dette fører til at politikere i højere grad bliver belønnet for at give simple og kortsigtede svar på komplekse problemstillinger, og derfor bliver de hele tiden nødt til at have det med i deres overvejelser, fordi de jo heller ikke kan handle imod befolknings ønsker (ihvertfald ikke overvældende). Og befolkning baserer i stor grad deres ønsker på en brøkdel af argumenterne og konteksten.

    Selvfølgelig er ingen perfekt, og der eksisterer også inkompetence i politik – ligesom alle andre steder. Overvejende mener jeg dog vi har dygtige og kloge politikere – men de er også kun mennesker.

34. Stigende ulighed. Det udgør en stor del af alle de problemstillinger vi står overfor. Kan anbefale bogen “Rige børn leger bedst”. 🙂

35. * Faldende kvalitet og stigende omkostninger på velfærdsområdet.
    * For evigt voksende bureaukrati og komplicering af regler
    * En ekstremt frygt for reformer. (Altså rigtige reformer – ikke hvor man ændrer et par småting og kalder det en reform)
    * En tilgang til problemløsning som ikke er evidens-baseret
    * Populisme og uvidenhed
    * Udsultning og ødelæggelse af sundhedsvæsnet
    * Herunder grådighed fra praktiserende læger, fremfor fokus på faget. Ligegyldighed og samlebåndsmentalitet.
    * Især psykiatrien er under al kritik. Den ødelægger aktivt mennesker.
    * Dårlige vilkår for yngre generationer. Tunge omkostninger og bureaukrati i eksempelvis restaurationsbranchen.
    * Dårlig tilgang til offentlig transport udenfor Jylland. Ekstremt uddateret togdrift, og dårlig drift.
    * Overuddannelse af befolkningen – i.e. alle SKAL have en kandidatgrad fordi den er gratis, og mange tager kandidatgrader som ikke er relevant for det arbejde de ender med at lave. Uddannelser af lav kvalitet, der blander for mange ting sammen, og aldrig når at blive god til noget som helst.
    * Gymnasiale uddannelser der sidder urokkeligt fast i fortiden. Unfair skolesystem, som har fokus på daglig performance istedet for læring.
    * En grundskole der ikke forbereder folk på at være borgere. En grundskole der ikke lærer børn struktur, ernæring, disciplin, og andre vigtige hverdagsting, som ikke altid læres hjemmefra.
    * Stigende uhøflighed. Stigende individualisme på det personlige plan, og mangel på respekt for, og deltagelse i, fællesskabet. “Fællesskabet” er blevet en ting man betaler skat til, og ikke noget man har personligt ansvar for at forbedre, og være en harmonisk del af.
    * En stigende tendens til at påtage sig en offerrolle eller forvente at det offentlige skal styre alt for os i vores liv.

    Alt i alt føler jeg vi lever i en tid hvor vi fraskriver os risici, personligt ansvar, og en lyst til aktivt at forbedre vores verden. Vi søger at desperat fastholde status quo, men samtidig sikre at al status quo skal fastholdes ved at vi betaler os fra det.

    Edit: Mangel på atomkraft

36. Amerikaniseringen. Herunder både den stigende politiske polarisering og de stadigt større antal tosser (antivaxere, strålingsforskrækkede, krystalhealere og alt muligt andet vanvid) der optager alt for meget af det samlede (medie-)billede og gør hele dialogen så dum, at langt de fleste står af inden der bliver plads til en egentlig samtale omkring alle de andre ting som den her tråd handler om.

37. Vores offentlige instanser er blevet udhulet i perioden fra 80’erne og frem til idag. Fra 50 til 80 byggede vi her i Danmark et fantastisk samfund der skulle kunne bære alle (som den aspiration blev tolket i tidens kontekst og kunnen), var det perfekt? Nej, men det var på vej et godt sted hen. Nu er der gået besparelse og inflation i det samtidigt.

    Vi mangler soldater (og udstyr), sygeplejersker (og udstyr), vi mangler betjente (og udstyr), psykiatrien er belastet, arkiv-væsenet er belastet, sagsbehandlingen er helt ude af kontrol, osv.

    Hvor er pengene forsvundet hen? Bruger vi ikke mere end nogensinde før? Det er en lang politisk strategi, der virkelig tog fart i slut firserne og ind i halvfemserne, at når vi skærer på f.eks. en fødegang, så skærer man personale, ikke ydelser. Man får idag f.eks. 5 neonatal skanninger, som tager personale og dyrt udstyr, hvor imod man fik tilbudt 2 i 1996. Forsvaret er et andet godt eksempel, man har skåret i personale og udstyr, men ikke i aktiviteten. Ja man er gået væk fra et territorial forsvar, men har så istedet påtaget sig en stribe af internationale missioner. Politiet er endnu et eksempel på samme.

    Man bør skære i ydelser og opgaver, ikke i ansatte og udstyr. Er det træls at du måske kun får 2 eller 3 scanninger istedet for 5? Ja. Kan det være nødvendigt, måske. Lige nu der sparer vi en ambulance væk for at købe en politibil så vi kan gøre noget ved de langsomme udrykninger, og når der så er nogen der klager over en langsom ambulance, så sparer vi en politibil væk og køber en ambulance. Skruen uden ende.

    Vi er siden finanskrisen i 2008 blevet fodret med “vi er snart ude af krisen, ting bliver snart normale igen så i kan købe huse til ingenting, sætte et nyt køkken i og tjene 5 millioner når i flytter til en lejlighed i kbh efter jeres pension. Husk også lige at købe et tv til køkkenet så stimulerer i økonomien så det ikke bare er noget vi siger til jer.”, men måske er det tid til at acceptere at der er en ny normal, og at vi som folk fik forventningerne en lille smule for højt op. Politikerne har self spillet deres rolle ved at love mere og mere for at få stemmer, så vi har alle et lige ansvar. Men ville du stemme på en politiker der sagde at vi måske skal have lidt mindre af det hele og skrue forventningerne ned så vi kan køre tingene mere funktionelt og smidigt?

    Samtidigt er der i den politiske sfære sket et skift fra langtidsperspektiverede løsninger. Laver man politik i dag skal det helst kunne laves inden for en regeringsperiode, i et ministerium så man selv kan klippe snoren over, skrive loven under og høste hæderen og æren til næste valg. Dette har resulteret i vupti løsninger oven på vupti løsninger, se f.eks. det jobcenter system vi har nu. Når der så endelig kommer langtids løsninger er det meget løst og ikke bindende, se f.eks socialdemokratiske bolig-udspil (af begge omgange). Begge fløje er skyldige i samme.

    Samtidigt har vi et massivt problem med en kommende generation af voksne, dem blandt os der er 20 til 25 nu, som skal ud og kæmpe en blodig kamp for at få en del af kagen som deres forældre og bedsteforældre har nydt godt af. Tror i at de vil stemme for at få mindre efter at være pisket igennem lange uddannelser, og så ud i jobcentre? Det ville jeg ikke, jeg kan godt forstå de vil gøre krav på deres del af den fremgang der bare ikke boomer lige så meget nu som den gjorde i de sidste par årtier hvor dem der havde værdi oplevede at de fik mere næsten ud af ingenting.

    Og så har vi humlen, vi sidder i et system vi alle gerne vil have skal kunne det hele og hjælpe alle. Men vi vil ikke skære ned på den hjælp så der kan være hænder nok til at hjælpe alle, dog med lidt mindre. Så istedet er der nogen der får hjælp og nogen der falder imellem brædderne. Vores forventninger og vores lyst til at kunne det hele støder sammen med et samfund der hele tiden skruer op og skaber forventninger det på ingen måde konsekvent kan opfylde.

    Og for at gøre det helt klart, jeg er ikke ude med pegefingeren mod hele det folkelige Danmark, jeg vil sgu også selv gerne have mere. Men bare ikke på bekostning af at det hele falder sammen, eller at flere bliver tabt.

    Og så er der miljøet, som lider under samme strømninger af vupti løsninger. Her vil jeg dog gerne pege en anklagende finger og sige at hvis jeg ser en sommerhus ejer mere der piver på TV2 News over vindmøller eller solcellepaneler der ødelægger hans udsigt og trækker 100.000 af hans friværdi, så går jeg simpelthen amok. Jeg ved ikke hvornår det blev sådan at man kunne tolke boligloven og matrikelreglementet til at man ikke kun ejer sin grund, men også alt hvad man kan se i alle retninger. Jeg føler med dem, det er et træls tab, men verdenen er ved at brænde ud og det skal vi altså lige prøve at arbejde seriøst med.